pen'-ta-tuk:

I. TITEL, INDDELING, INDHOLD

II. FORFATTERSKAB, SAMMENSÆTNING, DATERING

1. Den gængse kritiske teori 2. Vidnesbyrdet for den gængse kritiske teori

(1) Astrucs ledetråd

(2) Tegn på datering efter Moses

(3) Uoverensstemmelser i fortællingen

(4) Dobbeltberetninger

(5) Lovene

(6) Argumentet ud fra stil

(7) Støtter for udviklingshypotesen

3. Svaret på den kritiske analyse

(1) Tekstkritikkens veto

(2) Astrucs ledetråd prøvet

(3) Uoverensstemmelserne i fortællingen og tegnene på datering efter Moses undersøgt

(4) Argumentet ud fra dobbeltberetningerne undersøgt

(5) Det kritiske argument ud fra lovene

(6) Argumentet ud fra stil

(7) Teoriens vanskeligheder

(8) Tegn på enhed

(9) De formodede støtter for udviklingshypotesen

4. Vidnesbyrdet om datering

(1) Fortællingen i Første Mosebog

(2) Arkæologi og Første Mosebog

(3) Det juridiske vidnesbyrd i Første Mosebog

(4) Lovgivningens erklæret mosaiske karakter

(5) Den historiske situation, som Pentateuken forudsætter

(6) Den hierarkiske organisation i Pentateuken

(7) Det juridiske vidnesbyrd i Pentateuken

(8) Vidnesbyrdet fra D

(9) Senere hentydninger

(10) Andet vidnesbyrd

5. De grundlæggende usandsynligheder i den kritiske sag

(1) De moralske og psykologiske spørgsmål

(2) Den historiske usandsynlighed

(3) Forskellen mellem lovene og praksis efter eksilet

(4) Traditionens vidnesbyrd

6. Pentateukens oprindelse og overlevering

III. NOGLE LITTERÆRE PUNKTER

1. Lovgivningens stil

2. Fortællingen

3. Pagten

4. Orden og rytme

IV. PENTATEUKEN SOM HISTORIE

1. Tekstkritik og historie

2. Hebraiske udtryksmåder

3. Personifikation og slægtsregistre

4. Litterær form

5. De hellige tal

6. Tankevaner

7. National farvning

8. Hvor langt Pentateuken er pålidelig

(1) Samtidige oplysninger

(2) Vore kilders karakter

(3) Folkets historiske begavelse

(4) Femte Mosebogs redelighed

(5) Karakteren af de begivenheder, der er optegnet

(6) Ydre bekræftelser

9. Pentateuken som begrundet historie

V. PENTATEUKENS KARAKTER

1. Hinduiske lovbøger

2. Forskelle

3. Hellighed

4. Det universelle aspekt

5. Det nationale aspekt

LITTERATUR

I. Titel, inddeling, indhold

(Torah, "lov" eller "undervisning").--Det er for nylig blevet hævdet, at det hebraiske ord i virkeligheden er det babyloniske tertu, "guddommeligt åbenbaret lov" (f.eks. Sayce, Churchman, 1909, 728 ff), men sådanne passager som 3 Mos 14,54-57; 5 Mos 17,11 viser, at lovgiveren forbandt det med horah (fra yarah), "at undervise." Det kaldes også af jøderne chamishshah chumeshi torah, "lovens fem femtedele": ho nomos, "Loven." Ordet "Pentateuk" kommer fra pentateuchos, bogstaveligt "5-binds (bog)." Pentateuken består af Bibelens første fem bøger og udgør den første del af den jødiske kanon og hele den samaritanske kanon. Den femdelte inddeling er bestemt gammel, eftersom den er ældre end Septuaginta eller den samaritanske Pentateuk. Hvor meget ældre den kan være, vides ikke. Man har ment, at Salmernes femdelte inddeling bygger på den.

De fem bøger, som Pentateuken er inddelt i, er henholdsvis Første Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog og Femte Mosebog, og de enkelte artikler bør konsulteres for oplysninger om deres navngivning.

Værket åbner med en beretning om skabelsen og går videre til historien om det første menneskepar. Fortællingen føres videre dels ved slægtsregistre og dels ved mere udførlige beretninger frem til Abraham. Derefter kommer en historie om Abraham, Isak og Jakob, mens sidelinjerne af efterkommere hurtigt affærdiges. Historien om Josef fortælles udførligt, og Første Mosebog slutter med hans død. Resten af Pentateuken dækker israelitternes undertrykkelse i Egypten, deres udvandring og ørkenvandringer, erobringen af landene øst for Jordan og folkets skæbne frem til Moses' død. De fire afsluttende bøger indeholder store mængder lovgivning blandet med fortællingen (for særligt indhold, se artiklerne om de enkelte bøger).

II. Forfatterskab, sammensætning, datering.

1. Den gængse kritiske teori:

Den opfattelse, at Moses var Pentateukens forfatter, med undtagelse af de afsluttende vers i Femte Mosebog, blev engang fastholdt overalt. Den tros stadig af den store masse af jøder og kristne, men på de fleste universiteter i Nordeuropa og Nordamerika er andre teorier fremherskende. En anvendelse af det, der kaldes "højere" eller "dokumentarisk kritik" (for at skelne den fra lavere eller tekstkritik), har ført til dannelsen af en række hypoteser. Nogle af disse er meget udbredte, men enstemmighed er ikke opnået, og nyere undersøgelser har udfordret selv de konklusioner, som er mest almindeligt accepterede. I de engelsktalende lande ville det store flertal af kritikerne betragte Drivers Introduction to the Literature of the Old Testament og Carpenter og Harford-Battersbys Hexateuch som nogenlunde repræsentative for deres standpunkt, men på det europæiske fastland svinder den talrige skole, der indtager en sådan position, både i antal og indflydelse, mens selv i Storbritannien og Amerika nogle af de dygtigste kritikere begynder at vise tegn på at være rystede i deres troskab mod hovedpunkter i den højkritiske sag. På skrivetidspunktet har disse sidstnævnte kritikere dog ikke fremlagt nogen ny formulering af deres synspunkter, og følgelig kan de nævnte værkers generelle positioner med visse forbehold anses for at repræsentere den almindelige kritiske teori. Nogle af hovedstadierne i udviklingen af denne kan nævnes.

Efter at tidligere forfattere havde henledt opmærksomheden på forskellige tegn på en eftermosaisk datering og på usædvanlige vanskeligheder i Pentateuken, blev det første egentlige skridt mod det, som dets fortalere indtil for få år siden kaldte "den moderne position", taget af J. Astruc (1753). Han fremsatte det, Carpenter kalder "nøglen til dokumenterne", dvs. forskellen på gudsbetegnelserne i Første Mosebog som prøve på forfatterskab. Efter denne opfattelse er ordet 'Elohim ("Gud") karakteristisk for én hovedkilde, og tetragrammet, dvs. det guddommelige navn YHWH, gengivet ved "LORD" eller "GOD" i King James Version og Revised Version (British and American), viser tilstedeværelsen af en anden. Trods lejlighedsvise advarsler blev denne nøgle i hovedsagen fulgt i 150 år. Den danner udgangspunktet for hele den nuværende kritiske udvikling, men de nyeste undersøgelser har med held bevist, at den er upålidelig (se nedenfor, 3, (2)). Astruc blev fulgt af Eichhorn (1780), som foretog en grundigere undersøgelse af Første Mosebog og påviste talrige forskelle i stil, fremstilling osv.

Geddes (1792) og Vater (1802-1805) udvidede den metode, der var anvendt på Første Mosebog, til de andre bøger i Pentateuken.

I 1798 skelnede Ilgen mellem to elohister i Første Mosebog, men denne opfattelse fandt i nogen tid ingen tilhængere. Det næste skridt af grundlæggende betydning var henførelsen af hovedparten af Femte Mosebog til det 7. århundrede f.Kr. Dette skyldtes De Wette (1806). Hupfeld (1853) skelnede på ny en anden elohist, og dette er blevet accepteret af de fleste kritikere. Således er der mindst fire hoveddokumenter: D (hovedparten af Femte Mosebog), to elohister (P og E) og ét dokument (jahvisten), som bruger tetragrammet i Første Mosebog. Fra 1822 (Bleek) hævdede en række forfattere, at Josvabogen var sammensat af de samme dokumenter som Pentateuken (se Heksateuken).

To andre udviklinger må bemærkes:

(1) der har været en tendens til yderligere at opdele disse dokumenter, idet man betragter dem som værk af skoler snarere end af enkeltpersoner og opløser dem i forskellige lag (P1, sekundære præsteskriftforfattere, P3 osv., J1, senere tilføjelser til J osv., eller i andre forfatteres notation Jj Je osv.);

(2) et bestemt dateringsskema har vundet bred tilslutning. I den første periode af den kritiske udvikling antog man, at den vigtigste elohist (P) var det tidligste dokument.

En række forfattere, blandt hvilke Reuss, Graf, Kuenen og Wellhausen er de mest fremtrædende, har imidlertid hævdet, at dette ikke er det første, men det sidste i tid, og at det bør henføres til eksilet eller senere. Efter denne opfattelse er teorien i hovedtræk følgende: J og E (så kaldt efter deres respektive gudsbetegnelser) -- om deres indbyrdes datering er meningerne delte -- blev sandsynligvis udarbejdet under det tidlige kongedømme og senere forenet af en redaktør (Rje) til ét enkelt dokument, JE. I det 7. århundrede blev D, hovedparten af Femte Mosebog, udarbejdet. Det blev offentliggjort i Josijas 18. regeringsår. Senere blev det forenet med JE til JED af en redaktør (Rjed). P eller Præstekodeksen, den sidste af alle (oprindelig den første elohist, nu Præstekodeksen), indarbejdede en tidligere lovsamling af usikker datering, som i hovedsagen består af det meste af 3 Mos 17,1-26 og er kendt som Hellighedsloven (H eller Ph). P selv er i vid udstrækning eftereksilsk. Til sidst blev det forenet med JED af en præstelig redaktør (Rp) til i det væsentlige vores nuværende Pentateuk. Som allerede nævnt er teorien underkastet mange mindre variationer. Desuden indrømmes det, at ikke alle dens dele er lige godt underbyggede. Opdelingen af JE i J og E anses for mindre sikker end adskillelsen af Pentateuken. Endvidere er der variationer i analysen, meningsforskelle om den nøjagtige datering af dokumenterne osv. Alligevel har den opfattelse, der netop er skitseret, i de senere år været fastholdt af en meget talrig og indflydelsesrig skole, og det er heller ikke helt retfærdigt at lægge vægt på mindre meningsforskelle. Det er i abstrakt forstand tænkeligt, at hovedpositionerne kunne være sande, og at materialet alligevel var utilstrækkeligt til, at alle de mindre detaljer kunne fastlægges med sikkerhed.

Se Bibelkritik.

Denne teori vil herefter blive drøftet udførligt af to grunde:

(1) selv om den nu stadig taber terræn, er den endnu mere udbredt end nogen anden; og

(2) så meget af den moderne litteratur om Det Gamle Testamente er skrevet ud fra dette standpunkt, at man ikke kan gøre intelligent brug af de mest almindelige opslagsværker uden et vist kendskab til den.

Før 1908 havde den konservative modstand mod den dominerende teori udvist to adskilte tendenser. Én skole af konservative forkastede ordningen in toto; den anden accepterede analysen med visse ændringer, men søgte at føre dateringen af dokumenterne tilbage. I begge disse henseender havde den berøringspunkter med afvigende kritikere (f.eks. Delitzsch, Dillmann, Baudissin, Kittel, Strack, Van Hoonacker), som søgte at redde for konservatismen de stumper, de kunne, fra det almindelige skibbrud. Den førstnævnte tankeretning blev mest fremtrædende repræsenteret af afdøde W.H. Green, og J.

Ravens Old Testament Introduction kan betragtes som en typisk moderne fremstilling af deres opfattelse; den sidstnævnte især af Robertson og Orr. Den ordning, som den sidstnævnte fremsatte, har vundet mange tilhængere. Han nægter at betragte J og E som to adskilte dokumenter og hævder, at vi snarere bør tænke (som i tilfældet med de parallelle salmer) på to recensioner af ét dokument, kendetegnet ved brugen af forskellige gudsbetegnelser. Det kritiske P behandler han som en supplents arbejde og mener, at det aldrig har haft en selvstændig eksistens, mens han anser hele Pentateuken for tidlig. Han hævder, at arbejdet blev udført af "oprindelige forfattere, der arbejdede med et fælles mål og hen imod et fælles endemål, i modsætning til forestillingen om sene uansvarlige redaktører, der efter behag sammenføjer, ændrer, manipulerer og udvider" (POT, 375).

Mens dette var de synspunkter, der blev hævdet blandt gammeltestamentlige kritikere, var der vokset en særskilt opposition frem blandt arkæologer. Dette blev naturligvis udnyttet til det yderste af de konservative på begge fløje. På nogle måder har arkæologien utvivlsomt bekræftet den traditionelle opfattelse over for den kritiske (se arkæologi og kritik); men en nøgtern vurdering fører til den opfattelse, at den endnu ikke har givet den et dødeligt slag, og også her må det huskes, at kritikerne med rette kan hævde, at de ikke skal bedømmes ud fra fejl, som de begik i deres tidligere undersøgelser, eller ud fra gendrivelser af de mere usikre dele af deres teori, men snarere ud fra det samlede hovedresultat. Man kan ganske vist med sikkerhed sige, at der er visse emner, som arkæologien aldrig kan give noget afgørende svar på. Hvis det er tilfældet, at Pentateuken indeholder håbløst modstridende love, kan ingen arkæologisk opdagelse gøre dem til noget andet; hvis israelitternes antal er oprindeligt og umuligt, kan arkæologien ikke gøre det muligt. Det er rimeligt og rigtigt at lægge vægt på de tilfælde, hvor arkæologien har bekræftet Bibelen over for kritikerne; det er hverken rimeligt eller rigtigt at tale, som om arkæologien havde gjort det, den aldrig gav sig ud for at gøre og aldrig kunne udrette.

Året 1908 så begyndelsen på en ny kritisk udvikling, som gør det meget vanskeligt at udtale sig sikkert om moderne kritiske synspunkter. Kuenen er blevet nævnt som en af de dygtigste og mest fremtrædende af dem, der bragte Graf-Wellhausen-teorien i forgrunden. I dette år begyndte B.D. Eerdmans, hans elev og efterfølger i Leiden, udgivelsen af en række gammeltestamentlige studier, hvori han opsiger sin tilslutning til den linje af kritikere, der havde strakt sig fra Astruc til udgivelserne i vor egen tid, og indledte en række undersøgelser, der skulle fremlægge et nyt kritisk syn. Da hans arbejde endnu ikke er afsluttet, er det umuligt at give nogen fremstilling af hans system; men de bind, der allerede er udgivet, berettiger visse bemærkninger. Eerdmans har måske ikke omvendt noget medlem af Wellhausen-skolen, men han har fået mange til at indse, at deres eget system ikke er det eneste mulige. Således blev vi for få år siden stadig forsikret om, at de »hovedresultater«, som den gammeltestamentlige kritik havde nået, var uforanderligt fastlagt, mens nyere forfattere anlægger en ganske anden tone: f.eks. siger Sellin (1910): »Vi står i en tid med gæring og overgang, og i det følgende fremlægger vi vor egen mening blot som den hypotese, der forekommer os at være bedst begrundet« (Einleitung, 18). Efter almindelig enighed indeholder Eerdmans’ arbejde en række enkeltstående skarpsindige bemærkninger, som kritikken fremover må tage hensyn til; men det indeholder også mange iagttagelser, som påviseligt er uholdbare (for eksempler se BS, 1909, 744-48; 1910, 549-51). Hans egen rekonstruktion er i mange henseender så fejlbehæftet og uklar, at det ikke synes sandsynligt, at den nogensinde vil få en stor tilslutning i sin nuværende form. På den anden side synes han at være lykkedes med at få et stort antal studerende i forskellige dele af verden til at tænke ad nye baner, og på denne måde kan han komme til at øve en meget stærk indflydelse på det fremtidige forløb af studiet af Det Gamle Testamente. Hans argumenter viser stadig flere tegn på, at han er blevet påvirket af konservative forfatteres udgivelser, og det synes sikkert, at kritikken i sidste ende vil blive drevet til at anerkende den væsentlige holdbarhed i den konservative position. I 1912 begyndte Dahse (TMH, I) udgivelsen af en række bind, der angreb Wellhausen-skolen på tekstligt grundlag og fremsatte en ny perikopehypotese. Efter hans opfattelse skyldes mange fænomener indflydelsen fra perikoperne i synagogegudstjenesten eller tekstens form og ikke de årsager, man almindeligvis angiver.

