pas'-o-ver (pecach, fra pacach, "at gå forbi" eller "springe over" eller "skåne" (2 Mos 12,13; 2 Mos 12,23; 2 Mos 12,17; jf. Es 31,5. Andre formodninger forbinder ordet med "overgangen" til et nyt år, med assyrisk pasahu, der betyder "at formilde", med hebraisk pacah, der betyder "at danse", og endda med et ungt lams springende bevægelser; aramæisk [~paccha', hvorfra græsk Pascha; hvorfra engelsk "paschal". I de tidlige kristne århundreder forbandt folkeetymologien pascha med græsk pascho, "at lide" (se PASSION), og ordet blev forstået som en henvisning til langfredag snarere end til påsken):

1. Pecach og matstsoth

2. Pecach mitsrayim

3. Pecach doroth

4. Matstsoth

5. `Omer

6. Ikke-traditionelle teorier

7. Den højere kritik

8. Historiske fejringer: Gammeltestamentlig tid

9. Historiske fejringer: Nytestamentlig tid

10. Den jødiske påske

1. Pecach og matstsoth:

Påsken var den årlige hebraiske fest om aftenen på den 14. dag i måneden 'Abhibh (Abib) eller Nisan, som den blev kaldt i senere tider. Den blev efterfulgt af, og var nært forbundet med, en 7-dages fest for matstsoth, eller usyret brød, som navnet påske også i udvidet betydning blev anvendt om (3 Mos 23,5). Begge var tydeligt forbundet med udgangen af Egypten, som de ifølge traditionen mindes; påsken var en efterligning af det sidste måltid i Egypten, spist som forberedelse til rejsen, mens Jahve gik forbi hebræernes huse og slog Egyptens førstefødte ihjel (2 Mos 12,12; 2 Mos 13,2; 2 Mos 13,12); matstsoth-festen var til minde om de første dage af rejsen, hvor dette hastværkets brød blev spist (2 Mos 12,14-20).

2. Pecach mitsrayim:

Forskriften for pecach mitsrayim, det sidste måltid i Egypten, omfattede følgende bestemmelser:

(1) at tage et lam eller et gedekid uden fejl til hver husstand på den 10. dag i måneden;

(2) at slagte lammet ved aftenstid på den 14.;

(3) at stryge blodet på dørstolperne og overliggerne i de huse, hvor det skulle spises;

(4) at stege lammet over ild, dets hoved sammen med dets ben og indvolde--lammet måtte ikke spises råt eller kogt (bashal) i vand;

(5) at spise usyret brød og bitre urter;

(6) at spise i hast, med lænderne ombundetne, sko på fødderne og stav i hånden;

(7) og at blive i huset indtil morgenen;

(8) at brænde alt, hvad der var tilbage; påsken måtte kun spises i løbet af natten (2 Mos 12,1-23).

3. Pecach doroth:

Denne gudstjeneste skulle overholdes som en forskrift for evigt (2 Mos 12,14; 2 Mos 12,24), og natten skulle være lel shimmurim, "en nat med vågenætter", eller i det mindste "holdes i særlig agt" af alle Israels børn gennem deres slægter (2 Mos 12,42). Detaljerne i pecach doroth, eller de senere overholdelser af påsken, synes dog at have adskilt sig en smule fra den egyptiske påske (Mishna, Pesachim, ix.5). Således er det sandsynligt, at offerdyret kunne tages fra småkvæget eller fra storkvæget (5 Mos 16,2; jf. Ez 45,22). (3), (6) og (7) forsvandt helt, og at dømme efter 5 Mos 16,7 blev forbuddet mod at koge (hebraisk bashal) ikke forstået som gældende (medmindre udeladelsen af udtrykket "i vand" virkelig giver det hebraiske ord bashal en mere generel betydning, så det også omfatter stegning). Nye detaljer blev også tilføjet: for eksempel at påsken kun måtte ofres ved den centrale helligdom (5 Mos 16,5); at ingen fremmed eller uomskåret person eller uren person måtte deltage i den, og at en, der på grund af urenhed eller en anden årsag var forhindret i at fejre påsken til tiden, kunne gøre det en måned senere (4 Mos 9,9). Syngningen af Hallel (Salmerne 113-118), både mens påskelammet blev slagtet og ved måltidet, og andre detaljer blev uden tvivl tilføjet fra tid til anden.

