pi'-lat, pi'-lat, pon'-shi-us (Pontios Peilatos):

1. Navn og embede

2. Pilatus' prokuratorembede

3. Pilatus og Jesus Kristus

4. Pilatus i tradition og legende

5. Pilatus' karakter

LITTERATUR

1. Navn og embede:

Nomenet Pontius angiver den slægt, som Pilatus nedstammede fra. Det var et af de mest berømte samnitiske navne; det var en Pontius, der påførte en romersk hær ydmygelsen ved Caudinerpasset. Navnet mødes ofte i romersk historie, efter at samnitterne var blevet besejret og optaget i Rom. Lucius Pontius Aquila var en ven af Cicero og en af Julius Cæsars mordere. Cognomenet Pilatus angiver den familia, eller gren af gens Pontius, som Pilatus tilhørte. Det er blevet afledt af pileus, den hue, som frigivne bar; dette er usandsynligt, da Pilatus var af ridderstand. Det er også blevet afledt af pilum, et spyd. Sandsynligvis var navnet et, der var gået i arv til Pilatus fra hans forfædre, og som for længst havde mistet sin betydning. Praenomenet nævnes ingen steder. Pilatus var den 5. prokurator i Judæa. Provinsen Judæa havde tidligere været Arkelaos' kongerige og blev dannet, da han blev afsat (6 e.Kr.). Groft sagt omfattede den den sydlige halvdel af landet, inklusive Samaria. Da den var en kejserlig provins (dvs. under kejserens direkte kontrol), blev den styret af en prokurator (se prokurator; provins). Prokuratoren var kejserens personlige tjener, direkte ansvarlig over for ham, og var først og fremmest beskæftiget med finanserne. Men prokuratorernes beføjelser varierede efter kejserens udnævnelse. Pilatus var en procurator cum porestate, dvs. han havde civil, militær og strafferetlig jurisdiktion. Prokuratoren i Judæa var på en eller anden måde underordnet legaten i Syrien, men underordningens nøjagtige karakter kendes ikke. Som regel måtte en prokurator være af ridderstand og en mand med en vis militær erfaring. Under hans styre fik jøderne så meget selvstyre, som var foreneligt med opretholdelsen af den kejserlige myndighed. Sanhedrinet fik lov at udøve dømmende funktioner, men hvis de ønskede at idømme dødsstraf, måtte dommen stadfæstes af prokuratoren.

2. Pilatus' prokuratorembede:

Vi har ingen sikker viden om Pilatus undtagen i forbindelse med hans regeringstid i Judæa. Vi ved intet om hans fødsel, hans oprindelse eller hans tidligere år. Tacitus fortæller, da han omtaler de grusomme straffe, Nero påførte de kristne, at Kristus, som navnet »kristen« var afledt af, blev henrettet, mens Tiberius var kejser, af prokuratoren Pontius Pilatus (Annaler xv.44). Bortset fra denne henvisning og det, der fortælles os i Det Nye Testamente, stammer al vor viden om ham fra to jødiske forfattere, historikeren Josefus og Filon fra Alexandria.

Pilatus var prokurator i Judæa efter Gratus, og han beklædte embedet i 10 år. Josefus fortæller (Ant., XVIII, iv, 2), at han regerede i 10 år; at han blev fjernet fra embedet af Vitellius, legaten i Syrien, og skyndte sig til Rom for at forsvare sig over for Tiberius mod visse klager. Før han nåede Rom, var kejseren død. Josefus tilføjer, at Vitellius kom i året 36 e.Kr. til Judæa for at være til stede i Jerusalem ved påsketiden. De fleste autoriteter har antaget (således HDB og EB), at Pilatus var rejst før dette besøg af Vitellius. De daterer derfor Pilatus' prokuratorembede til at vare fra 26 til 36 e.Kr. Imod dette synspunkt påpeger von Dobschutz (RE under ordet »Pilate«), at Pilatus efter denne beregning må have brugt mindst et år på at komme til Rom; for Tiberius døde den 16. marts 37 e.Kr. En sådan forsinkelse er utænkelig i betragtning af omstændighederne; derfor daterer von Dobschutz med rette perioden for hans prokuratorembede til 27-37 e.Kr. Prokuratoren i Judæa havde ikke nogen let opgave, og Pilatus gjorde heller ikke opgaven lettere ved sine handlinger. Han var ikke omhyggelig med at imødekomme jødernes religiøse fordomme, og til tider førte denne holdning hos ham til voldsomme sammenstød mellem hersker og undersåtter.

