I. YDRE VIDNESBYRD TIL FORDEL FOR DETS APOSTOLSKE AUTORITET

1. Oldtidens opfattelse

2. Moderne opfattelse

3. Dr. Chases syn

II. INDRE VIDNESBYRD TIL STØTTE FOR DETS APOSTOLSKE AUTORITET

1. Stil og ordvalg

2. Årsag til forskellene

3. Krav på petrinsk forfatterskab

4. Kristen alvor

5. Forhold til apostlene

6. Selvbiografiske hentydninger

7. Citeret af Judas

III. BREVETS LÆREMÆSSIGE INDHOLD

1. Frelsende kundskab

(1) Grundlag

(2) Vækst

(3) Kildernes ufejlbarlighed

2. De tre verdener

(1) Den gamle verden

(2) Den nuværende verden

(3) Den nye verden

Peters Andet Brev kommer til os med mindre historisk støtte for sin ægthed end nogen anden bog i Det Nye Testamente. Som følge deraf betvivles dets ret til en plads i kanon alvorligt af nogle og nægtes af andre. Der er dem, som med sikkerhed henfører det til den apostolske tid og til den apostel, hvis navn det bærer i Det Nye Testamente, mens der er dem, som med lige så stor sikkerhed henfører det til efterapostolsk tid og afviser dets petrinske forfatterskab. Det er ikke denne artikels mål at følge de to ovennævnte opfattelsers historie, ej heller at citere udførligt de argumenter, der bruges til forsvar for brevet, eller dem, der rejses imod det; heller ikke at forsøge at afgøre et spørgsmål, som de viseste og bedste mænd i den kristne kirke i mere end tusind år ikke har kunnet afgøre. En sådan fremgangsmåde ville i dette tilfælde være det rene overmod. Det, der her forsøges, er så kort som muligt at pege på nogle af grundene til på den ene side at tvivle på dets kanonicitet og på den anden side de grunde, der taler til dets støtte.

I. Ydre vidnesbyrd til fordel for dets apostolske autoritet.

1. Oldtidens opfattelse:

Det må straks fra begyndelsen indrømmes, at vidnesbyrdet er sparsomt. Den første forfatter, der nævner det ved navn, er Origenes (cirka 240 e.Kr.). I sin homili over Jos taler han om Peters to breve. Et andet sted citerer han 2 Pet 1,4: »delagtige i den guddommelige natur«, og giver det betegnelsen Skrift. Men Origenes er omhyggelig med at sige, at dets autoritet blev draget i tvivl: »Peter har efterladt ét anerkendt brev, og måske et andet, for dette bestrides.« Eusebins, biskop af Cæsarea, betragtede det med endnu større mistanke end Origenes gjorde, og derfor placerede han det blandt de omstridte bøger (Antilegomena). Hieronymus kendte de betænkeligheder, som mange nærede vedrørende brevet, men ikke desto mindre optog han det i sin Vulgata-version (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.). Hovedgrunden til Hieronymus' usikkerhed om det angiver han som »forskel i stil fra Første Petersbrev«. Han forklarer forskellen ved at antage, at apostlen »gjorde brug af to forskellige tolke«. Lige så store lærere og lærde som Origenes, Eusebius og Hieronymus, f.eks. Athanasius, Augustin, Epifanius, Rufinus og Kyrillos, modtog det som ægte. Ved reformationen forkastede Erasmus Andet Petersbrev; Luther synes ikke at have næret nogen tvivl om dets ægthed; mens Calvin følte en vis tøven på grund af »uoverensstemmelserne mellem det og det Første«. I det 4. århundrede anerkendte to kirkemøder (Laodikea, cirka 372, og Karthago, 397) det formelt og placerede det i kanon som lige i autoritet med de øvrige bøger i Det Nye Testamente.