4. Matstsoth:

Usyret brød blev spist sammen med påskemåltidet, ligesom ved alle offermåltider i senere tider (2 Mos 23,18; 2 Mos 34,25; 3 Mos 7,12), måske uafhængigt af det forhold, at påsken faldt så tæt på de usyrede brøds fest (2 Mos 12,8). Jødisk tradition skelner i hvert fald mellem den første nat og resten af festen ved, at det at spise matstsoth er en forpligtelse den første nat og valgfrit resten af ugen (Pesachim 120a), selv om det at spise usyret brød befales i generelle vendinger (2 Mos 12,15; 2 Mos 12,18; 2 Mos 13,6; 2 Mos 13,7; 2 Mos 23,15; 2 Mos 34,18; 3 Mos 23,6; 4 Mos 28,17). Det er dog strengt forbudt at spise syrnet brød i hele ugen under straf af kareth, "udskærelse" (2 Mos 12,15; 2 Mos 12,19; 2 Mos 13,3; 5 Mos 16,3), og dette forbud er traditionelt blevet overholdt med stor omhu. Den 1. og 7. dag er hellige sammenkomster, dage hvor intet arbejde måtte udføres, undtagen det, der var nødvendigt til madlavning. Matstsoth-festen regnes som en af de tre valfartsfester, selv om valfarten strengt taget var forbundet med påskedelen og festens første dag.

I hele ugen blev der bragt yderligere ofre i templet: et ildoffer og et brændoffer, 2 unge tyre, 1 vædder, 7 årsgamle lam uden fejl, sammen med afgrødeofre og drikofre og en ged som syndoffer.

5. `Omer:

I løbet af ugen med matstsoth-festen begynder byg­høsten i Israels land (Menachoth 65b), som varer fra slutningen af marts i den lave Jordandal til begyndelsen af maj i de højereliggende egne. Tiden, hvor seglen sættes i det stående korn (5 Mos 16,9), og hvor negget til fredsofferet bringes, omtales som dagen efter sabbatten (3 Mos 23,15), det vil sige, ifølge jødisk tradition, dagen efter den første dag, eller hviledagen, i påsken (Mend. 65b; Meg Ta`an. 1; Josefus, Ant, III, x, 5), og ifølge samaritanske og boethusianske traditioner samt de moderne karaitter søndagen efter påsken. På dette tidspunkt bringes et svingningsoffer af et neg, efterfulgt af et offer af et lam med et afgrøde- og drikoffer, og først derefter måtte det nye korn spises. Fra denne dag tælles 7 uger for at fastsætte datoen for pinsen, fejringen forbundet med hvedehøsten. Det er naturligvis helt naturligt for et agerbrugende folk at fejre vendepunkterne i landbrugsåret i forbindelse med deres traditionelle højtider. Ja, den jødiske liturgi i dag bevarer i påskegudstjenesten Dug-bønnen (Tal), som voksede frem i Israels land på grundlag af et agerbrugende folks behov.