Ved én lejlighed, da soldaterne under hans kommando kom til Jerusalem, lod han dem medbringe deres felttegn, hvorpå de sædvanlige billeder af kejseren var. Felttegnene blev ført ind i hemmelighed om natten, men deres tilstedeværelse blev snart opdaget. Straks skyndte store skarer af ophidsede jøder sig til Cæsarea for at bede ham om at fjerne de anstødelige felttegn. I fem dage nægtede han at høre dem, men på den sjette tog han plads på dommersædet, og da jøderne blev lukket ind, lod han dem omringe af soldater og truede dem med øjeblikkelig død, hvis de ikke ophørte med at plage ham med sagen. Jøderne kastede sig da til jorden og blottede deres halse, idet de erklærede, at de foretrak døden frem for krænkelsen af deres love. Pilatus, der ikke ønskede at dræbe så mange, gav efter på dette punkt og fjernede felttegnene (Josefus, Ant, XVIII, iii, 1; BJ, II, ix, 2, 3).

Ved en anden lejlighed brugte han templets hellige skat, kaldet corban (qorban), til at betale for at føre vand ind i Jerusalem gennem en akvædukt. En folkemængde samledes og råbte mod ham; men han havde ladet soldater klædt som civile blande sig med mængden, og på et givet signal kastede de sig over urostifterne og slog dem så hårdt med stave, at uroen blev dæmpet (Josefus, Ant, XVIII, iii, 2; BJ, II, ix, 4).

Filon fortæller os (Legatio ad Caium, xxxviii), at han ved en anden lejlighed indviede nogle forgyldte skjolde i Herodes' palads til ære for kejseren. På disse skjolde var der ingen afbildning af noget forbudt, men blot en indskrift med navnet på giveren og på ham, til hvis ære de var opstillet. Jøderne bad ham om at få dem fjernet; da han nægtede, appellerede de til Tiberius, som sendte en ordre om, at de skulle flyttes til Cæsarea.

Om den hændelse, nævnt i Luk 13,1, med galilæerne, hvis blod Pilatus blandede med deres ofre, ved man ikke mere.

Josefus (Ant., XVIII, iv, 1, 2) giver en beretning om den hændelse, der førte til Pilatus' fald. En religiøs foregiver opstod i Samaria og lovede samaritanerne, at hvis de ville samles ved Gerizims bjerg, ville han vise dem de hellige kar, som Moses havde skjult der. En stor skare samledes, rede til at gå op på bjerget, men før de kunne gennemføre deres mål, blev de angrebet af Pilatus' rytteri, og mange af dem blev dræbt. Samaritanerne sendte derefter en delegation til Vitellius, Syriens legat, for at anklage Pilatus for mordet på dem, der var blevet dræbt. Vitellius, som ønskede at stå sig godt med jøderne, afsatte Pilatus fra embedet, indsatte Marcellus i hans sted og befalede Pilatus at tage til Rom og svare på de anklager, der var rejst mod ham over for kejseren. Pilatus begav sig af sted til Rom, men før han kunne nå dertil, var Tiberius død; og det er sandsynligt, at Pilatus i den forvirring, der fulgte, undgik den undersøgelse, han var blevet truet med. Fra dette punkt ved historien ikke mere om Pilatus.

