I. 1 PETERSBREVS KANONICITET

1. Ydre vidnesbyrd

2. Indre vidnesbyrd

II. ADRESSEN

Silvanus

III. STED OG TID FOR TILBLIVELSEN

1. Babylon: hvilket?

2. Babylon er ikke Rom

IV. FORMÅL

1. Forfølgelse

2. Kristi eksempel

3. Forholdet til staten

V. BREVETS KARAKTERISTISKE TRÆK

1. Frihed i opbygningen

2. Håb

3. Arv

4. Profeternes vidnesbyrd

(1) Frelse

(2) Kristi Ånd

(3) Profetisk studium

5. Det kristne broderskab

6. Ånder i fængsel

VI. ANALYSE

LITTERATUR

Simon Peter var fra Galilæa. Han blev tidligt i Frelserens tjeneste ført til ham af sin bror Andreas (Joh 1,40; Joh 1,41). Hans kaldelse til apostelembedet er nedskrevet i Matt 10,1-4; Mark 3,13-16.

Han indtog en fremtrædende plads blandt Herrens disciple. I de fire lister over apostlene, som findes i Det Nye Testamente, står hans navn først (Matt 10,2-4; Mark 3,16-19; Luk 6,14-16; ApG 1,13). Han er hovedskikkelsen i de første tolv kapitler af Apostlenes Gerninger. Det er Peter, der prædiker den første kristne prædiken (ApG 2), ham, der åbner evangeliets dør for hedningeverdenen i den romerske soldat Kornelius' hus, og som får den udsøgte glæde at være vidne til scener, der nøje svarer til dem på pinsedagen i Jerusalem (ApG 10,44-47). Det blev givet ham at udtale den alvorlige dom over det skyldige par, Ananias og Safira, og i Åndens kraft at irettesætte den vanhellige Simon Magus (ApG 5,1-11; ApG 8,18-23). I disse og lignende tilfælde viste Peter den myndighed, som Kristus havde udrustet ham med (Matt 16,19)--en myndighed, der blev givet til alle disciplene (Joh 20,22; Joh 20,23)--magten til at binde og løse.

To breve tilskrives Peter. Om det andet har der fra de tidlige tider til i dag hersket tvivl og usikkerhed. Det førstes ægthed og autenticitet er hævet over mistanke.

I. 1 Petersbrevs kanonicitet.

1. Ydre vidnesbyrd:

Beviset for dets integritet og troværdighed er rigeligt og helt tilfredsstillende. Det falder i to dele: ydre og indre. Den historiske bevidnelse af dets autoritet som et apostolisk skrift er omfattende. Polykarp, apostlen Johannes' discipel, som led martyrdøden i 156 e.Kr. i en alder af 86 år eller mere, henviser til brevet med umiskendelige ord. Irenæus, en mand om hvem man med rette kan sige, at han repræsenterer både Øst og Vest, og som var Polykarps discipel, citerer det, forsikres vi, i rigt mål. Clemens af Alexandria, født omkring 150 e.Kr. og død omkring 216 e.Kr., anfører det mange gange i sine Stromata; ét sted (1 Pet 4,8) citeres efter faktisk optælling fem gange. “Den tidlige kirkes vidnesbyrd sammenfattes af Eusebius (Historia Ecclesiastica, III, xxiii, 3). Han placerer det blandt de skrifter, om hvilke der aldrig blev rejst noget spørgsmål, og som ingen del af den katolske kirke nogensinde nærede nogen tvivl om” (professor Lumby i Bible Comm.).

2. Indre vidnesbyrd:

Det indre vidnesbyrd til fordel for brevet er lige så afgørende som det ydre. Forfatteren er velbekendt med vor Herres undervisning, og han gør brug af den for at belyse og underbygge sin egen. De henvisninger, han gør til denne undervisning, er mange, og de omfatter de fire evangelier. Han er ligeledes fortrolig med brevene, særligt Jakobsbrevet, Romerbrevet og Efeserbrevet. Men det, der er særlig bemærkelsesværdigt, er det forhold, at 1 Petersbrev i tanke og sprog står i nært forhold til apostlens taler, sådan som de er gengivet i Apostlenes Gerninger. Ved at sammenligne 1 Pet 1,17 med ApG 10,34; 1 Pet 1,21 med ApG 2,32-36 og 10,40.41; 1 Pet 2,7; 1 Pet 2,8 med ApG 4,10; ApG 4,11; 1 Pet 2,17 med ApG 10,28, og 1 Pet 3,18 med ApG 3,14, vil man se, hvor tæt parallellen mellem de to er. Slutningen ud fra disse forhold synes berettiget, nemlig at 1 Petersbrev i ordvalg og tanke hører til samme tidsperiode og bevæger sig i samme sandhedskreds som Det Nye Testamentes øvrige skrifter. Forfatteren var en apostel, og han var Simon Peter.

