Jonas' Bog 1
1 HERRENS ord kom til Jonas, Amittajs søn:
2 »Rejs dig, gå til den store by Nineve, og råb ud over den at deres ondskab er nået op til mig.«°
3 Men Jonas rejste sig for at flygte fra HERREN° til Tarshish. Han tog ned til Jafo og fandt et skib som skulle til Tarshish. Han betalte for sin overfart og gik om bord i det for at rejse med dem til Tarshish, væk fra HERREN.
4 Men HERREN sendte stærk vind ned over havet, så der blev en voldsom storm på havet, og skibet virkede til at ville blive slået i stykker.
5 Søfolkene blev bange og råbte hver især til sin egen gud, og de smed krukkerne, som var på skibet, i havet for at lette skibet for dem. Men Jonas gik ned i det nederste del af skibet, lagde sig og faldt i dyb søvn
6 Kaptajnen gik så ned til ham og sagde til ham: »Hvordan kan du dog sove så dybt? Rejs dig, råb til din Gud, måske vil guden skænke os en tanke så vi ikke går under.«
7 Så sagde de hver især til hinanden: »Kom, lad os kaste lod og finde ud af hvem der er skyld i at vi er i havsnød.« De kastede lod, og loddet faldt på Jonas.
8 Da sagde de til ham: »Fortæl os dog hvem der er skyld i at vi er i havsnød Hvad er dit job, og hvor kommer du fra? Hvilket land er du fra, og hvilket folk er du af?«
9 Han sagde til dem: »Jeg er hebræer, og jeg frygter i tro Gud HERREN, himlens Gud, som har skabt havet og det tørre land.«
10 Da frygtede mændene for følgerne med meget stor frygt, og de sagde til ham: »Hvad har du dog gjort?« For mændene havde fået at vide at han var i færd med at flygte fra HERREN, for det havde han fortalt dem.
11 De sagde til ham: »Hvad skal vi gøre ved dig så havet kan blive stille for os.« For havet piskedes hele tiden op omkring dem i stormen.
12 Han sagde til dem: »Tag og kast mig i havet, så vil I få et roligt hav, for jeg ved at det er mig der er skyld i at I er i denne voldsomme storm.«
13 Mændene roede for at nå tilbage til det tørre land, men de kunne ikke, for havet blev ved med at piskes op af i stormen over dem.
14 Da råbte de til HERREN og sagde: »Åh, HERRE, lad os dog ikke gå under på grund af denne mand. Bring ikke uskyldigt blod over os, for du, HERRE, hvad du ville, har du gjort.«
15 De tog Jonas og kastede ham i havet. Da faldt havet til ro efter sin voldsomme rasen.
16 Da frygtede mændene HERREN med meget stor frygt. De ofrede et slagtoffer til HERREN og aflagde løfter.
Henter interlinear…