Se PRIEST, HIGH.

(ha-kohen, ho hiereus; ha-kohen ha-mashiach, ho hiereus ho christos; ha-kohen ha-gadhol, ho hiereus ho megas; kohen ha-ro'sh, ho hiereus hegoumenos; Det Nye Testamente archiereus):

I. INDSÆTTELSEN AF YPPERSTEPRÆSTEDØMMET

1. Familien

2. Indvielsen

3. Dragten

4. Ypperstepræstedømmets pligter

5. Særlige bestemmelser

6. Indtægterne

7. Embedets betydning

II. YPPERSTEPRÆSTEDØMMETS HISTORIE I ISRAEL

1. I Det Gamle Testamente

2. I Det Nye Testamente

LITTERATUR

I. Indsættelsen af ypperstepræstedømmet.

Templer med et udførligt ritual, et præsteskab og en ypperstepræst var velkendte for Moses. I et eller to årtusinder før hans tid havde disse blomstret i Egypten. Hvert tempel havde sin præst eller sine præster, og de større templer og centre havde en ypperstepræst. I århundreder stod ypperstepræsten for Amon i Theben næst efter kongen i magt og indflydelse. Der fandtes mange andre ypperstepræstedømmer af mindre betydning. Moses' svigerfar var præst i Midjan, uden tvivl den øverste præst eller ypperstepræst. Når han skulle grundlægge en nation og oprette et kirkeligt system, ville intet være mere naturligt og passende for ham end at indføre et præsteligt system med en ypperstepræst i spidsen. Beretningerne giver en temmelig fyldig skildring af indstiftelsen af ypperstepræstedømmet.

1. Familien:

Aron, Moses' bror, blev først udvalgt til at beklæde embedet. Han blev kaldt "præsten" (ha-kohen) (2 Mos 31,10). Da embedet skulle være arveligt og bevares til evig tid i Arons slægt (2 Mos 29,9; 2 Mos 29,29), efterfølges han af sin søn Eleazar (4 Mos 20,28; 5 Mos 10,6), og han igen af sin søn Pinehas (4 Mos 25,11). På hans tid blev arvefølgen fastlagt (4 Mos 25,12; 4 Mos 25,13). I 3 Mos 4,3; 3 Mos 4,5; 3 Mos 4,16; 3 Mos 6,22 kaldes han "den salvede præst". Tre gange i Pentateuken omtales han som "stor præst" eller "ypperstepræst" (3 Mos 21,10; 4 Mos 35,25; 4 Mos 35,28). Det første af disse steder identificerer ham med den salvede præst.

2. Indvielsen:

De ceremonier, hvormed han blev indsat i sit embede, er nedskrevet i 2 Mos 29,29 ff. Syv dage blev tilbragt med særlige højtideligheder. Den første indvielse blev foretaget af Moses; det siges ikke, hvem der udførte de andre. Der var særlig vaskning og salving med olie (Sl 133,2). Hver ny ypperstepræst skulle bære de hellige klæder og desuden salves særligt (3 Mos 21,10). Hver dag skulle en tyrekalv ofres som syndoffer til soning; alteret skulle også renses, skaffes soning for og salves, idet ypperstepræsten ofrede et offer eller minchah for sig selv (3 Mos 6,24).

3. Dragten:

Ud over præsternes foreskrevne almindelige dragt skulle ypperstepræsten bære efodkappen, efoden, brystskjoldet og turbanen eller hovedbeklædningen (3 Mos 8,7-9). Efodkappen synes at have været en ærmeløs kjortel, lavet af blåt stof, kantet med skiftevis klokker og granatæbler (2 Mos 28,31-35; 2 Mos 39,22-26). Efoden synes at have været en broget dragt i helligdommens fire farver, blåt, purpur, skarlagen og fint linned, indvævet med guld (2 Mos 28,6-8; 2 Mos 39,2-5). Denne særlige efod for ypperstepræsten blev fæstnet ved skuldrene med to spænder af shoham-sten, på hver af hvilke navnene på seks af Israels stammer var indgraveret (2 Mos 28,9-14; 2 Mos 39,6; 2 Mos 39,7). Over efoden og på sit bryst bar han brystskjoldet, et firkantet choshen, ophængt i små kæder. I dette var der i fire rækker indsat tolv ædelsten, med navnene på Israels tolv stammer indgraveret på dem. Dette brystskjold må have indeholdt en slags lomme på indersiden, for i det blev Urim og Tummim lagt, som synes at have været håndgribelige genstande af en eller anden art (2 Mos 28,15-30; 2 Mos 39,8-21). Turbanen eller hovedbeklædningen var af fint linned, pandebladet på kronen af rent guld, og på det var indskrevet ordene: "Hellig for Jahve" (2 Mos 28,36-38; 2 Mos 39,30; 2 Mos 39,31). Når han gik ind i Det Allerhelligste, skulle han være klædt helt i linned, men i sine almindelige pligter i præsternes dragt; kun når han handlede som ypperstepræst, skulle han bære sine særlige klæder.