2. Vidnesbyrdet for den nuværende kritiske teori:

Undersøgelsen af Graf-Wellhausen-teorien må nu tages op, og opmærksomheden må først rettes mod det vidnesbyrd, der fremføres til støtte for den. Hvorfor skulle man mene, at Pentateuken hovedsagelig består af uddrag fra visse dokumenter, betegnet som J og E og P og D? Hvorfor mener man, at disse dokumenter er af meget sen dato, i ét tilfælde efter eksilet?

(1) Astrucs ledetråd.

Det er ovenfor blevet sagt, at Astruc fremsatte brugen af de guddommelige betegnelser i Første Mosebog som en ledetråd til at opløse denne bog i dele. Dette bygger på 2 Mos 6,3, »Og jeg viste mig for Abraham, for Isak og for Jakob som 'El Shadday (Gud den Almægtige); men ved mit navn YHWH var jeg ikke kendt af dem.« I talrige passager i Første Mosebog fremstilles dette navn som kendt, f.eks. 4,26, hvor vi læser om mennesker, der begyndte at påkalde det i Enoshs dage. Uoverensstemmelsen her er meget tydelig, og efter Astruc-skolens opfattelse kan den fjernes tilfredsstillende ved at antage forskellige kilder. Denne ledetråd svigter naturligvis efter 2 Mos 6,3, men der findes andre vanskeligheder, og desuden hævdes det, at de kilder, der allerede er skelnet mellem i Første Mosebog, er kendetegnet ved særskilte stilarter og andre karakteristika, som gør det muligt at identificere dem, når de forekommer i fortællingen i de senere bøger.

Se bibelkritik.

(2) Tegn på datering efter Moses’ tid.

En nøje undersøgelse af Pentateuken viser, at den indeholder en række passager, som man har hævdet ikke kan være kommet fra Moses' pen i deres nuværende form. Det mest kendte eksempel er sandsynligvis beretningen om Moses' død (5 Mos 34). Andre eksempler findes i tilsyneladende hentydninger til begivenheder efter Moses, f.eks. hører vi i 1 Mos 22 om Herrens bjerg i Morijas land; dette synes at henvise til Tempelbjerget, som dog ikke ville være blevet betegnet sådan før Salomo. Således forudsætter også listen over de konger, der regerede over Edom, "før nogen konge regerede over Israels børn" (36,31), at monarkiet eksisterede. Kana'anæerne, som omtales som værende "dengang i landet" (1 Mos 12,6; 1 Mos 13,7), forsvandt ikke før Salomos tid, og hvis dette udtryk derfor betyder "dengang stadig", kan det ikke være ældre end hans regeringstid. 5 Mos 3,11 (Ogs seng) virker unaturligt fra en, der havde besejret Og kun få uger tidligere, mens 4 Mos 21,14 (King James Version) indeholder en henvisning til "bogen om Herrens krige", som næppe ville være blevet citeret på denne måde af en samtidig. 2 Mos 16,35 henviser til mannaens ophør efter Moses' død. Disse passager, og flere lignende, anføres for at modbevise mosaisk forfatterskab; men hovedvægten i det kritiske argument hviler ikke på dem.

(3) Fortællingsmæssige uoverensstemmelser.

Selv om de guddommelige betegnelser udgør udgangspunktet, udgør de ikke engang i Første Mosebog den eneste prøve på forskellige dokumenter. Tværtimod anføres der andre fortællingsmæssige uoverensstemmelser, modsigelser, forskelle i stil, dobbeltberetninger osv. til støtte for den kritiske teori. Vi må nu kaste et blik på nogle af disse.

I 1 Mos 21,14 f er Ismael en dreng, som kan bæres på sin mors skulder, men ud fra en sammenligning med 16,3.16; 17 fremgår det, at han må have været 14, da Isak blev født, og eftersom fravænning undertiden finder sted i 3-årsalderen i Østen, kan han endda have været så gammel som 17, da denne hændelse fandt sted. Igen: "Vi husker alle scenen (1 Mos 27), hvor Isak i sin højeste alderdom velsigner sine sønner; vi forestiller os ham liggende på sit dødsleje. Er vi imidlertid alle klar over, at han ifølge kronologien i Første Mosebog må have ligget således på sit dødsleje i firs år (sammenlign 25,26; 26,34; 35,28)? Alligevel kan vi kun mindske denne periode ved tilsvarende at forlænge intervallet mellem, at Esau giftede sig med sine hittitiske hustruer (26,34), og Rebekkas forslag til Isak om at sende Jakob bort, for at han ikke skulle følge sin brors eksempel (27,46); hvilket, ud fra sagens natur, ikke tillader andet end en ringe forlængelse. Keil forlænger det dog således, at han reducerer perioden for Isaks sidste sygdom med 43 år, og han er ikke bevidst om nogen uoverensstemmelse ved at antage, at Rebekka, 30 år efter at Esau havde taget sine hittitiske hustruer, skulle udtrykke sin frygt for, at Jakob, som da var 77 år gammel, ville gøre det samme" (Driver, Contemporary Review, LVII, 221).

Et vigtigt eksempel forekommer i Fjerde Mosebog. Ifølge 33,38 døde Aron på den 1. dag i den 5. måned. Af 5 Mos 1,3 fremgår det, at Moses 6 måneder senere holdt sin tale på Moabs sletter. Ind i disse 6 måneder presses én måneds sorg over Aron, Arad-felttoget, vandringen rundt ved Det Røde Hav, felttogene mod Sihon og Og, sendelserne til Bileam og hele episoden med hans profetier, de smertelige begivenheder i 4 Mos 25, den anden folketælling, udnævnelsen af Josva, ekspeditionen mod Midjan, foruden andre begivenheder. Det er klart umuligt at få alt dette til at passe ind i tiden.

Andre uoverensstemmelser er af den mest alvorlige art. Aron dør snart på bjerget Hor (4 Mos 20,28; 4 Mos 33,38), snart i Mosera (5 Mos 10,6). Ifølge 5 Mos 1; 5 Mos 1; 5 Mos 14 forlod Israels børn Kadesh-Barnea i det 3. år og vendte siden aldrig tilbage dertil, mens de i Fjerde Mosebog tilsyneladende bliver der indtil rejsen til bjerget Hor, hvor Aron dør i det 40. år. Åbenbaringsteltet giver måske

nogle af de mest forvirrende af uoverensstemmelserne, for mens det ifølge den velkendte ordning i 2 Mos 25 ff og mange andre passager var en stor og tung bygning, der stod midt i lejren, giver 2 Mos 33,7-11 os et andet åbenbaringstelt, som stod uden for lejren på afstand og kunne bæres af Moses alene. De verber, der bruges, er iterative og betegner en regelmæssig praksis, og det er umuligt at antage, at Moses efter at have modtaget befalingerne om åbenbaringsteltet kunne have indført et helt andet telt med samme navn. Josef sælges også snart af ismaelitter (1 Mos 37,27; 1 Mos 37,28; 1 Mos 39,1), snart af midjanitter (31,28a.36). Nogle gange fængsles han ét sted, andre gange tilsyneladende et andet. Historien om Kora, Datan og Abiram i 4 Mos 16 er ligeledes fuld af vanskeligheder. De enorme tal for israelitterne, der angives i 4 Mos 1-4 osv., står i strid med passager, der betragter dem som meget få.

(4) Dubletter.

En anden del af det kritiske argument leveres af dubletter eller dobbeltberetninger om den samme begivenhed, f.eks. 1 Mos 16 og 21. Disse er særlig talrige i Første Mosebog, men er ikke begrænset til den bog. "To gange optræder vagtler i forbindelse med den daglige manna (4 Mos 11,4-6; 4 Mos 11,31; 2 Mos 16,13) To gange frembringer Moses vand fra klippen, når Israels strid giver navnet Meriba (`strid') (2 Mos 17,1-7; 4 Mos 20,1-13)" (Carpenter, Hexateuch, I, 30).

(5) Lovene.

Der lægges størst vægt på argumentet ud fra lovene og deres formodede historiske ramme. Langt de vigtigste dele af dette undersøges i HELLIGDOM og PRÆSTER OG LEVITTER. Disse emner udgør de to hovedsøjler i Graf-Wellhausen-teorien, og derfor må de pågældende artikler læses som supplement til nærværende artikel. Et eksempel kan hentes fra lovene om slaveri. Det hævdes, at 2 Mos 21,1-6; 5 Mos 15,12 ff tillader en hebræer at indgå aftale om livsvarigt slaveri efter 6 års tjeneste, men at 3 Mos 25,39-42 ikke tager hensyn til denne lov og vedtager den helt anderledes bestemmelse, at hebræere kun må forblive i slaveri indtil jubelåret. Selv om disse forskellige bestemmelser kunne stamme fra samme hånd, hvis de blev ordnet rigtigt i forhold til hinanden, hævdes det, at dette ikke er tilfældet, og at lovgiveren i Lev ignorerer lovgiveren i Exodus og selv igen ignoreres af lovgiveren i Deuteronomium, som kun kender loven i Exodus.

(6) Argumentet ud fra stil.

Argumentet ud fra stil er mindre let at illustrere kort, da det i så høj grad afhænger af en enorm mængde detaljer. Det siges, at hver af kilderne har visse karakteristiske vendinger, som enten ikke forekommer andre steder eller kun med langt mindre hyppighed. For eksempel finder vi i 1 Mos 1, hvor 'Elohim bruges hele vejen igennem, ordet »skabe«, men dette bruges ikke i 2,4b ff, hvor tetragrammet forekommer. Derfor hævdes det, at dette ord er særligt karakteristisk for P i modsætning til de andre dokumenter og kan bruges til at bevise hans tilstedeværelse i f.eks. 5,1 f.

(7) Støtter for udviklingshypotesen.

Selv om de vigtigste støtter for Graf-Wellhausen-teorien må søges i de artikler, der er henvist til, er det nødvendigt kort at nævne nogle andre fænomener, som tillægges en vis vægt. Jeremias udviser mange nære ligheder med Deuteronomium, og rammeværket i Kongebøgerne er skrevet i en stil, der har markante ligheder med den samme bog. Ezekiel har igen bemærkelsesværdige berøringspunkter med P og især med H; enten kendte han disse dele af Pentateuken, eller også må han have øvet betydelig indflydelse på dem, der sammensatte dem. Endelig kender Krønikebogsforfatteren tydeligvis den færdige Pentateuk. Derfor hævdes det, at litteraturen giver en slags ydre målestok, som bekræfter de historiske stadier, som de forskellige pentateukiske kilder siges at markere. Deuteronomium påvirker Jeremias og den efterfølgende litteratur. Det hævdes, at den på samme måde ville have påvirket de tidligere bøger, hvis den havde eksisteret dengang. Således burde også den færdige Pentateuk have påvirket Kongebøgerne, ligesom den gjorde Krønikebøgerne, hvis den havde eksisteret, da den tidligere historie blev udarbejdet.

3. Svar på den kritiske analyse:

(1) Tekstkritikkens veto.

Den første store indvending, der kan rettes mod den højere kritik, er, at den tager udgangspunkt i den masoretiske tekst (MT) uden undersøgelse. Dette er ikke den eneste tekst, der er overleveret til os, og i nogle tilfælde kan det påvises, at alternative læsemåder, som er blevet bevaret, er bedre end dem i den masoretiske tekst. Et overbevisende eksempel findes i 2 Mos 18. Ifølge hebraisk kommer Jetro til Moses og siger: "Jeg, din svigerfar .... er kommet," og derefter går Moses ud for at møde sin svigerfar. Kritikerne antager her forskellige kilder, men nogle af de bedste autoriteter har bevaret en læsemåde, som (når man tager højde for gamle forskelle i retskrivning) forudsætter en ændring af et enkelt bogstav. Ifølge denne læsemåde fortalte teksten, hvordan en (eller de) kom til Moses og sagde: "Se, din svigerfar .... er kommet." Som følge af dette gik Moses ud og mødte Jetro. Den store forbedring af meningen er indlysende. Men når ændringen vurderes, må andre hensyn tages i betragtning. Da dette er læsemåden hos nogle af de ældste autoriteter, er kun to opfattelser mulige. Enten har den masoretiske tekst gennemgået en forvanskning af et enkelt bogstav, eller også har en redaktør lavet en højst usandsynlig sammenstykning af to dokumenter, som gav en fortælling med en meget tvivlsom mening. Heldigvis blev dette efterfulgt af en tekstforvanskning af en så heldig art, at den fjernede vanskeligheden ved ændringen af et enkelt bogstav; og denne forvanskning var så udbredt, at den blev accepteret som den ægte tekst af nogle af vores bedste autoriteter. Der kan næppe være tvivl om, hvilket af disse to tilfælde der er det mest troværdige, og med anerkendelsen af den tekstkritiske løsning falder netop den del af analysen, som afhænger af denne forvanskning, til jorden. Dette eksempel illustrerer én gren af tekstkritikken; der er andre. Undertiden viser fortællingen med sikkerhed, at der under tekstens overlevering er sket ombytninger; f.eks. viser identificeringen af Kadesh, at det lå syd for Horma. Følgelig ville en march for at gå uden om Edom ad vejen til Det Røde Hav ikke føre israelitterne til Horma. Her er der ingen grund til at betvivle, at de begivenheder, der fortælles om, er historisk sande, men der er tungtvejende grund til at betvivle, at de skete i fortællingens nuværende rækkefølge. Desuden giver Femte Mosebog en beretning, som er parallel med visse afsnit i Fjerde Mosebog; og den bekræfter disse afsnit, men placerer begivenhederne i en anden rækkefølge. Sådanne vanskeligheder kan ofte løses ved enkle ombytninger, og når ombytninger i teksten til Fjerde Mosebog foretages under vejledning af Femte Mosebog, har de en helt anden sandsynlighed end gætterier, der ikke nyder en sådan stadfæstelse. En anden afdeling af tekstkritikken beskæftiger sig med fjernelsen af glosser, dvs. noter, der er krøbet ind i teksten. Her hjælper de gamle oversættelser os ofte, idet den ene eller den anden udelader nogle ord, som ud fra andre kilder kan bevises at være en senere tilføjelse. Således kendte Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) i 2 Mos 17,7 ikke udtrykket "og Meriba" (ét ord på hebraisk), og kalder stedet blot "Massa". Dette bekræftes af den kendsgerning, at Femte Mosebog sædvanligvis kalder stedet Massa (6,16; 9,22; 33,8). Det egentlige Meriba var Kadesh (4 Mos 20), og en glossator har her tilføjet dette ved en fejltagelse (se videre (4) nedenfor). Således kan vi sige, at en videnskabelig tekstkritik ofte nedlægger et reelt veto mod den højere kritiske analyse ved at vise, at argumenterne hviler på sene forvanskninger, og ved at forklare den sande oprindelse til de vanskeligheder, som kritikerne støtter sig til.

(2) Astrucs spor prøvet.

