Spring til indhold

Den frie bibel

2. Mosebog 1

1 Og disse er navnene på Israels sønner som kom til Egypten; med Jakob kom enhver med sin familie:
2 Ruben, Simeon, Levi og Juda,
3 Issakar, Zebulon og Benjamin,
4 Dan og Naftali, Gad og Asher.
5 Alle personer som var udgået af Jakobs lænd, var halvfjerds personer; men Josef var i Egypten.
6 Josef døde, og alle hans brødre og hele denne slægt.
7 Men Israels børn var frugtbare og vrimlede og blev mange, og de blev uhyre talrige, og landet blev fuldt af dem.
8 Nu kom der en ny konge over Egypten som ikke kendte Josef.
9 Han sagde til sit folk: »Se, Israels børns folk er flere og mægtigere end vi.
10 Kom, lad os handle klogt imod dem så de ikke skal blive endnu flere, så det kan ske, hvis der kommer krig, at de også slutter sig til vore fjender og fører krig imod os og drager op fra landet.«
11 Så satte de hoverifogeder over dem for at de skulle plage dem med deres tvangsarbejde; og man byggede forrådsbyer til Farao, nemlig Pitom og Ramses.
12 Men jo mere de plagede dem, desto flere blev de, og desto mere bredte de sig, og de frygtede for Israels børn.
13 Egypterne tvang med mishandling Israels børn til at arbejde.
14 De gjorde deres liv surt med hårdt arbejde med ler og teglsten og med al slags arbejde på marken; alt det trællearbejde tvang de dem til med mishandling.
15 Egyptens konge sagde til de hebraiske jordemødre – af hvilke den enes navn var Shifra og den andens navn Pua –
16 han sagde: »Når I hjælper de hebraiske kvinder ved fødslen, så skal I se efter de to sten: Hvis det er en søn, så dræb ham, og hvis det er en datter, så må hun leve.«
17 Jordemødrene handlede gudfrygtigt og gjorde ikke som Egyptens konge havde sagt til dem, men lod drengene leve.
18 Da kaldte Egyptens konge på jordemødrene og sagde til dem: »Hvorfor har I gjort denne gerning så I lod drengene leve?«
19 Men jordemødrene svarede Farao at de hebraiske kvinder ikke er som de egyptiske, »for de er livskraftige; førend jordemoderen kommer til dem, har de født.«
20 Gud gjorde vel imod jordemødrene, og folket blev stort, og de blev meget talrige.
21 Så, fordi jordemødrene frygtede Gud, gav han dem familier.
22 Så befalede Farao hele sit folk som følger: »Hver nyfødt søn skal I kaste i floden, og hver datter skal I lade leve.«