Se præst.

4. Ypperstepræstedømmets pligter:

Ud over sine almindelige pligter som præst skulle ypperstepræsten gå ind i Det Allerhelligste på forsoningsdagen (3 Mos 16,3; 3 Mos 16,15; 3 Mos 16,33; 3 Mos 16,34). Han skulle også forrette ved ceremonien med de to bukke, når den ene sendes ud i ørkenen til Azazel, og den anden slagtes for at skaffe soning for helligdommen (2 Mos 30,10; 3 Mos 16,8-10). Han alene kunne skaffe soning for folkets synder, præsternes og sit eget hus' synder (3 Mos 4,3; 3 Mos 9,8; 3 Mos 16,6; 4 Mos 15,25). Han skulle bringe det faste afgrødeoffer (3 Mos 6,14; 3 Mos 6,15). Han skulle sammen med præsterne have ansvar for lampen, der brændte uafbrudt (2 Mos 27,21). Han skulle bistå med at ordne skuebrødene (2 Mos 25,30). Når han bar brystskjoldet med stammernes navne indskrevet på det, handlede han som mellemmand mellem Israel og Gud (2 Mos 28,29). Han alene kunne rådspørge Urim og Tummim for Jahves ansigt, og Israel måtte adlyde efter hans afgørelse (4 Mos 27,21).

5. Særlige bestemmelser:

Et så vigtigt embede krævede bestemte særlige bestemmelser. Han måtte være fri for enhver legemlig defekt (3 Mos 21,16-23). Han måtte kun gifte sig med en jomfru af Israel, ikke med en enke, heller ikke med en fraskilt kvinde eller en vanhellig kvinde (3 Mos 21,14). Han måtte ikke iagttage de ydre tegn på sorg over nogen person og ikke forlade helligdommen, når der kom bud om selv en fars eller mors død (3 Mos 21,10-12). Han måtte ikke gøre sig uren ved kontakt med noget dødt legeme, ikke engang far eller mor (3 Mos 21,11); og det var ham forbudt at lade sit hår vokse langt eller flænge sine klæder som tegn på sorg (3 Mos 21,10). Hvis han skulle bringe skyld over folket, måtte han frembære et særligt offer (3 Mos 4,3). Synder, der berørte præstedømmet i almindelighed, måtte sones af de andre præster såvel som af ham selv (4 Mos 18,1). Han måtte ikke spise noget, der var dødt af sig selv eller sønderrevet af dyr (3 Mos 22,8). Han skulle vaske sine fødder og hænder, når han gik ind i åbenbaringsteltet, og når han nærmede sig alteret for at gøre tjeneste (2 Mos 30,19-21). Til at begynde med skulle Aron brænde røgelse på guldalteret hver morgen, når han gjorde lamperne i stand, og hver aften, når han tændte dem (2 Mos 27,21), men i senere tider udførte de almindelige præster denne pligt. Han måtte afholde sig fra hellige ting under sin urenhed (3 Mos 22,1-3), eller hvis han blev spedalsk (3 Mos 22,4; 3 Mos 22,7). Han skulle spise folkets afgrødeoffer sammen med de underordnede præster på det hellige sted (3 Mos 6,16). Han skulle medvirke ved bedømmelsen af spedalskhed på menneskekroppen og på klæder (3 Mos 13,2-59) og ved afgørelsen af juridiske spørgsmål (5 Mos 17,12). Når der ikke var nogen guddommeligt inspireret leder, var ypperstepræsten den øverste hersker indtil Davids tid og igen efter fangenskabet.

