pi'-thom (pithom; Peitho (2 Mos 1,11)):

1. Navnets betydning:

Champollion (Gesenius, Lexicon, under ordet) mente, at dette navn på koptisk betød "et snævert sted", men det forklares almindeligvis som det egyptiske Pa-tum, eller "den nedgående sols by". Det var en af de byer, som hebræerne byggede (se RAAMSES), og ifølge Wessel var det Thoum i Antoninus' rejsebeskrivelse.

Brugsch (History of Egypt, 1879, II, 343) siger, at den var identisk med "Heracleopolis Parva, hovedstaden i den sethroitiske nome i grækernes og romernes tid .... halvvejs på den store vej fra Pelusium til Tanis (Zoan), og denne angivelse, givet på grundlag af rejsebeskrivelserne, giver det eneste middel til at fastslå dens beliggenhed." Dette er dog omstridt. Tum blev dyrket i Theben, i Zoan og sandsynligvis i Bubastis, mens Heliopolis (Brugsch, Geogr., I, 254) også blev kaldt Pa-tum.

Der fandtes tilsyneladende flere steder med dette navn; og Herodot (ii.158) siger, at Dareios' kanal begyndte lidt oven for Bubastis, "nær den arabiske by Patournos", og nåede Det Røde Hav.

2. Beliggenhed:

(1) Dr. Navilles teori.

I 1885 opdagede dr. E. Naville en romersk milepæl fra Maximian og Severus, som beviste, at Heroopolis' sted lå ved Tell el MachuTah ("den indmurede høj") i Wady Tumeilat. Det moderne navn angiver han som Tell el Maskhutah, hvilket ikke var det navn, den nuværende forfatter hørte i 1882. Denne identifikation havde længe været anset for sandsynlig. Udgravninger på stedet blotlagde stærke mure og tekster, der viste dyrkelsen af Tum. Intet blev fundet, som var ældre end Ramses II's tid--han er dog velkendt for at have ødelagt ældre indskrifter og for at have erstattet tidligere bygherrers navne med sit eget. En statue af senere dato, med titlen "Pitoms skriver", blev også fundet på samme sted. Dr. Naville sluttede, at denne by måtte være Det Gamle Testamentes Pitom, og området omkring den Sukkot--det egyptiske T-k-u (men se SUCCOTH). Brugsch siger derimod, at det gamle navn på Heropolis var Qes (se GOSHEN), hvilket minder om Septuagintas identifikation (1 Mos 46,28); og andetsteds (i overensstemmelse med Lepsius) betragter han det samme sted som "Ramses II's Pa-Khetam" (se ETHAM), som Lepsius mente var Det Gamle Testamentes Ramses (se RAAMSES), nævnt sammen med Pitom (Brugsch, Geogr., I, 302, 262). Silvia fik i 385 e.Kr. vist Pitoms sted nær Heroopolis, men længere mod øst, og hun skelner mellem de to; men på hendes tid, selv om Heroopolis var en landsby, var Pitoms sted sandsynligvis en formodning. På Minepthahs tid, Ramses II's søn (Brugsch, History, II, 128), har vi en beretning om, at visse nomader fra Aduma (eller Edom) passerede gennem "Minepthah-Hotephimas Khetam (eller fort), som ligger i T-k-u, til søerne (eller kanalerne) ved byen Pi-tum tilhørende Minepthah-Hotephima, som ligger i landet T-k-u, for at skaffe føde til sig selv og til deres hjorde."

(2) Herodots Patoumos.

Disse steder synes at have ligget ved Egyptens østlige grænse, men kan have ligget tæt ved Bittersøerne eller længere mod nord (se SUCCOTH), hvorimod Tell el MachuTah ligger omkring 12 miles vest for Ism'ailieh og Timsah-søen. Bestemmelsen af det Pitom, der således omtales, som Minepthahs, antyder, at der fandtes mere end ét sted med dette navn, og Herodots Patoumos synes at have ligget omkring 30 miles længere mod vest (nær Zagazig og Bubastis) end Heropolis' sted, som Septuaginta identificerer med Goshen og ikke med Pitom. Sidstnævnte omtales ikke som liggende på udvandringens rute og identificeres ikke i Det Gamle Testamente med Sukkot. I den nuværende tilstand af vores viden om egyptisk topografi må den udbredte opfattelse, at udvandringen må have fundet sted på Minepthahs tid, fordi Pitom lå ved Heropolis og ikke blev bygget før Ramses II's tid, anses for meget risikabel. Se EXODUS. Herodots Patoumos kan meget vel have været stedet og kan endnu blive opdaget nær begyndelsen af Wady Tumeildt eller nær Bubastis.

C. R. Conder