Dernæst må Astrucs spor undersøges. Den kritiske sag bryder sammen med usædvanlig hyppighed. Der kan ikke gennemføres nogen ren opdeling, dvs. der er tilfælde, hvor den masoretiske tekst til Første Mosebog lader P eller E bruge tetragrammet (YHWH), eller J Jahve (Yahweh). I nogle af disse tilfælde kan kritikerne ikke foreslå nogen grund; i andre tvinges de til at antage, at den masoretiske tekst er fordærvet, uden bedre grund end at den er i konflikt med deres teori. Endvidere tvinger teoriens krav ofte analytikeren til at skille vers eller sætninger ad, som ikke kan forstås løsrevet fra deres nuværende sammenhæng; f.eks. tilskriver Carpenter i 1 Mos 28,21 ordene »og Jahve skal være min Gud« til J, mens han giver begyndelsen og slutningen af verset til E; i Første Mosebog 31 går vers 3 til en redaktør, skønt E faktisk henviser til udsagnet i 31,3 i vers 5; i Første Mosebog 32 rives vers 30 ud af en J-sammenhæng og gives til E, hvorved 32,31 (jahvisten) bliver uforståeligt. Når tekstkritikken anvendes, åbenbares der pludselig opsigtsvækkende kendsgerninger, som fuldstændigt knuser det højere kritiske argument. Varianterne til de guddommelige betegnelser i Første Mosebog er meget talrige, og i nogle tilfælde er de nye læsemåder klart bedre end den masoretiske tekst, selv når de erstatter tetragrammet med ’Elohim. Således kræver forklaringen af navnet Ismael i 16,11 ordet ’Elohim, da navnet ellers ville have været Ishmayah, og ét hebraisk håndskrift, en recension af Septuaginta og den gamle latinske oversættelse bevarer faktisk læsemåden ’Elohim. De fulde kendsgerninger og argumenter kan ikke gives her, men professor Schlogl har foretaget en udtømmende undersøgelse af de forskellige tekster fra 1 Mos 1,1 til 2 Mos 3,12. Ud af i alt 347 forekomster af det ene eller begge ord i den masoretiske tekst til dette afsnit er der varianter i 196 tilfælde. En meget vigtig og detaljeret drøftelse, for lang til at blive sammenfattet her, findes nu i TMH, I. Wellhausen har selv indrømmet, at det tekstlige vidnesbyrd udgør et ømt punkt for dokumentteorien (Expository Times, XX, 563). Endvidere læser mange af de bedste autoriteter i 2 Mos 6,3 »jeg blev ikke gjort kendt« i stedet for »jeg var ikke kendt« – en forskel på et enkelt bogstav på hebraisk. Men hvis dette er rigtigt, findes der sammenlignende vidnesbyrd, som antyder, at en guddoms åbenbaring af sit navn for det tidlige menneskes sind betød langt mere end blot kendskab til navnet og snarere indebar et tilsagn om hans magt. Til sidst kan analysen prøves på endnu en måde ved at spørge, om den passer med de øvrige data; og når det opdages (se nedenfor 4, (1)), at den indebærer, at man f.eks. tilskriver et afsnit, der ikke kan være senere end Abrahams tid, til kongedømmets periode, bliver det sikkert, at både sporet og metoden er vildledende (se videre EPC, kapitel i; Expository Times, XX, 378 f, 473-75, 563; TMH, I; PS, 49-142; BS, 1913, 145-74; A. Troelstra, The Name of God, NKZ, XXIV (1913), 119-48; The Expositor, 1913).

(3) De narrative uoverensstemmelser og tegn på en post-mosaisk datering undersøgt.

Septuaginta-håndskrifter leverer meget oplysende materiale til behandlingen af de kronologiske vanskeligheder. Det er velkendt, at Septuaginta blev fordærvet og gennemgik forskellige recensioner (se SEPTUAGINT). Den oprindelige tekst er endnu ikke rekonstrueret, men som følge af den store variation i recensionerne sker det, at vore forskellige håndskrifter frembyder en rigdom af alternative læsemåder. Nogle af disse viser en indre overlegenhed i forhold til de tilsvarende læsemåder i den masoretiske tekst. Tag tilfældet med Ismaels alder. Vi har set (ovenfor, 2, (3)), at skønt han i 1 Mos 21,14 f er en dreng, som kan bæres af sin mor selv efter Isaks fravænning, var hans far ifølge 16,3.16 86 år gammel ved hans fødsel og ifølge Første Mosebog 17 100 år gammel, da Isak blev født. I 17,25 finder vi, at Ismael allerede er 13 år året før Isaks fødsel. Vi kender til randnoter, som opstiller et kronologisk system i mange trykte engelske bibler. I dette tilfælde antyder Septuaginta-varianterne, at noget lignende er ansvarligt for vanskeligheden i vores hebraiske tekst. To håndskrifter, der tilsyneladende repræsenterer en recension, udelader ordene »efter at Abram havde boet ti år i Kanaans land« i 16,3, og igen i 16,16, mens der i 17,25 findes en variant, der gør Ismael kun 3 år gammel. Hvis disse læsemåder er korrekte, er det let at se, hvordan vanskeligheden opstod. Fortællingen indeholdt oprindeligt blot runde tal, såsom 100 år gammel, og disse var ikke ment til at skulle tages bogstaveligt. En kommentator udarbejdede et kronologisk skema, som blev indarbejdet i randnoter. Derefter sneg disse sig ind i teksten, og sådanne tal, som var i konflikt med dem, blev anset for fordærvede og undergik ændring. Således blev den 3-årige Ismael til 13.

De samme håndskrifter, som giver os varianterne i 1 Mos 16, har også bevaret en tankevækkende læsemåde i 35,28, et af de steder der ligger til grund for den slutning, at Isak ifølge teksten i Første Mosebog lå på sit dødsleje i 80 år (se ovenfor, 2, (3)). Ifølge denne læsemåde var Isak ikke 180, men 150 år gammel, da han døde. Det er let at se, at dette er et rundt tal, som ikke skal tages bogstaveligt, men dette er ikke den eneste kilde til vanskeligheden. I 27,41 siger Esau ifølge engelske bibeloversættelser: "Dagene med sorg over min far er nær; da vil jeg slå min bror Jakob ihjel." Dette er en fuldt mulig gengivelse af hebraisk, men Septuaginta oversatte teksten anderledes, og dens gengivelse har, skønt den er grammatisk korrekt, den dobbelte fordel, at den undgår Isaks lange hensygnen på et dødsleje og fremstiller Esaus had og vildskab langt mere levende. Den gengiver: "Må dagene med sorg over min far nærme sig, så jeg kan slå min bror Jakob ihjel." Senere oversættere foretrak den mildere version, men uden tvivl har Septuaginta rigtigt opfattet fortællingens egentlige mening. Hvis vi læser kapitlet med denne ændring, ser vi Isak som en gammel mand, der ikke ved, hvornår han skal dø, og som udfører det, der svarer til at oprette sit testamente. Det kræver ingen anstrengelse af vores troværdighed at antage, at han kan have levet 20 eller 30 år længere. Sådanne episoder forekommer stadig i den daglige erfaring. Hvad angår beregningerne baseret på 1 Mos 25,26 og 26,34, er de tal, der bruges, 60 og 40, som, hvad der er velkendt, ofte blev anvendt af de gamle hebræere, ikke som matematiske udtryk, men blot til at betegne ukendte eller uspecificerede perioder.

Se NUMBER.

Den anden kronologiske vanskelighed, der er nævnt ovenfor (nemlig at der ikke er plads mellem datoen for Arons død og Moses' tale på Moabs sletter til alle de begivenheder, som Fjerde Mosebog henfører til denne periode), imødekommes dels af en læsemåde, der er bevaret af Peshitta, og dels af en række omflytninger. I 4 Mos 33,38 læser Peshitta "første" i stedet for "femte" som måneden for Arons død og anerkender således en længere periode til de efterfølgende begivenheder. Omflytningerne, som dog i høj grad skyldes vidnesbyrdet fra Femte Mosebog, løser de mest formidable og forskelligartede vanskeligheder; f.eks. fører en march mod syd fra Kadesh ikke længere israelitterne til Arad i nord, navnet Horma bruges ikke længere (4 Mos 14,45), før det forklares (4 Mos 21,3), og der findes ikke længere en beretning, som direkte modsiger Femte Mosebog og lader israelitterne tilbringe 38 år ved Kadesh umiddelbart efter at have modtaget en guddommelig befaling om at vende om "i morgen" (4 Mos 14,25). En fuldstændig drøftelse er umulig her og findes i EPC, 114-38. Den rækkefølge i fortællingen, som fremstår som sandsynligvis oprindelig, er følgende: 4 Mos 12; 4 Mos 1; 4 Mos 14-21; 4 Mos 1-3; 4 Mos 13; 4 Mos 14; 4 Mos 16-18; 4 Mos 2-13; 4 Mos 12; 21,4b-9, dernæst nogle manglende vers, som bringer israelitterne til spidsen af Akababugten og fortæller om vendingen nordpå fra Elath og Esjon-Geber, dernæst 20,22b-29; 21,4a, og nogle tabte ord, som fortæller om ankomsten til lejrpladsen før Oboth. I 4 Mos 33,40 findes en glosse, som mangler i Lagardes Septuaginta, og 33,36b-37a bør sandsynligvis komme tidligere i kapitlet, end de gør nu.

Et andet eksempel på omflytning gives af 2 Mos 33,7-11, afsnittet om Åbenbaringsteltet, som på nuværende tidspunkt står på et forkert sted (se ovenfor 2, (3)). Man antager, at dette er E's idé om tabernaklet, men at han, i modsætning til Præsteskriftet (P), placerer det uden for lejren og gør Josva til dets præst. Dette sidste synspunkt drøftes og gendrives i PRIESTS AND LEVITES, afsnit 3, hvor det vises, at 2 Mos 33,7 bør gengives: "Og Moses plejede at tage et (eller: teltet) telt og slå det op for sig selv," osv. Hvad angår teorien om, at dette er E's beretning om tabernaklet, er 2 Mos 18 blevet overset. Dette kapitel hører til den samme E, men henviser til slutningen af den periode, der blev tilbragt ved Horeb, dvs. det er senere end 33,7-11. I 18,13-16 finder vi Moses siddende med hele folket stående omkring sig, fordi de kom for at søge svar hos Gud; dvs. den sag, som ifølge 2 Mos 33 blev behandlet i ensomhed uden for lejren, blev på et senere tidspunkt udført inde i lejren midt iblandt folket. Dette stemmer med Præsteskriftet (P), f.eks. 4 Mos 27. Hvis vi nu ser på de andre tilgængelige spor, ser det ud til, at 2 Mos 33,11 synes at introducere Josva for første gang. Afsnittet bør derfor gå forud for 17,8-15; 24,13; 32,17, hvor han allerede er kendt. Endvidere, hvis 2 Mos 18 henviser til de afsluttende scener ved Horeb (hvad det tydeligvis gør), lyder 2 Mos 24,14, som sørger for den midlertidige behandling af retssager, meget mærkeligt. Det burde være gået forud af en eller anden udtalelse om den almindelige fremgangsmåde under normale forhold, når Moses ikke var fraværende fra lejren. 2 Mos 33,7 ff giver en sådan udtalelse. Det eneste tidligere sted, det kan henføres til, er efter 13,22, men dér passer det forunderligt ind i sammenhængen, for udsagnene om skystøtten i 33,9 f knytter sig naturligt til dem i 13,21 f. Med denne ændring forsvinder alle vanskeligheder. Straks efter udgangen af Egypten begyndte Moses den praksis at føre et telt uden for lejren og afgøre sager dér. Dette varede indtil opførelsen af tabernaklet. "Og dér vil jeg mødes med dig, og jeg vil tale med dig" (2 Mos 25,22). Efter dets rejsning gik det tidligere telt ud af brug, og retten sad ved døren til tabernaklet i lejrens midte (se videre EPC, 93-102, 106 f).

Nogle andre punkter må angives mere kortfattet. I 4 Mos 16 fjerner vigtige varianter i Septuaginta de største vanskeligheder ved i to vers at erstatte "Koras bolig, Datans og Abirams" med "Koras flok" (se EPC, 143-46). På samme måde er vanskelighederne i Josef-fortællingen opstået gennem forvanskninger af vers, som stadig kan rettes ved hjælp af vidnesbyrdet fra de gamle oversættelser (PS, 29-48). Der er vidnesbyrd, som viser, at israelitternes tal sandsynligvis skyldes tekstforvanskning (EPC, 155-69). Desuden er der talrige steder, hvor omhyggelig undersøgelse har fået kritikerne selv til at mene, at bestemte vers er senere noter. På den måde afviser de 5 Mos 10,6 f (Arons død osv.), henvisningerne til det israelitiske kongedømme (1 Mos 36,31) og kana'anæerne som værende "dengang" i landet (1 Mos 12,6; 1 Mos 13,7), Ogs seng (5 Mos 3,11) og andre steder. I 1 Mos 22 er "Morija-landet" ukendt for de oversættelser, som giver de mest forskelligartede læsemåder, hvoraf "amoritterens land" måske er den mest sandsynlige; mens Septuaginta i 22,14, idet den læser de samme hebraiske konsonanter som den masoretiske tekst, oversætter: "På bjerget blev Herren set." Dette sigter sandsynligvis til en opfattelse af, at Gud åbenbarede sig særligt på bjergene (jf. 1 Kong 20,23; 1 Kong 20,28) og har overhovedet ingen forbindelse med tempelbjerget. Den masoretiske vokalisering skyldes formodentlig et ønske om at undgå det, der syntes at være en antropomorfisme (se videre PS, 19-21). Igen, i 4 Mos 21,14 kender Septuaginta intet til "en bog om Jahves krige" (se Field, Hexapla, på stedet). Det er vanskeligt at sige, hvad den oprindelige læsemåde var, især fordi de følgende ord er forvanskede i hebraisk, men det ser ud til, at der ikke fulgte nogen genitiv efter "krige", og det er tvivlsomt, om der overhovedet var nogen henvisning til en "bog om krige".

(4) Argumentet ud fra dobbeltfortællingerne undersøgt.

De foregående afsnit viser, at dokumentarteorien ofte afhænger af fænomener, som ikke fandtes i den oprindelige Pentateuk. Vi skal nu undersøge argumenter, der hviler på andre grundlag. Dobbeltfortællingerne er blevet anført, men når vi undersøger eksemplerne nærmere, træder nogle ejendommelige forhold frem. 1 Mos 16 og 21 er efter alt at dømme beretninger om forskellige begivenheder; det samme gælder 2 Mos 17,1-7 og 4 Mos 20,1-13 (vand, der hentes frem af klipper). I sidstnævnte tilfælde deler kritikerne, efter at have forkastet dette, afsnittene op i 5 forskellige fortællinger, to til J, to til E og én til Pentateuken. Hvis sidstnævnte også havde en Refidim-beretning (jf. 4 Mos 33,14 P), var der 6 fortællinger. Under alle omstændigheder fortæller både J og E hver to historier. Det er umuligt at tillægge argumentet nogen vægt, at Pentateukens forfatter ikke kunne have fortalt to sådanne beretninger, hvis ikke blot Pentateukens redaktør, men også J og E kunne gøre det. Forholdene vedrørende manna-fortællingerne er tilsvarende. Hvad angår vagtelflokkene, er det kendt, at sådanne faktisk forekommer hvert år, og Pentateuken placerer dem med næsten nøjagtigt et års mellemrum (se EPC, 104 f, 109 f).

(5) Det kritiske argument ud fra lovene.