Se præst; præstedømme.

6. Indtægterne:

Indtægterne var ikke meget større end præsternes i almindelighed. Han modtog ikke større arvelod blandt stammerne end nogen anden levit, men han og hans familie blev underholdt af bestemte afgifter, ydelser og embedsfordele, som de nød fra den fælles fond. I 4 Mos 18,28 skulle præsterne modtage en tiendedel af den tiende, der blev indbetalt til levitterne. Josefus siger, at dette var en fælles fond (Ant., IV, iv, 4), men ypperstepræsten var sandsynligvis pålagt opgaven med at fordele den. I almindelighed var ypperstepræstens familie velstående, og i den senere periode blev den meget rig. Ypperstepræsten og hans familie var blandt landets rigeste mennesker på Kristi tid og opnåede enorme fortjenester på ofringerne og tempelvirksomheden.

7. Embedets betydning:

Ypperstepræstens embeds betydning var tydelig fra begyndelsen. Ypperstepræsten Eleazar nævnes i første række sammen med Josva, stammernes fyrste og Moses' efterfølger (4 Mos 34,17; Jos 14,1). Han medvirkede sammen med andre ved fordelingen af byttet fra midjanitterne (4 Mos 31,21; 4 Mos 31,26). Hans synder blev betragtet som hørende folket til (3 Mos 4,3; 3 Mos 4,12). Han handlede sammen med Moses i vigtige sager (4 Mos 26,1; 4 Mos 31,29). Hele menigheden måtte gå eller komme efter hans ord (4 Mos 27,20). Hans død var en national begivenhed, for da var manddræberen fri til at forlade tilflugtsbyen (4 Mos 35,25; 4 Mos 35,28). Han havde ingen verdslig myndighed, men blev almindeligvis anset for den ledende religiøse myndighed. Senere blev han også den ledende verdslige såvel som religiøse myndighed.

II. Ypperstepræstedømmets historie i Israel.

1. I Det Gamle Testamente:

I almindelighed accepterer nærværende forfatter Det Gamle Testamentes historiske beretninger som sande og afviser de kritiske synspunkter om en opdigtet eller forfalsket historie. Sådanne synspunkter har kun subjektive grunde til støtte og bygger på et naturalistisk, evolutionært syn på udviklingen af Israels religion. Da Moses var grundlæggeren af ypperstepræstedømmet i Israel, forudså han en videreførelse af embedet gennem hele historien (5 Mos 26,3). Ypperstepræsten optræder ofte. Eleazar gjorde tjeneste sammen med Josva ved fordelingen af landet mellem de tolv stammer (Jos 14,1). Loven om manddraberen viser, at han var en vigtig person i Israels liv (Jos 20,6). Han synes at have haft magt til at fordele præsternes embeder til dem, han ville, og fattige præster kunne henvende sig til ham for at få stillinger (1 Sam 2,36). Embedet synes at være forblevet i Eleazars familie indtil Elis dage, da familien på grund af hans sønners ondskab blev ødelagt, og stillingen gik over i Itamars familie (1 Sam 2,31-36). En efterkommer af den familie gjorde tjeneste i Nob på Sauls tid; hans navn var Ahimelek (1 Sam 21,2; 1 Sam 22,11). Hans søn Ebjatar undslap nedslagtningen og synes senere at have efterfulgt sin far og at have været øverste præst gennem hele Davids regeringstid (1 Sam 22,20-23; 1 Sam 23,9; 1 Sam 30,7). Sadok synes at have haft næsten samme privilegium (2 Sam 8,17; 1 Krøn 18,16; 1 Krøn 24,6 næsten sikkert ved en afskriverfejl: ombyt Ebjatar og Ahimelek; Mark 2,26 kan bygge på denne læsning. Se ABIATHAR osv.). Fordi han sluttede sig til Adonijas parti frem for Salomos, blev Ebjatar afsat og forvist til Anatot, hvor han tilbragte resten af sine dage (1 Kong 2,26; 1 Kong 2,27). Sadok blev sat i hans sted (1 Kong 2,35). Han synes at have været en efterkommer af Eleazar. Under Joshafat var Amarja ypperstepræst (2 Krøn 19,11) og den ledende autoritet i alle religiøse anliggender. På Ataljas tid, under Joashs mindreårighed og næsten hele hans regeringstid, var Jojada ypperstepræst og øverste rådgiver. Han synes at have været den mest indflydelsesrige mand i riget i mere end et halvt århundrede (2 Kong 11,4; 2 Kong 11,2-16; 2 Kong 11,2 passim). Azarja gjorde tjeneste i Uzzijas og Hizkijas dage (2 Krøn 26,20; 2 Krøn 31,10); Urija i Akaz' regeringstid (2 Kong 16,10-16), og den sidstnævnte præst synes at have været en ven af Esajas (Es 8,2). Hilkija beklædte embedet i Josijas dage, da Lovbogen blev fundet (2 Kong 22,4; 2 Kong 23,4; 2 Krøn 34,9); Sefanja på Jeremias' tid (Jer 29,25); Seraja i Sidkijas dage, han som blev henrettet i Ribla af Nebukadnesar (2 Kong 25,18; Jer 52,24). På den tid nævnes en præst af anden rang (2 Kong 23,4; 2 Kong 25,18), og Sefanja udfylder dette embede (Jer 52,24). Det er tvivlsomt, om dette er den samme Sefanja, som nævnes i Jer 29,25. Denne "andenpræst" var uden tvivl en stedfortræder, udpeget til at indtage ypperstepræstens plads, hvis noget skulle hindre ham i at udføre embedets pligter. Lister over ypperstepræster gives i 1 Krøn 6,1-15; 1 Krøn 6,50-53. Den første af disse giver linjen fra Levi til Josadak, som blev ført bort i fangenskabet under Nebukadnesar. Den anden fører linjen fra Aron til Ahima'as og er indtil dette punkt identisk med den første liste.

