2. Mosebog 16
1 Så brød de op fra Elim, og hele israelitternes forsamling kom til Sins ørken, som er mellem Elim og Sinaj, på den femtende dag i den anden måned efter at de drog ud af Egyptens land.
2 Men hele israelitternes forsamling brokkede sig over Moses og over Aron i ørkenen.
3 Israelitterne sagde til dem: »Gid vi dog var døde for HERRENS hånd i Egyptens land, da vi sad ved kødgryden, da vi spiste brød til vi var mætte; for I har ført os ud i denne ørken for at dræbe hele denne flok med sult.«
4 Da sagde HERREN til Moses: »Se, jeg vil lade brød regne ned over jer fra himlen. Så skal folket gå ud, og de skal samle en dags portion hver dag for at jeg kan sætte dem på prøve om de vil følge min lov eller ej.
5 Men på den sjette dag, når de tilbereder det som de bringer hjem, vil der være dobbelt så meget som det de ellers samler dag for dag.«
6 Moses og Aron sagde til alle israelitterne: »I aften vil I kunne forstå at det var HERREN der førte jer ud af Egyptens land;
7 og i morgen vil I se HERRENS herlighed, for han har lyttet til jeres brok over HERREN; men vi, hvad er vi, siden I brokker jer over os?«
8 Og Moses gentog: »Når HERREN om aftenen giver jer kød at spise og om morgenen brød til at mættes ved, og når HERREN lytter til jeres brok fordi I brokker jer over ham, hvad er vi da? Det er ikke os I brokker jer over, men over HERREN.«
9 Og Moses sagde til Aron: »Sig til hele israelitternes forsamling: ›Kom hen til HERREN;° for han har hørt jer brokke jer.‹«
10 Og så, mens Aron talte til hele israelitternes forsamling, vendte de sig mod ørkenen; og se, HERRENS herlighed viste sig i skyen.
11 HERREN talte til Moses og sagde:
12 »Jeg har hørt israelitternes brok; tal til dem og sig: ›Lige inden mørket falder på, skal I spise kød, og i morgen skal I mættes af brød; så skal I forstå at jeg er HERREN, jeres Gud.‹«
13 Og så om aftenen kom der vagtler op og dækkede lejren, og om morgenen lå duggen omkring lejren.
14 Duggen som lå der fordampede, og se, da lå der over ørkenens overflade noget tyndt, skælagtigt, tyndt ligesom rimfrost, på jorden.
15 Da israelitterne så det, sagde de, den ene til den anden: »Hvad er det?« For de vidste ikke hvad det var. Men Moses sagde til dem: »Det er det brød som HERREN har givet jer at spise.
16 Dette er det ord som HERREN har befalet: ›Enhver skal samle deraf efter hvad han kan spise; en omer° for hvert hoved, efter det antal personer som hver har i sit telt skal I samle.‹«
17 Israelitterne gjorde sådan og samlede, en mere og en anden mindre.
18 Da de målte det med omeren, var der ikke for meget for den der samlede mere, og ikke for lidt for den der samlede mindre; hvad enhver kunne spise havde man samlet.
19 Moses sagde til dem: »Ingen må levne deraf til om morgenen.«
20 Dog adlød nogle folk ikke Moses, men levnede deraf til om morgenen, og så kom der orm i det og det stank. Og Moses blev vred på dem.
21 De samlede det morgen efter morgen, enhver så meget som han kunne spise, men når solen skinnede varmt, smeltede det.
22 Og så på den sjette dag samlede de dobbelt brød, to omer til hver. Da kom alle forsamlingens stammeledere og fortalte Moses det,
23 men sagde han til dem: »Det er det som HERREN sagde: I morgen er det hviledag, hellig sabbat for HERREN; hvad I vil bage, skal I bage og hvad I vil koge skal I koge. Men alt det som bliver tilovers, skal I lægge til opbevaring til om morgenen.«
24 Så lod de det ligge til om morgenen som Moses havde befalet; og det stank ikke, og der var ikke orm i det.
25 Moses sagde: »Spis det i dag, for det er sabbat i dag for HERREN; i dag vil I ikke finde det på marken.
26 Seks dage skal I samle det; men på den syvende dag, en sabbat, på den vil der ikke være noget.«
27 Og så på den syvende dag gik nogle af folket ud at samle, men de fandt intet.
28 Da sagde HERREN til Moses: »Hvor længe vil I nægte at holde mine befalinger og mine love?
29 Indse, at HERREN har givet jer sabbatten, derfor giver han jer på den sjette dag brød til to dage. Bliv hver på sit sted, ingen må gå ud fra sit sted på den syvende dag.«
30 Så hvilede folket på den syvende dag.
31 Israels hus gav det navnet manna. Det lignede korianderfrø, hvidt, og smagte som honningkage.
32 Moses sagde: »Dette er det ord som HERREN befalede: ›Tag en omerfuld af det til opbevaring til kommende slægter, for at de kan se det brød som jeg gav jer at spise i ørkenen, da jeg førte jer ud af Egyptens land.‹«
33 Og Moses sagde til Aron: »Tag en krukke, og læg en omerfuld manna i den, og sæt den foran HERREN til opbevaring til kommende slægter.«
34 Sådan som HERREN befalet Moses, satte Aron den til opbevaring foran vidnesbyrdet.
35 Israelitterne spiste mannaen i fyrre år, indtil de kom til beboet land. De spiste mannaen indtil de kom til grænsen af Kana’ans land.
36 Omeren, den er en tiendedel af efaen.°
Henter interlinear…