Filemonbrevet 1
1 Paulus, Kristi Jesu fange, og Timotheus, vores bror, hilser Filemon, vores elskede og vores medarbejder,
2 Appia, vores søster, Arkippos, vores medkæmper, og menigheden i dit hus:
3 Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og fra Herren Jesus Kristus.
4 Jeg takker altid min Gud når jeg nævner dig i mine bønner,
5 for jeg hører om den kærlighed og tro du har til Herren Jesus og til alle de hellige,
6 for at din delagtighed i troen må blive virksom for Kristus ved erkendelsen af alt det gode som er i os.
7 For jeg har haft stor glæde og trøst ved din kærlighed fordi de helliges hjerter er blevet fornyet ved dig, bror.
8 Derfor, selvom jeg med stor frimodighed i Kristus kunne befale dig vedrørende din pligt,
9 så beder jeg hellere for kærlighedens skyld – sådan som jeg er: Den gamle Paulus og nu også Kristi Jesu fange –
10 Jeg beder dig for Onesimos, mit barn, som jeg har fået i mine lænker,
11 han som ikke tidligere var til gavn for dig, men nu er til gavn for både dig og mig.
12 Jeg sender ham tilbage til dig, han som er mit hjerte.
13 Jeg ville gerne beholde ham hos mig selv for at han i dit sted kunne tjene mig i mine lænker for evangeliets skyld,
14 men uden dit samtykke vil jeg ikke gøre noget for at det gode, du gør, ikke skal være af tvang, men af fri vilje.
15 Måske var det derfor at han blev skilt fra dig for en tid, for at du kunne få ham tilbage for altid,
16 ikke mere som en slave, men som mere end en slave, en elsket bror, særligt for mig, men hvor meget mere for dig både som menneske og i Herren.
17 Hvis du altså betragter mig som din trosfælle, så tag imod ham som var det mig.
18 Men hvis han har gjort dig nogen uret eller skylder dig noget, så skriv det på min regning.
19 Jeg, Paulus, skriver med min egen hånd: Jeg vil betale – for ikke at tale om at du skylder mig dig selv.
20 Ja, bror, lad mig få gavn af dig i Herren. Forny mit hjerte i Kristus.
21 Overbevist om din lydighed skriver jeg til dig, fordi jeg ved at du vil gøre mere end det jeg beder om.
22 Men forbered også samtidig et gæsteværelse til mig, for jeg håber at jeg ved jeres bønner vil blive givet til jer.
23 : Epafras, min medfange i Kristus Jesus, hilser dig,
24 Markus, Aristark, Demas og Lukas, mine medarbejdere, hilser dig.
25 Herren Jesu Kristi nåde være med jeres ånd.
Henter interlinear…