pros'-e-lit (proselutos, fra proserchomai, "jeg nærmer mig"): Forekommer 4 gange i Det Nye Testamente. I Septuaginta forekommer det ofte som oversættelse af ger. Det hebraiske verbum gur betyder "at opholde sig som fremmed"; ger betyder derfor en fremmed, som er kommet for at bosætte sig i landet, til forskel på den ene side fra 'ezrach, "en hjemmefødt" eller "indfødt", og på den anden fra nokhri eller ben-nekhar, som betyder en fremmed, der kun er på gennemrejse i landet. Dog skal det bemærkes, at i 2 Krøn 2,17 kaldes de, der hørte til de indfødte stammer, som stadig boede i landet, såsom amoritter, hittitter osv., også gerim. To steder (2 Mos 12,19; Es 14,1) bruger Septuaginta g(e)ioras, som er afledt af giyor, den aramaiske ækvivalent til ger. Septuaginta bruger paroikos (den græske ækvivalent til hebraisk toshabh, "en bosætter") for ger, når Israel eller patriarkerne omtales (1 Mos 15,13; 1 Mos 23,4; 2 Mos 2,22; 2 Mos 18,3; 5 Mos 23,7; 1 Krøn 29,15; Sl 39,12; Sl 119,19; Jer 14,8), og i nogle få andre tilfælde. I talmudisk litteratur står ger altid for proselyt i nytestamentlig forstand, dvs. en hedning, der er blevet omvendt til jødedommen. Onkelos, som selv var proselyt, oversætter altid ordet på denne måde.

1. Ger i Det Gamle Testamente:

Der blev ikke lagt vanskeligheder i vejen for de fremmede, som ønskede at bosætte sig i Israels land. Alle fremmede, også tredje generation af egyptere og edomitter, og kun ammonitter og moabitter undtaget, kunne træde ind i "Guds forsamling" uden omskærelse og uden forpligtelse til at holde ceremoniloven.

"Den fremmede inden for porten" havde frihed til at spise kød, som var forbudt for israelitten (5 Mos 14,21). Hvis den fremmede imidlertid ønskede at tage del i påsken, en fest gennemtrængt af nationale idealer, måtte han omskæres. Overholdelsen af sabbatten og andre fester blev snarere betragtet som et privilegium end som en pligt (2 Mos 23,12; 5 Mos 16,11; 5 Mos 16,14); men ifølge 3 Mos 16,29 var ger forpligtet til at holde forsoningsdagens faste. Det var ham forbudt, under dødsstraf, at spotte (3 Mos 24,16) eller at ofre børn til Molok (3 Mos 20,2). Hvis han ønskede at bringe et brændoffer, gjaldt den samme lov for ham som for israelitterne (3 Mos 17,8; 3 Mos 22,18). Skønt omskærelsesloven ikke blev påtvunget ger, ser det ud til, at Moseloven søgte at bringe ham nærmere Israels kult, ikke ud fra noget proselytiserende motiv, men for at bevare teokratiet fra indblanding af fremmede elementer, som hurtigt ville have vist sig skæbnesvangre for dets eksistens.

Skønt Israels Gud, når han kun tænkes som sådan, ophører med at være Gud; skønt Israel blev udvalgt frem for alle folkeslag for alle folkeslags skyld; skønt Israel igen og igen var blevet mindet om, at Messias ville bringe velsignelse til alle folkeslag; og skønt der var eksempler på hedninger, der kom til tro på Jahve, hørte det dog ikke til den gammeltestamentlige religions ordning direkte at udbrede kundskaben om Gud blandt hedningerne (Jonas' Bog er en undtagelse fra dette). Der fandtes bestemt ingen aktiv propaganda. Skønt vi i Neh 10,28 læser om dem, der "skilte sig ud fra landenes folk for Guds lovs skyld" (sammenlign Es 56,3, "den fremmede, der har sluttet sig til Jahve"--den eneste og nøjagtige beskrivelse af en egentlig proselyt i Det Gamle Testamente), var det afsondringens ånd, der rådede; de tvivlsomme elementer blev udskilt (Ezra 4,3): blandede ægteskaber blev forbudt af lederne og blev senere misbilliget af folket (Ezra 9; Ezra 10; Neh 13,23). Direkte proselytisme begyndte først omtrent et århundrede senere.