2. Moderne opfattelse:

Moderne forskeres opfattelse af henvisninger i efterapostolsk litteratur til Andet Petersbrev er ikke blot delt, men i mange tilfælde modsatrettet. Salmon, Warfield, Zahn og andre fastholder stærkt, at sådanne henvisninger findes i skrifter fra det 2. århundrede, måske i ét eller to dokumenter fra det 1. De hævder, med rigeligt bevismateriale til støtte for deres påstand, at Irenæus, Justin Martyr, Hermas' Hyrden, Didache og Clemens af Rom alle kendte brevet og hentydede til det i deres skrifter. Når man så ærligt og grundigt som muligt vejer de citater, der er fremført fra denne litteratur, bliver man stærkt tilbøjelig til at acceptere vidnesbyrdet som legitimt og afgørende.

3. Dr. Chases syn:

På den anden side har professor Chase (HDB) underkastet alle sådanne henvisninger og hentydninger i de primitive skrifter en meget skarp og indgående kritik, og det må ærligt indrømmes, at han i meget høj grad har svækket bevisets og argumentets styrke. Men professor Chase når selv, ud fra resterne af den gamle litteratur og ud fra det indre vidnesbyrd i selve brevet, til den konklusion, at Andet Petersbrev slet ikke er et apostolsk dokument, at det bestemt ikke blev skrevet af Peter, heller ikke i det 1. århundrede af vor tidsregning, men omkring midten af det 2. århundrede, lad os sige 150 e.Kr. Hvis dette syn accepteres, må vi erklære brevet for en forfalskning, pseudonymt og pseudepigrafisk, uden større ret til at være i Det Nye Testamente end Peters Apokalypse eller den romanagtige Hermas' Hyrden.

II. Indre vidnesbyrd til støtte for dets apostolske autoritet.

1. Stil og ordvalg:

Ved første øjekast synes dette ikke helt betryggende, men når vi ser dybere ind i selve brevet, når vi til en tilfredsstillende konklusion. Stilforskellen mellem de to breve, der tilskrives Peter, anføres som en fremtrædende grund til at betvivle gyldigheden af det andet. Det er hovedsagelig, om ikke udelukkende, på dette grundlag, at Hieronymus, Calvin og andre tøvede med at modtage det. Det er bemærkelsesværdigt, at man i de tidligere tider ikke fremsatte indvendinger på grund af dets forhold til Judasbrevet--dets lån fra Judas, som det ofte beskyldes for i vore dage. Dets påståede ulighed med 1 Peter i ordvalg, opbygning og i nogen grad i indhold forklarer, hvorfor det blev mistænkeliggjort. Selv om det må indrømmes, at der er et væsentligt grundlag for denne kritik, er der dog ikke få tilfælde, hvor ord, der sjældent findes i de andre bibelske bøger, er fælles for de to breve. Nogle eksempler anføres som bevis: "kostbar" (1 Pet 1,7; 1 Pet 1,19; 2 Pet 1,1) (en sammensætning), forekommer ofte i Åb, ikke ofte i andre bøger; "dyd" (1 Pet 2,9, King James Version randnote; 2 Pet 1,3), findes ellers kun i Fil 4,8; "forsyne" (1 Pet 4,11; 2 Pet 1,5), sjældent i andre bøger; "broderkærlighed" (1 Pet 1,22; 2 Pet 1,7 randnote), kun tre steder foruden; "se" (1 Pet 2,12; 1 Pet 3,2 (verbalform); 2 Pet 1,16) (øjenvidner), findes ikke ellers i Det Nye Testamente; "uden lyde," "uden plet" (1 Pet 1,19; 2 Pet 3,14) (ordrækkefølgen omvendt); også den positive side (2 Pet 2,13), "pletter og lyder"; ordene forekommer ikke andre steder; "ugudelig" (1 Pet 4,18; 2 Pet 2,5; 2 Pet 3,7) forekommer kun tre andre steder, bortset fra Judas, som har det tre gange.