6. Ikke-traditionelle teorier:

Mange forfattere, som imidlertid er ivrige efter at forklare hele festen som oprindeligt en landbrugsfest (formodentlig en kana'anæisk, skønt der ikke findes skyggen af bevis for, at kana'anæerne havde en sådan fest), har grebet fat i `omer, eller neg-offeret, som grundlaget for hagh (festen), og har forsøgt at forklare matstsoth som brød, der blev bagt i hast i den travle høsttid, eller som brød, der hurtigt blev bagt af de nyligt fritagne førstegrøder. Hvori disse teorier er bedre end den traditionelle forklaring, som så konsekvent fastholdes gennem hele Pentateuken, er vanskeligt at se. På lignende måde har man forsøgt at forbinde påsken med ofringen eller indløsningen af de førstefødte blandt mennesker og dyr (idet begge institutioner traditionelt føres tilbage til dommen over Egyptens førstefødte, som i 2 Mos 13,11-13; 2 Mos 22,29; 2 Mos 22,30; 2 Mos 23,19; 2 Mos 34,19; 2 Mos 34,20), for således at karakterisere påsken som en fest af hyrdemæssig oprindelse. Bortset fra en mangedobling af yderst opfindsomme gætterier har denne teori føjet meget lidt positivt til vores viden om påsken.

7. Den højere kritik:

Pentateuken taler om påsken i mange sammenhænge og naturligvis med stadigt skiftende vægtlægning. Således er det i fortællingen om udvandringen naturligt at forvente færre rituelle detaljer end i en håndbog for tempeltjenester; endvidere må vi, ifølge den opfattelse der her anlægges, skelne mellem pecach mitsrayim og pecach doroth. Ikke desto mindre lægger visse grupper af kritikere stor vægt på variationerne i de forskellige beretninger og søger på dette grundlag at støtte deres forskellige teorier om Pentateukens eller Hexateukens sammensætning. Uden at gå ind i denne strid vil det her være tilstrækkeligt at opregne og klassificere alle de uoverensstemmelser, som siges at findes i de forskellige påskepassager, sammen med sådanne forklaringer som er blevet foreslået. Disse såkaldte uoverensstemmelser er af tre slags:

(1) blotte udeladelser,

(2) forskelle i vægtlægning, og

(3) modstridende udsagn.

Bogstaverne J, E, D, P og H vil her blive brugt til at betegne passager, der af nutidens højere kritik tillægges de forskellige kilder, udelukkende for sammenligningens skyld.

(1) Der er intet bemærkelsesværdigt ved, at de daglige ofre udelades fra alle passager undtagen 3 Mos 23,8 (H) og 4 Mos 28,19 (P), heller ikke ved udeladelsen af en udtrykkelig henvisning til den hellige sammenkomst på den første dag i sammenhængene omkring 5 Mos 16,8 og 2 Mos 13,6, eller endda ved udeladelsen af henvisning til en central helligdom i andre passager end 5 Mos 16. Der kan heller ikke tillægges det nogen betydning, at den præcise dag ikke angives i 2 Mos 23 (E), hvor den fastsatte dag omtales, og i 3 Mos 23,15 (H), hvor datoen kan regnes ud fra den dato for pinsen, som dér gives.

(2) Hvad vægtlægning angår, siges det, at den såkaldte elohistiske pagt (E) (2 Mos 23) ikke har nogen henvisning til påsken, da den kun taler om matstsh i 2 Mos 23,15, hvor denne fest omtales sammen med de andre reghalim eller valfartsfester. Den såkaldte jahvistiske kilde (Jahwisten) (2 Mos 34,18-21; 2 Mos 34,25) siges at underordne påsken under matstsoth, den store fest i den jahvistiske historie (JE) (2 Mos 12,21-27; 2 Mos 12,29-36; 2 Mos 12,38; 2 Mos 12,39; 2 Mos 13,3-16); i De (D) siges påsken at dominere over matstsoth, mens den i Le (P og H) siges at være af første betydning. JE og P fremhæver dagens historiske betydning. Om disse forskelle i vægtlægning betyder meget mere end, at den relative mængde opmærksomhed, der gives påskeofferet i sammenligning med matstsoth, afhænger af sammenhængen, er naturligvis den højere kritiks grundlæggende spørgsmål; det besvares ikke ved at påpege, at forskellene i vægtlægning findes.

