Spring til indhold

Den frie bibel

Kolossenserbrevet 1

1 Paulus, ved Guds vilje Kristi Jesu apostel, og broderen Timotheus
2 hilser de hellige og troende brødre i Kristus i Kolossæ: Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far.
3 Vi takker altid Gud, vores Herre Jesu Kristi Far, når vi beder for jer,
4 fordi vi har hørt om jeres tro på Kristus Jesus og om kærligheden som I har til alle de hellige
5 på grund af det håb som ligger rede til jer i himlene, det håb som I før har hørt om i sandhedens ord, evangeliet,
6 som er kommet til jer. Ligesom det bærer frugt og vokser i hele verden, således også i jer fra den dag I hørte og erkendte Guds nåde i sandhed,
7 sådan som I har lært det af Epafras, vores elskede medtjener, som er Kristi tro tjener for jer.
8 Han har også fortalt os om jeres kærlighed i Ånden.
9 Derfor, fra den dag vi hørte det, er vi ikke holdt op med at bede for jer og bønfalde om at I må blive fyldt med erkendelsen af hans vilje med al visdom og åndelig indsigt
10 så I kan leve Herren værdigt til hans fulde glæde, ved at I bærer frugt i al god gerning og vokser i erkendelsen af Gud,
11 ved at I styrkes med al kraft efter hans herligheds magt til al udholdenhed og tålmodighed, og ved at I med glæde
12 takker Faderen, som har gjort os kvalificerede til at få del i de helliges arv i lyset.
13 Han befriede os af mørkets magt og satte os over i sin elskede søns rige,
14 i ham har vi løskøbelsen, syndernes tilgivelse.
15 Han er den usynlige Guds billede,
den førstefødte før al skabning,
16 for ved ham blev alt skabt i himlene og på jorden,
det synlige og usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder,
alt er blevet skabt ved ham og til ham,
17 og han er før alt,
og alt består ved ham.
18 Han er hoved for kroppen, menigheden,
han er begyndelsen,
den førstefødte af de døde,
for at han skulle være den første i alt,
19 for Gud besluttede at hele fylden skulle bo i ham
20 og ved ham at forsone alt med sig,
hvad enten det var på jorden, eller det var i himlen,
da han stiftede fred ved blodet fra hans kors.
21 Også jer, som før var fremmede og fjender i tankegang i jeres onde gerninger,
22 har han nu forsonet i sin fysiske krop ved døden for at føre jer frem som hellige, fejlfrie og uangribelige for Ham,
23 hvis I virkelig forbliver grundfæstede og faste i troen og ikke lader jer rokke fra evangeliets håb som I har hørt, som er blevet forkyndt for hele skabningen under himlen, og som jeg, Paulus, er blevet tjener for.
24 Nu glæder jeg mig over mine lidelser for jeres skyld, og jeg udfylder manglerne i Kristi trængsler i mit fysiske liv til fordel for hans krop, som er menigheden.
25 Den er jeg blevet tjener for ifølge Guds frelsesplan som blev givet mig med henblik på jer for at fuldende forkyndelsen af Guds ord,
26 nemlig den hemmelighed som var blevet skjult for alle tider og generationer, men nu er blevet åbenbaret for hans hellige.
27 Dem ville Gud meddele hvilken rigdom på herlighed denne hemmelighed har blandt hedningerne, nemlig Kristus i jer, herlighedens håb.
28 Ham forkynder vi ved at formane ethvert menneske og ved at undervise ethvert menneske med al visdom, for at vi kan føre ethvert menneske frem som fuldkomment i Kristus.
29 Med henblik på det arbejder jeg også mens jeg kæmper med hans kraft, som virker med styrke i mig.