2. Årsagen til ulighederne:

Desuden er der mange slående ligheder i tanke og ordvalg i de to breve. To eksempler anføres. I det første beskrives de frelste som de "udvalgte" (1 Pet 1,1) og som "kaldede" (1 Pet 2,21). I det andet føres de to store sandheder sammen (2 Pet 1,10). Ligeledes lægges der i begge vægt på profeti (1 Pet 1,10-12; 2 Pet 1,19-21). Alt dette tenderer nu til at bevise, at forfatteren til det andet brev var godt fortrolig med det særprægede ordvalg, der anvendes i det første, og at han med vilje gjorde brug af dets usædvanlige udtryk; eller, hvis det andet blev skrevet af en anden end apostlen, lykkedes det ham forbløffende godt at efterligne hans stil. Det sidste alternativ fortjener ikke drøftelse. Forskellene opstår hovedsagelig af de emner, der behandles i de to, og af det formål, som forfatteren synes hele tiden at have haft for øje. I det første søgte han at trøste, styrke og støtte sine forfulgte brødre; dette er hans øverste mål. I det andet er han ivrig efter at advare og beskytte dem, han henvender sig til, mod truende farer, der er mere ødelæggende og mere frygtindgydende end de lidelser, som en fjendtlig verden påfører dem. I det første var dommen begyndt ved Guds hus (1 Pet 4,17; 1 Pet 4,18), og de troende skulle ruste sig, ikke til at modstå deres forfølgere, men til martyrdøden (1 Pet 4,1). Men i det andet bringes en ganske anden tilstand for dagen. Ugudelige mennesker, der holdt fast ved nedværdigende principper og praktiserede rystende umoral, truede med at trænge ind i det kristne broderskab. Ondskab af den mest fordærvede art blev opdaget af forfatterens vågne øje, og han vidste fuldt ud, at hvis den fik lov at fortsætte og vokse, som den visselig ville, ville der følge fuldstændig ruin for den sag, han elskede. Derfor forudvarsler og fordømmer han tendensen med en Guds profets ånd og kraft.

3. Kravet om petrinsk forfatterskab:

2 Peter åbner med den positive angivelse af Peters forfatterskab: "Simon ["Symeon," Nestle, Weymouth] Peter, en tjener .... for Jesus Kristus." Indsættelsen af "Symeon," det gamle hebraiske navn, helt i begyndelsen af dokumentet er betydningsfuld. Hvis en forfalsker havde skrevet i Peters navn, ville han næsten med sikkerhed have begyndt sit brev ved at kopiere det første brev og ganske enkelt skrevet: "Peter, Jesu Kristi apostel." Bemærk også, at "tjener" indføres i det andet brev, men er fraværende i det første. Han betegner sig selv som Jesu Kristi tjener og apostel. "Selv om der forekommer flere pseudonyme skrifter i den tidlige kristne litteratur, findes der intet værdifuldt kristent dokument skrevet af en forfalsker, der bruger en apostels navn" (Dods, SBD). Hvis denne vigtige udtalelse tages for sin fulde værdi, bidrager den langt til at afgøre spørgsmålet om forfatterskab. Både "tjener" og "apostel" optræder i åbningssætningen, og forfatteren gør krav på begge for sig selv.

4. Kristen alvor:

Endvidere er forfatteren udpræget kristen; han henvender sig til dem, der "har fået en lige så kostbar tro som vi i vor Guds og frelseren Jesu Kristi retfærdighed" (2 Pet 1,1). Hans er den samme kostbare tro, som alle de hellige nyder; hans er også Guds overmåde store og kostbare løfter, og han forventer sammen med alle andre troende at blive gjort delagtig i den guddommelige natur (2 Pet 1,3; 2 Pet 1,4). Er det overhovedet sandsynligt, at en med en sådan tro og sådanne forventninger med overlæg ville forfalske navnet Simon Peter, Jesu Kristi apostel? Forfatteren er skånselsløs i sine fordømmelser af falske lærere, dem der fordærver andre, og dem der forvansker sandheden. Han nævner englenes fald, Sodomas ødelæggelse og irettesættelsen af Bileam som eksempler på den dom, der rammer dem, som kender sandheden og dog lever i skammelig synd og forbrydelse. Ville en kristen og Jesu Kristi tjener overhovedet være tilbøjelig til på den mest åbenlyse måde at begå de ting, han så heftigt fordømmer? Hvis forfatteren ikke var apostlen Peter, var han en falsk lærer, en fordærver af andre og en hykler, hvilket forekommer os utroligt.