(3) Hvad de faktiske konflikter angår, har vi allerede set, at brugen af ordene "småkvæg" og "hornkvæg" i De og det hebraiske bashal kan forklares, og også at brugen af matstsoth ved den oprindelige påske ikke er uforenelig med den historiske begrundelse for matstsoth-festen -- det er ikke nødvendigt at antage, at matstsoth blev opfundet på grund af hebræernes nødvendighed under deres rejse. Der er dog én tilsyneladende uoverensstemmelse i den bibelske fortælling, som synes at svække snarere end hjælpe de kritikeres position, der vil tilskrive de passager, vi har citeret, meget sene dateringer: Hvorfor foreskriver Ezekiels ideale ordning ofre til påsken, som er forskellige fra dem, der er foreskrevet i det såkaldte P, der tilskrives samme periode (Ez 45,21)?

8. Historiske fejringer: Det Gamle Testamentes tid:

Israels børn begyndte at holde påsken til den fastsatte tid efter alle dens forskrifter i Sinajørkenen (4 Mos 9,5). Allerede i begyndelsen af deres nationale liv i Kanaans land finder vi dem fejre påsken under Josvas ledelse på Jerikos sletter (Jos 5,10). Historien beretter kun om få senere fejringer i Israels land, men der er tilstrækkelige antydninger til at vise, at den blev overholdt ofte, om ikke regelmæssigt. Således bragte Salomo ofre tre gange om året på det alter, han havde bygget for Jahve, ved de fastsatte tider, herunder de usyrede brøds fest (1 Kong 9,25 lig med 2 Krøn 8,13). De senere profeter taler om fastsatte tider for pilgrimsrejser og ofre (sammenlign Es 1,12-14), og af og til hentyder de måske til en påskefejring (sammenlign Es 30,29, idet man husker, at påsken er den eneste nattefest, vi har nogen optegnelse om). På Hizkijas tid var påsken gået så meget af brug, at hverken præsterne eller folket var forberedte på kongens indtrængende appel om at holde den. Ikke desto mindre var han i stand til at samle en stor forsamling i Jerusalem i den 2. måned og indføre en mere glædesfyldt overholdelse end nogen anden, der er omtalt siden Salomos dage. I kong Josijas 18. år blev den mest mindeværdige påske imidlertid fejret, formodentlig hvad angår overensstemmelse med forskriften, siden dommernes dage (2 Kong 23,21; 2 Krøn 35,1). At festen fortsat blev overholdt indtil eksilets dage, bevidnes af Ezekiels interesse for den (Ez 45,18). I tiden efter eksilet blev den sandsynligvis overholdt mere omhyggeligt end nogensinde før (Ezra 6,19).

9. Historiske fejringer: Det Nye Testamentes tid:

Yderligere vidnesbyrd, hvis noget sådant var nødvendigt, om påskens betydning i jødernes liv under det andet tempel findes i Talmud, som vier dette emne en hel traktat, Pecachim, hvortil vi har både babylonisk gemara' og gemara' fra Israels land. Disse behandler offersiden og minutiøse spørgsmål om at opspore og ødelægge surdej, hvad der udgør surdej, og lignende spørgsmål, undervisning som Israels børn søgte i 30 dage før påsken. Josefus omtaler højtiden ofte (Ant., II, xiv, 6; III, x, 5; IX, iv, 8; XIV, ii, 2; XVII, ix, 3; BJ, II, i, 3; V, iii, 1; VI, ix, 3). Ud over at gentage de detaljer, der allerede er forklaret i Bibelen, fortæller han om de utallige skarer, der kom til Jerusalem til påsken fra landet og endda uden for dets grænser. Han anslår, at der i ét år på Cestius' tid blev slagtet 256.500 lam, og at der blev regnet mindst 10 mænd til hvert. (Dette skøn omfatter naturligvis Jerusalems faste befolkning. Men selv da er det uden tvivl overdrevet.) Det Nye Testamente vidner ligeledes om, at store skarer kom til Jerusalem (Joh 11,55; sammenlign også Joh 2,13; Joh 6,4). Ved denne store højtid frigav selv de romerske embedsmænd fanger som anerkendelse af folkets fejring. Rejser og andre almindelige gøremål blev uden tvivl indstillet (sammenlign ApG 12,3; ApG 20,6). Naturligt nok prægede detaljerne sig i folkets sind og egnede sig til symbolske og homiletiske formål (sammenlign 1 Kor 5,7; Joh 19,34-36, hvor påskelammet gøres til forbillede på Jesus; og Hebr 11,28). Det bedst kendte eksempel på en sådan symbolsk brug er indstiftelsen af eukaristien på grundlag af påskemåltidet. Der hersker nogen tvivl om, hvorvidt den sidste nadver var påskemåltidet eller ej. Ifølge de synoptiske evangelier var den det (Luk 22,7; Matt 26,17; Mark 14,12); mens påsken ifølge Johannes skulle spises nogen tid efter den sidste nadver (Joh 18,28). Forskellige harmoniseringer af disse passager er blevet foreslået; den mest sindrige er sandsynligvis teorien om, at når påsken faldt fredag aften, spiste farisæerne måltidet torsdag og saddukæerne fredag, og at Jesus fulgte farisæernes skik (Chwolson, Das letzte Passahmal Jesu, 2. udgave, Petersburg, 1904). Indtil kirkemødet i Nikæa i år 325 fejrede kirken påske på den jødiske påske. Derefter tog den forholdsregler for at adskille de to og fordømte sammenblandingen af dem som arianisme.