De juridiske argumenter skyldes en række misforståelser, udviskningen af den historiske baggrund og tekstens tilstand. Der må henvises til de særskilte artikler (især SANCTUARY; PRIESTS AND LEVITES). Da slavelovene blev anført, kan det forklares, at i det gamle Israel, som i andre samfund, kunne slaveri opstå eller slaver erhverves på mange måder: f.eks. ved fødsel, køb (1 Mos 14,14; 1 Mos 17,12 osv.), gave (1 Mos 20,14), tilfangetagelse i krig (1 Mos 14,21; 1 Mos 34,29), bortførelse (Josef). Loven i Anden Mosebog og Femte Mosebog gælder kun hebraiske slaver, der er erhvervet ved køb, ikke slaver erhvervet på nogen anden måde, og mindst af alt dem, der i lovens øjne ikke var egentlige slaver. 3 Mos 25 har intet med hebraiske slaver at gøre. Det drejer sig blot om frie israelitter, som bliver insolvente. "Hvis din bror bliver fattig hos dig og sælger sig selv," begynder den (25,39). Ingen, der allerede var slave, kunne blive fattig og sælge sig selv. Loven bestemmer derefter, at disse insolvente frie mænd ikke skulle behandles som slaver. I virkeligheden var de en klasse af frie skyldbundne, dvs. de var fuldgyldige borgere, som var tvunget til at udføre bestemte pligter. En tilsvarende klasse af frie skyldbundne fandtes i det gamle Rom og kaldtes nexi. Egypterne, som solgte sig selv til Farao og blev livegne, udgør en anden, om end mindre træffende parallel. I alle oldtidssamfund førte insolvens til visse begrænsninger af friheden, men mens det i nogle samfund førte til fuldt slaveri, blev der i andre draget et skarpt skel mellem slaven og den insolvente frie mand (se videre SBL, 5-11).

(6) Argumentet ud fra stil.

Ligesom dette argument er for detaljeret til at blive fremlagt i et værk som det foreliggende, sådan kan svaret heller ikke gives med nogen større udførlighed. Generelt kan det siges, at argumentet alt for ofte overser forskelle i emne og andre tilstrækkelige grunde (såsom hensyn til velklang og små betydningsvariationer), som ofte giver langt mere naturlige forklaringer på de iagttagne fænomener. Desuden antyder oversættelserne, at den bibelske tekst er blevet stærkt forsynet med glosser. I mange passager, hvor den hyppige gentagelse af visse ord og vendinger formodes at bevidne tilstedeværelsen af Præstekodeksen (P), synes oversættelsesvidnesbyrd således at vise, at de pågældende udtryk er blevet indført af glossatorer; og når de fjernes, forbliver fortællingen uændret i betydning, men bliver knappere og kraftigere og langt bedre som udtryksmiddel. For at tage et enkelt eksempel i 1 Mos 23,1: »Og Saras liv var hundrede og syv og tyve år: .... årene af Saras liv«; de kursiverede ord manglede i Septuaginta. Når de fjernes, er betydningen uændret, men udtryksformen er langt bedre. De er åbenlyst blot en randnote. Desuden bryder den kritiske metode uophørligt sammen. Det sker stadig, at redaktører må kaldes ind for at fjerne fra en passage, der tilskrives en bestemt kilde, udtryk, som formodes at være karakteristiske for en anden kilde, og dette gøres sædvanligvis ikke på noget andet grundlag end, at teorien kræver det. Ét eksempel må gives. Det hævdes, at ordet »skabe« er et P-ord. Det forekommer flere gange i 1 Mos 1,1-2 a og 3 gange i 1 Mos 5,1; 1 Mos 5,2, men i 6,7 findes det i en J-passage, og nogle kritikere tilskriver det derfor en redaktør. Dog bruger J utvivlsomt ordet i 4 Mos 16,30 og D i 5 Mos 4,32. På den anden side bruger P ikke ordet udelukkende, selv i 1 Mos 1-2, idet ordet »gøre« anvendes i 1,7.25.26.31; 2,2, mens begge ord i 2,3 er kombineret. Alligevel gives alle disse passager uden tøven til P.

(7) Teoriens vanskeligheder.

Den kritiske hypoteses vanskeligheder er meget iøjnefaldende, men en detaljeret drøftelse er umulig her. Meget materiale vil dog findes i POT og Eerd. Nogle få generelle udsagn kan fremsættes. Den kritiske analyse deler gentagne gange en ligefrem fortælling i to sæt brudstykker, hvoraf ingen af dem giver mening uden det andet. En mand lægger sig til at sove i ét dokument og vågner i et andet, eller et subjekt hører til én kilde og prædikatet til en anden. Der kan ikke gives nogen forståelig redegørelse for redaktørernes fremgangsmåder, når de i det ene øjeblik slavisk bevarer deres kilder og i det næste skærer i dem uden nogen nødvendighed, når de snart omskriver deres materiale og snart lader det stå urørt. Selv i Wellhausen-kritikernes rækker vil kapitler af én forfatter blive henført til tiden efter eksilet og af en anden til de tidligste kilder (f.eks. 1 Mos 14, i hovedsagen førmosaisk ifølge Sellin (1910), eftereksilsk ifølge andre), og fremkomsten af Eerdmans og Dahse har i høj grad øget forvirringen. Det ene spor efter det andet, både stilistisk og indholdsmæssigt, fremsættes for senere tavst at blive opgivet. Cirkelslutninger er yderst almindelige: Først påstås det, at et eller andet fænomen er karakteristisk for en bestemt kilde; dernæst henføres passager til denne kilde alene på grund af dette fænomens tilstedeværelse; til sidst anføres disse passager som bevis for, at det pågældende fænomen kendetegner kilden. Desuden tvinges teorien til at nære sig af sig selv; for J, E, Præstekodeksen (P) osv. har vi skoler af J'er, E'er osv., som består side om side gennem århundreder, bruger det samme materiale, anvender de samme ideer og dog forbliver adskilte i små stilistiske punkter. Dette bliver umuligt, når det ses i lyset af vidnesbyrdene om førmosaisk datering i dele af Første Mosebog (se nedenfor 4, (1) til (3)).

(8) Tegn på enhed.

Det er ofte muligt at frembringe meget overbevisende indre vidnesbyrd om enheden i det, som kritikerne skiller ad. Et stærkt eksempel på dette findes, når man betragter de skildrede personer. Abrahams eller Labans, Jakobs eller Moses' karakter er i det væsentlige enhedspræget. Der er kun én Abraham, og sådan ville det ikke være, hvis vi virkelig havde et kludetæppe af forskellige dokumenter, der repræsenterede resultaterne af forskellige skolers arbejde gennem forskellige århundreder. Desuden findes der undertiden litterære tegn på enhed, f.eks. i 4 Mos 16, hvor virkningen af stigende vrede gives til dialogen ved gentagelsen af »I tager for meget på jer« (16,3.7), efterfulgt af gentagelsen af »Er det en lille ting, at« (16,9.13). Dette må være én enkelt litterær kunstners værk (se videre SBL, 37 f).

(9) De formodede støtter for udviklingshypotesen.

Når vi vender os til de formodede støtter for udviklingshypotesen, ser vi, at der ikke er noget afgørende i det kritiske argument. Jeremias og den efterfølgende litteratur viser ganske vist Femte Mosebogs indflydelse, men en lovbog blev efter alles mening fundet under Josijas regering og havde i hvert fald ligget ulæst i en betydelig tid. Nogle af dens krav havde faktisk været i kraft, f.eks. i Nabots tilfælde, mens andre var blevet en død bogstav. Omstændighederne ved dens opdagelse, troen på dens utvivlsomt mosaiske ægthed og historiens efterfølgende forløb førte til, at den fik stor indflydelse på samtidige og senere forfattere, men det beviser i virkeligheden ingenting. Ezekiel var igen gennemsyret af præstelige forestillinger, men i PRÆSTER OG LEVITTER, afsnit 5b, vises det, hvordan dette kan forklares. Endelig kender Krønikebøgerne helt bestemt hele Pentateuken, men fejlfortolker den lige så bestemt (se PRÆSTER OG LEVITTER). På den anden side fremstiller Pentateuken selv altid dele af lovgivningen som bestemt til først at nå folket gennem præsternes undervisning, og dette forklarer fuldt ud P's manglende indflydelse på den tidligere litteratur. Om forskellene i stil inden for selve Pentateuken siges der noget i III nedenfor. Derfor beviser denne gren af det kritiske argument i virkeligheden ingenting, for fænomenerne kan forklares på mere end én måde.

4. Dateringsvidnesbyrdet:

(1) Fortællingen i Første Mosebog.

Helt andre argumentationslinjer gives af de talrige indre vidnesbyrd om datering. I 1 Mos 10,19 læser vi udtrykket "når du går mod Sodoma og Gomorra og Adma og Sebojim" i en grænsebeskrivelse. Et sådant sprog kan kun være opstået, mens de nævnte steder faktisk eksisterede. Man definerer ikke grænser ved henvisning til byer, der er rent mytiske eller er blevet ødelagt mange århundreder tidligere. Den faste tradition er, at disse byer blev ødelagt i Abrahams levetid, og passagen kan derfor ikke være senere end hans tid. Men kritikerne henfører den til et sent lag af J, dvs. til en periode mindst 1.000 år for sent. Dette giver anledning til flere bemærkninger. For det første kan man med rimelighed spørge, om man kan fæste megen lid til en metode, som efter halvandet århundredes den mest indgående undersøgelse ikke lader sine fortalere nå frem til resultater, der rammer rigtigt inden for 1.000 år. For det andet viser det klart, at der i sammensætningen af Pentateuken blev indarbejdet meget gammelt materiale på dets oprindelige sprog. Om denne kendsgernings historiske betydning vil der blive sagt mere i IV; i denne sammenhæng må vi bemærke, at den kaster nyt lys over udtryk, som peger på tilstedeværelsen i Første Mosebog af kilder, der er sammensat i Israels land, f.eks. viser "havet" for "vesten" sandsynligheden for en kilde fra Israels land, men når det først er bevist, at vi har materiale, der er lige så gammelt som Abrahams tid, taler sådanne udtryk ikke for forfatterskab efter Moses, men snarere før Moses. For det tredje river passagen teorien om skoler af J-forfattere osv. ned. Det kan ikke alvorligt hævdes, at der fandtes en skole af J-forfattere, der skrev i en bestemt stil, kendetegnet ved de mest fine og subjektive kriterier, og som bestod uafbrudt i omkring 10 eller 12 århundreder fra Abrahams tid og frem, side om side med andre forfattere, med hvem dens medlemmer aldrig udvekslede selv så almindeligt forekommende udtryk som "tjenestepige".

1 Mos 10,19 er ikke den eneste passage af denne art. I 2,14 læser vi om Hiddekel (Tigris) som strømmende øst for Assur, skønt der findes en alternativ læsemåde, "foran". Hvis oversættelsen "øst" er korrekt, må passagen være ældre end det 13. århundrede f.Kr., for Assur, den gamle hovedstad, som lå på Tigris' vestbred, blev forladt omkring dette tidspunkt til fordel for Kalkhi mod øst.

(2) Arkæologi og Første Mosebog.

Nært forbundet med det foregående er tilfælde, hvor Første Mosebog har bevaret oplysninger, som kun er sande om en meget tidlig tid. Således optræder Elam i 10,22 som en søn af Sem. Det historiske Elam var imidlertid et arisk folk. For nylig er der blevet opdaget indskrifter, som viser, at Elam i meget tidlige tider virkelig var beboet af semitter. "Kendsgerningen," skriver Driver på dette sted, "er ikke en, som forfatteren til dette vers sandsynligvis har kendt." Denne påstand falder til jorden, når vi finder, at vi kun tre vers derfra har materiale, som går mindst så langt tilbage som Abrahams tid. Når alt kommer til alt, er formodningen, at forfatteren anførte kendsgerningen, fordi han kendte den, ikke på trods af at han ikke kendte den; og denne viden må skyldes samme årsag som det bemærkelsesværdige sprog i 1 Mos 10,19, dvs. tidlig datering.

Dette er blot ét eksempel på de bekræftelser af små træk i Første Mosebog, som arkæologien hele tiden leverer. For de detaljerede kendsgerninger se de enkelte artikler, f.eks. AMRAFEL; JERUSALEM, og sammenlign IV nedenfor.

Set ud fra det kritiske spørgsmåls synspunkt bemærker vi

(a) at en sådan nøjagtighed er et naturligt kendetegn på ægte tidlige dokumenter, og

(b) at den mest rimelige forklaring, i lyset af de allerede fremførte argumenter og det juridiske vidnesbyrd, der skal overvejes, findes i en teori om samtidigt forfatterskab.

(3) Det juridiske vidnesbyrd i Første Mosebog.

Det juridiske bevismateriale er måske mere overbevisende, for her kan ingen teori om sen tilblivelse udtænkes for at undgå den naturlige slutning. Korrekte oplysninger om tidlige navne, geografi osv. kunne være resultatet af undersøgelser foretaget af en eksilskribent i et babylonisk bibliotek; men tidlige skikke, som bekræftes af de primitive samfunds almene erfaring, og som peger på et udviklingstrin, der for længst var passeret i Babylonien selv på Abrahams tid, kan kun skyldes én ting — ægte tidlige kilder. Fortællingerne i Første Mosebog er bestemt ikke et værk af komparative sociologer. To eksempler kan nævnes. Loven om manddrab viser os to stadier, som man ved er tidligere end det stadium, der bevidnes af 2 Mos 21,12 ff. I fortællingen om Kain har vi det ene stadium; i 1 Mos 9,6, som endnu ikke anerkender nogen skelnen mellem mord og andre former for manddrab, har vi det andet.

Vores andet eksempel er den ubegrænsede magt over liv og død, som familiens overhoved besad (1 Mos 38,24; 1 Mos 42,37, osv.), og som endnu ikke på nogen måde er blevet begrænset af domstolenes myndighed, sådan som det sker i Anden Mosebog-Femte Mosebog. I begge tilfælde bekræfter den komparative retshistorie Bibelens fremstilling over for den kritiske, som f.eks. ville gøre 1 Mos 9,6 eftereksilsk, mens den henfører 2 Mos 21 til en langt tidligere periode. (Om hele emnet se videre OP, 135 ff.)

(4) Lovgivningens erklæret mosaiske karakter.

Når vi nu kommer til Pentateukens fire afsluttende bøger, må vi først bemærke, at lovgivningen overalt giver sig ud for at være mosaisk. Måske er man ikke altid fuldt opmærksom på dette. I kritiske udgaver af teksten henføres rubrikkerne og en enkelt vending undertiden til redaktører, men fremstillingen af en mosaisk datering er alt for tæt sammenvævet med stoffet til at kunne fjernes ved sådanne greb. Hvis vi f.eks. tager et afsnit som 5 Mos 12, vil vi finde det fuldt af vendinger som »for I er endnu ikke kommet til hvilen og til arven« osv.; »Når I går over Jordan«, »det sted, som Herren vil udvælge« (King James Version), osv. Det er vigtigt at have dette i tankerne gennem hele den følgende drøftelse.

(5) Den historiske situation, som Pentateuken forudsætter.

Hvad finder vi, hvis vi ser bort fra den mosaiske dragt og forsøger at passe P ind i et hvilket som helst andet sæt forhold, især dem i den eftereksilske periode? Den almindelige historiske situation giver et klart svar. Israelitterne fremstilles som så tæt samlet, at de altid vil kunne overholde de tre valfartsfester. Kun én undtagelse tænkes, nemlig at rituel urenhed eller en rejse kan hindre en israelit i at holde påske. Bemærk, at han i så fald helt sikkert skal holde den en måned senere (4 Mos 9,10). Hvordan kunne denne lov være blevet vedtaget, da det store flertal af folket befandt sig i Babylonien, Egypten osv., så at deltagelse ved templet var umulig for dem ved enhver lejlighed overhovedet? Med denne undtagelse forudsætter hele Præsteskriftet altid, at hele folket til enhver tid bor inden for bekvem rækkevidde af det religiøse centrum. Hvor stærkt denne opfattelse er indlejret i lovsamlingen, ses især af 3 Mos 17, som bestemmer, at alle husdyr, der skal slagtes til føde, skal bringes til indgangen til Åbenbaringsteltet. Skal vi antage, at nogen bevidst havde til hensigt, at en sådan lovgivning skulle gælde, når jøderne var spredt over hele den civiliserede verden, eller endda over hele Kanaan? Hvis det er tilfældet, betyder det et totalt forbud mod animalsk føde for alle undtagen hovedstadens indbyggere.