5. Apostlenes forhold:

Desuden forbinder han sig selv med de andre apostle (2 Pet 3,2), står i fuld samklang med Paulus og kender Paulus' breve (2 Pet 3,15; 2 Pet 3,16), og han fastholder og lærer den samme grundlæggende sandhed. Der ånder en apostolisk ånd gennem dette skrift, sådan som den almindeligvis mangler i uægte skrifter, og sådan som en forfalsker ikke udviser. Han er ængsteligt optaget af troens renhed og af de troendes hellighed og trofasthed. Han formaner dem til at gøre sig "flid, for at I kan findes i fred, uden plet og ulastelige for hans ansigt," og til at de "vokser i vor Herres og frelsers Jesu Kristi nåde og kundskab" (2 Pet 3,14; 2 Pet 3,18). Alt dette og meget mere af samme fromme undervisning har apostolisk tone og vidner om ægthed og virkelighed.

6. Selvbiografiske hentydninger:

Endvidere henviser forfatteren til visse kendsgerninger i Peters liv, som næsten er selvbiografiske. For eksempel taler han om at "aflægge mit telt .... sådan som også vor Herre Jesus Kristus gav mig til kende" (2 Pet 1,13; 2 Pet 1,14). Henvisningen er uden tvivl til Joh 13,36; Joh 21,18; Joh 21,19. Han hævder at have været vidne til forklarelsen på bjerget (2 Pet 1,16-18). Han gør indirekte krav på den inspiration, uden hvilken sand profeti er umulig (2 Pet 1,19-21). Han erklærer, at dette er hans "andet brev" (2 Pet 3,1). Dette vidnesbyrd fra forfatterens side er personligt, eftertrykkeligt og direkte. Det minder meget om Peters ligefremme måde at tale om sig selv på ved mødet i Jerusalem: "I ved, at Gud for lang tid siden traf et valg iblandt jer, for at hedningerne ved min mund skulle høre evangeliets ord og tro" (ApG 15,7).

7. Citeret af Judas:

Endnu en gang synes Judas at citere fra 2 Peter (se JUDAS). Spørgsmålet om, hvilket af de to breve der er ældst, er på ingen måde afgjort. Mange nyere forfattere giver Judas forrangen, andre Peter. En af de største autoriteter, Zahn (New Testament, II, 238 ff), argumenterer med stor styrke til støtte for den opfattelse, at Peters brev er det ældre, og at Judas citerer fra det. Argumenterne for denne sidstnævnte opfattelse sammenfattes her kun:

(1) Judas citerer fra skrifter ud over Skriften, såsom den apokryfe Enoks Bog og måske også fra Moses' Himmelfart. Peter citerer næppe fra nogen kilde. Den førstnævnte ville være mere tilbøjelig til at citere 2 Pet 2 end den sidstnævnte fra Jud 1,4-16. Ligheden mellem disse to afsnit af brevene er så tæt, at den ene må have hentet både tanker og sprog fra den anden, eller begge må have benyttet den samme skriftlige kilde. Om denne sidstnævnte antagelse giver oldtiden intet vink. Forskellene er lige så tydelige som lighederne, og derfor er den, der citerer fra den anden, ikke en slavisk afskriver. Den virkelige forskel mellem de to er forskellen mellem forudsigelse og opfyldelse.

