plag (negha`, makkah, maggephah; mastix, plege): Dette ord, som forekommer mere end 120 gange, anvendes ligesom pest på sådanne pludselige sygdomsudbrud, som betragtes som guddommelige hjemsøgelser. Det bruges i beskrivelsen af spedalskhed omkring 60 gange i 3 Mos 13 og 14, samt i 5 Mos 24,8. I de poetiske, profetiske og eskatologiske bøger forekommer det omkring 20 gange i den generelle betydning af en straffende ulykke. Evangeliehenvisningerne (Mark 3,10; Mark 5,29; Mark 5,34; Luk 7,21) bruger ordet som synonym for sygdom.

Den særlige sygdom, der nu kaldes "pest", har fra de tidligste historiske tider ofte hjemsøgt Israels land og Egypten. Ja, i sydøst mellem Gaza og Bubastis har den forekommet så hyppigt, at den næsten kan betragtes som endemisk. Det pludselige i dens angreb, dens korte inkubationstid og dens hurtige forløb giver den de træk, som i gamle dage blev forbundet med manifestationer af guddommelig vrede. I de første dage af en epidemi er det ikke sjældent, at 60 procent af de angrebne dør inden for tre dage. Jeg har set et tilfælde, hvor døden indtraf ti timer efter de første symptomer. I de snavsede og usunde huse i østerlandske byer breder sygdommen sig hurtigt. Under en nylig epidemi i en landsby med 534 indbyggere døde 311 inden for 21 dage, og jeg krydsede engang sporet efter en gruppe pilgrimme til Mekka, hvoraf to tredjedele døde af pest på vejen. Selv med moderne sanitær indsats er den meget vanskelig at udrydde, sådan som vore nylige erfaringer i Hongkong og Indien har vist.

Af de bibelske udbrud, som ikke usandsynligt var byldepest, er det første, der omtales, drabet på de førstefødte i Egypten--den 10. plage. Vi har for få oplysninger til at identificere den (2 Mos 11,1). Filistrene brugte imidlertid det samme navn, negha`, om de egyptiske plager (1 Sam 4,8), som bruges i 2. Mos. Det næste udbrud var ved Kibrot-Hatta'ava (4 Mos 11,33). Det faldt sammen med den usædvanlige flugt af vagtler, og hvis disse, hvad der er sandsynligt, blev drevet af vinden fra det pesthærgede serboniske område, var de lige så sandsynligt smittebærere. Erfaringer både i Indien og Kina har vist, at dyr af meget forskellige slags kan bære sygdommens bakterier. En tredje hjemsøgelse ramte spejderne, som kom tilbage med en ond beretning (4 Mos 14,37). En fjerde ødelagde dem, der knurrede over ødelæggelsen af Kora og hans medoprørere (4 Mos 16,47). Disse kan have været genopblussen af den smitte, vagtlerne bragte. Det femte udbrud var det, der fulgte efter det grove religiøse og moralske frafald ved Ba'al-Peor (4 Mos 25,8; 4 Mos 25,9; 4 Mos 25,18; 4 Mos 26,1; 4 Mos 31,16; Jos 22,17; Sl 106,29; Sl 106,30). Her blev sygdommen sandsynligvis overført af moabitterne.

En senere epidemi, som sandsynligvis var byldepest, var den, der hævnede erobringen af arken (1 Sam 5,6). Vi læser om svulsterne, som sandsynligvis var de kirtelforstørrelser, der er karakteristiske for denne sygdom; også at der på den tid var en plage af rotter (1 Sam 6,5)--"mus" i vores oversættelse, men ordet bruges også som navn for rotten. Kvæget synes at have ført pesten til Bet-Shemesh, sådan som det er blevet iagttaget mere end ét sted i Kina (1 Sam 6,19). Om den tre dage lange pest, der fulgte efter Davids folketælling (2 Sam 24,15; 1 Krøn 21,12), se Josefus, Ant, VII, xiii, 3. Ødelæggelsen af Sankeribs hær kan have været et pludseligt udbrud af pest (2 Kong 19,35; Es 37,36). Det er måske værd at bemærke, at Herodot i sin beretning om ødelæggelsen af denne hær (ii.141) henviser til indfaldet af sværme af mus.

En af de seneste profetiske omtaler af plage er Hos 13,14, hvor dødens plage (debher, Septuaginta dike) og gravens ødelæggelse (qaTabh, Septuaginta kentron) nævnes. Fra dette sted citerer Paulus sin apostrofe i slutningen af 1 Kor 15,55, men apostlen forbinder brodden (kentron) med døden og ændrer dike til nikos.

Alexander Macalister