pon'-tus (Pontos): Var en vigtig provins i den nordøstlige del af Lilleasien, beliggende langs Sortehavets sydkyst. Navnet var geografisk, ikke etnisk, af oprindelse og blev først brugt til at betegne den del af Kappadokien, som grænsede op til »Pontus«, som Euxinos ofte blev kaldt. Det egentlige Pontus strakte sig fra floden Halys i vest til grænserne af Kolchis i øst, og dets indre grænser mødte Galatien, Kappadokien og Armenien. De vigtigste floder ud over Halys var Iris, Lykos og Thermodon. Landets form omfattede en smuk, men smal flodbred- og kyststribe, med en prægtig bjergkæde bagved, parallelt med kysten, mens disse bjerge igen blev gennembrudt af vandløbene, som banede sig vej fra de indre sletter ned til havet; dalene, smallere eller bredere, var frugtbare og produktive, ligesom de vide sletter i det indre, såsom Chiliokomon og Phanaroea. Bjergskråningerne var oprindelig dækket af tætte skove af bøg, fyr og eg af forskellige arter, og da landet var godt skovbevokset, må nedbøren have været bedre tilstrækkelig end nu til en frodig vegetations behov.

De første punkter i Pontus’ tidligste historie træder frem af dunkelheden, omtrent som bjergtoppene i dets egne prægtige kæder løfter deres hoveder over en tågebanke. Således får vi glimt af assyrisk kultur i Sinope og Amisus, sandsynligvis helt tilbage til det 3. årtusind f.Kr. Perioden med hittitisk herredømme i Lilleasien fulgte tæt efter, og der er voksende grund til at antage, at hittitterne besatte visse førende bysteder i Pontus, byggede de kunstige høje eller gravhøje, som ofte møder moderne rejsendes blik, udhuggede klippegravene og prægede de tidlige forhold med deres karakter. Amazonernes hjem, disse hittitters krigeriske præstinder, lå ved Thermodons bredder, og bjergene, der rejser sig bag Terme, kaldes stadig »Amazon-kæden«; og de gamle sagn lever stadig i fortællinger om de moderne kvinders overlegne dygtighed, som bor dér.

Se ASIA MINOR, ARCHAEOLOGY OF.

Efterhånden som hittitternes magt svandt i udstrækning og styrke, dukkede der omkring år 1000 f.Kr. flokke af hårdføre græske eventyrere op fra vest, sejlende langs Euxinos’ åbne hav på jagt efter lande at udnytte, erobre og kolonisere. Kap Jason, som adskiller de moderne missionsmarker Trebizond og Marsovan, bevarer mindet om argonauterne og det gyldne skind. Milet, »den største af de joniske byer«, sendte sine kolonister ud, sværm efter sværm, op gennem Bosporus og langs Sortehavets sydlige kyst. De besatte Sinope, halvøens nordligste punkt med den bedste havn og den mest dominerende beliggenhed. Sinope lå i Paflagonien, men nød politisk såvel som handelsmæssigt nære forbindelser med de pontiske byer. Nybyggere fra Sinope, forstærket af andre direkte fra Athen, trængte videre frem og grundlagde Amisus, det moderne Samsoun, altid en vigtig handelsby. En anden koloni fra Sinope grundlagde Trebizond, i nærheden af hvilken Xenofon og de Ti Tusinde igen nåede havet, efter at de havde prøvet Persiens magt og fundet den hul ved Kunaxa. Blandt byerne i det indre var det maleriske Amasia i Iris-flodens kløft vidne til Strabons fødsel i det 1. århundrede f.Kr., og geografen Strabon, mere end nogen anden mand, skylder vi vores viden om Pontus i dets tidlige dage. Zille, »bygget på Semiramis’ høj«, indeholdt Anaitis’ helligdom, hvor ofre blev udført med større pragt end noget andet sted. Comana, nær det moderne Tokat, var en by berømt for dyrkelsen af den store gud Ma. Græsk kultur slog gradvis rod langs kysten; den blandede sig med og blev på sin side ændret af de ældre indfødte indbyggeres karakter.