(2) Peter forudsiger de "falske læreres" komme (2 Pet 2,1). Hans vigtigste verber står i futurum (2 Pet 2,1; 2 Pet 2,2; 2 Pet 2,3; 2 Pet 2,12; 2 Pet 2,13). Han bruger ganske vist nutid, når han beskriver libertinernes karakter og adfærd (2 Pet 2,17; 2 Pet 2,18), men deres tilstedeværelse og deres ødelæggende lære lægger han i fremtiden (2 Pet 2,13; 2 Pet 2,14). De dødbringende spirer var der, da han skrev; den frodige vækst ville hurtigt følge. Judas derimod taler gennem hele sit korte brev om de samme fordærvere som allerede kommet; hans genstande er nærværende, de er midt iblandt Guds folk og udfører aktivt deres dødbringende gerning.

(3) Judas henviser to gange til bestemte informationskilder vedrørende disse fjender, som hans læsere kendte, og som var bestemt til at advare dem om faren og bevare dem fra forræderi. De to kilder var

(a) et skrift, der talte om "ugudelige mennesker, som forvandler vor Guds nåde til skamløshed og fornægter vor eneste Herre og mester, Jesus Kristus," 1,4;

(b) Peters forudsigelse om, at "i de sidste dage skal spottere komme med spot, idet de vandrer efter deres egne lyster" (2 Pet 3,3). Judas opfordrer sine læsere til at huske de ord, som Kristi apostle tidligere havde talt, og derefter citerer han denne forudsigelse af Peter næsten med de nøjagtige ord: "I den sidste tid skal der komme spottere, som vandrer efter deres ugudelige lyster." Han anvender forudsigelsen på libertinerne, som dengang og dér øvede deres uhellige gerninger: "Det er dem, der skaber splittelser, sjælelige, uden Ånden." Konklusionen er uundgåelig. Judas citerer fra Peter.

(4) Kronologien giver Peter forrangen. Apostlen døde mellem 63-67 e.Kr., sandsynligvis i 64 e.Kr. Det store flertal af nyere fortolkere daterer Judas' Brev til 75-80 e.Kr. Der er ingen tvivl om, at det blev skrevet efter Jerusalems ødelæggelse, 70 e.Kr. Følgelig er det senere end Peters død med 5 til 10 år. Judas citerede fra 2 Peter. Når dette er tilfældet, følger det, at hans brev anerkender Peters som apostolisk og ligeledes kanonisk, for han anerkender Peter som apostel og som udrustet med den profetiske ånd.

Se JUDAS; PETER (SIMON).

III. Brevets læremæssige undervisning.

Kun nogle af brevets vigtigere træk bemærkes her. Hvis alle blev behandlet, som de fortjener, ville denne artikel vokse til en kommentars omfang.

1. Frelsende kundskab:

Nøgleordet i 1 Peter er håb; i 2 Peter kundskab. Apostlen giver denne nådegave en fremtrædende plads (1,2.3.5.6.8; 2,20.21; 3,18). Det udtryk, han bruger, står for en stor del i den forstærkede form, nemlig "fuld kundskab"; det vil sige kundskab, der hviler på kendsgerning, kundskab, der kommer til den troende som noget overnaturligt, som meddelt af Guds Ånd, og som derfor er sand og fuldstændig. Den nåde og fred, Peter beder om for de hellige, skal munde ud i kundskaben om Gud og om Jesus, vor Herre, som har skænket os alt, hvad der hører til liv og gudsfrygt, gennem kundskaben om ham (1,2.3).

(1) Grundlag:

Grundlaget for frelsende kundskab hviler på de »overmåde store og dyrebare løfter«, som han har givet os, og som bliver vores ved troen på ham. Den fører os ind i kendskab til Guds retfærdighed, ind i erkendelsen af vores kald som hellige og af den herlige skæbne, der venter dem, som kender og stoler på Gud (2 Pet 1,2-4 KJV).

