prest (kohen, "præst," "fyrste," "tjener"; hiereus archiereus; om hiereus megas i Hebr 10,21, se Thayers Lexicon under ordet hiereus:

I. PRÆSTEEMBEDETS NATUR

1. Indebærer guddommeligt valg

2. Indebærer repræsentation

3. Indebærer frembærelse af offer

4. Indebærer forbøn

II. DE TO STORE PRÆSTER I DET GAMLE TESTAMENTE, MELKIZEDEK OG ARON

III. PRÆSTELIGE FUNKTIONER OG KARAKTER

1. En rent religiøs stand

2. Præstevælde afvist

3. Ypperstepræstens kvalifikationer

4. Symbolikken i Arons stav

IV. INDVIELSE AF ARON OG HANS SØNNER (2. MOSEBOG 29; 3. MOSEBOG 8)

1. Indvielsens symbolik

2. Type og urtype

LITTERATUR

En præst er en, der er behørigt bemyndiget til at tjene i hellige sager, især til at frembære ofre ved alteret, og som handler som mellemmand mellem mennesker og Gud. I Det Nye Testamente anvendes udtrykket om hedningernes præster (ApG 14,13), om jødernes (Matt 8,4), om Kristus (Hebr 5,5; Hebr 5,6) og om kristne (1 Pet 2,9; Åb 1,6). Præsteembedet i Israel var af den største betydning og havde høj rang. Ypperstepræsten stod næst efter monarken i indflydelse og værdighed. Aron, lederen af præstestanden, var nært knyttet til den store lovgiver, Moses, og delte med ham styret og vejledningen af folket. Det var i kraft af de præstelige funktioner, at det udvalgte folk blev bragt ind i et nært forhold til Gud og bevaret deri. Gennem præsteskabets tjenester blev Israels folk undervist i læren om synd og dens soning, i tilgivelse og tilbedelse. Kort sagt var præsten den uundværlige kilde til religiøs kundskab for folket og den kanal, hvorigennem åndeligt liv blev formidlet.

I. Præsteembedets natur.

1. Indebærer guddommeligt valg:

Skrifterne giver oplysninger om dette punkt. Til dem vender vi os straks. Præstedømmet indebærer valg. Ikke blot var embedet af guddommelig indstiftelse, men præsten selv var guddommeligt udpeget dertil. "For enhver ypperstepræst, som tages blandt mennesker, indsættes for mennesker i det, der hører Gud til. .... Og ingen tager sig selv den ære, men når han kaldes af Gud, ligesom Aron" (Hebr 5,1; Hebr 5,4). Præsten blev ikke valgt af folket, langt mindre udnævnte han sig selv. Guddommelig udvælgelse skilte ham ud fra dem, han skulle handle for. Selv vores store ypperstepræst, Jesus Kristus, kom ikke usendt til verden. Han modtog sit hverv og sin myndighed fra al suverænitets kilde. Ved begyndelsen af sin jordiske tjeneste sagde han: "Han salvede mig. .... Han har sendt mig" (Luk 4,18). Han kom med himmelske fuldmagter.

