par'-a-dis (pardec; paradeisos):

1. Oprindelse og betydning:

Et ord, sandsynligvis af persisk oprindelse, der betyder en kongelig park. Se have. Ordet forekommer i De Hebraiske Skrifter kun 3 gange: Højs 4,13, hvor det oversættes "en frugthave"; Neh 2,8, hvor det oversættes "en skov" (RV randnote "park"); Præd 2,5, hvor det står i flertal (KJV "frugthaver", RV (britisk og amerikansk) "parker"). Men det blev tidligt indført i det græske sprog og blev især gjort kendt af Xenofon, da han vendte tilbage fra Kyros den Yngres felttog til Babylonien (se Anab. i.2, afsnit 7; 4, afsnit 9; Cyrop. i.3, afsnit 14). I Septuaginta bruges ordet ofte til at oversætte andre udtryk med beslægtet betydning. Edens have blev "nydelsens eller luksusens paradis" (1 Mos 2,15; 1 Mos 3,23; Joel 2,3). Jordandalen blev `Guds paradis' (1 Mos 13,10). I Ez 31,8; Ez 31,9 er der ifølge Septuaginta intet træ i `Guds paradis', som er lig det, der i profetens syn symboliserer Assyriens herlighed. Billederne i de første 9 vers af dette kapitel kan meget vel være blevet fremkaldt af, hvad profeten selv havde set af parker i det persiske rige.

2. Brug i jødisk litteratur:

I den apokryfe og pseudepigrafiske litteratur bruges ordet i vid udstrækning i en åndelig og symbolsk betydning og betegner det lykkens sted, som de retfærdige skulle arve, i modsætning til Gehenna, straffens sted, hvortil de onde skulle henvises. I den senere jødiske litteratur fremstilles "Sheol" som et sted, hvor foreløbige belønninger og straffe uddeles før den endelige dom (se apokalyptisk litteratur; Det Gamle Testamentes eskatologi; og sammenlign 2 Esdras 2,19; 8,52). Men fremstillingerne i denne litteratur er ofte uklare og indbyrdes modstridende; nogle hævdede, at der var 4 afdelinger i Sheol, én for dem, der var blevet martyrer for retfærdighedens skyld, én for syndere, der på jorden havde betalt straffen for deres synder, én for de retfærdige, som ikke havde lidt martyrdøden, og én for syndere, som ikke var blevet straffet på jorden (En 102,15). Men blandt de alexandrinske jøder var den opfattelse fremherskende, at adskillelsen mellem de retfærdige og de onde fandt sted straks efter døden (se Visdommens Bog 3,14; 4,10; 5,5.17; Josefus, Ant, XVIII, i, 3; B J, II, viii, 14). Dette synes at være den tanke, der ligger til grund for brugen af ordet i Det Nye Testamente, hvor det kun forekommer 3 gange, og da i en betydning, der er bemærkelsesværdigt fri for sanselige forestillinger.

3. Brugt af Kristus:

Kristus bruger ordet kun én gang (Luk 23,43), da han sagde til den bodfærdige røver: "I dag skal du være med mig i Paradis" (se Abrahams skød (sammenlign Hades)). Dette var ikke et tidspunkt til at vælge ord med dialektisk præcision. Den trøst, som den bodfærdige røver, der led under tørst, smerte og skam, havde brug for, var af den art, som blev symboliseret ved den folkelige forestilling om paradis, der, sådan som essæerne opfattede den, bestod af "boliger hinsides havet, i en egn, der hverken er plaget af regnstorme eller sne eller af stærk hede, men hvor stedet forfriskes af den milde ånde fra en vestenvind, som uophørligt blæser fra havet" (Josefus, BJ, II, viii, 11).

Se Det Nye Testamentes eskatologi.

4. Andre former og anvendelser:

Ingen steder i sin offentlige undervisning brugte Kristus ordet "Paradis". Han bruger ganske vist, når han taler i lignelser, billedet af bryllupsmåltidet og af ny vin, og andre steder af Abrahams skød og af huse, ikke gjort med hænder, evige i himlene; men alle disse henvisninger står i slående kontrast til tidens fremherskende sanselige fremstillinger (se 2 Esdras 2,19; 8,52) og til sådanne, som er blevet indført i muhammedansk litteratur. Ligeledes taler Paulus (2 Kor 12,4) om at være blevet "rykket bort til Paradis", hvor han "hørte uudsigelige ord, som det ikke er tilladt et menneske at udtale". Se Det Nye Testamentes eskatologi. Men i 2 Kor 12,2 omtales dette mere uklart som "den tredje himmel". I Åb 2,7 siges det til de medlemmer af menigheden i Efesos, som sejrer: "Jeg vil give at spise af livets træ, som er i Guds Paradis", hvor Eden i 1 Mos 2,8 gøres til symbol på de retfærdiges bolig, mere fuldt beskrevet uden ordene i bogens sidste kapitel. De hellige forfatteres tilbageholdenhed med hensyn til dette emne står i slående kontrast til overfloden og råheden både hos rabbinske forfattere før Kristus og hos apokryfe forfattere og kristne kommentatorer på et senere tidspunkt. "Hvor de sande evangelier er mest tilbageholdende, er de mytiske mest overstrømmende" (Perowne). Dette er især mærkbart i Nikodemusevangeliet, Acta Philippi, Tertullians skrifter (De Idol. c. 13; De Anim. c. 55; Tertullians afhandling De Paradiso er gået tabt), Clemens af Alexandria (Frag. 51) og Johannes af Damaskus (De Orthod. Fid., ii, 11). I moderne litteratur er forestillingen om Paradis virkningsfuldt ophøjet og åndeliggjort i Fabers velkendte salme:

"O Paradis, O Paradis,

jeg længes stærkt efter at se

det særlige sted, min kæreste Herre

bestemmer for mig;

hvor trofaste og sande hjerter

altid står i lyset,

henrykkelse helt igennem,

for Guds allerhelligste åsyn."

LITTERATUR.

Artiklerne i de store ordbøger, især Herzog, RE; HDB; Alger, Critical History of the Doctrine of a Future Life; Schodde, Book of Enoch; Lightfoot, Hor. Heb. til Luk 23,43; Salmond, The Christian Doctrine of Immortality, 346 ff. For en god fremstilling af jødisk og patristisk spekulation om Paradis, se professor Plumptres artikel i Smith's D.B, II, 704 ff.

G. F. Wright