Spring til indhold

Den frie bibel

4. Mosebog 25

1 Israel opholdt sig i Shittim, og folket begyndte at hore med moabitternes døtre.
2 De indbød folket til deres guders offermåltider. Folket spiste, og de tilbad deres guder.
3 Israel knyttede sig til Ba’al-Peor. Da blussede HERRENS vrede op imod Israel.
4 HERREN sagde til Moses: »Hent alle overhovederne for folket, og lad dem henrette på en pæl i fuldt dagslys for HERREN, så skal HERRENS brændende vrede vendes fra Israel.«
5 Moses sagde til Israels dommere: »Hver af jer skal slå de af sine folk ihjel som har holdt sig til Ba’al-Peor.«
6 Og se bare, en israelit kom og førte en midjanitisk kvinde hen til sine brødre, for øjnene af Moses og hele israelitternes forsamling, mens de sad og græd ved indgangen til forsamlingsteltet.
7 Pinehas, der var søn af Eleazar, præsten Arons søn, så det, og han stillede sig op midt i forsamlingen og tog et spyd i hånden.
8 Han gik ind efter den israelitiske mand ind i teltet og stak spyddet gennem dem begge, både den israelitiske mand og kvinden, så det gik gennem hendes liv. Da forlod plagen israelitterne.
9 Under denne plage døde 24.000.
10 HERREN sagde til Moses:
11 »Pinehas, der er søn af Eleazar, præsten Arons søn, har vendt min vrede fra israelitterne, for han var optændt af lidenskab for mig midt iblandt dem, så at jeg ikke i min lidenskabelighed gjorde en ende på israelitterne.
12 Derfor skal du sige: »Se, jeg laver en fredspagt med ham.
13 Han og hans efterkommere skal have en pagt om et evigt præstedømme, fordi han var lidenskabeligt jaloux for sin Gud og skaffede soning for israelitterne.«
14 Men navnet på den dræbte israelitiske mand, som blev slået ned sammen med den midjanitiske kvinde, var Zimri, søn af Salu og leder af et af simeonitternes fædrenehuse.
15 Og navnet på den dræbte midjanitiske kvinde var Kozbi, datter af Sur. Han var leder af et fædrenehus blandt midjanitterne.
16 HERREN sagde til Moses:
17 »Angrib midjanitterne og slå dem.
18 For de angreb jer med deres lumske handlinger i sagen med Peor og med Kozbi, den midjanitiske leders datter, deres kvindelige slægtning, som blev dræbt på den dag da plagen indtraf på grund af Peor.