3. Pilatus og Jesus Kristus:

Den korteste og enkleste beretning om Pilatus' forhold til Jesus Kristus gives i Markusevangeliet. Der får vi at vide, at Jesus blev overgivet til Pilatus; at Pilatus spurgte ham, om han var jødernes konge, og fik et bekræftende svar; at Jesus, til Pilatus' overraskelse, ikke svarede noget på ypperstepræsternes anklager; at Pilatus forsøgte at løslade Jesus efter en gammel skik; at skaren, trods Pilatus' protest, krævede Barabbas løsladt og råbte, at Jesus skulle korsfæstes; at Pilatus lod Jesus piske og overgav ham til at blive korsfæstet; og at Jesus, da han var blevet pisket og hånet, blev ført bort for at blive korsfæstet. Markus fortæller videre, hvordan Josef fra Arimatæa bad Pilatus om Jesu legeme. Pilatus undrede sig over, at Jesus døde så hurtigt, og udspurgte officeren om det. Pilatus' undren og spørgsmål er særegne for Markus. Da han var blevet tilfredsstillet på dette punkt, gav Pilatus legemet til Josef. Matthæus tilføjer Pilatus' hustrus drøm og budskab (27,19); det fortæller også, hvordan Pilatus vaskede sine hænder for folkets øjne og fralagde sig ansvaret for Jesu død, og hvordan folket påtog sig ansvaret (27,24 f.); også hvordan Pilatus bevilgede en vagt til graven (27,62-66). Lukas alene beretter om, at Jesus blev sendt til Herodes (23,6-12), og gengiver Pilatus' tre gange gentagne forsikring om, at han ikke fandt nogen skyld hos Jesus (23,4.14.22). Johannes giver langt den fyldigste beretning, som danner en ramme, hvori synoptikernes mere brudstykkeagtige beretninger kan indpasses med fuldkommen lethed. Nogle kritikere, som mener, at Markus alene er troværdig, afviser de yderligere hændelser, der gives hos Matthæus og Lukas, som apologetiske udvidelser; og mange afviser Johannes' beretning som helt utroværdig. Sådanne teorier bygger på forudfattede meninger om de forskellige evangeliers datering, forfatterskab og pålidelighed. Den læser, der anser alle evangelierne for i det store og hele at være autentiske og troværdige beretninger, vil ikke have vanskeligt ved at se, at alle fire beretninger, når de tages sammen, fremlægger en fortælling, der er sammenhængende i alle detaljer og fri for alle vanskeligheder. Se EVANGELIERNE. Det bør bemærkes, at Johannes tydeligvis havde særlige muligheder for at opnå nøjere viden end den, de andre besad, da han var til stede på hvert trin af retssagen; og at hans beretning gør det klart, som er uklart i synoptikernes beretninger.

Delene kan føjes sammen således: Jesus føres til Pilatus (Matt 27,2; Mark 15,1; Luk 23,1; Joh 18,28). Pilatus beder om en konkret anklage (Joh 18,29-32). Pilatus går ind i prætoriet, udspørger Jesus om hans påståede kongemagt og får det svar, at han hersker over sandhedens rige og over de menneskers hjerter, som anerkender sandheden. Pilatus spørger: "Hvad er sandhed?" (kort berettet i Matt 27,11; Mark 15,2; Luk 23,3, og mere udførligt i Joh 18,33-38). Pilatus fører ham ud (dette er den eneste detalje, der må tilføjes for at gøre harmoniseringen fuldstændig, og i sig selv er den sandsynlig nok), og der fremføres mange anklager mod ham, som han, til Pilatus' forbavselse, ikke svarer på (Matt 27,12-14; Mark 15,3-5). Pilatus fastslår hans uskyld, men anklagerne gentages (Luk 23,4). Pilatus sender ham til Herodes, som til spot klæder ham i en strålende dragt og sender ham tilbage (Luk 23,6-12). Pilatus erklærer, at hverken Herodes eller han selv kan finde nogen skyld hos ham, og tilbyder at lade ham piske og løslade ham (Luk 23,13-16; Joh 18,38). Pilatus tilbyder at løslade Jesus i overensstemmelse med en gammel skik (Matt 27,15-18; Mark 15,6-10; Joh 18,39). Pilatus' hustru sender ham en besked, hvor hun advarer ham mod at gøre Jesus skade, fordi hun har lidt meget i en drøm på grund af ham (Matt 27,19). Folket, overtalt dertil af ypperstepræsterne og de ældste, vælger Barabbas og kræver, trods Pilatus' gentagne protester, at Jesus skal korsfæstes (Matt 27,20-23; Mark 15,11-14; Luk 23,18-23; Joh 18,40). Pilatus vasker sine hænder foran folket, og de tager skylden for handlingen på sig selv og deres børn (Matt 27,24). Pilatus løslader Barabbas og befaler, at Jesus skal piskes (Matt 27,26; Mark 15,15; Luk 23,24). Jesus bliver pisket og spottet, slået og spyttet på (Matt 27,27-31; Mark 15,16-20; Joh 19,1-3). Pilatus erklærer igen Jesu uskyld, fører ham ud og siger: "Se mennesket!" Ypperstepræsterne og betjentene råber: "Korsfæst ham!" De anklager ham for at gøre sig selv til Guds Søn. Pilatus bliver mere bange ved dette udsagn og afhører endnu en gang fangen i prætoriet. Han forsøger igen at løslade ham, men bliver anklaget for forræderi mod kejseren. Overvældet af dette sætter Pilatus sig på dommersædet (se Gabbata), og siger: "Se jeres konge!" Igen lyder råbet: "Bort med ham, korsfæst ham!" Pilatus siger: "Skal jeg korsfæste jeres konge?" Ypperstepræsterne svarede med en endelig fornægtelse af alt, hvad Gud havde givet dem, idet de sagde: "Vi har ingen konge undtagen Cæsar" (Joh 19,4-15). Pilatus dømmer Jesus og overgiver ham til at blive korsfæstet, og han føres bort (Matt 27,31; Mark 15,20; Luk 23,26; Joh 19,16). Pilatus skriver en indskrift til korset og nægter at ændre den (Joh 19,19-22). Jøderne beder Pilatus om, at benene på de tre, som var korsfæstet, måtte blive knust (Joh 19,31). Josef fra Arimatæa beder Pilatus om Jesu legeme (Matt 27,57; Matt 27,58; Mark 15,42; Luk 23,50-52; Joh 19,38). Pilatus undrer sig over, at Jesus allerede er død, og udspørger officeren (Mark 15,44). Han udleverer Jesu legeme til Josef (Matt 27,58; Mark 15,45; Joh 19,38). Ypperstepræsterne og farisæerne får tilladelse af Pilatus til at træffe forholdsregler mod, at Jesu legeme skulle blive stjålet (Matt 27,62-66).