Da perserne grundlagde deres overherredømme i Lilleasien ved Lydiens fald i 546 f.Kr., blev Pontus løst knyttet til det store rige og blev styret af persiske satrapper. Ariobarzanes, Mithradates og Pharnaces er de tilbagevendende navne i dette dynasti af satrapper, som opnåede uafhængighed omkring 363 og bevarede den gennem den makedonske periode. Den mand, som først gjorde Pontus berømt i historien, var Mithradates VI, med tilnavnet Eupator. Mithradates var en typisk orientalsk despot, begavet, samvittighedsløs, myndig. Født i Sinope 136 f.Kr. og konge i Amasia i en alder af tolv år blev Mithradates af romerne betragtet som »den mest frygtindgydende fjende, republikken nogensinde havde måttet kæmpe imod«. Ved erobring eller alliance udvidede han sin magt vidt omkring, idet hans vigtigste allierede var hans svigersøn Dikran, eller Tigranes, af Armenien, og derpå forberedte han sig på den forestående kamp med Rom. Republikken havde erhvervet Pergamon i 133 f.Kr. og overtaget kontrollen med det vestlige Lilleasien. Der var tre romerske hære i forskellige dele af halvøen, da krigen brød ud i 88 f.Kr. Mithradates angreb dem hver for sig og besejrede dem alle. Derefter planlagde og gennemførte han en generel massakre på alle romerne i Lilleasien, og 80.000 personer blev hugget ned. Ved tålmodig indsats genoprettede Sulla Roms stilling, og den første krig endte uafgjort; hver part havde taget mål af sin modstander, men ingen af dem havde været i stand til at fordrive den anden. Den anden krig begyndte i året 74 med Lucullus som romersk general. Lucullus indtog Amisus ved belejring, jagede Mithradates til Cabira, det moderne Niksar, spredte hans hær og drev den orientalske sultan ud af hans land. Senere, da han vendte tilbage til Rom, bragte Lucullus fra Kerasoun de første kirsebær, som den vestlige verden kendte. I den tredje krig var helten på romersk side den myndige Pompejus, udnævnt i 66 f.Kr. Som resultat af denne krig blev Mithradates fuldstændig besejret. Hans besiddelser blev endeligt og varigt indlemmet i den romerske republiks områder. Den aldrende konge, der udåndede vrede og lagde umulige planer mod sine livslange fjender, døde i eksil på Krim af gift, som han havde indtaget med egen hånd.

Størstedelen af Pontus blev af romerne af administrative grunde forenet med provinsen Bithynien, selv om den østlige del bestod som et særskilt kongerige under Polemon og hans hus fra 36 f.Kr. til 63 e.Kr., og den sydvestlige del blev indlemmet i provinsen Galatien. Det var i den romerske periode, at kristendommen kom ind i denne provins. Der boede jøder i Pontus, og fromme repræsentanter for dem var i Jerusalem på pinsedagen (ApG 2,9). Paulus' medarbejdere, Akvila og Priskilla, var oprindelig herfra (ApG 18,2). De tilrejsende fra diasporaen er medtaget i adressen i Peters Første Brev sammen med folket i fire andre provinser i Lilleasien (1 Pet 1,1). Lokale traditioner forbinder apostlene Andreas og Thaddæus med evangelisk arbejde i denne region. Det siges, at de fulgte den store færdselsåre, som førte fra Cæsarea Mazaca til Sinope. Plinius, statholder over Bithynien og Pontus 111-113 e.Kr., fandt kristne under sin myndighed i stort tal (se BITHYNIA), og professor Ramsay hævder, at Plinius' berømte breve, numrene 96 og 97, skrevet til kejser Trajan om behandlingen af kristne under hans regering (se PERSECUTION), blev affattet med forholdene i Amisus for øje (Church in Roman Empire, 224, 225).

Det romerske rige i Østen gled gradvis over i det byzantinske, som de lokale indbyggere stadig kender som riget "Roum", dvs. Rom. Pontus delte denne temmelig ulykkelige regerings omskiftelser, indtil en gren af den byzantinske kejserfamilie i 1204 oprettede en særskilt lille stat i Pontus med hovedstad i Trapezunt. Her opretholdt huset de store Komnenoi, beskyttet mellem havet og bjergkæderne, sin glitrende suverænitet frem til og ud over Konstantinopels fald. I 1461 blev Trapezunt indtaget af Muhammed Erobreren, og siden da har Pontus, med sin sammensatte befolkning af tyrkere, armeniere, grækere og rester af andre folkeslag, været en del af Det Osmanniske Rige.

G. E. White