2. Proselytisering:

Forkyndelsen af evangeliet blev forudgået og forberedt af jødernes diaspora og en verdensomspændende propaganda for jødedommen. I det 5. århundrede f.Kr. havde jøderne deres eget tempel i Syene. Alexander den Store bosatte 8.000 jøder i Thebais, og jøder udgjorde en tredjedel af Alexandrias befolkning. Store skarer blev ført fra Israels land af Ptolemaios I (320 f.Kr.), og de bredte sig gradvist fra Egypten langs hele Afrikas middelhavskyst. Efter Antiochus Epifanes' forfølgelse (170 f.Kr.) spredte de sig i alle retninger og, med de sibyllinske oraklers ord (omkring 160 f.Kr.), "fyldte med deres antal hvert hav og hvert land." Der fandtes næppe en havneby eller et handelscentrum i Lilleasien, Makedonien, Grækenland eller på øerne i Ægæerhavet, hvor der ikke var jødiske menigheder. Josefus (Ant., XIV, vii, 2) citerer Strabon for at sige: "Det er vanskeligt at finde et sted på den beboelige jord, som ikke har modtaget denne menneskestamme og ikke er i deres besiddelse." Således blev jødedommens ophøjede, strenge og åndelige religiøse længsler og forestillinger, trods det had og den foragt, som jødedommen overalt vakte, kendt i den hedenske verden og udøvede en dyb tiltrækning på mange sjæle, der var dybt utilfredse med samtidens religioner. Jødedommen var på den tid fyldt af missionerende iver og stræbte efter verdensherredømme. Mange bøger om jødedommen (f.eks. de sibyllinske orakler) blev skrevet anonymt af jøder for at påvirke hedenske læsere. Synagogen, som var blevet centrum for jødisk gudsdyrkelse, åbnede nu sine døre vidt for den hedenske verden (sammenlign ApG 15,21), og mange af de prædikener, der blev holdt dér, sigtede direkte mod hedningers omvendelse. Jøderne begyndte at føle, at de var "en vejleder for blinde, et lys for dem, der er i mørke" (Rom 2,19).

Ikke alene Josefus (Apion, II; BJ, VII, iii, 3), men også Seneca (Apud Aug. De Civit. Dei vi.11), Dio Cassius (xxxvii.17), Tacitus (Ann. ii.85; Hist. v.5), Horats (Sat. i.4, 142), Juvenal (Sat. xiv.96 ff) og andre græske og romerske forfattere vidner om de vidt udbredte virkninger af jødernes proselytiserende propaganda.

Mange kom gerne i synagogerne og overholdt nogle af de jødiske love og skikke. Blandt dem fandtes de »mænd, som frygtede Gud«, der omtales i Apostlenes Gerninger. De blev kaldt sådan for at skelne dem fra fulde proselytter; og det var sandsynligvis for denne gruppe, at advarselstavlerne i templet var indskrevet på græsk og latin.

