2. Mosebog 40
1 HERREN talte til Moses:
2 »På den første måneds første dag skal du rejse forsamlingsteltets bolig.
3 Der skal du sætte Vidnesbyrdets ark og dække for arken med forhænget.
4 Du skal bringe bordet og stille det som hører til på det, op i række, og du skal bringe lysestagen og sætte dens lamper op.
5 Du skal sætte guldalteret til røgelse foran Vidnesbyrdets ark og anbringe tæppet for boligens indgang.
6 Du skal sætte brændofferalteret foran indgangen til forsamlingsteltets bolig.
7 Du skal sætte bækkenet mellem forsamlingsteltet og alteret, og du skal komme vand deri.
8 Du skal sætte forgården op hele vejen rundt og hænge tæppet for forgårdens port.
9 Du skal tage salvningsolien og salve boligen og alt det som er i den; og du skal hellige den og alle dens redskaber; så skal det være helligt.
10 Du skal salve brændofferalteret og alle dets redskaber; og du skal hellige alteret, så skal alteret være højhelligt.
11 Du skal salve bækkenet og dets sokkel, og du skal hellige det.
12 Du skal føre Aron og hans sønner frem til forsamlingsteltets indgang, og du skal vaske dem med vand.
13 Du skal iføre Aron de hellige klæder, og du skal salve ham og hellige ham så han kan gøre præstetjeneste for mig.
14 Du skal føre hans sønner frem, og du skal iføre dem kjortler.
15 Du skal salve dem, ligesom du salvede deres far, så de kan gøre præstetjeneste for mig; og det skal ske for at deres salvning skal blive dem til en evig præstetjeneste gennem deres slægter.«
16 Moses gjorde det; efter alt hvad HERREN havde befalet ham, sådan gjorde han.
17 Og det skete i den første måned i det andet år, på den første dag i måneden, da blev boligen rejst.
18 Moses rejste boligen, han anbragte dens fodstykker, satte dens planker i, anbragte dens tværlægter og rejste dens stolper.
19 Han spændte teltet ud over boligen og lagde teltets dække hen over det, sådan som HERREN havde befalet Moses.
20 Så tog han Vidnesbyrdet og lagde det i arken og anbragte bærestængerne på arken; og han satte sonedækket oven på arken.
21 Han bragte arken ind i boligen og satte tæppets forhæng op så det dækkede for Vidnesbyrdets ark, sådan som HERREN havde befalet Moses.
22 Han satte bordet i forsamlingsteltet, ved teltets side mod nord, uden for forhænget.
23 Han lagde brød i række på det for HERRENS ansigt, sådan som HERREN havde befalet Moses.
24 Han satte lysestagen i forsamlingsteltet, over for bordet, ved teltets side mod syd.
25 Han satte lamperne op for HERRENS ansigt, sådan som HERREN havde befalet Moses.
26 Han satte guldalteret i forsamlingsteltet foran forhænget,
27 og han brændte vellugtende røgelse på det, sådan som HERREN havde befalet Moses.
28 Han anbragte tæppet for boligens indgang.
29 Brændofferalteret anbragte han ved indgangen til forsamlingsteltets bolig og ofrede brændofferet og afgrødeofferet på det, sådan som HERREN havde befalet Moses.
30 Han anbragte bækkenet mellem forsamlingsteltet og alteret og kom vand i det til at vaske sig i.
31 Moses og Aron og hans sønner vaskede deres hænder og deres fødder i det;
32 når de gik ind i forsamlingsteltet, og når de kom nær til alteret, vaskede de sig, sådan som HERREN havde befalet Moses.
33 Og han rejste forgården rundt om boligen og alteret og satte tæppet op for forgårdens port. Sådan fuldførte Moses arbejdet.
34 Så dækkede skyen forsamlingsteltet, og HERRENS herlighed fyldte boligen.
35 Moses kunne ikke gå ind i forsamlingsteltet, for skyen lå over det, og HERRENS herlighed fyldte boligen.
36 Når skyen løftede sig fra boligen, brød Israels børn op på alle deres vandringer.
37 Men hvis skyen ikke løftede sig, brød de ikke op før den dag den løftede sig.
38 For HERRENS sky var over boligen om dagen, og om natten var der ild i den for øjnene af hele Israels hus på alle deres vandringer.
Henter interlinear…