I eftereksilske dage var der ingen mere presserende fare for de religiøse ledere at bekæmpe end blandede ægteskaber, men denne lovsamling, som formodes at være skrevet med det udtrykkelige formål at fremkalde deres handling, går af vejen for at give en fiktiv beretning om en krig og samtidig legalisere nogle sådanne forbindelser (4 Mos 31,18). Og dette kapitel indeholder også en lov om bytte. Hvad kunne være mere upassende? Hvordan og hvor skulle jøderne foretage erobringer og tage bytte på Ezras tid?

»Eller gå igen til det sidste kapitel i Fjerde Mosebog og overvej den historiske ramme. Hvad er den klage, som den delegation, der opsøger Moses, fremfører? Den er denne: Hvis arvinginder ›bliver gift med nogen af sønnerne fra de andre stammer blandt Israels børn, da skal deres arv tages bort fra vore fædres arv og lægges til den stammes arv, som de kommer til at tilhøre.‹ Hvilken presserende uret for en lovgiver at overveje og rette op på, når stammer og stammelodder for længst var ophørt med at eksistere for altid!« (OP, 121 f).

Måske den mest oplysende af alle uoverensstemmelserne mellem P og den eftereksilske tid er en, der forklarer de tidligere profeters frihed fra dets litterære indflydelse. Ifølge Pentateukens stadige vidnesbyrd, herunder Præsteskriftet (P), skulle dele af loven kun nå folket gennem præstelig undervisning (3 Mos 10,11; 5 Mos 24,8; 5 Mos 33,10, osv.). Ezra derimod læste dele af P op for hele folket.

(6) Den hierarkiske organisation i Pentateuken.

Meget af det, der falder under denne overskrift, behandles i PRIESTS AND LEVITES, afsn. 2, (a), (b), og behøver ikke gentages her. Følgende kan tilføjes: »Urim og Tummim blev ikke brugt efter eksilet. I stedet for de enkle forhold — et lille antal præster og en gruppe levitter — finder vi et udviklet hierarki: præster, levitter, sangere, portvagter, netinim, sønner af Salomos tjenere. Den lovsamling, som ex hypothesi blev forfalsket for at håndtere denne tilstand, kender ikke til dem. Tempelmusikkens tjenester ligger lige så meget uden for dens synsfelt som synagogens gudsdyrkelse. Selv en organisation som den, der røbes af henvisningen i 1 Sam 2,36 til ypperstepræstens udnævnelse til stillinger med økonomiske vederlag, ligger langt ud over P’s primitive enkelhed« (OP, 122).

(7) Det juridiske vidnesbyrd om Pentateuken.

Da dette emne er teknisk, kan vi kun angive argumentationslinjen. Retlige regler kan være af en sådan art, at de sætter den historiske undersøger i stand til bestemt at sige, at de hører til et tidligt samfundsstadium. Hvis vi således finder elementære regler om arven efter en bonde, der dør uden at efterlade sønner, ved vi, at de ikke kan ligge langt efter indførelsen af individuel ejendomsret til jord, medmindre loven naturligvis bevidst er blevet ændret. Det sker dagligt, at mænd dør uden at efterlade sønner, og spørgsmålet om, hvad der i sådanne tilfælde skal ske med deres jord, må efter sagens natur være blevet rejst og afgjort inden ret længe. Når vi derfor finder sådanne regler i 4 Mos 27 osv., ved vi, at de enten er meget gamle eller også repræsenterer en bevidst ændring i loven. Det sidste er i virkeligheden udelukket, og vi føres tilbage til deres høje alder (se videre OP, 124 ff). I 4 Mos 35 finder vi igen en udførlig kamp for at udtrykke et almindeligt princip, som skal skelne mellem to slags manddrab. Den tidligere lov havde betragtet alle manddrab som ligestillede (1 Mos 9). Nu når det menneskelige sind kun frem til almene principper gennem konkrete tilfælde, og andre gamle lovgivninger (f.eks. den islandske) vidner om den primitive karakter af reglerne i Fjerde Mosebog. Derfor kan en ekspert som Dareate med sikkerhed sige, at regler som disse er yderst arkaiske (se videre SBL og OP, passim).

(8) Vidnesbyrdet fra Deuteronomium.

Følgende kan citeres: "Love udstedes aldrig for at regulere en tilstand, som er forsvundet for århundreder siden og umuligt kan genoplives. Hvad skal vi da mene om en hypotese, som henfører Deuteronomiums lovbog til Josijas regeringstid eller kort før den, når dens påbud om at udrydde kana'anæerne (20,16-18) og amalekitterne (25,17-19), som for længst var forsvundet, ville være lige så fuldstændig forældede som en lov i New Jersey i vor tid, der tilbød en dusør for at dræbe ulve og bjørne, eller en kongelig proklamation i Storbritannien, der beordrede danernes udvisning? En lov, der forudsatte erobringer i fremmede lande (20,10-15), ville have været absurd, da det påtrængende spørgsmål var, om Juda kunne opretholde sin egen eksistens mod Babylons og Egyptens fremtrængen. En lov, der diskriminerede mod Ammon og Moab (23,3.4) til fordel for Edom (23,7.8), havde sin begrundelse i den mosaiske periode, men ikke på de senere kongers tid. Jeremias skelner netop modsat, idet han lover Moab (48,47) og Ammon (49,6) en fremtidig genoprettelse, som han nægter Edom (49,17.18), der også for Joel (3,19), Obadias og Esajas (63,1-6) er Guds folks repræsentative fjende. .... Hentydningerne til Egypten forudsætter fortrolighed med og nylig bopæl i dette land .... Og hvordan kan en lovbog høre til Josijas tid, når den, samtidig med at den forudser det mulige valg af en konge i fremtiden (5 Mos 17,14), intetsteds forudsætter en faktisk kongelig regering, men lægger den øverste centrale myndighed hos en dommer og præsteskabet (5 Mos 17,8-12; 5 Mos 19,17); når den lægger særlig vægt på kravene om, at kongen skal være indfødt og ikke en fremmed (5 Mos 17,15), da den ubestridte arvefølge i århundreder havde været fastlagt i Davids slægt, og at han ikke må `få folket til at vende tilbage til Egypten.' (5 Mos 17,16), sådan som de syntes rede til at gøre ved enhver klage i Moses' dage (4 Mos 14,4), men som ingen nogensinde drømte om at gøre, efter at de var blevet godt etableret i Kanaan?" (Green, Moses and the Prophets, 63 f). Dette kan også suppleres med juridisk vidnesbyrd (f.eks. vidner 5 Mos 22,26 om folkets uudviklede intellektuelle tilstand). Om JE er det unødvendigt at tale, for 2 Mos 21 f betragtes nu i vid udstrækning som mosaiske i kritiske kredse. Wellhausen (Prolegomena (6), 392, note) betragter nu deres hovedelementer som før-mosaisk kana'anæisk lov.

(9) Senere hentydninger.

Disse er af to slags. Undertiden har vi henvisninger til lovene; i andre tilfælde finder vi bevis for, at de var i funktion.

(a) Ved at postulere redaktører kan vidnesbyrd fjernes fra den bibelske tekst. Derfor vil der kun blive henvist til nogle passager, hvor denne fremgangsmåde ikke følges. Ez 22,26 kender tydeligt til en lov, der behandlede de emner, som Præstekodexen (P) behandler, brugte netop dens sprog (sammenlign 3 Mos 10,10 f), og som ligesom P skulle undervises til folket af præsterne. Hos 4,6 kender også til en form for præstelig undervisning, som dog er moralsk og derfor kan være 3 Mos 19; men i 8,11-13 taler han om 10.000 skrevne forskrifter, og her peger sammenhængen på ritual. Både antallet og emnet for disse forskrifter gør det sikkert, at han kendte en omfangsrig skreven lov, som ikke blot var identisk med 3 Mos 21; 3 Mos 22; 3 Mos 23, og dette sted kan Wellhausen ikke imødegå, idet han griber til det kunstgreb at oversætte det med udeladelse af det vigtige ord "skrive."

(b) Når man igen behandler institutioner, kan henvisningerne ofte omgås. Det er muligt at sige: "Ja, dette sted kender en sådan og sådan lov, men denne lov kommer egentlig ikke til verden med D eller Præsteskriftet (P), men var en ældre lov, som blev indarbejdet i disse dokumenter." Det argument ville f.eks. gælde nødvendigheden af to vidner i Nabots sag. Det er en lov fra D, men de, der henfører Femte Mosebog til Josijas regeringstid, ville hævde, at den her blot indarbejder ældre materiale. Igen viser hentydningerne somme tider noget, der på en eller anden måde adskiller sig fra Pentateuken, og det er ofte umuligt at bevise, at dette var en udvikling. Kritikerne hævder i sådanne tilfælde, at det repræsenterer et tidligere stadium, og det sker ofte, at materialet er utilstrækkeligt til enten at støtte eller gendrive denne opfattelse. "Men heldigvis findes der i P visse institutioner, som kritikerne bestemt hævder er sene. Derfor har henvisninger, der beviser, at sådanne institutioner eksisterede tidligere, en helt anden bevisværdi. Således påstås det, at der før eksilet kun var ét nationalt brændoffer og ét nationalt afgrødeoffer hver dag; hvorimod 4 Mos 28 kræver to. Nu finder vi i 1 Kong 18,29; 1 Kong 18,36 henvisninger til frembærelsen af aftenofferet, men 2 Kong 3,20 taler om 'tiden for frembærelsen af offeret' i forbindelse med morgenen. Derfor eksisterede disse to ofre faktisk århundreder før den datering, der tillægges P--som ifølge den kritiske teori først indførte dem. Således taler 2 Kong 16,15 om 'morgenbrændofferet og aftenens afgrødeoffer .... sammen med brændofferet fra hele landets folk og deres afgrødeoffer.' Dette giver os igen de to brændofre, skønt de ifølge hypotesen var ukendte i skikken før eksilet. Tilsvarende i andre tilfælde: Jer 32 viser os jordlovene i faktisk brug; Ezekiel er fortrolig med jubelårslovene--skønt disse ifølge den kritiske hypotese endnu ikke eksisterede. Jeroboam kendte P's dato for løvhyttefesten, skønt kritikerne hævder, at datoen først blev fastsat i eksilet" (OP, 132 f).

(10) Andet bevismateriale.

Vi kan kun nævne visse andre grene af bevismaterialet. Der findes stilistisk bevis for en tidlig datering (se f.eks. Lias, BS, 1910, 20-46, 299-334). Desuden giver den minutiøse nøjagtighed i fortællingen i 2 Mos.-4 Mos. i forhold til lokale forhold osv. (bemærket nedenfor, IV, 8, (6)) et værdifuldt vidnesbyrd. Man kan generelt sige, at hele værket--love og fortælling--afspejler tidlige forhold, hvad enten vi betragter intellektuel, økonomisk eller rent juridisk udvikling (se videre nedenfor, IV, og OP, passim).

5. De grundlæggende usandsynligheder i den kritiske sag:

(1) Moralske og psykologiske spørgsmål.

De store grundlæggende usandsynligheder i den kritiske opfattelse er hidtil blevet holdt ude af syne, for at argumenterne for og imod den detaljerede sag ikke skulle blive forudindtaget af andre overvejelser. Vi må nu kaste et blik på nogle af de bredere spørgsmål. Det første, der melder sig, er den moralske og psykologiske utroværdighed. Ifølge teorien blev der begået to store bedragerier--i hvert tilfælde af mænd med de højeste etiske principper. Femte Mosebog blev bevidst skrevet i form af mosaiske taler af en eller flere personer, som udmærket vidste, at deres værk ikke var mosaisk. P er en sammenstilling--intet mere. Alle dets henvisninger til ørkenen, lejren, Åbenbaringsteltet, den forestående besættelse af Kanaan osv. er lige så mange træk, der er indført med det formål at bedrage. Der kan ikke være tale om litterær konvention, for en sådan konvention fandtes ikke i Israel. Profeterne talte alle i deres egne navne, ikke i Moses' skikkelse. David indførte en ny lov om bytte i sit eget navn; Krønikebogsforfatteren henfører gentagne gange tempelforskrifter til David og Salomo; Samuel indførte en lov om kongedømmet i sit eget navn. Alligevel bliver vi bedt om at tro, at disse gigantiske forfalskninger blev begået uden grund eller forbillede. Er det troværdigt? Betragt de principper, der indskærpes, f.eks. de deuteronomiske fordømmelser af falske profeter, forbuddet mod at føje noget til loven, de lidenskabelige påbud om at undervise børn. Kan man tro, at mænd med sådanne principper ville have gjort sig skyldige i en sådan adfærd? Nemo repente fit turpissimus, siger den gamle maksime; kan vi antage, at fordømmelserne af dem, der profeterer falsk i Herrens navn, kommer fra pennen hos en, der selv forfalskede i dette navn? Eller kan det være, at det store flertal af bibellæsere kender så lidt til sandhed, når de møder den, at de ikke kan opfatte klangen af ubestridelig oprigtighed i Deuteronomistens henvisninger til den historiske situation? Eller kan vi virkelig tro, at dokumenter, der er opstået på en sådan måde, kunne have udøvet den enorme kraft for retfærdighed i verden, som disse dokumenter har udøvet? Ex nihilo nihil. Er litterære forfalskninger et passende ophav for 1 Mos 1 eller Tredje Mosebog eller Femte Mosebog? Er verdens store monoteistiske etiske religioner, med alt hvad de har betydet, virkelig rodfæstet i intet bedre end dårskab og bedrag?

(2) Den historiske usandsynlighed.

En anden grundlæggende overvejelse er den usædvanlige historiske usandsynlighed i, at disse bedragerier kunne være blevet gennemført med held. Fortællingen i Kongebøgerne beretter utvivlsomt om fundet af det, der blev betragtet som et ægte værk. Konge og folk, præster og profeter må have været fuldstændig bedraget, hvis den kritiske teori er sand. Det er vel muligt, at Hulda og Jeremias var bedre dommere end moderne kritikere. Tilsvarende i tilfældet med Præstekodeksen (P): Hvis der f.eks. ikke havde været levitbyer eller ingen sådanne love om tiende og førstefødte, som der her forudsattes, men helt andre bestemmelser om emnerne, hvordan kunne folket da så villigt acceptere disse forfalskninger? (Se videre POT, 257 f, 294-97.) Det er naturligvis ganske let at føre dette argument for langt. Det kan ikke betvivles, at eksilet havde betydet et betydeligt brud i den historiske kontinuitet i nationens udvikling; men når de to synspunkter først er forstået, kan valget dog ikke være vanskeligt. Ifølge den kritiske teori blev omfattende litterære forfalskninger accepteret som ægte gamle love; ifølge den konservative teori blev love accepteret, fordi de faktisk var ægte, og de blev så vidt muligt fortolket for at imødekomme periodens helt anderledes krav. Dette forklarer både folkets handling og forskellen mellem praksis før og efter eksilet. Lovene var de samme, men fortolkningen var forskellig.

(3) Forskellen mellem lovene og praksis efter eksilet.

For det tredje gør den fuldstændige forvanskning af lovenes sande betydning i tiden efter eksilet den kritiske teori utroværdig. Der er givet eksempler (se ovenfor, 4, (5), (6), og PRIESTS AND LEVITES, passim). Det må nu være nok at tage blot ét eksempel for at gøre argumentet klart. Vi må antage, at forfatteren til P med vilje foreskrev, at hvis levitter nærmede sig alteret, skulle både de og præsterne dø (4 Mos 18,3), fordi han i virkeligheden ønskede, at de skulle nærme sig alteret og udføre visse tjenester dér. Vi må videre antage, at Ezra og folket, da de læste disse bestemmelser, straks forstod, at lovgiveren mente det stik modsatte af, hvad han havde sagt, og gik i gang med at handle derefter (1 Krøn 23,31). Dette er kun ét lille eksempel. Sådan er det hele Pentateuken igennem. Alle forstår, at tabernaklet i virkeligheden er det andet tempel, og at ørkenforholdene er forholdene efter eksilet, og alle handler derefter. Kan det hævdes, at dette synspunkt er troværdigt?