En anden gruppe overholdt praktisk talt alle de jødiske love og skikke, men var ikke omskåret. Andre igen lod, skønt de ikke selv var omskåret, deres børn omskære (Juvenal Sat. xiv.96 ff). Sådanne jødiske skikke som faste, renselser, afholdenhed fra svinekød, tænding af lysene fredag aften og overholdelse af sabbatten (Josephus, Apion, II, 29 osv.) blev iagttaget af disse hedenske sympatisører. Schurer mener, at der fandtes menigheder af grækere og romere i Lilleasien, og sandsynligvis i Rom, som, selv om de ikke havde nogen forbindelse med synagogen, dannede forsamlinger efter synagogens mønster og overholdt nogle af de jødiske skikke. Blandt dem, der omvendte sig til jødedommen, var der sandsynligvis kun få, som blev omskåret, og de fleste af dem, der blev omskåret, underkastede sig ritualet for at gifte sig med jødiske kvinder eller for at nyde de rettigheder og privilegier, som syriske, egyptiske og romerske herskere havde givet jøderne (Josephus, Ant, XIV, vii, 2; XX, vii, 1; sammenlign XVI, vii, 6). Det synes at fremgå af Kristi ord (»én proselyt«), at antallet af fulde proselytter ikke var stort. Hyrkanos tvang edomitterne til at antage jødedommen ved omskærelse (129 f.Kr.); og ved andre lejligheder blev den samme politik med udbredelse ved tvang fulgt. Josephus fortæller en interessant historie (Ant., XX, ii, 1) om omvendelsen af dronning Helena af Adiabene og hendes to sønner. Sønnernes omvendelse skyldtes undervisningen fra en købmand ved navn Ananias, som ikke insisterede på omskærelse. Senere sagde en anden jøde, Eliezer fra Galilæa, til de unge fyrster, at det ikke var nok at læse loven, men at de også måtte holde den, med det resultat at begge blev omskåret. Heraf er det tydeligt, at jødiske lærere for hedningeomvendte varierede i, hvor strenge de var i deres undervisning.

3. Proselytter i Det Nye Testamente:

Ordet »proselyt« forekommer 4 gange i Det Nye Testamente; én gang i Matthæus (23,15), hvor vor Herre henviser til farisæernes iver efter at vinde proselytter og til den skadelige indflydelse, de udøvede på deres omvendte; og 3 gange i Apostlenes Gerninger. Proselytter var til stede ved pinsen (ApG 2,10); Nikolaus, en af de diakoner, der blev udpeget af den første menighed i Jerusalem, var proselyt (ApG 6,5); og efter at Paulus havde talt i synagogen i Antiokia i Pisidien, fulgte mange fromme proselytter Paulus og Barnabas (ApG 13,43). Det skal bemærkes i dette sidste tilfælde, at proselytterne kaldes sebomenoi, et ord der almindeligvis er forbeholdt en anden gruppe. Visse mennesker omtales i Apostlenes Gerninger som phoboumenoi ton theon, »som frygtede Gud« (10,2.22.35; 13,16.26), og som sebomenoi ton theon, »som ærede Gud«, eller ganske enkelt sebomenoi (13,50; 16,14; 17,4.17; 18,7). Disse synes (imod Bertholet og EB) at have været sympatisører med jødedommen, som deltog i synagogens gudsdyrkelse, men ikke var omskåret. Det var blandt denne gruppe, at evangeliet fik sine første omvendte blandt hedningerne. De, som var fulde proselytter, var sandsynligvis lige så fanatiske modstandere af kristendommen som jøderne.

4. Ger i Talmud:

Ud fra det gamle strenge farisæiske synspunkt fra Israels land var omskærelse, med tilføjelse af dåb og frembærelse af offer, uundværlig (således var for Paulus enhver omskåret person en jøde; sammenlign Gal 5,3); og derfor måtte deres omvendte underkaste sig hele byrden af den mosaiske og traditionelle lov. Den rabbinske skelnen mellem ger toshabh, »en bosætter«, og ger tsedheq, »en retfærdighedens proselyt«, er ifølge Schurer kun teoretisk og opstod på et senere tidspunkt (Babha' Metsi`a' 5 6,9,12; Makkoth 2 3; Negha`im 3 1, m.fl.).