10. Den jødiske påske:

Efter templets ødelæggelse blev påsken en gudstjeneste i hjemmet. Påskelammet indgik ikke længere. Kun samaritanerne har fortsat denne rite indtil i dag. I det jødiske hjem lægges et stegt ben på bordet til minde om riten, og andre ting, der symboliserer påsken, placeres ved siden af: såsom et stegt æg, som siges at være til minde om frivilligofferet; en sauce kaldet charoceth, som siges at ligne mørtelen i Egypten; saltvand til den symbolske dypning (jf. Matt 26,23); de bitre urter og matstsoth. Cedher (programmet) er som følger: helligelse; håndvask; dypning og deling af persillen; brydning og tilsidesættelse af et stykke matstsah, der skal uddeles og spises ved slutningen af måltidet; læsning af haggadhah shel pecach, en poetisk fortælling om udgangen af Egypten, som svar på fire spørgsmål stillet af det yngste barn i overensstemmelse med den bibelske befaling, der findes 3 gange i Anden Mosebog og én gang i Femte Mosebog: “Du skal fortælle din søn på den dag”; håndvask før spisning; bordbøn før spisning; smagning af matstsah; smagning af de bitre urter; spisning af dem sammen; måltidet; indtagelse af den matstsah, der var sat til side som 'aphiqomen eller dessert; bordbøn efter maden; Hallel; bøn om, at gudstjenesten må blive modtaget. Derefter synges folkesange til traditionelle melodier, og digte fremsiges, hvoraf mange har allegoriske betydninger. Et bæger vin bruges ved helligelsen og et andet ved bordbønnen; dertil er der føjet yderligere to bægre, de 4, som ifølge Mishna (Pecachim x.1) symboliserer de 4 ord, der bruges i 2 Mos 6,6; 2 Mos 6,7 om Israels udfrielse fra Egypten. I stedet for at spise i hast, som ved påsken i Egypten, er det skik at ligge til bords eller læne sig tilbage ved dette måltid som tegn på Israels frihed.

Forbuddet mod surdej overholdes strengt. Eftersøgningen af skjult surdej aftenen før påsken og dens tilintetgørelse om morgenen er blevet formelle ceremonier, hvortil passende velsignelser og erklæringer er blevet indføjet i liturgien siden de dage, da aramæisk var jødernes folkesprog. Som ved andre højtider har jøderne fordoblet dagene for hellig forsamling og har tilføjet en halvhelligdag efter den sidste dag, den såkaldte 'iccur chagh, som tegn på deres kærlighed til den foreskrevne fejring og deres modvilje mod at forlade den.

Nathan Isaacs