(4) Traditionens vidnesbyrd.

Endelig er traditionens ensartede vidnesbyrd til fordel for mosaisk ægthed--jøders, samaritaneres og kristnes tradition i lige grad. Et folks nationale bevidsthed, den samstemmende tro i kristenheden gennem 18 århundreder, skal ikke let sættes til side. Og hvad stilles op imod dem? Teorier, der varierer med hver ny talsmand, og som tager deres udgangspunkt i tekstfordærv, udvikler sig gennem en forveksling mellem et alter og et hus og ender med at fejldatere fortællinger og love med 8 eller 10 århundreder! (se ovenfor 3 og 4; SANCTUARY; PRIESTS AND LEVITES).

6. Pentateukens oprindelse og overlevering:

Hvis der overhovedet fremgår noget af den foregående drøftelse, er det umuligheden af at udføre nogen sådan analytisk bedrift, som kritikerne forsøger. Intet kritisk mikroskop kan med nogen rimelig grad af sikkerhed påvise samlingerne mellem forskellige kilder, selv hvis sådanne kilder virkelig findes, og når vi ser, at love og fortællinger stadig fejldateres med 8 eller 10 århundreder, kan vi kun indrømme, at der slet ikke er nogen fremgang mulig ad de linjer, der er blevet fulgt. På den anden side synes visse rimelige resultater at være opnået, og der er tegn på, i hvilken retning vi må søge yderligere lys.

For det første indeholder Pentateuken forskellige noter af senere hænder. Undertiden sætter versionerne os i stand til at opdage og fjerne disse noter, men mange ligger før versionerne. Derfor er det ofte umuligt at komme videre end sandsynlige formodninger, som forskellige sind kan være uenige om.

For det andet indeholder Første Mosebog før-mosaiske elementer, men vi kan ikke bestemme omfanget af disse eller antallet og karakteren af de kilder, der er anvendt, eller omfanget af forfatterens arbejde.

For det tredje er hele lovgivningens korpus (kun med forbehold for tekstkritik) mosaisk. Men lovene i De fører deres ramme med sig, de taler, som ikke kan adskilles fra dem (se SBL, II). Talerne i Femte Mosebog fører igen store dele af fortællingen i Anden Mosebog-Fjerde Mosebog med sig, som de forudsætter. De fører ikke nødvendigvis sådanne passager med sig som 1 Krøn 35; 1 Krøn 36; 1 Krøn 37; 1 Krøn 38; 1 Krøn 39 eller 1 Krøn 1; 1 Krøn 2; 1 Krøn 3; 1 Krøn 4; 1 Krøn 7; 1 Krøn 26, men 4 Mos 1-4 indeholder indre vidnesbyrd om mosaisk datering.

På dette punkt vender vi os mod at undersøge visse tekstlige fænomener, som kaster lys over vores problem. Man kan sige, at der groft taget findes to store klasser af tekstfordærv — den, som skyldes de almindelige processer med afskrivning, forvitring, annotering osv., og den, som skyldes en bevidst og systematisk bestræbelse på at fastlægge eller redigere en tekst. Når det gælder antikke forfattere, kommer der før eller siden et tidspunkt, hvor den lærde forskning, som erkender den fordærvelse, der har fundet sted, gør et systematisk forsøg på så vidt muligt at frembringe en korrekt standardtekst. Eksempler, som mange vil komme i tanke om, findes i masoreternes arbejde med den hebraiske tekst, i Origenes' og andres arbejde med Septuaginta, og i Peisistratos-kommissionens og siden de alexandrinske kritikeres arbejde med Homer. Der er vidnesbyrd om, at sådanne revisioner fandt sted i Pentateukens tilfælde. Et meget vigtigt eksempel findes i kronologien i visse dele af Første Mosebog, hvoraf tre forskellige versioner er bevaret: den masoretiske, den samaritanske og den septuagintiske. Et andet eksempel, som er af endnu større betydning for den foreliggende sag, findes i 4 Mos 35; 4 Mos 36; 4 Mos 37; 4 Mos 38; 4 Mos 39. Det er velkendt, at Septuaginta bevarer en helt anden udgave end den masoretiske tekst (i hovedsagen støttet af den samaritanske og andre versioner). Nogle andre eksempler er blevet bemærket undervejs i den foregående drøftelse; endnu et, som ved videre forskning kan vise sig at have enorm betydning, kan nævnes. Det ser ud til, at i loven om kongedømmet (5 Mos 17) og nogle andre passager, hvor de masoretiske og samaritanske tekster taler om en arvelig konge, kendte Septuaginta intet til en sådan person (se videre PS, 157-68). Septuaginta-tekstens overlegenhed i dette tilfælde synes at være bevidnet af Første Samuelsbog, som ikke kender til nogen lov om kongedømmet.

Således kender vi mindst tre recensioner: M, den samaritanske og Septuaginta. Selv om der er mange mindre læsemåder (i tilfælde af variation gennem tilfældig fordærvelse), hvor de to sidstnævnte stemmer overens, er det ikke desto mindre sandt, at den samaritanske i almindelighed hører til samme familie som M, mens Septuaginta i de afgørende spørgsmål repræsenterer en anden teksttradition end de to andre (se The Expositor, september 1911, 200-219). Hvordan skal dette forklares? Ifølge den værdiløse fortælling, der er bevaret i Aristeasbrevet, blev Septuaginta oversat fra håndskrifter, som var bragt fra Jerusalem på et tidspunkt længe efter det samaritanske skisma. Det forhold, at Septuaginta bevarer en recension, der er så forskellig fra både den samaritanske og (dvs. fra den mest autoritative tradition i Israels land i det 5. århundrede f.Kr. og dens direkte efterkommere), antyder, at denne del af fortællingen må forkastes. Hvis det er sådan, repræsenterer Septuaginta uden tvivl den tekst af Pentateuken, som var udbredt i Egypten, og nedstammer fra en hebraisk tekst, der skilte sig ud fra M's stamfader før det samaritanske skisma. På dette punkt må vi minde om det forhold, at Septuaginta i Jeremias adskiller sig mere fra den masoretiske tekst end i nogen anden bibelsk bog, og den gængse forklaring er, at forskellen går tilbage til Jeremias' tid, idet hans værk er blevet bevaret i to udgaver, en egyptisk og en babylonisk. Vi kan være sikre på, at hvis jøderne i Egypten havde en udgave af Jeremias, havde de også en udgave af den lov, som Jeremias henviser til, og det er sandsynligt, at hovedforskellene mellem Septuaginta og den masoretiske tekst (med dens allierede) skyldes, at de to traditionsstrømme skiltes fra eksilets tid — den egyptiske og den babyloniske. Beretningen om fundet af Lovbogen i Josijas dage (2 Kong 2), som sandsynligvis kun henviser til Femte Mosebog, antyder, at dens tekst på det tidspunkt beroede på det ene håndskrift, der blev fundet. De fænomener, som Første Mosebog-Fjerde Mosebog frembyder, antyder bestemt, at også de engang var afhængige af et enkelt beskadiget håndskrift, og at der blev gjort bevidste forsøg på at genoprette den oprindelige orden — i hvert fald i nogle tilfælde efter et forkert princip (se især EPC, 114-38; BS, 1913, 270-90). I betragtning af Septuagintas store afvigelser i 2 Kong 35; 2 Kong 36; 2 Kong 37; 2 Kong 38; 2 Kong 39 kan det anses for sikkert, at redigeringen i nogle tilfælde gik ret vidt.

Således er Pentateukens historie, så langt den kan spores, kort fortalt følgende: Bogens rygrad består af førmosaiske kilder i Første Mosebog og mosaiske fortællinger, taler og lovgivning i Anden-Femte Mosebog. Hertil blev der af på hinanden følgende læsere føjet noter, arkæologiske, historiske, forklarende osv. Teksten beroede på et tidspunkt på et enkelt håndskrift, som var beskadiget, og et eller flere forsøg blev gjort på at udbedre denne skade ved omordning af materialet. Det kan være, at nogle af fortællingskapitlerne, såsom 2 Kong 1-4; 2 Kong 7; 2 Kong 26, blev tilføjet fra en særskilt kilde og udvidet eller omskrevet i løbet af en sådan redaktion, men om dette kan intet sikkert siges. Inden for en periode, som bevidnes af de bevarede materialer, gennemgik 2 Kong 35; 2 Kong 36; 2 Kong 37; 2 Kong 38; 2 Kong 39 en eller flere sådanne redaktioner. Lettere redaktioner, bevidnet af den samaritanske tekst og Septuaginta, har påvirket de kronologiske oplysninger, israelitternes antal og nogle henvisninger til historiske begivenheder efter Moses. Længere end dette er det umuligt at gå på grundlag af vores nuværende materiale.

III. Nogle litterære punkter.

1. Lovgivningens stil:

Der kan eller behøver ikke forsøges nogen samlet vurdering af Pentateuken som litteratur. Sandsynligvis er de fleste læsere fuldt modtagelige for dens litterære skønheder. Enhver, der ikke er det, ville gøre klogt i at sammenligne kapitlet om Josef i Koranen (12) med den bibelske fortælling. Der må siges nogle få ord om nogle af de mindre åbenlyse forhold, som naturligt ville høre hjemme i en litterær drøftelse; målet er snarere at henlede læserens opmærksomhed på punkter, som han ellers kunne overse.

Om lovgivningens stil kan der nu ikke dannes nogen tilstrækkelig vurdering, for det første krav til juridisk stil er, at den skal være klar og utvetydig for samtidige, og i dag kan der ikke fældes nogen dom på det punkt. Der er dog ét træk, som endnu nu er af stor interesse, nemlig at der i hovedsagen forekommer tre forskellige stilarter, hver kendetegnet ved sin særlige tilpasning til det tilsigtede formål. Disse stilarter er

(1) hukommelsesstøttende,

(2) talerisk, og

(3) proceduremæssig.

Den første er velkendt fra andre tidlige lovgivninger. Den er lapidarisk, yderst knap, betydningsmættet og fra tid til anden præget af en rytme, som må have hjulpet med at fastholde den i hukommelsen. Lejlighedsvis møder vi parallelisme. Dette er stilen i 2 Mos 21 ff. og enkelte senere passager, såsom dommen i sagen om Shelomiths søn (3 Mos 24,10). Uden tvivl blev disse love lært udenad af de ældste.

For det andet udgør lovgivningen i Femte Mosebog en del af en tale og var bestemt til offentlig oplæsning. Derfor får lovene her en tydeligt talerisk stil. For det tredje var hovedparten af resten af lovgivningen bestemt til først og fremmest at forblive i præsternes varetægt; de kunne bestemt skrive (4 Mos 6,23). Dette blev der taget hensyn til, og stilen er ikke knap eller talerisk, men rimeligt udførlig. Den var sandsynligvis meget klar for dem, som lovene var ment for. Der findes mindre stilvarianter, men disse er de vigtigste. (Om hele emnet se især PS, 170-224.)

2. Fortællingen:

Det, der gælder om lovene, gælder også, med visse ændringer, om fortællingen. Stilen varierer med emnets, anledningens og formålets art. Således er rejseruten i 4 Mos 33 med vilje udformet i en stil, som utvivlsomt har særlige kvaliteter, når den messes til en passende melodi. Folketællingslisterne osv. synes at være skrevet i en formel, officiel stil, og noget lignende gælder listerne over spejderne i 4 Mos 13. Der er ingen grund til at undre sig over dette. I den gamle verden varierede stilen efter skriftstykkets genre i langt højere grad, end den gør i dag.

3. Pagten:

En litterær form, som er særegen for Pentateuken, fortjener særlig opmærksomhed, nemlig pagtsdokumentet som litterær form. Mange folk har haft love, som blev tilskrevet en guddom, men det er kun her, at love fremstilles i form af edsbundne aftaler, indgået under bestemte formaliteter mellem folket og Gud. Det litterære resultat er, at visse dele af Pentateuken har form af en slags dokument med behørigt artikulerede dele. Dette dokument ville være blevet stadfæstet ved ed, hvis det var indgået mellem mennesker, sådan som pagten mellem Jakob og Laban blev det; men i en pagt med Gud kan dette ikke anvendes, og juratens plads indtages i hvert enkelt tilfælde af en tale, som fremlægger de belønninger og straffe, Gud knytter til henholdsvis overholdelse og brud på pagten. Pagtsforestillingen og tanken om, at lovene får kraft, fordi de er vilkår i en aftale mellem Gud og folk, og ikke blot fordi de blev befalet af Gud, er af overordentlig betydning i tænkningens og teologiens historie; men vi må ikke, fordi vi fordyber os i disse sider af spørgsmålet, undlade at bemærke, at forestillingen fandt udtryk i en litterær form, som er ukendt andetsteds, og at den giver nøglen til forståelsen af store afsnit af Pentateuken, herunder næsten hele Femte Mosebog (se udførligt SBL, kapitel ii).

4. Orden og rytme:

Der er generelt blevet viet orden og rytme for lidt opmærksomhed. To store principper må holdes for øje:

(1) i virkelig god gammel prosa appellerer kunstneren til øret på mange fine måder, og

(2) i al sådan prosa gives vægt og mening såvel som skønhed i høj grad ved ordenes rækkefølge. De gamle græske retorikeres figurer spiller en betydelig rolle.

Således bruges den figur, der kaldes kuklos, »cirklen«, undertiden med stor dygtighed. Her begynder og slutter sætningen eller sætningsleddet med det samme ord, som betegner både lyden og tanken. Sandsynligvis findes det mest virkningsfulde eksempel — forstærket af betydningen, kortheden og ordets tunge drøn — i 5 Mos 4,12, hvor der er en imponerende »cirkel« med qol, »stemme«; den betoning, der formidles af lyden, er mindst lige så markant som den, der formidles af meningen. Dette er ikke noget isoleret eksempel på figuren; sammenlign f.eks. i 4 Mos 32,1 »cirklen« med »kvæg«; 14,2 den med »gid vi var døde«. Kiasme er en yndet figur, og assonanser, ordspil osv. er ikke ualmindelige. Sådanne træk føjer ofte kraft såvel som skønhed til fortællingen, som det kan ses af eksempler som 1 Mos 1,2: tohu wa-bhohu, »øde og tom«; 4,12: na' wa-nadh, »en flygtning og en omstrejfer«; 9,6: shophekh dam ha-'adham, ba-'adham damo, yishshaphekh, bogstaveligt: »udgydende blod-af menneske, ved-menneske hans-blod skal-udgydes«; 4 Mos 14,45: wayyakkum-wayyakkethum, »og slog dem og huggede dem ned«.

Pentateukens prosa er, bortset fra dens mere formelle og officielle dele, nært beslægtet med poesi (sammenlign f.eks. det aiskylæiske: "Synden ligger på lur ved døren" (1 Mos 4,7); "Kilderne i det store dyb brød frem, og himlens vinduer blev åbnet" (1 Mos 7,11); "hvordan jeg bar jer på ørnevinger" (2 Mos 19,4)). I Femte Mosebogs talende prosa finder vi et billedsprog og en poetisk fantasi, som ikke er almindelige blandt store talere. Dens rytme er markant, og ordenes ordning er overordentlig virkningsfuld, især i et kapitel som Femte Mosebog 28. Det er vanskeligt at give nogen forestilling om, hvor meget bogen taber i engelske bibeloversættelser på grund af ændringerne i rækkefølgen. Lejlighedsvis fastholder gengivelsen dog originalens pointe, f.eks. i 5 Mos 4,36: "Fra himlen lod han dig høre sin røst," og hvis vi overvejer, hvor slående dette står i kontrast til den flade formulering: "Han lod dig høre sin røst fra himlen," kan man måske danne sig en vis forestilling om betydningen af at bevare rækkefølgen. Oftere er det engelske dog utro mod hebraiskens eftertryk og ånd. Undertiden, men ikke altid, skyldes dette kravene fra engelsk idiom. Dette er den grundlæggende fejl ved King James Version, som ellers udmærker sig så meget.