2. Indebærer repræsentation:

Det indebærer repræsentationens princip. Indstiftelsen af embedet var Guds nådige foranstaltning for et folk, der var på afstand af ham, og som behøvede en til at træde frem i den guddommelige nærværelse på deres vegne. Ypperstepræsten skulle handle for mennesker i det, der hører Gud til, "for at gøre soning for folkets synder" (Hebr 2,17). Han var mellemmanden, der gjorde tjeneste for de skyldige. "Ypperstepræsten repræsenterede hele folket. Alle israelitter blev regnet for at være i ham. Det privilegium, han havde, tilhørte dem alle (2 Mos 19,6), men af denne grund blev det overført til ham, fordi det var umuligt, at alle israelitter skulle holde sig hellige, sådan som det sømmede sig for Jahves præster" (Vitringa). At ypperstepræsten virkelig repræsenterede hele menigheden, fremgår for det første af, at han bar stammenavnene på sine skuldre i onyksstenene, og for det andet af stammenavnene, som var indgraveret i brystskjoldets tolv ædelsten. Den guddommelige forklaring på denne dobbelte repræsentation af Israel i ypperstepræstens dragt er, at han "skal bære deres navne for Jahves ansigt på sine to skuldre til ihukommelse" (2 Mos 28,12; 2 Mos 28,19). Desuden medførte det, at han begik en grov synd, at folket blev indviklet i hans skyld: "Hvis den salvede præst synder, så han bringer skyld over folket" (3 Mos 4,3). Septuaginta lyder: "Hvis den salvede præst synder, så han får folket til at synde." Den salvede præst er naturligvis ypperstepræsten. Når han syndede, syndede folket. Hans embedsmæssige handling blev regnet som deres handling. Hele nationen fik del i deres repræsentants overtrædelse. Det omvendte synes at være lige så sandt. Det, han gjorde i sin embedsmæssige egenskab, som Herren havde foreskrevet, blev regnet som gjort af hele menigheden: "Enhver ypperstepræst .... indsættes for mennesker" (Hebr 5,1).

3. Indebærer frembærelse af offer:

Det indebærer frembærelse af offer. Intet er klarere i Skriften end denne præstelige funktion. Det var en præsts vigtigste pligt at forsone mennesker med Gud ved at skaffe soning for deres synder; og dette udførte han ved hjælp af offer, ved blodudgydelse (Hebr 5,1; Hebr 8,3). Han ville ikke være nogen præst, hvis han intet havde at frembære. Det var ypperstepræsten, som bar syndofferets blod ind i Det Allerhelligste og stænkede det syv gange på og foran sonedækket og således symbolsk dækkede folkets synder for Herrens øjne, han som boede mellem keruberne (Sl 80,1). Det var også ham, der strøg det samme blod på hornene af brændofferalteret i tabernaklets forgård og på hornene af guldalteret, for at soningens røde tegn således kunne løftes op for Jahves øjne, den retfærdige dommer og forløser.

4. Indebærer forbøn:

Det indebærer forbøn. I Arons og hans sønners præstelige tjeneste fremstilles denne funktion ikke så udtrykkeligt som nogle af deres andre pligter, men den er bestemt indbefattet. For forbøn er grundet i soning. Der kan ikke være nogen virkningsfuld talsmandstjeneste på de skyldiges vegne, før deres skyld retfærdigt er sonet. Stænkningen af blodet på sonedækket tjente til at dække skylden for Guds ansigt, og samtidig var den en appel til ham om at tilgive og antage sit folk. Således læser vi, at efter Aron havde stænket blodet, kom han ud fra helligdommen og velsignede Israel (3 Mos 9,22-24; 4 Mos 6,22-27).

II. De to store præster i Det Gamle Testamente, Melkisedek og Aron:

Disse var Melkisedek og Aron. Ingen andre, som nogensinde bar navnet eller udførte embedet, rangerer med disse, naturligvis med undtagelse af Herren Jesus Kristus, som de var fremtrædende forbilleder på. Af de to var Melkisedek den større. Der er to grunde til, at de skal betragtes som de øverste: for det første, fordi de er de første i deres respektive ordener. Melkisedek var ikke blot hovedet for sin orden, men han havde ingen efterfølger. Embedet begyndte og sluttede med ham (Hebr 7,3). De almindelige præster og levitterne var for deres embedsmæssige eksistens afhængige af Aron. Uden ham ville de ikke være præster. For det andet blev Kristi præstedømme forbilledligt fremstillet ved begge. Embedet sammenfattes og fuldendes i ham. De blev kaldet og indviet, for at de kunne være profetier om ham, som skulle komme, og i hvem alt præstedømme og offer og forbøn ville finde sin fulde opfyldelse. I Hebræerbrevet forenes og fuldendes disse to mænds præstedømme i Kristus. Men læg mærke til, at mens han er af Melkisedeks orden, udøver han embedet efter Arons mønster. Han fuldkommer alt det, Aron gjorde forbilledligt, fordi han er den sande og virkelige præst, mens Aron kun er et billede.