Pilatus nævnes tre gange i Apostlenes Gerninger: i en tale af Peter (3,13), i menighedens taksigelse (4,27) og i en tale af Paulus (13,28). Han nævnes også i 1 Timotheus (6,13) som den, for hvem Kristus Jesus aflagde den gode bekendelse.

4. Pilatus i tradition og legende:

Eusebius, som levede i det 4. århundrede, fortæller os (Historia Ecclesiastica, II) på grundlag af visse græske historikeres autoritet, at Pilatus kom ud for så store ulykker, at han begik selvmord. Forskellige apokryfe skrifter er nået ned til os, skrevet fra det 3. til det 5. århundrede, sammen med andre af senere dato, hvori der gives legendariske detaljer om Pilatus. I alle disse anlægges et gunstigt syn på hans karakter; derfor kom den koptiske kirke til at tro, at han blev kristen, og optog ham blandt sine helgener. Hans hustru, som traditionen giver navnet Claudia Procula eller Procla, siges at have været en jødisk proselyt på tidspunktet for Jesu død og senere at være blevet kristen. Hendes navn æres sammen med Pilatus' i den koptiske kirke, og i den helgenkalender, som æres af den græske kirke, findes hendes navn ved datoen 27. oktober.

Vi finder ikke uvenlige henvisninger til Pilatus i det nyligt opdagede fragment af Peters evangelium, som blev til i det 2. århundrede. I det såkaldte Nikodemusevangelium, som hører til det 4. eller 5. århundrede, finder vi i den første del, kaldet Pilatusakterne, en lang beretning om retssagen mod Jesus. Den fortæller, hvordan fanerne i domshallen bøjede sig ned for Jesus, trods fanebærernes anstrengelser, og andres som forsøgte det, for at holde dem oprejst. Den fortæller også, hvordan mange af dem, der var blevet helbredt af Jesus, vidnede om ham under retssagen (se APOCRYPHAL GOSPELS). Der er også overleveret os, i forskellige former (f.eks. i Peter og Paulus' akter), et brev, der formodes at være Pilatus' rapport til Tiberius, som fortæller om retssagens forløb og omtaler Jesus med de højeste lovord. Eusebius hævder, når han nævner dette brev, at Tiberius, da han læste det, blev vred på de jøder, som havde søgt Jesu død (Historia Ecclesiastica, II, 2). Et andet sted (Historia Ecclesiastica, IX, 5) fortæller han, at der under Maximin blev udbredt forfalskede Pilatusakter, som indeholdt bespottelser mod Kristus, med kejserens samtykke. Ingen af disse, hvis de nogensinde har eksisteret, er overleveret til os. I Paradosis Pilati læser vi, at kejseren, vred på Pilatus for det, han havde gjort, førte ham til Rom som fange og forhørte ham. Da Kristus blev nævnt, faldt alle guderne i senatskammeret ned og blev knust. Kejseren beordrede, at der skulle føres krig mod jøderne, og Pilatus blev, efter at have bedt til Jesus, halshugget. Hovedet blev taget bort af en engel, og Procla, da hun så dette, døde af glæde. En anden fortælling, af sen dato, beretter, at Pilatus under sin retssag bar Jesu sømløse kjortel; af den grund kunne kejseren, selv om han var fyldt af vrede, ikke engang sige et hårdt ord til Pilatus; men da kjortelen blev taget af, dømte han Pilatus til døden. Da Pilatus hørte dette, begik han selvmord. Legemet blev sænket i Tiberen, men på grund af dette fremkaldte dæmoner sådanne storme, at det blev taget op og sænket i Rhône ved Vienne. Den samme uro gentog sig dér, og legemet blev til sidst begravet i Losanias område (Lausanne). Traditionen forbinder Pilatusbjerget med hans navn, skønt det er sandsynligt, at afledningen er fra pileatus, dvs. bjerget med en skyhætte.