Der kunne ikke have været plads til ypperstepræstens funktioner under fangenskabet, men slægtslinjen blev bevaret, og Josva, Josadaks søn, var blandt dem, der først vendte tilbage (Ezra 3,2). Fra denne tid bliver ypperstepræsten mere fremtrædende. Monarkiet er borte, den borgerlige myndighed er i persernes hænder, jøderne er ikke længere uafhængige, og derfor har den øverste magt en tendens til at samle sig i ypperstepræstedømmet. Josva synes at stå lige med Zerubbabel (Hag 1,1; Hag 1,12; Hag 1,14; Hag 2,2; Hag 2,4; Zak 3,1; Zak 3,8; Zak 4,14; Zak 6,11-13).

Han er klart kendt som ypperstepræst (ha-kohen ha-gadhol). Han indtager en ledende rolle i oprettelsen af det kirkeligt-borgerlige system, især opførelsen af templet. I Zakarias' syn (Zak 3,1-5) anklager Satan ypperstepræsten, som her er nationens rette repræsentant. Fuldendelsen af den messianske tidsalder kan ikke afsluttes uden ypperstepræstens medvirken; han krones sammen med Zerubbabel og sidder med ham på tronen (Zak 6,13). Profeten beskriver også Josva og hans venner som "tegnets mænd", med hentydning til den kommende Messias, under hvem landets synd skulle fjernes på én dag (Zak 3,9). Løftet gives til Josva, at hvis han vil vandre på Jahves veje og vogte hans hus, skal han dømme Jahves hus, dvs. Israel, vogte hans forgård og få et sted at vandre blandt dem, der står foran Jahve (Zak 3,7). Han salves på lige fod med fyrsten af den kongelige linje, for de to oliens sønner (Zak 4,14) henviser næsten sikkert til den kongelige Zerubbabel og den præstelige Josva, som sammen skal være Israels inspiratorer ved genopbygningen af templet.

