2. Mosebog 5
1 Derefter gik Moses og Aron til Farao og sagde: »Så siger HERREN, Israels Gud: Lad mit folk gå så de kan holde fest for mig i ørkenen.«
2 Men Farao sagde: »Hvem er HERREN, hvis røst jeg skal adlyde og lade Israel gå? Jeg har ikke kendt HERREN, og jeg vil heller ikke lade Israel gå.«
3 Så sagde de: »Hebræernes Gud har mødtes med os; lad os dog gå tre dages rejse ud i ørkenen, og lad os bringe offer til HERREN, vor Gud, så han ikke skal ramme os med pesten eller med sværdet.«
4 Men Egyptens konge sagde til dem: »Hvorfor, Moses og Aron, vil I holde folket fra dets arbejde? Gå hen til jeres tvangsarbejde.«
5 Og Farao sagde: »Se, nu er landets folk blevet talrige, og I vil bringe dem hvile fra deres tvangsarbejde.«
6 Samme dag befalede Farao slavefogederne over folket og dets arbejdsformænd:
7 »I skal ikke samle for at give folket strå til at fremstille teglsten som i går og i forgårs; de må selv gå og samle sig strå;
8 og det kvantum sten, som de lavede i går og i forgårs – pålæg dem at de ikke må levere et mindre antal. Ja, de er dovne, derfor skriger de og siger: ›Lad os gå, lad os ofre til vor Gud.‹
9 Gør arbejdet tungt for mændene, så de har nok at gøre med det og ikke lytter på løgnagtige ord.«
10 Da gik folkets slavefogeder og dets formænd ud og sagde til folket: »Således har Farao sagt: ›Jeg giver jer ikke strå.
11 Gå selv, tag jeres strå, hvor I kan finde det; men der bliver ikke skåret ned på jeres arbejde.‹«
12 Så spredte folket sig over hele Egyptens land for at samle stubbe som erstatning for strå.
13 Slavefogederne skyndede på dem idet de sagde: »Fuldfør jeres arbejde, dag for dags opgave, ligesom da der var strå.«
14 Og Israels børns arbejdsformænd, som Faraos slavefogeder havde sat over dem, blev pryglet idet de sagde: »Hvorfor har I ikke opfyldt jeres kvantum med at lave teglsten i går og i dag som i går og i forgårs?«
15 Da kom Israels børns arbejdsformænd og råbte til Farao: »Hvorfor gør du sådan med dine trælle?
16 Der bliver ikke givet strå til dine trælle, og ›teglsten‹, siger de til os, ›skal I lave!‹ Og se: dine trælle bliver pryglet; men det er dit folk der har syndet.«
17 Men han sagde: »I er dovne, dovne. Derfor siger I: ›Lad os gå, lad os ofre til HERREN.‹
18 Men gå nu hen og arbejd. Ingen strå bliver givet til jer, men I skal give det fastsatte kvantum teglsten.«
19 Da så Israels børns arbejdsformænd at de var i en ond situation, idet der blev sagt: »I må intet formindske i antallet af jeres teglsten, dag for dags opgave.«
20 Da traf de Moses og Aron der kom den i møde, da de gik ud fra Farao.
21 De sagde til dem: »HERREN skal se på jer og skal dømme jer som har gjort vores lugt stinkende i Faraos øjne og i hans tjeneres øjne, så I har givet et sværd i deres hånd til at slå os ihjel.«
22 Da vendte Moses sig igen til HERREN og sagde: »Herre, hvorfor handler du ondt mod dette folk? Hvorfor har du dog sendt mig?
23 For siden jeg gik til Farao for at tale i dit navn, har han handlet ondt mod dette folk, og du har ingenlunde befriet dit folk«.
Henter interlinear…