III. Præstelige funktioner og karakter.

1. En strengt religiøs stand:

Disse er nøje foreskrevet i loven. #Ved indstiftelsen af embedet var Herrens ord til Moses: "Tag din bror Aron og hans sønner med ham til dig, fra Israels børn, for at han kan gøre præstetjeneste for mig" (2 Mos 28,1 KJV). Deres pligter var strengt religiøse. Der blev ikke givet dem nogen politisk magt. Deres tjenester, deres afhængige stilling og den måde, hvorpå de blev underholdt, dvs. ved folkets frivillige gaver, udelukkede dem fra at udøve nogen utilbørlig indflydelse på nationens anliggender. Det er sandt, at det høje embede med tiden forfaldt og blev genstand for køb og salg i hænderne på samvittighedsløse og fordærvede mænd, men som præstedømmet oprindelig blev indstiftet, var det i Israel hverken en kaste eller et hierarki eller en politisk faktor, men et guddommeligt indsat middel til kommunikation mellem Gud og folket.

2. Præstevælde afvist:

De hebraiske præster blandede sig på ingen måde i menneskers samvittighed. Den hebraiske tilbeder lagde af egen fri vilje sin hånd på hovedet af sit offer og bekendte sine synder for Gud alene. Hans samvittighed var helt fri og ubundet.

3. Ypperstepræstens kvalifikationer:

Der var visse pligter, som var særegne for ypperstepræsten. Han alene kunne bære "klæderne til herlighed og til pryd". Ham alene tilkom det at gå ind i Det Allerhelligste og at stænke syndofferets blod på sonedækket. Ham alene tilkom det at repræsentere menigheden for Herren som mellemmand og at modtage de guddommelige meddelelser. Han skulle være ceremonielt ren og hellig. Han måtte være fysisk fuldkommen. Enhver defekt eller misdannelse gjorde et medlem af præstefamilien uegnet til at udføre embedets pligter (3 Mos 21,17-21). Loven talte med den største præcision om ypperstepræstens hjemlige forhold. Han kunne hverken gifte sig med en enke eller en fraskilt kvinde eller en besmittet kvinde eller en skøge; kun en jomfru af hans eget folk, en hebræerinde af ren afstamning, kunne blive hans hustru (3 Mos 21,14; 3 Mos 21,15). Han måtte heller ikke komme i berøring med døden. Han måtte ikke sønderrive sine klæder og ikke gøre sig uren, selv ikke for sin far eller sin mor (3 Mos 21,10; 3 Mos 21,11). Hans sønner kunne gøre sig urene for deres slægtninge, men ypperstepræsten måtte ikke. For han var livets repræsentant. Døden eksisterede ikke for ham, for så vidt som han var præst. Gud er den evigt levende, den livgivende; og hans præst, som havde "sin Guds salvelsesolies krone over sig", havde alene med livet at gøre.

4. Symbolikken i Arons stav:

Adolph Saphir mener, at der er dyb betydning i miraklet med Arons stav, som skød knopper og bar mandler (4 Mos 17). Det var et synligt tegn på Arons præstedømmes legitimitet og en bekræftelse af det, og et symbol på dets livskraft og frugtbarhed. Stammernes tolv stave var døde træstykker og forblev døde; kun Arons havde liv og frembragte blomster og frugt. Den var emblemet på hans embede, som stod i forbindelse med livet og intet havde med døden at gøre.

