pa'-fos:

1. Beliggenhed:

Navnet på to byer, Gamle (Palaia Paphos, eller Palaipaphos) og Nye Pafos (Nea Paphos), beliggende ved Cyperns sydvestlige yderpunkt. Der opstår betydelig forvirring ved, at oldtidens forfattere bruger det ene navn Pafos til snart at betegne den ene, snart den anden, af disse byer. Den, der henvises til i ApG 13,6; ApG 13,13, kaldes strengt taget Nye Pafos (moderne Baffa) og lå ved kysten omtrent en mil syd for det moderne Ktima og omkring 10 mil nordvest for den gamle by. Sidstnævnte (moderne Kouklia) ligger på en højde mere end en mil fra havet, på venstre bred af Diarrizo, sandsynligvis den antikke Bocarus.

2. Gamle Pafos' historie:

Den blev grundlagt af Cinyras, Adonis' far, eller, ifølge en anden legende, af Aerias, og udgjorde hovedstaden i det vigtigste kongerige på Cypern bortset fra Salamis. Dens område omfattede en betydelig del af det vestlige Cypern og strakte sig nordpå til Solis område, sydpå til Curiums og østpå til Troodus-bjergkæden. Blandt dens sidste konger var Nicocles, som regerede kort efter Alexander den Stores død. I 310 f.Kr. blev Nicocreon af Salamis, som af Ptolemaios I af Egypten var blevet sat over hele Cypern, tvunget til at gøre ende på sit liv i Pafos, fordi han sammensvor sig med Antigonus (Diodorus xx. 21, som fejlagtigt angiver navnet som Nicocles; se Athenische Mitteilungen, XXII, 203 ff), og fra den tid forblev Pafos under egyptisk herredømme indtil den romerske annektering af Cypern i 58 f.Kr. Nye Pafos' vækst medførte den gamle bys tilbagegang, og den blev også ødelagt af på hinanden følgende jordskælv. Alligevel bevarede dens tempel stadig meget af sin gamle berømmelse, og i 69 e.Kr. gjorde Titus, den kommende kejser af Rom, en afstikker på sin rejse til Jerusalem, som han skulle indtage året efter, for at besøge den hellige helligdom og spørge præsterne om den skæbne, der ventede ham (Tacitus History ii.2-4; Suetonius Titus 5).

3. Nye Pafos' historie:

Nye Pafos, oprindelig den gamle bys søhavn, blev ifølge traditionen grundlagt af Agapenor fra Arkadien (Iliad ii.609; Pausan. viii.5, 2). Dens gode havn sikrede den velstand, og den havde flere rige templer. Ifølge Dio Cassius (liv.23) blev den genopbygget af Augustus i 15 f.Kr. efter et ødelæggende jordskælv og fik navnet Augusta (græsk Sebaste). Under Romerriget var den øens administrative hovedstad og guvernørens sæde. De bevarede rester stammer alle fra denne periode og omfatter rester af offentlige bygninger, private huse, bymure og havnens moler.