IV. Pentateuken som historie.

1. Tekstkritik og historie:

Uden nogen tvivl er den første pligt for enhver, der vil bruge Pentateuken til historiske formål, at overveje det lys, tekstkritikken kaster over den. Så mange af de umuligheder, som de, der søger at bevise, at bogen er historisk værdiløs, støtter sig til, kan fjernes ved de enkleste greb i videnskabelig tekstkritik, at forsømmelse af denne grundlæggende forholdsregel må føre til katastrofale følger. Det er trods alt almindelig erfaring, at en mand, der sætter sig for at fremstille en historie — hvad enten det sker ved selvstændig fremstilling eller ved sammenstilling — ikke med vilje lader f.eks. en march mod syd føre til et punkt nord for udgangspunktet, eller en kvinde bære en rask dreng på 16 eller 17 år på sin skulder, eller en patriark blive liggende omkring 80 år på et dødsleje. Når sådanne episoder forekommer, kræver de mest elementære regler for historisk dømmekraft, at vi først spørger, om teksten er i orden; og hvis vidnesbyrdet peger på nogen lette, naturlige og velunderbyggede løsninger på vanskelighederne, er vi ikke berettigede til at forkaste dem uden undersøgelse og nægte Pentateuken al historisk værdi. På forhånd er det langt mere sandsynligt, at fortællinger, som er kommet ned til os fra en tid omkring 3.000 år tilbage, kan have lidt en smule under overleveringen, end at Pentateuken oprindelig var historien om et historisk eventyrland. Det er langt rimeligere, f.eks., at antage, at der i et par vers i Anden Mosebog er sket en forvanskning af to bogstaver (bevidnet af Aquila) i den masoretiske tekst, end at Pentateuken indeholder to fuldstændig uforenelige beretninger om præstedømmets oprindelse (se PRIESTS AND LEVITES). Derfor må det første princip for enhver videnskabelig brug af Pentateuken til historiske formål være at tage hensyn til tekstkritikken.

2. Hebraiske udtryksmåder:

Når man så vidt muligt har fundet ud af, hvad forfatteren skrev, må næste skridt være at overveje, hvad han mente med det. Her er den moderne undersøger desværre tilbøjelig til at forsømme mange helt nødvendige forholdsregler. Det ville være en selvfølgelighed, hvis ikke den så ofte blev tilsidesat, at sige, at hele en fortælling må læses omhyggeligt for at fastslå forfatterens mening; f.eks. hvor ofte hører vi ikke, at 1 Mos 14 fremstiller Abram som én, der tilføjede fjenden et nederlag med kun 318 mænd (14,14), mens det af 14,24 (sammenlign 14,13) fremgår, at foruden disse havde hans forbundsfæller Aner, Eshkol og Mamre (dvs. som vi skal se, indbyggerne på visse lokaliteter) ledsaget ham! Undertiden findes nøglen til en fortællings præcise betydning nær slutningen: f.eks. i Jos 22 ser vi ikke klart, hvilken slags alter stammerne på den anden side af Jordan havde rejst (og følgelig hvorfor deres adfærd kunne gøres til genstand for indvending), før 22,28, hvor vi får at vide, at dette var et alter efter mønster af brændofferalteret, og derfor ikke havde den mindste lighed med sådanne lovlige altre som Moses' og Josvas (se ALTAR; SANCTUARY). Dette er heller ikke det eneste tilfælde, hvor de anvendte udtryksmåder skaber vanskeligheder for nogle moderne læsere; f.eks. bruges ordet "alle" undertiden på en måde, der tilsyneladende giver nogle sind vanskeligheder. Således er det i 2 Mos 9,6 muligt at fortolke "alle" i den mest omfattende betydning og derpå se en modsigelse i 9,19.22 osv., som anerkender, at der stadig fandtes noget kvæg. Eller også kan udtrykket betragtes som begrænset af 9,3 til alt kvæget på marken.

Se ALL.

3. Personifikation og slægtsregistre:

På dette punkt må to yderligere ejendommeligheder ved det semitiske åndspræg bemærkes--vanerne med personifikation og den genealogiske tilbøjelighed; f.eks. i 4 Mos 20,12-21 personificeres Edom og Israel: "din broder Israel," "Edom drog ud imod ham," osv. Ingen misforstår her meningen. Tilsvarende gælder genealogiske udtryksmåder. Semitterne talte om mange relationer på en måde, der er fremmed for vesterlandske udtryksmåder. Således er det hebraiske udtryk for "30 år gammel" "søn af 30 år." Igen læser vi: "Han var fader til dem, der bor i telte" (1 Mos 4,20). Disse vaner (med personifikation og genealogisk udtryk for relationer) udvides i høj grad, f.eks. "Og Kanaan avlede Sidon, sin førstefødte" (1 Mos 10,15). Ofte fører dette ikke til vanskeligheder, men mærkeligt nok vil mennesker, som forstår disse metoder, når de beskæftiger sig med Første Mosebog 10, hævde, at Første Mosebog 14 ikke kan være historisk, fordi lokaliteter dér personificeres og grupperes i relationer. Men hvis vi skal vurdere fortællingens historiske værdi, må vi visselig være villige til at anvende de samme metoder på ét kapitel som på et andet, hvis meningen synes at kræve det.

Se desuden GENEALOGY.

4. Litterær form:

En yderligere betragtning, som ikke altid tages i agt, er den litterære forms krav; f.eks. forekommer der i 1 Mos 24 en dialog. Mærkeligt nok er der på dette grundlag blevet rettet et angreb mod Første Mosebogs historiske karakter. Man kan ikke antage--sådan lyder argumentet--at vi her har en ordret gengivelse af, hvad der blev sagt. Dette ser helt bort fra alle litterære kunstneres praksis. Sådanne passager skal læses som en litterær fremstilling af det, der skete; de giver et langt sandere og mere levende indtryk af det, der foregik, end en faktisk ordret gengivelse af selve ordene kunne gøre, løsrevet fra de gestus, blikke og modulationer i stemmen, som spiller en så vigtig rolle i samtale.

5. De hellige tal:

En anden sag er de hellige tals indflydelse på teksten; f.eks. synes rejserne i 4 Mos 33 at være udformet med henblik på at fremstille 40 opholdssteder og må ikke anses for at udelukke lejrslagning ved andre, ikke nævnte steder; 1 Mos 10 indeholdt sandsynligvis 70 navne i den oprindelige tekst. Dette er en teknisk betragtning, som må holdes for øje, og det samme gælder den hebraiske vane med at bruge bestemte runde tal til at udtrykke en ubestemt tid: Når vi for eksempel læser, at nogen var 40 eller 60 år gammel, skal vi ikke tage disse ord bogstaveligt. "Fyrre år gammel" synes ofte at svare til "efter at han var nået manddomsalderen".

Se NUMBER.

6. Tankevaner:

Endnu vigtigere er det at forsøge at forstå tankevanerne hos dem, som Pentateuken først var tiltænkt, og at søge at læse den i lyset af arkaiske forestillinger. Ét eksempel må være nok. Af de mange forklaringer på navne er kun få filologisk korrekte. Det er sikkert, at Noa ikke er forbundet med det hebraiske ord for "at trøste" eller Moses med "drage ud"--selv hvis egyptiske prinsesser talte hebraisk. Den etymologiske nøgle passer ikke. Alligevel må vi spørge os selv, om fortælleren nogensinde mente, at den gjorde det. I tider, hvor navne formodedes at have en mystisk relation til deres bærere, kunne man også tænke sig dem som stående i en mystisk relation til begivenheder, enten nutidige eller fremtidige; det er ikke klart, at fortællingernes sande, oprindelige mening ikke var at antyde dette i litterær form. Hvor langt de gamle hebræere var fra at betragte navne i samme lys som vi, kan ses af sådanne passager som 2 Mos 23,20 f; Es 30,27; se desuden EPC, 47 ff.

Se også NAMES, PROPER.

7. National farvning:

Pentateuken er uden nogen tvivl et stærkt nationalt værk. Dens udsyn er så grundlæggende israelitisk, at ingen læser kunne undgå at bemærke det, og det er derfor unødvendigt at anføre beviser. Uden tvivl har dette i mange tilfælde ført til, at den fremstiller et syn på historien, som de samtidige folk ikke ville have været enige i. Man skal ikke antage, at udvandringen var en begivenhed af stor betydning i Moses' Egypten, hvor vigtig den end kan forekomme nutidens egyptere; og dette antyder to punkter. På den ene side må vi indrømme, at de pentateukiske fortællinger for de fleste samtidige må have syntes helt ude af proportion; på den anden side har den senere histories forløb vist, at den mosaiske sans for proportion i virkeligheden var den sande, hvor absurd den end kan have forekommet nationerne på hans egen tid. Når vi derfor bruger Pentateuken til historiske formål, må vi altid anvende to målestokke--den samtidige og den historiske. På Moses' tid kunne fortællingen ofte for udenforstående have set ud som frøens forsøg i fablen på at nå oksens størrelse; for os, med historiens lys over den, er værdierne meget anderledes. Den nationale farvning, det medium, som begivenhederne ses igennem, har vist sig at være sand, og de tilsyneladende ubetydelige handlinger udført af uvigtige mennesker har vist sig at være begivenheder af førsterangs historisk betydning.

Der er et andet aspekt af Pentateukens nationale farvning, som må holdes for øje. Hvis der nogensinde har været en bog, som åbenbarede et folks inderste sjæl, er den bog Pentateuken. Dette vil blive behandlet i V nedenfor, men for nærværende er vi optaget af dens historiske betydning. Ved vurderingen af handlinger, motiver, love, politik--alt det, der udgør historie--er karakter nødvendigvis en faktor af allerstørste betydning. Her har vi nu en bog, som på hvert punkt åbenbarer og samtidig griber den nationale karakter. Både i indhold og i form er lovgivningen tilpasset med den største nøjagtighed til det folks natur, som den blev kundgjort for.

8. Hvor langt Pentateuken er troværdig:

Når der er taget behørigt hensyn til alle de forskellige forhold, der er opregnet ovenfor, hvad kan der da siges om den pentateukiske histories troværdighed? Svaret er helt gunstigt.

(1) Samtidige oplysninger.

For det første har drøftelsen af dateringen af Pentateuken (ovenfor, II, 4) vist, at vi i den har dokumenter, som i mange tilfælde bestemt er samtidige med de forhold, de handler om, og som er blevet bevaret i en form, der i det væsentlige er oprindelig. Således har vi set, at ordlyden i 1 Mos 10,19 ikke kan være senere end Abrahams tid, og at lovgivningen i de sidste fire bøger er mosaisk. Nu er samtidighed den første forudsætning for troværdighed.

(2) Vore informanters karakter.

Når det er givet (garanteret ved kildernes samtidighed), at vore informanter havde midlerne til at give nøjagtige oplysninger, hvis de ønskede det, må vi spørge, om de var sandfærdige og dygtige. Hvad dygtigheden angår, er ingen tvivl mulig; genialitet er præget på hver side af Pentateuken. Tilsvarende med hensyn til sandfærdighed. Fortællernes samvittighed er grundlæggende etisk. Dette viser sig naturligvis stærkest i lovgivningens tilfælde (sammenlign 3 Mos 19,11) og i tilskrivningen af sandfærdighed til Gud (2 Mos 34,6), men det kan let spores overalt; f.eks. viser beretningen i 1 Mos 20,12 klart, at sandfærdighed blev værdsat som en dyd af de gamle hebræere. Overalt bliver de handlende personers fejl aldrig gjort mindre, selv når fortællerens sympati er hos dem. Der er heller ikke noget forsøg på at forklejne modstanderne af Israels helte. Betragt på den ene side storsindetheden i Esaus karakter og på den anden det meget skarpe lys, der kastes over Jakobs, Judas og Arons svagheder. Hvis vi lærer den Moses at kende, som beder: »Og hvis ikke, så udslet mig, beder jeg dig, af din bog, som du har skrevet« (2 Mos 32,32), får vi også vist hans hyppige klager, og vi stifter bekendtskab med den hidsige manddræber og lovgiver, som var ulydig mod sin Gud.

(3) Folkets historiske sans.

Mærkeligt nok går de, der ønsker at drøfte Pentateukens pålidelighed, ofte langt bort fra emnet for at notere andre nationers vaner og går, idet de efter deres forudindtagelse udvælger folk, som har et godt eller dårligt ry med hensyn til historisk tradition, videre med at argumentere for eller imod den pentateukiske beretning på dette grundlag. En sådan fremgangsmåde er både uretfærdig og uvidenskabelig. Den er uvidenskabelig, fordi undersøgerens mål er at opnå viden om dette folks vaner, og i betragtning af de store forskelle, der kan iagttages mellem forskellige racer, er den komparative metode klart uanvendelig; den er uretfærdig, fordi dette folk har ret til at blive bedømt efter sine egne fortjenester eller mangler, ikke efter andres fortjenester eller mangler. Nu er det en simpel konstatering af fakta, at jøderne besidder historisk sans i en fremragende grad. Ingen, der overskuer deres lange historie og undersøger deres skikke og praksisser helt frem til i dag, kan med rette betvivle dette faktum. Dette er ikke nogen sen udvikling; det bevidnes mest overbevisende af Pentateuken selv, som her, som andetsteds, trofast afspejler folkets ånd. Hvad er den højeste garanti for sandhed, en garanti som man uden spørgsmål kan appellere til i den faste forsikring om, at den vil overbevise alle, der hører? »Husk de gamle dage, læg mærke til årene gennem mange slægter: Spørg din far, og han vil vise dig det; dine ældste, og de vil fortælle dig det« (5 Mos 32,7). »For spørg nu om de dage, der er forbi, som var før dig, siden den dag Gud skabte mennesket på jorden,« osv. (5 Mos 4,32). Omvendt er den rette videreformidling af tradition en religiøs pligt: »Og det skal ske, når jeres børn siger til jer: Hvad betyder denne tjeneste? da skal I sige,« osv. (2 Mos 12,26). »Tag dig blot i agt, og vogt din sjæl omhyggeligt, så du ikke glemmer de ting, dine øjne så, og så de ikke viger fra dit hjerte alle dit livs dage; men gør dem kendt for dine børn og dine børnebørn« (5 Mos 4,9). Det er unødvendigt at mangedoble citater. Der er sagt nok til klart at vise dette folks holdning til historien.

(4) Femte Mosebogs gode tro.

Nært forbundet med det foregående er argumentet ud fra den meget tydelige gode tro i talerne i Femte Mosebog. Det er ikke muligt at læse henvisningerne til begivenheder i et kapitel som Femte Mosebog 4 uden at indse, at taleren fuldt ud troede på sandheden af sine udsagn. Den mest uomtvistelige oprigtighed er præget på kapitlet. Taleren henviser til det, han tror på med al den tro, han er i stand til. Selv for dem, der tvivler på disse talers mosaiske ægthed, kan der ikke være nogen tvivl om forfatterens uforbeholdne accept af folkets historiske bevidsthed. Men når først den mosaiske ægthed er fastslået, bliver argumentet overvældende. Hvordan kunne Moses have talt til folket om en begivenhed, så imponerende og uden sidestykke, som noget der var sket inden for deres egen erindring, hvis den ikke virkelig havde fundet sted?

(5) Arten af de begivenheder, der er nedskrevet.