(2) Vækst:

Væksten i sand kundskab (2 Pet 1,5-11): »Sæt til jeres tro dyd« osv. Han beder ikke om, at troen skal tilføjes; den havde disse troende allerede. Men med troen som grundlaget for alt skal de andre fortræffeligheder og dyder skaffes til veje rigt og i overflod. Det oprindelige ord for »sæt til« er afledt af det græske »kor«, hvor lederen på vegne af medlemmerne sørgede for alt det udstyr, der var nødvendigt. Og idet Peter tager dette forhold til sig, opfordrer han kristne til at gøre sig al flid for at udruste sig med de gaver og den nåde, han nævner, og som er langt mere nødvendige for den kristne, end udstyret var for det gamle kor.

Se sæt til.

Hvilken storslået samling Peter her giver! Hver enkelt udspringer af den anden; hver enkelt styrkes af den anden. »Sæt til jeres tro dyd«, eller udholdenhed, mandighed; og lad dyden tilføre »kundskab«. Kundskab alene har tendens til at gøre hovmodig. Men afbalanceret af de andre, af selvbeherskelse, af tålmodighed, af gudsfrygt, af kærlighed, bliver den en af de mest nødvendige og stærke kræfter i den kristne karakter. Paulus begynder sin liste over »Åndens frugter« med kærlighed (Gal 5,22); Peter slutter sin med kærlighed. Det er som en kæde: hvert led holder fast i sit nabộled og er en del af helheden. Det betyder kun lidt, i hvilken ende af kæden vi begynder at tælle, for leddene danner en enhed, og at røre ét er at røre dem alle. Gud giver frit, hvad vi behøver, og alt hvad vi behøver; vi skal »føje al flid til« for at dække behovet rigt.

(3) Kildernes ufejlbarlighed:

Ufejlbarligheden af kilderne til frelsende kundskab (2 Pet 1,16-21). Apostlen bygger sin undervisning på to troværdige kendsgerninger:

(a) kendsgerningen og betydningen af Frelserens forklarelse;

(b) kendsgerningen om Helligåndens inspiration.

Tilsammen giver disse to kendsgerninger hans undervisning ufejlbarlig vished. »For vi fulgte ikke snedigt udtænkte fabler, da vi gjorde jer vor Herre Jesu Kristi kraft og komme kendt, men vi var øjenvidner til hans majestæt.« Hedensk mytologi, som på den tid var så udbredt i Lilleasien, ja i hele den hedenske verden, bestod af »myter« (Peters ord), kunstfærdigt formet og poetisk udsmykket. Jødisk kabbalisme og de vilde vildfarelser, der opstod i det kristne broderskab selv, havde ingen plads i evangeliets budskab eller i apostolisk undervisning. Det, Peter og hans meddisciple lærte, var selve Guds sandhed, for ved forklarelsen så de Guds Søns udstrålende herlighed, de hørte den guddommelige røst, de betragtede de to besøgende fra den usynlige verden, Moses og Elias. De var øjenvidner til den majestætiske scene. Peter tilføjer: »Og vi har profetordet gjort mere sikkert.« Forklarelsen har bekræftet, hvad profeterne siger om fremtiden og om Guds hensigt at fylde jorden med sin herlighed; hvert ord, han har talt, skal blive opfyldt.

Desuden appellerer apostlen til profeternes inspiration som bekræftelse på sin undervisning: »Ingen profeti i Skriften er af privat udlægning. For ingen profeti kom nogensinde ved et menneskes vilje; men mennesker talte fra Gud, drevet af Helligånden.« Han anerkender dette som en grundlæggende sandhed: at profeti ikke har sit ophav i én selv, og at den heller ikke skal bindes til profetens egen tid. Profetien blev bragt til ham, ligesom den bringes til os. Peter og hans medtroende fulgte ikke »snedigt udtænkte fabler«; de blev båret frem i deres profetiske ytringer af Ånden.

2. De tre verdener:

Selvfølgelig menes der i 2 Pet 3,5-13, hvor der tales om de tre verdener, ikke tre jordkloder, men tre vældige tidsaldre, tre enorme perioder i jordens historie. Apostlen deler dens historie i tre klart afgrænsede afsnit og nævner nogle af de karakteristiske træk ved hver.

