pi-sid'-i-a (ten Pisidian (ApG 14,24); i ApG 13,14 har Codex Sinaiticus, Alexandrinus, Vaticanus og Ephraemi Antiocheian ten Pisidian, "det pisidiske Antiokia", de øvrige håndskrifter Antiocheian tes Pisidias, "Antiokia i Pisidien". Den første, men ikke den sidste, læsemåde beskriver korrekt forholdene på den tid, da Paulus rejste i landet; se nedenfor):

1. Beliggenhed og historie:

Pisidien var, som et strengt geografisk udtryk, navnet på den vældige blok af bjergland, der strakte sig nordpå fra Taurusbjergene, hvor de overså det pamfyliske kystland, til de dale, som forbandt Apamea med Antiokia og Antiokia med Ikonion. Det var afgrænset af Lykien mod vest, af det frygiske land mod nord og af Isaurien mod øst; men der er ingen naturlig grænse mellem Pisidien og Isaurien, og grænsen blev aldrig trukket nøjagtigt. Navnet bruges i sin geografiske betydning i Xenofons Anabasis, hvor han oplyser os om, at pisidierne var uafhængige af Persiens konge ved slutningen af det 5. århundrede f.Kr. Alexander den Store havde vanskeligt ved at undertvinge de pisidiske byer, og gennem hele oldtidens historie finder vi de pisidiske bjerge beskrevet som hjemsted for et uroligt og krigerisk folk, der var hengivent til røveri og plyndring. Opgaven med at underkue dem blev af romerne betroet den galatiske konge Amyntas, og ved hans død i 25 f.Kr. overgik Pisidien sammen med resten af hans besiddelser til den romerske provins Galatien. Augustus tog nu for alvor fat på at pacificere Pisidien og de isauriske bjerge mod øst. Fem militærkolonier blev grundlagt i Pisidien og de østlige bjerge -- Cremna, Comama, Olbasa, Parlais og Lystra -- og alle blev forbundet med militærveje med den vigtigste garnisonsby Antiokia, som lå i galatisk Frygien, nær Pisidiens nordlige grænse. En indskrift, der blev opdaget i 1912, viser, at Quirinius, som nævnes i Luk 2,2 som statholder i Syrien i året for Kristi fødsel, var æresmagistrat i kolonien Antiokia; hans forbindelse med Antiokia stammer fra hans felttog mod Homonaderne -- som havde gjort modstand mod og dræbt Amyntas -- omkring 8 f.Kr. (se Ramsay i The Expositor, november 1912, 385 ff., 406). Det militære system, der blev oprettet i Pisidien, byggede på Antiokias system, og af denne grund, og på grund af byens nærhed til Pisidien, fik Antiokia tilnavnet "den pisidiske", som tjente til at skelne den fra de andre byer, der hed Antiokia. Det skyldes en fejl, der er opstået ved forveksling med en senere politisk ordning, at Antiokia i flertallet af håndskrifterne betegnes som "i Pisidien".

Pisidien forblev en del af provinsen Galatien indtil 74 e.Kr., da den større (sydlige) del af det blev henlagt til den nye dobbeltprovins Lykien-Pamfylien, og byerne i denne del af Pisidien nu blev regnet som pamfyliske. Den nordlige del af Pisidien fortsatte med at høre til Galatien, indtil den sydlige del af provinsen Galatien (med byerne Antiokia og Ikonion), sammen med dele af Lykaonien og Asia, på Diocletians tid blev dannet til en provins kaldet Pisidien, med Antiokia som hovedstad. Antiokia blev nu for første gang korrekt beskrevet som en by "i Pisidien", selv om der er grund til at tro, at betegnelsen "Pisidien" allerede i folkelig brug var blevet udvidet nordpå til at omfatte i det mindste en del af den frygiske region i Galatien. Dette forklarer måske læsemåden "Antiokia i Pisidien" i Codex Bezae, hvis læsemåder normalt afspejler forholdene i det 2. århundrede e.Kr. i Lilleasien. Denne brug af betegnelsen var naturligvis politisk og administrativ; Antiokia vedblev i etnisk forstand at være en by i Frygien, og en nyligt opdaget indskrift beviser, at det frygiske sprog blev talt i omegnen af Antiokia så sent som i det 3. århundrede e.Kr. (se også Calder i Journal of Roman Studies, 1912, 84).

2. Paulus i Pisidien:

Paulus krydsede Pisidien på rejsen fra Perge til Antiokia, som der henvises til i ApG 13,14, og igen på tilbagerejsen, ApG 14,24. Om disse rejser er der ikke nedskrevet nogen detaljer i Apostlenes Gerninger, men Conybeare og Howson har foreslået, at de "farer ved floder" og "farer blandt røvere", som Paulus nævner i 2 Kor 11,26, sigter til hans rejser gennem Pisidien, og Ramsay har til bekræftelse af denne opfattelse påpeget, at et betydeligt antal pisidiske indskrifter omtaler de bevæbnede politifolk og soldater, som holdt fred i denne region, mens andre omtaler en kamp med røvere eller en flugt fra at drukne i en flod (The Church in the Roman Empire, 23 f.; sammenlign Journal of Roman Studies, 1912, 82 f.). Adada, en by uden for Paulus' rute fra Perge til Antiokia, kaldes af tyrkerne Kara Baulo; "Baulo" er den tyrkiske udtale af "Paulos", og navnet minder uden tvivl om en tidlig tradition, der knytter byen til Paulus. Pisidien var forblevet upåvirket af hellenistisk civilisation, og den romerske besættelse på Paulus' tid var rent militær. Det er derfor usandsynligt, at Paulus prædikede i Pisidien. Bortset fra i det yderste nordvest dateres ingen af de kristne indskrifter i Pisidien -- i skarp kontrast til dem i Frygien -- før den juridiske anerkendelse af kristendommen under Konstantin.

LITTERATUR.

Murray, Handbook of Asia Minor, 150 ff.; Ramsay, The Church in the Roman Empire, 18 ff.; Lanckoronski, Stadte Pamphyliens und Pisidiens; Sterrett, Epigraphical Journey and Wolfe Expedition. Nogle få indskrifter, der indeholder pisidiske navne med indfødte bøjningsendelser, er blevet udgivet af Ramsay i Revue des universites du midi, 1895, 353 ff.

W. M. Calder