4. Templet og kulten:

Men Pafos' største herlighed og kilden til dens berømmelse var den lokale kult, hvis konger og deres efterkommere forblev arvelige præster helt ned til romernes erobring af Cypern. Gudinden, der blev identificeret med den græske Afrodite, som sagdes at være steget op af havet ved Pafos, var i virkeligheden en naturgudinde, der i høj grad lignede den babyloniske Ishtar og den fønikiske Astarte, en indfødt guddom fra Lilleasien og De Ægæiske Øer. Hendes kult kan i Pafos føres tilbage til homerisk tid (Odyssey viii.362) og blev gentagne gange fejret af græske og latinske digtere (Aeschylus Suppl. 555; Aristoph. Lys. 833; Virgil Aen. i.415; Horace Odes i.19 og 30; iii.26; Statius Silvae i.2, 101, osv.). Gudinden blev ikke fremstillet ved en statue i menneskeskikkelse, men ved en hvid kegleformet sten (Max. Tyr. viii.8; Tacitus History ii.3; Servius Ad Aen. i.724), som der blev solgt modeller af til gavn for pilgrimme (Athenaeus xv.18); hendes dyrkelse havde en sanselig karakter, og hun omtales af Athanasius som en guddommeliggørelse af begæret (Contra Genres 9). Udgravninger har i Gamle Pafos bragt et bygningskompleks fra romersk tid for dagen, bestående af en åben gård med kamre eller søjlegange på tre sider og en indgang kun mod øst; det hele danner en firsidet indhegning med sider på omkring 210 fod (ca. 64 m). I denne gård kan røgelsesalteret, eller -altrene, have stået (Homer taler om et enkelt alter, Vergil om “hundrede altre varme af sabæisk virak”); intet blod måtte udgydes på det, og selv om det stod i det fri, blev det “ikke vådt af nogen regn” (Tacitus, loc. cit.; Pliny, NH, ii.210). På sydsiden findes ruinerne af en anden bygning, muligvis et tidligere tempel, nu næsten ødelagt bortset fra den vestlige mur (Journal of Hellenic Studies, IX, 193-224). Men den kendsgerning, at der her ikke er fundet rester eller indskrifter tidligere end den romerske besættelse af Cypern, taler imod den opfattelse, at helligdommen har stået på dette sted fra forhistorisk tid. Dens sted kan søges ved Xylino, et kort stykke nord for Kouklia (D.G. Hogarth, Times, August 5, 1910), eller muligvis på plateauet Rhantidi, omkring 3 mil sydøst for landsbyen, hvor talrige indskrifter i den gamle cypriotiske stavelsesskrift blev fundet i sommeren 1910 (M. Ohnefalsch-Richter, Times, July 29, 1910).

5. Apostlenes besøg:

Efter at have besøgt Salamis og rejst gennem hele øen, omkring 100 miles i længden, nåede Barnabas, Paulus og Markus til Pafos, den romerske prokonsul Sergius Paulus' residens (om titlen se CYPRUS). Også her ville de uden tvivl begynde med at prædike i synagogen, men statholderen--som sandsynligvis er den samme Paulus, hvis navn forekommer som prokonsul i en indskrift fra Soli (D.G. Hogarth, Devia Cypria, 114)--hørte om deres mission, sendte bud efter dem og udspurgte dem om emnet for deres forkyndelse. En jøde ved navn Bar-Jesus eller Elymas, som som mager eller spåmand "var hos prokonsulen," formodentlig som medlem af hans følge, brugte alle sine overtalelsesevner for at forhindre sin beskytter i at slutte sig til den nye tro, og han blev mødt af Paulus (det er på dette sted, at navnet først indføres) med en skarp fordømmelse og en dom om midlertidigt tab af synet. Den blindhed, som straks ramte ham, gjorde et dybt indtryk på prokonsulens sind, og han bekendte sin tro på den apostolske lære. Fra Pafos sejlede Paulus og hans ledsagere i nordvestlig retning til Perge i Pamfylien (ApG 13,6-13).

Paulus besøgte ikke Pafos igen, men vi kan være sikre på, at Barnabas og Markus vendte tilbage dertil på deres 2. missionsrejse (ApG 15,39). Om den senere historie for kirken i Pafos ved vi kun lidt. Tykikus, Paulus' ledsager, siges at være blevet martyrdræbt dér, og Hieronymus fortæller os, at Hilarion i omegnen af den forfaldne og næsten forladte by søgte den ro og tilbagetrækning, som han længtes efter (Vita Hilar. 42). Acta Barnabae taler om en vis Rhodon, som var knyttet til tempeltjenesten i det gamle Pafos, som en der havde antaget den kristne tro.

LITTERATUR.

Foruden de værker, der allerede er henvist til, se Journal of Hellenic Studies, IX, 175-92 (citat af passager fra antikke forfattere vedrørende det gamle Pafos, sammen med en liste over middelalderlige og moderne autoriteter), 225-271 (indskrifter og grave), og den bibliografi, der er føjet til artiklen CYPRUS.

Marcus N. Tod