En anden meget vigtig overvejelse udspringer af arten af de begivenheder, der er nedskrevet. Ingen nation, er det ofte blevet bemærket, ville uden videre opfinde en fortælling om sin trældom under en anden. Den yderste nøgternhed i patriarkfortællingerne, fraværet af mirakler, manglen på enhver tendens til at fremstille folkets forfædre som erobrere eller store personligheder, er tegn på troværdighed. Mange af episoderne i den mosaiske tid er i usædvanlig grad sandsynlige. Tag fortællingerne om folkets genstridighed, om deres klager over vandet, maden og så videre: hvad kunne være mere i overensstemmelse med det sandsynlige? På den anden side er der en anden gruppe fortællinger, som det modsatte argument gælder for. Et Sinaj kan ikke gøres til del af en nations bevidsthed af en dygtig historiefortæller eller en litterær falskner. Den enestående karakter af de begivenheder, der fortælles om, blev erkendt lige så klart af de gamle hebræere, som den bliver i dag (se 5 Mos 4,32 ff.). Det er utroligt, at en sådan fortælling kunne være blevet opdigtet og med held påduttet hele nationen. Et yderligere punkt, der kan nævnes i denne forbindelse, er den senere histories vidnesbyrd om fortællingens sandhed. En så enestående historie som jødernes, så vældige følger som deres religion har haft for menneskehedens skæbne, kræver til sin forklaring årsagsgivende begivenheder af tilstrækkelig størrelsesorden.

(6) Ydre bekræftelser.

Al undersøgelse af vidnesbyrd beror på et enkelt princip: "Sandhedens sammenfald er uendelige." Med andre ord vil en falsk fortælling før eller senere komme i konflikt med fastslåede kendsgerninger. Den bibelske fortælling er blevet underkastet den strengeste krydsforhør fra ethvert synspunkt i mere end et århundrede. Gang på gang er der blevet fremsat sikre påstande om, at dens usandhed var endeligt bevist, og i hvert tilfælde er Pentateuken kommet sejrrigt ud af prøven. Enkelthederne vil for størstedelens vedkommende blive fundet opregnet eller omtalt under de enkelte artikler. Her må det være nok blot at henvise til nogle få forhold. Det blev sagt, at hele den lokale kolorit i de egyptiske scener var fuldstændig falsk, f.eks. at vinstokken ikke voksede i Egypten. Egyptologien har i hvert eneste tilfælde hævdet Pentateukens minutiøse nøjagtighed, helt ned til selv den manglende omtale af lertøj (hvori det misfarvede Nilvand kan holdes rent) i 2 Mos 7,19 og selve de lavere klassers føde i 4 Mos 11,5. Det blev sagt, at skrivning var ukendt på Moses' tid, men egyptologien og assyriologien har fuldstændig tilintetgjort dette. Mange af navnenes historiske karakter er blevet styrket af nyere opdagelser (se f.eks. JERUSALEM; AMRAPHEL). Fra et andet synspunkt har moderne iagttagelse af vagtlernes vaner vist, at fortællingen i Fjerde Mosebog er minutiøst nøjagtig og må være et øjenvidnes værk. Fra jordens ender kommer der bekræftelse af enkelthederne i lovens udvikling, sådan som den skildres i Pentateuken. Endelig er det værd at bemærke, at selv enkelthederne i nogle af pagterne i Første Mosebog bekræftes af historiske paralleller (Churchman, 1908, 17 f.).

Det siges ofte, at historie i egentlig forstand blev opfundet af grækerne, og at det hebraiske geni var så optaget af den guddommelige ledelse, at det helt forsømte de sekundære årsager. Der er en stor grad af sandhed i denne opfattelse; men for så vidt angår Pentateuken kan den i høj grad overdrives.

9. Pentateuken som ræsonneret historie:

En væsentlig kritik, der må fremsættes, falder helt ud til fordel for hebræeren i forhold til nogle grækere, nemlig den overlegne kunst, hvormed årsagerne angives. En Thukydid ville have angivet de grunde, der fik Farao til at forfølge israelitterne, eller Abraham og Lot til at skilles, eller Kora, Datan og Abiram og deres tilhængere til at gøre oprør; men enhver læser ville have vidst præcis, hvad han gjorde, og mange, som med glæde kan læse de relevante afsnit i Pentateuken, ville have været fuldstændig ude af stand til at få greb om hans fremstilling af fortællingen. Publikum er her mere usofistikeret, og materialet fremlægges i mere kunstnerisk form. I sandhed ville enhver historiker, der satte sig for at skrive en filosofisk historie om den periode, Pentateuken dækker, i mange tilfælde blive overrasket over det rige materiale, den tilbød ham. En anden kritik er mere indlysende. Forfatteren havde tydeligvis intet kendskab til den anden side af sagen. For eksempel er de sekundære årsager til nederlaget nær Horma klare nok, for så vidt de er interne hos israelitterne--mangel på kampmoral, disciplin og lederskab, meningssplittelse, modløshed frembragt af den guddommelige misbilligelse, som blev bevidnet ved Moses' og arkens fravær fra hæren, og ved den førstnævntes advarsler--men de sekundære årsager på amalekitternes og kana'anæernes side udelades helt. Således sker det almindeligvis, at vi ikke får den samme slags syn på begivenhederne, som det kunne være muligt, hvis vi kunne have begge sider. Naturligvis er dette i vid udstrækning tilfældet med enhver historikers værk, når han fortæller historien fra kun én side, og det er ikke særegent for Pentateuken. For det tredje er Pentateukens formål ikke blot at informere, men at overbevise. Den er først og fremmest statskunst, ikke litteratur, og dens form er påvirket af dette faktum. Da den søger at påvirke adfærd, ikke at give en ren filosofisk fremstilling af historien, hører den til en anden (og højere) kategori end sidstnævnte, og hvor den har anledning til at bruge det samme materiale, sætter den det på en anden måde, f.eks. ved som motiver for at adlyde love at angive grunde, som den filosofiske historiker ville have fremført som årsager til deres vedtagelse. I et vist omfang er et forsøg på at kritisere Pentateuken ud fra den filosofiske histories standpunkt derfor et forsøg på at udtrykke den i termer af noget, som er inkommensurabelt med den.

V. Pentateukens karakter.

1. Hinduistiske lovbøger:

Følgende sætninger fra Maines Early Law and Custom udgør en tankevækkende indledning til enhver overvejelse af Pentateukens karakter:

"Den teori, som disse skoler af lærde mænd arbejdede ud fra, fra den gamle, måske meget gamle, Apastamba og Gautama til den sene Manu og den endnu senere Narada, fastholdes måske stadig af nogle mennesker med alvorlige religiøse overbevisninger, men i en nu begravet tid påvirkede den enhver tankegang. Den grundlæggende antagelse er, at når man først tror, at der findes en hellig eller inspireret litteratur, er al kundskab indeholdt i den. Den hinduistiske måde at udtrykke det på var, og er, ikke blot at Skriften er sand, men at alt, hvad der er sandt, er indeholdt i Skriften. .... Det må bemærkes, at en sådan teori, når den fastholdes fast i den systematiske tænknings barndom, har tendens til at omsætte sig til virkelighed. Efterhånden som menneskesindet skrider frem og samler iagttagelse og samler eftertanke, læses spirende filosofi og gryende videnskab ind i den hellige litteratur, samtidig med at de begrænses af de styrende ideer hos dens præstelige forfattere. Men efterhånden som mængden af denne litteratur vokser gennem de tilføjelser, som successive udlæggere gør til den, specialiserer den sig gradvist, og emner, som først var blandet sammen under vage almene forestillinger, bliver skilt fra hinanden og isoleret. I lovens historie er den vigtigste tidlige specialisering den, der adskiller, hvad et menneske bør gøre, fra hvad det bør vide. En stor del af den religiøse litteratur, herunder universets skabelse, himlens, helvedes og verdens eller verdenernes opbygning og gudernes natur, falder under det sidste hovedpunkt, hvad et menneske bør vide. Lovbøger optræder først som en underafdeling af den første gren, hvad et menneske bør gøre. Således er de ældste bøger af denne klasse korte håndbøger i adfærd for en arisk hindu, som ville leve et fuldkomment liv. De indeholder langt mere ritual end lov, meget mere om den urenhed, der opstår ved at røre urene ting, end om forbrydelse, langt mere om bodsøvelser end om straffe" (s. 16-18).

Det er umuligt ikke at se de ligheder med Pentateuken, som disse sætninger antyder. Særlig interessant er den kommentar, de giver til Moses' holdning til kundskab: "De skjulte ting hører Jahve vor Gud til; men de ting, der er åbenbaret, hører os og vore børn til for evigt, for at vi kan gøre alle ordene i denne lov" (5 Mos 29,29).

Men hvis Pentateuken har betydelige ligheder med andre gamle lovbøger, er der forskelle, som er endnu mere betydelige.

2. Forskelle:

"Ved en handling, som er uden sidestykke i historien, tog en Gud et folk til sig ved hjælp af en edsbundet aftale. Nogle ord, som er grundlæggende for vores formål, må citeres fra tilbuddet: `Og nu, hvis I virkelig vil adlyde min røst og holde min pagt, skal I være min egen ejendom blandt alle folk; for hele jorden er min; og I skal være mig et kongerige af præster og et helligt folk.' De synspunkter, der her kommer til udtryk, behersker lovgivningen. Hellighed -- den tilsvarende hellighed, som israelitterne må nå, fordi Herren deres Gud er hellig -- omfatter meget, som ikke er relevant for vores emne, men den dækker også hele området for national og individuel retfærdighed. Den pligt mod Gud, som pålægges israelitterne i disse ord, er en pligt, der har praktiske konsekvenser i enhver fase af det sociale liv. Jeg har allerede citeret en sætning fra Sir Henry Maine, hvor han taler om den ensartethed, hvormed religion og lov er indflettet i arkaisk lovgivning. Der er et stadium i menneskets udvikling, hvor livet almindeligvis ses som en helhed, og det er til dette stadium, Pentateuken hører. Men ingen anden lovgivning tager på samme måde den ene afdeling af menneskets liv efter den anden op og præger dem alle med forholdet mellem Gud og folk. Måske vil intet så klart fremhæve min mening som en redegørelse for nogle af de mere grundlæggende forskelle mellem den pentateukiske lovgivning og de gamle indiske lovbøger, som ofte giver fremragende paralleller til den. Dem, jeg ønsker at henlede særlig opmærksomhed på, er følgende: De indiske lovbøger har ingen idé om national (til forskel fra individuel) retfærdighed -- en forestilling, der kom ind i verden med den mosaiske lovgivning og måske ikke siden har gjort særligt store fremskridt dér. Der er ingen personlig Gud: derfor mangler hans personlige interesse i retfærdighed; derfor kan der heller ikke være noget forhold mellem Gud og folk; og selv om der er et overnaturligt element i de forudsete resultater af menneskelige handlinger, er der intet, der i mindste grad kan sammenlignes med den personlige guddommelige indgriben, som så ofte loves i de pentateukiske love. Kastesystemet fører, ligesom Hammurabis klassesystem, til skel, der altid er uretfærdige. Forestillingen om at elske sin næste og sin tilflytter som sig selv mangler ligeledes. De systematiske bestemmelser om fattighjælp er fraværende, og lovgivningen befinder sig i almindelighed på et lavere etisk og moralsk niveau, mens nogle af straffene udmærker sig ved den mest forvredne og barbariske grusomhed. Alle disse punkter er indeholdt i det særlige forhold mellem den ene Gud og den særlige ejendom med det deraf følgende behov for national og individuel hellighed" (PS, 330 f.).

3. Hellighed:

Disse sætninger peger på nogle af Pentateukens mest interessante særpræg--dens nationale karakter, dens almene syn på livet, dens holdning til det guddommelige og i hvert fald nogle af dens mest særegne lærdomme. Det er værd at bemærke, at jødedommen, den ældste af de religioner, som den har påvirket, tillægger ét kapitel særlig betydning, 3 Mos 19. Grundtonen i dette kapitel er buddet: »Hellige skal I være, for hellig er jeg, Herren jeres Gud«--for at bevare rækkefølgen og betoningen i de oprindelige ord. Dette er blevet kaldt jødens imitatio Dei, skønt nogle få øjeblikkes eftertanke viser, at brugen af ordet »efterligning« her er unøjagtig. Denne bog med denne lære har nu øvet en enestående indflydelse på verdenshistorien, for man må huske, at jødedom, kristendom og islam i sidste instans udspringer af dens lærdomme, og det er umuligt at skille den fra historien om »bogens folk«--som Muhammed kaldte dem. Det viser sig altså, at den på en eller anden enestående måde har både en stærkt national og en stærkt universel karakter, og der må siges nogle få ord om dette.

4. Det universelle aspekt:

Værkets store litterære kvaliteter har uden tvivl været en vigtig faktor. Alle læsere har mærket fascinationen ved fortællingerne i Første Mosebog. Den jødiske karakter har også betydet meget; det samme har de moralske og etiske læresætninger samt den underfulde og hidtil usete karakter af de begivenheder, der fortælles om. Og dog er der meget, som man kunne have troet ville modvirke, at bogen fik nogen vid indflydelse. Bortset fra nogle vendinger om, at alle jordens slægter skal velsignes (eller velsigne sig) i Abrahams sæd, er der meget lidt i dens direkte lære, som antyder, at den nogensinde var tænkt som universelt anvendelig. Muligvis betyder disse vendinger kun, at andre folkeslag vil bruge Israel som et typisk eksempel på storhed og lykke og bede om, at de må opnå en tilsvarende grad af herlighed og fremgang. Desuden foreskriver Pentateuken et offersystem, som for længst er ophørt med at eksistere, og en samling juridiske love, som ikke er blevet antaget af andre folk. Af dens mest karakteristiske krav--hellighed--forkastes store dele af alle undtagen dens eget folk. Hvori ligger da dens universelle element? Hvordan kom denne mest udpræget nationale af alle bøger til at øve en verdensomspændende og stadig voksende indflydelse? Grunden ligger i den allerførste sætning: »I begyndelsen skabte Gud himlene og jorden.« Denne lære om enheden hos en almægtig Gud er svaret på vores spørgsmål. Lær, at der findes en Gud og kun én almægtig Gud, og bogen, som fortæller om ham, får et budskab til alle hans skabninger.

5. Det nationale aspekt:

Om værkets nationale karakter er der allerede sagt noget. Det er bemærkelsesværdigt, at det for sit eget folk i sandhed har indeholdt liv og lange dage, for det har været i og gennem denne bog, at jøderne har bevaret sig selv gennem deres enestående historie. Hvis man spørger, hvori hemmeligheden bag denne styrke ligger, er svaret: i foreningen af det nationale og det religiøse. Historiens forløb måtte have været helt anderledes, hvis Pentateuken ikke havde været folkets bog længe før jøderne blev bogens folk.

LITTERATUR.

Det gængse kritiske syn fremlægges i et vældigt antal bøger. Følgende kan nævnes: LOT; Cornills Introduction to the Canonical Books of the Old Testament; Carpenter og Harford-Battersbys Hexateuch (en 2. udgave af indledningen uden teksten er udgivet som The Composition of the Hexateuch); bindene i ICC, Westminster Comms. og Century Bible. Lidt mindre vidtgående synspunkter fremsættes i de tyske indledninger af Konig (1893), Baudissin (1901), Sellin (1910); og Geden, Outlines of Introduction to the Hebrew Bible (1909); Kittel, Scientific Study of the Old Testament (engelsk oversættelse, 1910); Eerdm. har helt afvigende kritiske synspunkter; POT; TMH, I, og W. Moller, Are the Critics Right? og Wider den Bann der Quellenscheidung; Robertson, Early Religion of Israel; Van Hoonacker, Lieu du culte, og Sacerdoce levitique er alle langt mere konservative og værdifulde. J.H. Raven, Old Testament Intro, giver en god fremstilling af den mest konservative sag. De synspunkter, der indtages i denne artikel, er repræsenteret ved SBL, EPC, OP, PS, Troelstra, The Name of God, og i nogle spørgsmål TMH, I.

Harold M. Wiener