Spring til indhold

Den frie bibel

1. Petersbrev 2

1 Altså, når I har aflagt al ondskab, alt bedrag, hykleri, misundelse og al bagtalelse,
2 så vil I som nyfødte børn længes efter den rene åndelige mælk for at I ved den kan vokse op til frelse,
3 så sandt I har smagt at Herren er god.
4 Når I kommer til ham, den levende sten, forkastet af mennesker, men udvalgt og kostbar for Gud,
5 så skal I selv som levende stene lade jer opbygge som et åndeligt hus, til at være et helligt præsteskab, for at I kan bringe åndelige ofre som er velkomne for Gud ved Jesus Kristus.
6 For der står i Skriften:
»Se, jeg lægger i Zion en hjørnesten,
udvalgt og kostbar,
og den, som tror på mig, vil ikke blive skuffet.«
7 Ære er det da for jer som tror, men for de vantro er stenen som murmestrene vragede, blevet en hjørnesten
8 og en sten til at snuble over og en klippe til fald. De som er ulydige mod ordet, snubler. Dertil er de også bestemt.
9 Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et udvalgt folk, et ejendomsfolk for at I skulle forkynde Guds kraft, han som kaldte jer ud af mørket til hans forunderlige lys.
10 I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som før ikke blev vist barmhjertighed, men nu er blevet vist barmhjertighed.
11 Elskede! Jeg formaner jer som fremmede og udlændinge at I afholder jer fra de kødelige lyster, som fører krig mod sjælen,
12 så jeres færden er god blandt hedningerne for at de, når de bagtaler jer, skal prise Gud på hjemsøgelsens dag fordi de ser jeres gode gerninger.
13 I skal underordne jer under enhver menneskelig ordning for Herrens skyld, enten kongen som overordnet,
14 eller statholderen som sendes af ham for at straffe dem som gør det onde, og for at rose dem som gør det gode,
15 for således er det Guds vilje at I ved at gøre det gode skal lukke munden på tåbelige menneskers uvidenhed,
16 og det skal I gøre som frie og ikke som nogle der har friheden som et dække for ondskab, men som Guds tjenere.
17 Respekter alle, elsk brødrene, frygt Gud, respekter kongen.
18 I slaver skal underordne jer under jeres herrer med al frygt, ikke alene de gode og milde, men også de urimelige.
19 For dette giver anerkendelse hvis nogen på grund af sin samvittighed over for Gud tåler lidelser, mens han lider uretfærdigt.
20 Hvis I holder ud når I synder og bliver slået, hvilken anerkendelse giver det? Men hvis I holder ud når I gør det gode og lider, er dette en nåde for Gud.
21 For til dette blev I kaldet,
for også Kristus har lidt for jer,
hvorved han efterlod jer et eksempel
for at I skulle følge i hans spor.
22 Han begik ikke synd,
der blev heller ikke fundet bedrag i hans mund.
23 Han skældte ikke igen når han blev udskældt,
han truede ikke når han led,
men overgav sig til ham som dømmer retfærdigt
24 Han har selv båret vores synder
på sin krop på et træ
for at vi, når vi er døde i relation til vores synder,
skal leve for retfærdigheden.
I blev helbredt ved hans sår.
25 For I var faret vild som får,
men I er nu vendt om til hyrden
og til jeres sjæles tilsynsmand.