5. Pilatus' karakter:

Filon (Legatio ad Caium, xxxviii) taler om Pilatus i de strengest fordømmende vendinger. Ifølge ham var Pilatus en mand med et meget ubøjeligt sindelag, og både meget ubarmhjertig og stædig. Filon kalder ham en mand med de vildeste lidenskaber og taler om hans korruption, hans uforskammede handlinger, hans røveri, hans vane med at fornærme mennesker, hans grusomhed, hans stadige mord på mennesker, der hverken var stillet for retten eller dømt, og hans uophørlige og yderst alvorlige umenneskelighed. Dette er meget stærkt farvet og sandsynligvis stærkt overdrevet; de anførte eksempler underbygger i hvert fald ikke denne beskrivelse af manden. Meget af det, han siger om Pilatus, står i direkte modsætning til det, vi lærer om ham i evangelierne. Dér fremstår han for os som en mand, der, trods mange utvivlsomme fejl, anstrenger sig for at føre retssagen retfærdigt. Pilatus havde sin klasses etik og forsøgte tydeligvis at handle op til den standard, han havde dannet sig. Der var dog hos ham intet dybt moralsk grundlag i karakteren, sådan som det viser sig i den fuldstændige skepsis i hans spørgsmål: »Hvad er sandhed?« Da han fandt, at det at handle efter streng retfærdighed truede med at bringe hans stilling i fare, gav han modvilligt og med megen skam efter for jødernes krav. Han sendte Jesus til korset, men ikke før han havde udtømt enhver udvej for at frelse ham, undtagen den enkle og ligefremme at afvise sagen. Han havde den herskende races hovmod og en dyb foragt for det folk, han regerede over. Denne foragt bragte ham, som vi har set, stadig i vanskeligheder. Han følte sig dybt ydmyget over at måtte give efter for dem, han fuldstændig foragtede, og på et småligt sinds vis hævnede han sig på dem ved at kalde Kristus deres konge og ved at nægte at ændre den spottende indskrift på korset. Det er sikkert, at Pilatus, da han dømte Jesus, handlede, og vidste at han handlede, imod sin samvittighed. Han vidste, hvad der var rigtigt, men nægtede af selviske og feje grunde at gøre det. Han stod over for en stor moralsk nødssituation, og han svigtede. Vi hviler på vor Herres dom: at han var skyldig, men ikke så skyldig som lederne af det udvalgte folk.

LITTERATUR.

Evangelierne; Filon, Legatio ad Caium; Josefus, Josefus, Antiquities og BJ; Tacitus' Annaler; Eusebius, HE; Walker, Apocryphal Gospels, Acts, and Revelations i »Ante-Nicene Christian Library«, og for Evangeliet ifølge Peter, bind IX af samme serie err, New Testament Apocryphal Writings (»Temple Bible Series«), giver teksten til Nikodemusevangeliet og Peters evangelium.

Der findes en stor mængde litteratur om emnet, men ingen engelsk monografi om Pontius Pilatus. På tysk findes G.A. Muller, Pontius Pilatus der funfe Prokurator von Judaa (Stuttgart, 1888). Se også de forskellige artikler om Pilatus i opslagsværker om Det Nye Testamente, især RE (von Dobschiitz), HDB (G. T. Purves), DCG (A. Souter) og Encyclopedia Biblica (W. J. Woodhouse). Om Pilatus' navn se artiklerne om »Pontius Pilatus et les Pontii« af Ollivier i Review Biblical, bind V. Om de apokryfe evangelier se artiklen om »Gospel of Nicodemus« i HDB, også artiklen »Apocryphal Gospels« i supplementsbindet til HDB; Orr, New Testament Apocryphal Writings; Zahn, Geschichte des New Testament Kanons; Harnack, Altchristliche Litteraturgeschichte. Om retssagen mod Jesus se Kristusbiografier af Keim, Edersheim, Stalker, Andrews og andre; Taylor Innes, Trial of Jesus Christ, a Legal Monograph, 1899; og om den historiske baggrund, Schurer, HJP.

J. Macartney Wilson