(1) Den gamle verden.

»Den verden, som da var« (2 Pet 3,6): dette er hans første verden. Det er verden før syndfloden, der menes, den verden, som syndfloden overvældede. Spottere på Peters tid spurgte, uden tvivl med et hånligt smil: »Hvor er løftet om hans komme? For fra den dag fædrene faldt i søvn, fortsætter alting, som det har gjort fra skabelsens begyndelse« (2 Pet 3,4). Dette er et forbavsende moderne spørgsmål. Spottere dengang som nu appellerede til naturprocessernes kontinuitet og til naturlovenes ukrænkelighed. Naturen holder sin bane med urokkelig præcision. Der er intet tegn på nogen forandring; ingen katastrofe er sandsynlig, ingen er mulig. Løftet om hans komme slår fejl. Peter minder skeptikerne om, at en mægtig katastrofe engang faktisk overvældede verden. Syndfloden druknede alt levende, undtagen dem, der var i ly i arken. Da dette er en historisk kendsgerning, er spotternes spørgsmål tåbeligt.

(2) Den nuværende verden.

Peters anden verden er »de himle, som nu er, og jorden« (2 Pet 3,7). Det er den nuværende tingenes orden i himmel og på jord, der menes. Han fastslår, at denne verden er »gemt til ild, bevaret til dommens dag og ugudelige menneskers ødelæggelse«. Randnoten lyder: »gemt med ild«, dvs. den rummer i sig selv det middel, hvorved den kan fortæres. Den verden, som nu er, holdes i streng forvaring, bevaret, ikke til en ny syndflod, men til ild. Kristi komme og dommen forbindes i Skriften med ild: »Vor Gud skal komme og ikke tie; en ild skal fortære foran ham, og det skal storme voldsomt omkring ham« (Sl 50,3 KJV; sammenlign Es 66,15; Es 66,16; Dan 7,10; Dan 7,11). Det Nye Testamente tier heller ikke om dette punkt: »åbenbarelsen af Herren Jesus fra himlen med hans krafts engle i flammende ild« (2 Thess 1,7).

Rigelige materialer er oplagret i jorden til dens fortæring ved ild. Olierne og gasserne, der er så letantændelige og ødelæggende i deres kraft, kan, når det måtte behage Gud at frigive disse kræfter, hurtigt reducere den nuværende tingenes orden til aske. Peters sprog betyder ikke jordens tilintetgørelse, heller ikke dens opløsning som et organisk legeme eller tidens ophør. Han taler om kosmiske rystelser og fysiske omvæltninger af både himmel og jord, sådanne som skal forvandle planeten til noget herligt og skønt.

(3) Den nye verden.

Den tredje verden er denne: »Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvori retfærdighed bor« (2 Pet 3,13). Dette er Paradis genoprettet. Vi har sikker grund til denne forventning; de sidste to kapitler i Åbenbaringen indeholder den profetiske opfyldelse: »Og jeg så en ny himmel og en ny jord; for den første himmel og den første jord er forsvundet, og havet er ikke mere.« Opfyldelsen af disse ophøjede forudsigelser vil indebære en grundlæggende ændring i jordklodens beskaffenhed. Liv ville være umuligt, hvis havet ikke længere fandtes. Men han, som skabte verden, kan visselig genskabe den, rense den for ethvert spor af synd og elendighed og ufuldkommenhed og gøre den egnet som bolig for fuldkomne væsener og for hans højeste herlighed. Immanuel vil bo hos den nye jords hellige indbyggere og i det nye Jerusalem, som skal stige ned på den herliggjorte planet. Johannes får befaling: »Skriv, for forudsigelserne er trofaste og sande; de skal ikke undlade at ske.«

»Jord, du sandkorn på bredden af Guds univers,

På dig har Herren et stort værk at fuldføre.«

LITTERATUR.

Se ved slutningen af PETER, THE FIRST EPISTLE OF; PETER (SIMON).

William G. Moorehead