pam-fil'-i-a (Pamphulia): Et land, der lå langs Lilleasiens sydkyst, afgrænset mod nord af Pisidien, mod øst af Isaurien, mod syd af Middelhavet og mod vest af Lykien (ApG 2,10; ApG 27,5).

1. Naturforhold:

I den tidligste tid var Pamfylien kun en smal stribe lavtliggende land mellem bjergenes fod og havet, næppe mere end 20 miles lang og halvt så bred. En høj og imponerende kæde af Taurusbjergene omgiver det praktisk taget på tre sider, og ved at skyde sig ud i havet isolerer den det fra resten af Lilleasien. Dets to floder, Cestrus og Cataractes, siges af antikke forfattere at have været sejlbare flere miles ind i landet, men nu ledes størstedelen af deres vand ud på markerne til kunstvanding, og landets overflade i almindelighed er stadig blevet ændret af de mange hastige bjergstrømme. Det jævne, frugtbare kystland er derfor velforsynet med vand, og den fugtige luft, som er overordentlig varm og udmattende, har altid været fyldt med feber. Flere veje, der førte fra kysten op ad det stejle bjerg til det indre, fandtes i oldtiden; en af dem, kaldet Kimax eller Stigen, med sine brede trappelignende trin i 2.000 fods højde (ca. 610 m), kan stadig ses. Bag trinene ligger højlandet, som engang blev kaldt "Pisidien", men som romerne i 70 e.Kr. gjorde til en del af Pamfylien.

2. Betydning:

Pamfylien var, medmindre det var i forhistorisk tid, aldrig et selvstændigt kongerige; det var efter tur underlagt Lydien, Persien, Makedonien, Pergamon og Rom. På grund af sin forholdsvis isolerede beliggenhed var civilisationen der mindre udviklet end i nabolandene, og den asiatiske indflydelse var det meste af tiden stærkere end den græske. Så tidligt som i det 5. århundrede f.Kr. bosatte en græsk koloni sig der, men det græske sprog, som blev talt i nogle af dets byer, blev snart forvansket; de græske indskrifter, der optræder på mønterne fra den tid, var skrevet med et særligt alfabet, og før Alexander den Stores tid ophørte græsk med at blive talt. Perge blev da en vigtig by og centrum for den asiatiske religion, hvor Artemis fra Perge, lokalt kendt som Leto, var gudinden. Der blev også slået mønter i den by. Noget senere voksede den græske by Attalia, som blev grundlagt af Attalus III Philadelphus (159-138 f.Kr.), i betydning og har indtil de seneste år været den vigtigste indførselshavn på Lilleasiens sydkyst. Omkring begyndelsen af vor tidsregning blev Side den vigtigste by og udstedte en lang og smuk række mønter, muligvis for at lette handelen med de pirater, som dér fandt et gunstigt marked for deres bytte. Pamfylien nævnes som en af modtagerne af "brevene" i 1 Makk 15,23.

3. Kristendommens indførelse:

Kristendommen blev først indført i Pamfylien af Paulus og Barnabas (ApG 13,13; ApG 14,24), men fordi deres ophold i landet var kort, eller på grund af vanskeligheden ved forbindelse med nabolandene, eller på grund af befolkningens asiatiske præg, slog den kun langsomt rod.

Se også ATTALIA; PERGA; SIDE, Pamfyliens vigtigste byer.

E. J. Banks