II. Adressen.

Peter skriver til de “udvalgte, som er fremmede i adspredelsen.” Jakob bruger betegnelsen “adspredelsen” om troende hebræere af de tolv stammer, som boede uden for landet (Jak 1,1). Jøderne indbefattede i den hele den gruppe af israelitter, der var spredt blandt hedningefolkene (Joh 7,35). Men vi må ikke deraf slutte, at brevet alene er rettet til kristne jøder. Troende hedninger er på ingen måde udelukket, som 1 Pet 1,14; 1 Pet 1,18; 1 Pet 1,20; 1 Pet 2,10; 1 Pet 3,6; 1 Pet 4,3; 1 Pet 4,4 rigeligt bevidner. Faktisk var det hedningekristne element i menighederne i Lilleasien på den tid stærkt dominerende. Betegnelsen “fremmede” betegner et folk borte fra hjemmet, fremmede i et fremmed land; ordet oversættes “pilgrimme” i 2,11 og Hebr 11,13--et passende navn for dem, der bekender, at de her ikke har nogen blivende by, men søger en, som skal komme. Selv om Peter uden tvivl havde troende israelitter i tanke, da han skrev, for han glemte aldrig, at hans tjeneste først og fremmest hørte omskærelsen til (Gal 2,7; Gal 2,8), forsømte han ikke de mere talrige hedningekristne, og til dem taler han lige så indtrængende som til de andre; også disse var “fremmede.”

Tre af de fire provinser, Peter nævner, nemlig Pontus, Kappadokien og Asien, havde repræsentanter ved den mindeværdige pinse i Jerusalem (ApG 2,9; 1 Pet 1,1). Mange af disse “fremmede i adspredelsen” kan have troet apostlens budskab og taget imod frelsen ved Jesus Kristus og være vendt hjem for at fortælle den gode nyhed til deres naboer og venner. Dette ville danne et stærkt foreningsbånd mellem dem og Peter og bane vej for, at han kunne henvende sig til dem i brevets fortrolige og milde tone.

Silvanus:

Silvanus synes at have været den, der bragte brevet til de kristne i Lilleasien: "Ved Silvanus, vor trofaste bror, som jeg regner ham for, har jeg skrevet kort til jer" (1 Pet 5,12). Det er en antagelse at hævde ud fra disse ord, at Silvanus blev brugt ved udformningen af brevet. Udsagnet betegner snarere brevbringeren end forfatteren eller sekretæren. Silvanus var Paulus' medarbejder i tjenesten for de asiatiske menigheder, og da vi ikke læser om, at han fulgte Paulus til Jerusalem eller til Rom, er det sandsynligt, at han vendte tilbage fra Korinth (ApG 18,5) til Lilleasien og arbejdede dér. Han og Peter mødtes, hvor ved ingen, skønt ikke få mener, at det var i Rom; et lige så sandsynligt gæt er måske i Israels land. Under alle omstændigheder gav Silvanus Peter en beretning om forholdene i provinserne, om de troendes trængsler og forfølgelser og om deres dybe behov for medfølelse og vejledning. Han ville derfor være apostlen til den største hjælp. Dette synes at forklare det særlige i den formulering, Peter bruger: "Ved Silvanus, vor trofaste bror, har jeg skrevet til jer," som om han havde haft en vis del i at tilvejebringe brevets indhold.