IV. Indvielsen af Aron og hans sønner (Anden Mosebog 29; Tredje Mosebog 8).

Indvielsesprocessen beskrives nøje og er værdig til et mere detaljeret og omhyggeligt studium, end der her kan gives den. Kun de mere fremtrædende træk bemærkes.

(1) Både ypperstepræsten og hans sønner blev sammen vasket med vand (2 Mos 29,4). Men da dette var gjort, skiltes ypperstepræsten fra sine sønner.

(2) Dernæst blev Aron iført de hellige og smukke klæder, med brystskjoldet over sit hjerte og den hellige krone på sit hoved, mitraen, eller turbanen, med dens guldplade, der bar den betydningsfulde indskrift: "Hellig for Yahweh." Dette var Arons indsættelse i det høje embede.

(3) Han blev derpå salvet med den kostbare olie. Det er værd at bemærke, at Moses hældte olien ud over hans hoved. Da han salvede tabernaklet og dets inventar, stænkede han olien, men i Arons tilfælde var der en overflod, en rigdom i salvingen (Sl 133,2).

(4) Efter ypperstepræstens salving blev de foreskrevne ofre bragt (2 Mos 29,10). Indtil dette punkt i ceremonien var Aron hovedpersonen, idet sønnerne ikke havde nogen del i den bortset fra badningen. Men efter at ofrene var blevet bragt, trådte sønnerne frem som fremtrædende deltagere i ceremonierne og delte i dem på lige fod med ypperstepræsten.

(5) Blodet fra offeret blev påført både faderens og sønnernes personer (2 Mos 29,20; 2 Mos 29,21). På spidsen af højre øre, på tommelfingeren på højre hånd og på storetåen på højre fod blev det indviende blodmærke sat.

1. Indvielsens symbolik:

Betydningen af denne handling bør ikke undgå læserens opmærksomhed. Hele præstens person og tjeneste blev således bragt ind under blodets magt. Han havde et blodbestænket øre, for at han kunne høre og adlyde de guddommelige påbud, så han kunne forstå Jahves ord og udlægge det for folket. Hans vilje blev bragt ind under hans Herres vilje, for at han kunne være en tro tjener i det, der hører Gud til. Han havde en blodbestænket hånd, for at han ret og virkningsfuldt kunne udføre helligdommens tjenester og sit store embedes pligter. Han havde ligeledes en blodbestænket fod, for at han ulasteligt kunne vandre efter Herrens love og bud og betræde forgårdene til Herrens hus som den Højestes lydige tjener. Offerblod, forsoningsblodet, er her, som alle andre steder, grundlaget for hellige og syndere, for præster og tjenere lige, i alle deres forhold til Gud.

2. Forbillede og urtype:

Israels præster var kun svage skygger, dunkle skitser og udkast til Guds ene store præst, Herren Jesus Kristus. Uden udførligt at trække parallellen mellem forbilledet og urtypen op kan vi i nogle få korte sætninger sammenfatte den fuldkommenhed, der findes i Kristi præstelige karakter:

(1) Kristus er som præst indsat af Gud (Hebr 5,5). (2) Han er indviet med en ed (Hebr 7,20-22).

(3) Han er syndfri (Hebr 7,26).

(4) Hans præstedømme er uforanderligt (Hebr 7,23; Hebr 7,24).

(5) Hans offer er fuldkomment og endeligt (Hebr 9,25-28; Hebr 10,12).

(6) Hans forbøn har fuld gennemslagskraft (Hebr 7,25).

(7) Som Gud og menneske i én person er han en fuldkommen mellemmand (Hebr 1; Hebr 2).

Se CHRIST, OFFICES OF, afsnit V.

LITTERATUR.

Smith, DB; HDB; P. Fairbairn, Typology of Scripture, II; Soltau, Exposition of the Tabernacle; the Priestly Garments and the Priesthood; Martin, Atonement; A.B. Davidson, Hebrews; Moorehead, Mosaic Institutions.

William G. Moorehead