Denne ophøjelse af ypperstepræsten er meget forskellig fra den tilstand, som Ezekiel skildrer (Zak 40; Zak 41; Zak 42). I dette billede er der ingen plads til en ypperstepræst; fyrsten syntes at være hovedpersonen i det kirkelige system. Ezekiels syn var ideelt; den faktiske genoprettelse var meget anderledes, og fortidens institutioner og forhold blev videreført snarere end profetens syner. På Nehemias' tid var Eljashib ypperstepræst (Neh 3,1; Neh 3,20). Fordi han misbrugte sit embede ved at bruge et tempelkammer til fordel for sin familie, blev han irettesat (Neh 13,4-9). Listen over ypperstepræster fra Jeshua til Jaddua gives i Neh 12,10. Ifølge Josefus (Ant., XI, viii, 5) var Jaddua præst på Alexander den Stores tid (332 f.Kr.), men det er praktisk talt sikkert, at det var Jadduas sønnesøn, Simon, der da var præst (se W.J. Beecher, Reasonable Biblical Criticism, kapitel xviii). Således er den ubrudte linje fra Aron til Jaddua bevaret, idet embedet stadig var arveligt. Der kan ikke findes nogen væsentlig forandring siden Ezras dage. Krønikebogen, som blev samlet engang i denne periode, bruger de tre navne ha-kohen, ha-kohen ha-ro'sh, ha-kohen ha-gadhol. Ordet naghidh ("fyrste") bruges også, og han kaldes "herskeren over Guds hus" (1 Krøn 9,11). Dette synes at antyde, at betydelig magt var lagt i hans hænder. Sædvanligvis bruger krønikeskriveren, både i Krønikebøgerne og Nehemias, udtrykket "præsten".

Eleazars linje fortsatte uden tvivl indtil makkabæernes tid, da der skete en afgjort forandring. Den syriske Antiokus afsatte Onias III og satte hans bror Jason i hans sted (174 f.Kr.), som snart blev fortrængt af Menelaos. Omkring 153 f.Kr. blev hasmonæeren Jonathan udnævnt af kong Alexander, og således overgik ypperstepræstedømmet til Jojaribs præstelige familie (1 Makk 10,18-21). Om Jojaribs familie var en gren af sadokitterne eller ej, kan ikke afgøres. Efter udnævnelsen af Jonathan blev embedet arveligt i den hasmonæiske linje og fortsatte således indtil Herodes den Stores tid. Sidstnævnte indsatte og afsatte ypperstepræster efter forgodtbefindende. Romerne gjorde det samme og skiftede så hyppigt, at stillingen næsten blev en årlig udnævnelse. Skønt der således blev foretaget mange ændringer, blev ypperstepræsten altid valgt fra bestemte præstelige familier. Fra denne gruppe af afsatte præster opstod en klasse, der var kendt som "øverstepræster". Den salvelse, der var foreskrevet i Moseloven, blev ikke altid udført i senere tider og blev faktisk som regel udeladt. Mishna taler om ypperstepræster, der blev indsat i embedet blot ved at man klædte dem i deres særlige dragter (Schurer, II, i, s. 217, note 24).

2. I Det Nye Testamente:

På Det Nye Testamentes tid var ypperstepræsten den øverste borgerlige og kirkelige embedsmand blandt jøderne. Han var formand for Sanhedrinet og leder af de politiske forbindelser med den romerske regering. Det er ikke klart, hvor langt han deltog i templets ceremonier. Uden tvivl gik han alene ind i Det Allerhelligste én gang om året på forsoningsdagen og frembar også de daglige ofre i den uge. Hvilken anden del han tog i arbejdet, var efter hans eget ønske. Josefus siger, at han gjorde tjeneste på sabbatten, ved nymånen og ved de årlige fester. Den daglige minchah (3 Mos 6,12), som han var pålagt at frembære, blev ikke altid frembåret af ypperstepræsten personligt, men han var forpligtet til at betale udgiften til den. Dette var en pligt, som ifølge Ezekiels syn skulle udføres af fyrsten. Jøderne havde mange stridigheder med romerne om, hvem der skulle opbevare ypperstepræstens klæder. Da Jerusalem faldt i romernes hænder, faldt også embedsdragten i deres hænder.

På Kristi tid var Annas og Kajfas ypperstepræster (Luk 3,2), skønt, som det senere fremgår af evangeliet, Kajfas alene handlede som sådan. Annas var sandsynligvis blevet afsat, men beholdt dog meget af sin indflydelse blandt de præstelige familier. For nærmere oplysninger se ANNAS; KAJFAS; JESUS KRISTUS. Disse to var også hovedsammensvorne mod Jesus. Som rådets præsident rådede Kajfas dem bevidst til at dræbe Jesus for at redde nationen (Joh 11,51). Han var også formand for det råd, der forhørte og dømte Jesus (Matt 26,57; Matt 26,58; Matt 26,63; Matt 26,65; Mark 14,53; Mark 14,60; Mark 14,61; Mark 14,63; Luk 22,54; Joh 18,12-14; Joh 18,19; Joh 18,24; Joh 18,28). De var også ledere i forfølgelsen af apostlene og disciplene efter pinsedagen (ApG 4,6; ApG 5,17; ApG 5,21); Saulus søgte breve fra ypperstepræsten til Damaskus for at give ham myndighed til at føre alle kristne, han måtte finde dér, bundne til Jerusalem (ApG 9,2). Han var formand for det råd, der forhørte Paulus (ApG 22,5; ApG 23,4).