III. Sted og tidspunkt for tilblivelsen.

1. Babylon: Hvilket?:

Ifølge 1 Pet 5,13 blev brevet skrevet i Babylon. Men hvilket sted menes der? To byer med dette navn var kendt på apostlenes tid. Den ene lå i Egypten, sandsynligvis på eller nær det nuværende Kairos beliggenhed, og vi får at vide, at den var en "by af ikke ringe betydning." Epifanius kalder den "det store Babylon" (Zahn). Fraværet af al tradition, der ville kunne identificere dette sted med brevets Babylon, synes dog at udelukke det fra spørgsmålet. Babylon ved Eufrat betragtes af mange som det sted, der her er betegnet. Jøder boede stadig i betydeligt antal i Babylon, på trods af massakren på tusinder under Claudius' regering og mængders flugt til andre lande. Der er meget, der taler for denne by som det sted, der menes, og dog er fraværet af tradition til støtte for den en meget alvorlig vanskelighed. En tredje opfattelse betragter det som et symbol på Rom. Romersk-katolikker fortolker det således, og ikke få protestanter forstår det på samme måde. Traditionen, som går tilbage til første halvdel af det 2. århundrede, synes at støtte det, selv om megen usikkerhed og uklarhed stadig omgiver de tidligste århundreder af vor tidsregning, trods moderne forskeres utrættelige undersøgelser. Papias, biskop af Hierapolis, som levede i første halvdel af det 2. århundrede, synes ikke at have været i tvivl om, at Peter led martyrdøden i Rom, og at brevets Babylon betegner kejserbyen. Der er meget alvorlige indvendinger mod denne fortolkning. Én er, at den er helt ude af trit med Peters måde at skrive på. Frem for alt er han direkte og saglig i sin stil. Det billedsprog, han bruger, er for det meste hentet fra Det Gamle Testamente, eller, hvis det er hans eget, er det så almindeligt i brug, at alle læsere ville forstå det. Det er helt usandsynligt, at denne mand, der talte ligefremt næsten til det plumpe, midt i sine personlige forklaringer og afsluttende hilsener skulle indskyde en sådan mystisk betegnelse uden nogen antydning af, hvad han mener med den, eller hvorfor han bruger en sådan talemåde.

2. Babylon ikke Rom:

Desuden findes der intet bevis for, at Rom blev kaldt Babylon af de kristne, før Johannes' Åbenbaring blev udgivet, dvs. ca. 90-96 e.Kr. Men hvis Første Petersbrev er afhængigt af Johannes' Åbenbaring for dette navn Babylon som Rom, kan Peter ikke have været dets forfatter, for han døde flere år før dette tidspunkt. Brevet blev skrevet omkring 64 e.Kr., på den tid da forfølgelserne under den berygtede Nero rasede, og på samme tid aflagde også apostlen selv sit vidnesbyrd og gik til sit himmelske hjem, sådan som hans Mester på forhånd havde varslet ham (Joh 21,18; Joh 21,19). Selv om vi ikke er uopmærksomme på de store vanskeligheder, der omgiver denne opfattelse, hælder vi ikke desto mindre til den mening, at Babylon i 1 Pet 5,13 er den gamle by ved Eufrat.

Se PETER, (SIMON).

IV. Formål.

Apostlen havde mere end ét formål for øje, da han henvendte sig til de "udvalgte" i Lilleasien. Herren Jesus havde pålagt ham: "Giv mine lam føde" "Vogt mine får"--"Giv mine får føde" (Joh 21,15-17). Hans to breve bevidner, hvor trofast han adlød pålægget. Med kærlig og mild hånd giver han lammene føde og vogter hele hjorden, advarer mod fjender, beskytter mod fare og fører dem til grønne græsgange og hen til stille vande. Han minder dem om den herlige arv, de skal eje (1 Pet 1,3-9); han formaner dem til at vandre i den Kristus' fodspor, som ikke klagede (1 Pet 2,20-25); til at være medfølende, kærlige, ømhjertede, ydmyge af sind og varsomme på deres færd gennem denne uvenlige verden (1 Pet 3,8-12). Han sammenfatter kristenlivets hovedpligter i de korte, men indholdsrige sætninger: "Ær alle mennesker. Elsk broderskabet. Frygt Gud. Ær kongen" (1 Pet 2,17). Men hans højeste formål er at trøste og opmuntre dem midt i de forfølgelser og lidelser, som de uretfærdigt blev udsat for, og at styrke dem imod de tungere prøvelser, der truede.