Mens ger tsedheq (eller ger ha-berith, »pagtens proselyt«) blev betragtet som i enhver henseende en »fuldkommen israelit«, bekendte ger toshabh (eller ger sha`ar, »portens proselyt«; sammenlign 2 Mos 20,10) kun sin tro på Israels Gud og forpligtede sig til at overholde de 7 noakidiske bud: afholdenhed fra gudsbespottelse, afgudsdyrkelse, drab, utugt, røveri, at spise kødet af et dyr, der var dødt en naturlig død, og ulydighed mod (jødisk) myndighed (Sanh. 56a; sammenlign ApG 15,20; ApG 15,29; ApG 21,25). Han blev betragtet mere som en hedning end som en jøde.

Tre ting krævedes for optagelsen af en proselyt: omskærelse, dåb og frembærelse af offer (Ber. 47b; Yebham. 45b, 46a, 48b, 76a; 'Abhoth 57a, m.fl.). For kvinder krævedes kun dåb og frembærelse af offer; af den grund var der flere kvindelige omvendte end mandlige. Josephus (BJ, II, xx, 2) fortæller, hvordan de fleste af kvinderne i Damaskus var hengivne til den jødiske religion. Der er blevet udtrykt tvivl om nødvendigheden af, at proselytter skulle døbes, eftersom det ikke nævnes af Paulus eller Filon eller Josephus, men det er sandsynligt, at en hedning, som var uren, ikke ville blive optaget i templet uden at være blevet renset.

Proselytten blev modtaget på følgende måde. Først blev han spurgt om sin grund til at ønske at antage jødedommen. Han fik at vide, at Israel var i en tilstand af trængsel; hvis han svarede, at han var klar over dette og følte sig uværdig til at få del i disse trængsler, blev han optaget. Derefter modtog han undervisning i nogle af de »lette« og »tunge« bud, reglerne om efterhøst og tiender, og de straffe, der var knyttet til overtrædelse af buddene. Hvis han var villig til at underkaste sig alt dette, blev han omskåret, og efter sin helbredelse blev han straks nedsænket. Ved denne sidste ceremoni stod to »de vises disciple« ved siden af for at fortælle ham mere om de »lette« og »tunge« bud. Da han kom op efter nedsænkningen, henvendte de forsamlede sig til ham og sagde: »Til hvem har du givet dig selv? Velsignet er du, du har givet dig selv til Gud; verden blev skabt for Israels skyld, og kun israelitter kaldes Guds børn. De trængsler, som vi talte om, nævnte vi kun for at gøre din løn større.« Efter sin dåb blev han anset for at være et nyt menneske, »et lille barn, nyfødt« (Yebham. 22a, 47a, 48b, 97b); et nyt navn blev givet ham; enten blev han kaldt »Abraham, Abrahams søn«, eller Skrifterne blev åbnet på må og få, og det første navn, der blev læst, blev givet ham. Fra da af måtte han lægge hele sin fortid bag sig; selv hans ægteskabsbånd og slægtskabsbånd gjaldt ikke længere (sammenlign Yebham. 22a; Sanhedrin 58b).

Skønt han således juridisk blev anset for et nyt menneske, og for en hvis lovprisninger blev sunget i den talmudiske litteratur, blev han dog i det store og hele set ned på som ringere end en født jøde (Kidd. 4 7; Shebhu`oth 10 9, et al.). Rabbi Chelbo sagde: »Proselytter er lige så skadelige for Israel som en skorpe« (Yebham. 47b; Kidd. 70b; sammenlign Fil 3,5).

Se også STRANGER AND SOJOURNER.

LITTERATUR.

Se artiklerne om »Proselyte« og »Ger.« i EB, HDB, Jew Encyclopedia og RE; Slevogt, De proselytis Judeorum, 1651; A. Bertholet, Die Stellung der Israeliten und der Juden zu den Fremden, 1896; Schurer, HJP, 1898; Huidekoper, Judaism at Rome, 1887; Harnack, Mission und Ausbreitung des Christentums, 1906, engelsk oversættelse; Allen, »On the Meaning of proselutos in the Septuagint,« The Expositor, 1894; A. B. Davidson, »They That Fear the Lord,« Expository Times, III (1892), 491 ff.

Paul Levertoff