plou (charash; arotrioo): Intet redskab i Bibelen illustreres i dag oftere end ploven. Det skyldes dels, at der er al mulig grund til at tro, at de plove, der stadig bruges overalt i Egypten, Israels land og Syrien, svarer til de gamle. De første plove var sandsynligvis en tilpasning af den gamle egyptiske hakke, hvor skaftet blev forlænget, så dyr kunne spændes for den. For at gøre det lettere at bryde jorden op blev den gjort spids, og der blev føjet håndtag til, som den kunne styres med. Den gamle plov varierede sandsynligvis i type i forskellige dele af landet, ligesom den gør i dag. I én form fældes et ungt træ af eg eller andet stærkt træ med en diameter på 3 eller 4 tommer lige neden for en passende stor gren og igen 15 eller 20 tommer ovenfor. Den øverste ende af den afskårne stamme gøres spids og danner skæret. Mellem denne og sidegrenen indsættes en afstivning. Grenen skæres af 10 eller 12 fod fra stammen og danner stangen. En lettere stok, omkring 3 fod lang, rager op fra skæret og danner håndtaget. Den plov, der bruges i Syrien, er af en lidt anden konstruktion. Håndtaget og skæret er ét sammenhængende stykke, skåret sådan, at der er en svag bøjning på midten. Skæret er spidst og bruges uden beslag på sletterne, eller i mere stenede egne er det beslået med jern. Stangen består af 2 stykker, der er samlet ende mod ende. Den tykkere ende af stangen er udskåret med et hak, så den kan fastgøres solidt til skæret. Hele ploven er så let, at den let kan bæres på en mands skulder. Disse plove ridser bogstaveligt talt jorden, sådan som det hebraiske ord antyder. De vender ikke jorden, som det moderne redskab gør. Plovmanden styrer ploven med den ene hånd, og med den anden driver han undertiden okserne frem; andre gange bruger han mejselenden på sin pigkæp til at bryde jordklumper eller andet materiale løs, som hindrer hans plovs fremdrift.

Se ÅG.

Ud over de ord, der findes ovenfor, forekommer følgende udtryk: `abhadh (bogstaveligt: "at tjene"), "bearbejdet" eller "pløjet" (5 Mos 21,4); palach (bogstaveligt: "at bryde op," Sl 141,7).

Én særlig lov nævnes i forbindelse med pløjning, nemlig at en okse og et æsel ikke måtte spændes sammen under samme åg (5 Mos 22,10), et forbud som i dag fuldstændig tilsidesættes. Okser blev hovedsageligt brugt til pløjning (Job 1,14). Ofte fulgte flere åg okser efter hinanden og pløjede parallelle furer hen over marken, et syn der stadig er almindeligt på Syriens sletter (1 Kong 19,19). Pløjning blev udført af trælle (Luk 17,7; jf. `abhadh, 5 Mos 21,4). Der kan ikke pløjes før regnen (Jer 14,4); på den anden side er jorden for klæbrig til at pløje om vinteren (Ordsp 20,4). Loven, der krævede én hviledag for hver syv dage, omfattede også pløjetiden (2 Mos 34,21).

Billedligt: "Plovmændene pløjede på min ryg" var et billede på dyb lidelse (Sl 129,3; jf. Sl 141,7). "At pløje uret" bruges i betydningen "at plante uret." At gøre ondt ville med sikkerhed medføre onde følger (Job 4,8; jf. Mika 3,12). Lige så sikkert som såning kommer efter pløjning, lige så sikkert vil Jahve gennemføre sin beslutning om ødelæggelse (Es 28,23-25). "Juda skal pløje," dvs. blive gjort til slave (Hos 10,11); jf. "Fremmede skal være jeres plovmænd" (Es 61,5). "Kan man pløje dér med okser?" (Am 6,12), "hverken pløjning eller høst" (1 Mos 45,6) er billeder på ødelæggelse. Zion pløjet som en mark, dvs. fuldstændig ødelagt (Jer 26,18). Plovmanden skal indhente høstmanden, dvs. jorden skal være så frugtbar, at den ikke behøver hvile--et billede på stor overflod (Am 9,13). Ingen mulighed for at pløje på grund af mangel på regn er et øde billede på tørke (Jer 14,4). Ligesom plovmanden forventer at få del i høstens frugter, sådan kunne en apostel forvente, at hans timelige behov blev sørget for (1 Kor 9,10). "Hvis I ikke havde pløjet med min kvie," dvs. brugt min hustru, var Samsons svar til dem, der havde fået svaret på hans gåde fra hende (Dom 14,18). "Smede deres sværd om til plovskær" (eller hakker) (Es 2,4; Mika 4,3) var et billede på fred; "smed jeres plovskær om til sværd"--krig (Joel 3,10). "At have lagt sin hånd på ploven og se sig tilbage," dvs. længes efter onde ting, når man har vendt sit ansigt mod at gøre det rette, gør et menneske uegnet til Guds rige (Luk 9,62; jf. 1 Mos 19,26; Fil 3,13).

James A. Patch