1. Forfølgelse:

Fra begyndelsen var den kristne kirke genstand for mistanke og had, og mange af dens tilhængere havde lidt indtil døden ved både fjendtlige jøders og fanatiske hedningers hænder. Men disse trængsler var som regel lokale og sporadiske. Der fandtes menigheder med stort medlemstal og vid indflydelse, som ikke blev forulempet (1 Kor 4,8-10), og som synes at have kunnet få retfærdig behandling ved hedenske domstole (1 Kor 6,1-6). Men den tilstand, der træder frem i 1 Peter, er helt anderledes. Prøvelser og trængsler af den strengeste art angriber dem, og et fjendskab og en fjendtlighed, der er opsat på deres ødelæggelse, forfølger dem med utrættelig energi. Hele det kristne legeme havde del i forfølgelserne (5,9). Prøvelsen kom overraskende (4,12), både ved sin voldsomhed, for Peter kalder den »brændende«, og ved sin uventethed. Apostlen fremstiller den som et vildt rovdyr, en brølende løve, der strejfer omkring dem for at gribe og fortære (5,8.9).

Der blev rettet en række anklager mod de kristne, men de var bagvaskelser og sladder uden noget grundlag i virkeligheden. De blev omtalt som forbrydere (1 Pet 2,12 kakopoion; malefici, kalder Tacitus dem). Deres modstandere hånede dem (1 Pet 3,9); skældte dem ud (1 Pet 3,16); talte ondt om dem (1 Pet 4,4); bebrejdede dem for Kristi navn (1 Pet 4,14). Det er grimme betegnelser. De viser, hvor bittert hadet var, og hvor intens den fjendtlighed var, som hedningerne følte mod de kristne, der boede iblandt dem. Hvis der i Kristi folks karakter og adfærd havde været nogen begrundelse for en sådan modstand, hvis de var forbrydere, »menneskeslægtens hadere«, som skulle stilles i klasse med tyve og mordere og folk, der blander sig i andres sager (1 Pet 4,14-16), sådan som de blev anklaget for at være og gøre, kunne vi forstå den voldsomme modstand, der angreb dem, og det brutale formål helt at undertrykke dem; men det eneste grundlag for fjendskabet mod dem var de kristnes afvisning af at slutte sig til deres hedenske naboer i deres afgudsdyrkelser, deres fester, vinsvir, sviregilder, drikkelag, tøjlesløshed og lyster, som de engang frit havde taget del i (1 Pet 4,2-4). De asiatiske hellige havde forsaget alle sådanne onde skikke, havde skilt sig fra deres gamle fæller i et udsvævende liv og frastødende udskejelser; de var vidner imod deres umoral, og derfor blev de genstand for stærk modvilje og forfølgende fjendskab. Peter vidner om disse troendes høje karakter, deres rene livsførelse og deres selvopofrende hengivenhed. I hele Lilleasien kunne man ikke finde et bedre selskab af mænd og kvinder end disse Jesu Kristi disciple; ingen var mere underdanige mod den indsatte myndighed, ingen mere rede til at hjælpe deres medmennesker i nød og besvær. Hovedpunktet i deres forseelse var deres adskillelse fra den ugudelige verden omkring dem og deres alvorlige vidnesbyrd imod de forfærdelige synder, der dagligt blev begået for deres øjne.

2. Kristi eksempel:

Hvor mægtigt tjener apostlen sine lidende venner! Han byder dem at huske den Kristus, der ikke klagede, da han uretfærdigt blev plaget af grusomme mennesker (1 Pet 2,19-25). Han fortæller dem, hvordan de effektivt kan bringe deres anklagere til tavshed og gendrive de bagvaskelser og den sladder, der så grusomt udbredes imod dem, nemlig ved at leve så rent og gudfrygtigt, ved at være så sagtmodige, lærvillige, tålmodige, standhaftige, sande og trofaste mod Gud, at ingen kan fæste lid til de falske anklager (1 Pet 2,1-5; 1 Pet 2,13-17; 1 Pet 3,8; 1 Pet 3,9; 1 Pet 3,13-17; 1 Pet 5,6-11).