Se PAULUS, APOSTLEN.

I Hebræerbrevet er læren om Jesu præstedømme fuldt og omhyggeligt udarbejdet. Jesus kaldes her den store ypperstepræst såvel som præst. Brevets indledende ord indeholder den væsentlige tanke: "da han havde skaffet renselse for synder" (1,3). Titlen ypperstepræst indføres første gang i 2,17: "en barmhjertig og trofast ypperstepræst i det, der hører Gud til"; også i 3,1: "vor bekendelses apostel og ypperstepræst". Efter således retmæssigt at have indført sit store tema slår forfatteren grundtonen an i sit store argument: "Da vi altså har en stor ypperstepræst" osv. (4,14.15). Fra 4,14 til 7,28 handler argumentet om Jesu ypperstepræstelige gerning. Hans kvalifikationer er ikke blot dem, der kendetegner alt præstedømme, men de er også enestående. Han nævnes efter Melkisedeks orden. De almindelige kvalifikationer er:

(1) Han er indsat af Gud i sit embede (5,1).

(2) Han er vel egnet til embedet gennem sine erfaringer og sin delagtighed i menneskelige fristelser (5,2-6; 2,18).

(3) Han gennemgår en guddommelig forberedelse (5,8.9).

De særlige kvalifikationer ved hans præstedømme er: Det er efter Melkisedeks orden (5,10). Dette er et evigt præstedømme (6,20); kongeligt (7,1-3); uafhængigt af fødsel eller slægt (7,3); det er tidløst (7,8); overlegent i forhold til Levis (7,4-10); nyt og forskelligt fra Arons (7,11.12). Det er også uopløseligt (7,16); uforanderligt (7,21); ukrænkeligt (7,24). Således er han, med alle disse almene og særlige kvalifikationer, fuldstændig egnet til sit værk (7,26). Dette værk består i at frembære sig selv som et offer for folkets synder (7,27); at gå inden for forhænget som en forløber (6,20); at frembære offerblodet i selve himlen (8,3; 9,7.24); således at opnå en evig forløsning (9,12); at stadfæste den nye pagt (9,15-22). Resultatet af dette ypperstepræstelige værk er en renselse fra al synd (9,23); en mulighed for fuld indvielse til Gud og hans tjeneste (10,10); en endelig fuldkommenhed (10,14); og fuld adgang til nådens trone (10,21.22).

Se Kristus, hans embeder; præst; præstedømmet i Det Nye Testamente.

LITTERATUR.

Artikler om præstedømmet i almindelighed, med henvisninger til ypperstepræsten i HDB, HCG, EB, Jew Encyclopedia, Kitto, Smith, Fallows, Schaff-Herzog osv.; ingen artikel kun om "Ypperstepræst". Om historien, Breasted, History of Egypt; Schurer, History of the Jewish People in the Time of Jesus Christ, II, i, 207-99; Josephus, Ant, XV, XVIII, XX. Om værker om præstedømmet fra det radikale synspunkt, se Graf, S.I. Curtiss, Jost, Graetz, Kautzsch, Budde, Baentsch, Benzinger, Buchler, Meyer, Wellhausen. For en mere moderat position se Baudissin, Die Geschichte des alttestamentlichen Priesterthums untersucht. For en mere konservativ position se A. Van Hoonacker, Le sacerdoce levitique dans la loi et dans l'histoire des Hebreux. Om ypperstepræstedømmet efter hjemkomsten fra Babylon, se B. Pick, Lutheran Church Review, 1898, I, 127-41; II, 370-74; III, 555-56; IV, 655-64; og kommentarerne til de anførte passager.

James Josiah Reeve