pu-te'-o-li (Potioloi, "svovlkilder" (ApG 28,13, Westcott and Hort, The New Testament in Greek), det moderne Pozzuoli): En søfartsby i Campania, som indtog en central position på den nordlige bred af en vig i Napolibugten, beskyttet mod vest af Baiae-halvøen og Kap Misenum. Den var oprindelig en koloni af den nærliggende græske by Cumae.

Den tidligste begivenhed i Puteolis historie, som kan dateres sikkert, var, at Hannibal blev slået tilbage foran dens mure af en romersk garnison i 214 f.Kr. Karthagerens plan om at sikre sig en søhavn som forsynings- og kommunikationsbase blev dermed forpurret (Livy xxiv. 7, 12, 13). En romersk koloni blev grundlagt her i 194 f.Kr., og Puteoli blev således den første romerske havn ved Napolibugten (Livy xxxiv. 45; Strabo v.245; Velleius, i.15). Dens senere bemærkelsesværdige velstand og handelsaktivitet må tilskrives havnens sikkerhed og den ugæstfri karakter af kysten nærmere Rom. For Puteoli blev hovedstadens vigtigste søhavn, før Claudius anlagde en kunstig havn ved Portus Augusti, og før Trajan gjorde Tibers munding til det vigtigste samlingspunkt for den oversøiske fragttrafik. Importen til Puteoli bestod hovedsagelig af egyptisk korn og orientalske varer, sendt fra Alexandria og andre byer i Levanten (Cicero Pro Rabirio 40; Suetonius, Augustus 98; Strabo xvii. 793; Cicero Pro Caelio 10). Det østlige element i befolkningen var meget talrigt (Petronius 81;

CIL, X, 1797). Havnen blev gjort dobbelt sikker ved en mole, som vides at have været mindst 418 yards (ca. 382 m) lang, bestående af massive piller forbundet ved hjælp af buer opført i solidt murværk (Strabo v.245). Omfattende rester af denne mole findes stadig. Kystlinjen, der var viet til handelsformål (emporium), strakte sig omtrent 1 1/4 mile (ca. 2 km) vestpå fra molen. På højdepunktet af sin velstand under Claudius og Nero menes byen at have haft en befolkning på næsten 100.000.

Området, hvor byen lå, er af vulkansk dannelse; navnet Puteoli skyldes enten lugten fra de svovlholdige kilder eller de brønde af vulkansk art, som der findes mange af i nærheden. Det vulkanske støv, som i dag kaldes pozzolana, blev blandet med kalk for at danne en cement med den største holdbarhed, som beskyttede mod havvandets påvirkning.

Omfattende rester af et amfiteater, hvis akser måler 160 og 126 yards (ca. 146 og 115 m) på tværs af det rum, der omsluttes af den ydre facade, og 75 og 45 yards (ca. 69 og 41 m) inde i arenaen, vidner om Puteolis tidligere velstand.

Området omkring Puteoli blev sammen med Baiae den romerske adels foretrukne tilflugtssted, og fundamenterne af mange antikke villaer er stadig synlige, skønt de delvis er dækket af havet. Ciceros villa i Puteolis område (Cicero Ad Fam. v.15, 2; Ad Att. xiv. 16, 1; 20, 1) blev senere valgt som Hadrians gravsted (Spartianus Had. 25). Den del af bugten mellem Puteoli og Baiae var skueplads for det forsøg, der på Neros tilskyndelse blev gjort på hans mors liv ved hjælp af et fartøj, som var konstrueret sådan, at det skulle bryde i stykker, mens det førte Agrippina mod hendes villa nær den Lucrinske Sø (Tacitus, Annals xiv.8).

Se Nero.

Apostlen Paulus fandt et kristent fællesskab i Puteoli, da han ankom dertil på vej til Rom, og han blev hos dem i 7 dage (ApG 28,13; ApG 28,14). På den tid var den almindelige rute til Rom, som fulgte Via Appia fra Capua, 155 romerske mil eller omkring 142 1/3 engelske mil (ca. 229 km) (Nissen, Italische Landeskunde, II, 739). Senere reducerede Domitian afstanden til 139 romerske mil (omkring 129 engelske mil, ca. 208 km) ved at anlægge Via Domitia langs kysten, hvor den sluttede sig til Via Appia ved Sinuessa (Geog. Raven., IV, 32; Itin. Ant., 122; Tab. Peut.).

George H. Allen