3. Forhold til staten:

Der er kun lidt eller intet bevis i brevet for, at forfølgelserne blev påført ved kejserlig myndighed, eller at staten behandlede de kristne som fjender, der var farlige for samfundets fred. I de provinser, som brevet blev sendt til, synes der at have været fuldstændigt fravær af formel rettergang og straf gennem domstolene. Peter taler ikke om retssager mod de kristne ved øvrighedspersonerne. Tværtimod formaner han dem til at underordne sig enhver menneskelig ordning for Herrens skyld: enten det er kongen som den øverste, eller statholdere, som er udsendt af ham til straf over dem, der gør ondt, og til ros for dem, der gør godt (1 Pet 2,13). De skal ære alle mennesker, ære kongen (1 Pet 2,17). Denne underordning ville næppe blive indskærpet, hvis staten allerede havde forbudt kristendommen og dekreteret dens totale undertrykkelse. Dette gjorde kejserstyret senere, men der gives ikke noget bevis af apostlen for, at regeringen i 64 e.Kr. – brevets datering – formelt fordømte kristne og besluttede at tilintetgøre dem.

Peter formaner sine medtroende til at bringe deres forfølgere til tavshed ved deres retskafne adfærd (1 Pet 2,15); således skal de gøre dem til skamme, som falskeligt anklager dem (1 Pet 3,16); og de skal ikke bekæmpe ondt med ondt eller svare på hån med hån, men tværtimod med velsignelse (1 Pet 3,9). Den modsætning, der her er angivet, udspringer tydeligvis af den hedenske befolkning; der er ingen antydning af, at de stilles for øvrighedspersoner eller underkastes retssager. Det er vantro, som håner og bagvasker og fordømmer Guds folk i provinserne.

Alt i brevet peger på Neros tid, 64 e.Kr., og ikke på Domitians eller Trajans tid, eller endda Titus'. I Rom blev vældige skarer af kristne dræbt på den mest brutale måde, fortæller Tacitus, men historikeren hævder, at der gik et uhyggeligt rygte om, at Nero selv havde anstiftet byens brand (19. juli 64), og »han (Nero) ledte falskeligt anklagen over på en gruppe mennesker, som folket gav navnet kristne (eller chrestianere), og som var afskyet for de vederstyggeligheder, de begik.« Se NERO. Visse kendsgerninger fremgår klart af Tacitus' udsagn, nemlig at de kristne på den tid var velkendte som en særskilt sekt; og at de blev udsat for de frygtelige lidelser, der blev påført dem, fordi de var kristne; og at forfølgelserne på den tid blev anstiftet af tyrannens frygt og brutalitet. Peter anerkender ligeledes den kendsgerning, at de troende blev mishaget og bagtalt af deres hedenske naboer af samme grund--de var kristne: »Hvis I bliver hånet for Kristi navns skyld, er I salige« (1 Pet 4,14); »Men hvis nogen lider som kristen, skal han ikke skamme sig, men ære Gud i dette navn« (1 Pet 4,16). Men den kejserlige regering på den tid synes ikke at have truffet formelle foranstaltninger for at omstyrte kristendommen som et system, der var fjendtligt mod riget. Hvor der naturligvis blev fremsat direkte anklager af kriminel karakter mod kristne, ville der blive indledt retslig undersøgelse af dem. Men i brevet var det, de troende måtte udholde og lide, den nedsættende omtale, skældsordene, vanæren og de modbydelige og ondskabsfulde bagvaskelser, som hedningerne angreb dem med.

V. Brevets karakteristiske træk.

Det har visse meget tydelige kendetegn, hvoraf nogle kan nævnes.

1. Frihed i opbygningen:

Det følger ikke en stram logisk rækkefølge i sin opbygning, sådan som Paulus' breve i så høj grad gør. Der er sandhed i Dean Alfords udsagn, skønt han måske driver det lidt vidt: »Forbindelsen mellem den ene tanke og den anden findes ikke i nogen fremadskridende udfoldelse af tanke eller argument, men i det sidste ord i den foregående sætning, som tages op og føres videre i den nye« (se 1 Pet 1,5; 1 Pet 1,6; 1 Pet 1,7; 1 Pet 1,9; 1 Pet 1,10 osv.). Denne ejendommelighed griber dog ikke forstyrrende ind i brevets enhed; den føjer snarere til den, og den giver brevet en livfuldhed, som det ellers måske ikke ville have.

2. Håb:

Det er håbets brev. Hvor meget gør det ikke ud af denne grundlæggende nåde! Peter synes aldrig at blive træt af at beskrive den og ophøje dens strålende skønhed og ønskværdighed. Han kalder det et levende håb (1 Pet 1,3). Det er født ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, og det venter roligt på den herlige arv, som snart skal nydes. Det er et håb, der skal fuldendes ved Kristi komme (1 Pet 1,13), og det er rettet mod Gud; derfor kan det ikke slå fejl (1 Pet 1,21). Sygt, døende håb kender vi ganske godt. Det motto, som en bestemt stat (South Carolina) har indskrevet på sit store segl, er dum spiro spero (»så længe jeg lever, håber jeg«). Et sådant håb kan tjene et samfund, hvis eksistens er begrænset til denne verden, men et menneske behøver noget mere varigt, noget uforgængeligt. »Det er en frygtelig ting, når et menneske og dets håb dør sammen« (Leighton). En kristen kan med tillid skrive: »Når jeg dør, håber jeg«, for hans håb er et levende håb, der fylder fremtiden og får den til at sitre med en salig virkelighed.

3. Arv:

Den kristnes herlige arv (1 Pet 1,3-5) skildres i en af de mest omfattende og tankevækkende beskrivelser af den troendes arvelod, der findes i Bibelen. Den siges at være »uforgængelig«. Ordet peger på dens substans. Den kan ikke forgå. I den er der intet element af forfald. Den rummer i sit indre ingen dødskim. Ligesom dens ophav, den levende Gud, er den uforanderlig og evig. Den er »ubesmittet«. Den er ikke plettet af synd eller forurenet af forbrydelse, hverken ved dens erhvervelse eller dens besiddelse. Menneskelige arvelodder er som regel skæmmet af menneskelig uret. Der findes næppe en tønde land jord, som ikke er besmittet af svig eller vold. Den mønt, der går fra hånd til hånd, er i mange tilfælde tilsmudset af skyld. Men denne hos Peter er absolut ren og hellig. Den »visner ikke«. Den visner aldrig. Tidsaldre forringer ikke dens skønhed eller fordunkler dens glans. Dens friskhed vil forblive ny, dens duft uformindsket, for evigt. Således er vores arv »herlig i disse henseender: i sin substans uforgængelig; i sin renhed ubesmittet; i skønhed uvisnelig« (Alford).

Hvorfor giver apostlen nu allerede i selve begyndelsen af sit brev de helliges arv en så ophøjet plads? Det gør han for at trøste og opmuntre sine medtroende med Herrens egne trøstegrunde, så de standhaftigt kan bære deres mange slags lidelser og sejre over deres tunge trængsler. Derfor skriver han: »Over dette jubler I, skønt I nu en kort tid, hvis det er nødvendigt, er blevet bedrøvet ved mange slags prøvelser, for at jeres tros prøvede ægthed .... må vise sig til lovprisning og herlighed og ære ved Jesu Kristi åbenbarelse« (1 Pet 1,6-9). Han løfter deres tanker og deres blik højt op over besværlighederne og nøden omkring dem til ham, som de tilhører, som de tjener, og som om kort tid vil krone dem med udødelig salighed.

4. Profeternes vidnesbyrd:

Profeterne og deres granskning beskrives i 1 Pet 1,10; 1 Pet 1,11: »Om denne frelse søgte og granskede profeterne flittigt, de som profeterede om den nåde, der skulle komme til jer,« osv. For Peter og hans medapostle var profeternes vidnesbyrd autoritativt og endeligt. Hvor de havde et klart ord fra Det Gamle Testamentes skrifter, følte de, at ethvert spørgsmål var afgjort, og at striden var til ende.

(1) Frelse.

De profetiske meddelelsers hovedindhold var frelse. Profeterne talte om mange emner; de måtte formane, irettesætte og indtrængende bede deres vildfarne samtidige; fordømme synd, forkynde dom over de skyldige og kalde dem tilbage til omvendelse og reform. Men gang på gang blev deres syn fyldt af fremtiden og dens salighed, deres stemmer svulmede af henrykkelse, når de så og forudsagde den store frelse, som skulle bringes til verden, og den nåde, som da så rigt skulle udgå til mennesker; for Messias skulle komme til syne og lide, den retfærdige for de uretfærdige, for at han kunne føre os til Gud.

(2) Kristi Ånd.

Profetens budskaber var Kristi Ånds budskaber. Det var ham, der forud vidnede om Kristi lidelser og de herligheder, som skulle følge. Profeterne fraskriver sig altid enhver del i oprindelsen til deres budskaber. De fastslår på den mest positive og højtidelige måde, at deres forudsigelser ikke er deres egne, men Guds. Derfor kaldes de Herrens »talsmænd«, Herrens »mund« (2 Mos 4,15; 2 Mos 4,16; 2 Mos 7,1; 2 Mos 7,2; 2 Pet 1,21).

(3) Profetisk studium.

De »søgte og granskede omhyggeligt«. Disse udtryk er stærke og eftertrykkelige. De fordybede sig i de forudsigelser, som Ånden havde åbenbaret gennem dem selv; de undersøgte dem med ivrig og vedholdende granskning. To punkter optog deres opmærksomhed: »hvilken tid eller hvilken slags tid Kristi Ånd, som var i dem, pegede hen på.« Det første »hvilken« vedrører tiden for Messias’ komme; det andet »hvilken« vedrører de begivenheder og omstændigheder, som skulle ledsage hans fremtræden--et frugtbart tema, et som optager ædlere studerendes granskning--»dette, som engle længes efter at se ind i.«

5. Det kristne broderskab:

Det kristne broderskab beskrives i 1 Pet 2,9; 1 Pet 2,10: »Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et folk til Guds egen ejendom, for at I skal forkynde hans herlige egenskaber, som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys.« Broderskabet er det nye Israel. Apostlen beskriver det med udtryk, som blev anvendt om det gamle Israel, men som omfatter mere, end det gamle Israel nogensinde virkeliggjorde. Den ophøjede forestilling kommer fra en, der var en streng jøde, omskærelsens apostel, og som holdt sig temmelig nært til de mosaiske institutioner til sit livs ende. Desto mere betydningsfuldt er hans vidnesbyrd af den grund. De beskrivende titler, som han her samler og sætter på det kristne broderskabs pande, er af den mest strålende slags. En fremtrædende mand, en adelsmand, en general, en statsmand, vil undertiden vise sig offentligt med brystet dækket af strålende dekorationer, som markerer hans rang eller hans bedrifter. Men sådanne udmærkelser synker ned i ubetydelighed ved siden af denne blændende samling. Dette er den himmelske adel, den kongelige familie tilhørende herlighedens Herre, smykket med tegn, der er langt klarere end noget, der nogensinde glimtede på en konges eller kejsers bryst. Men selv i dette tilfælde minder Peter de kristne om den herlige skæbne, der venter dem, for at de kan blive styrket og ansporet til standhaftighed og troskab midt i de prøvelser og lidelser, som de udsættes for (1 Pet 2,11; 1 Pet 2,12)

6. Ånder i fængsel:

Et studium af 1 Pet 3,18-20--»prædikede for ånderne i fængsel«--burde her følge i denne foreløbige gennemgang af brevets karakteristiske træk, men noget, der lignede en tilstrækkelig undersøgelse af dette vanskelige afsnit, ville kræve mere plads, end der kunne gives det. Det må være nok at citere en sætning fra professor Zahn (New Testament, II, 289), som forfatteren er enig i: »Den fortolkning af 1 Pet 3,19 er efter al sandsynlighed korrekt, ifølge hvilken der henvises til en prædiken af Kristus på syndflodens tid, dvs. en prædiken gennem Noa, således at Noa her fremstilles som en retfærdighedens prædikant, som i 2 Pet 2,5.«

Se PRISON, SPIRITS IN.

VI. Analyse.

En meget generel analyse af brevet er følgende:

(1) Kristne privilegier, 1 Pet 1.

(2) Kristne pligter, 1 Pet 2,11-4.

(3) Forfølgelser og prøvelser, 1 Pet 4,12-5.

(4) Personlige forhold og hilsener, 1 Pet 5,12-14.

Kristendommens hovedlærdomme findes i Første Petersbrev. Herren Jesus Kristus’ stedfortrædende lidelse og død (2,24; 3,18); den nye fødsel (1,3.13); forløsning ved Kristi blod (1,18.19), tro, håb, tålmodig udholdenhed under uretfærdig lidelse og et helligt liv bliver alle indskærpet de kristne med stor alvor og kraft.

LITTERATUR.

Bible Dicts., DB, HDB, Davis, DB, EB, Sch-Herz, bind VIII; indledninger: Westcott, Salmon, Zahn; Vincent, Word Studies; kommentarer: Bible Commentary, Cambridge Bible for Schools; Lillie, Jameson, Fausett and Brown, Alford, Bigg, Mayor (om Andet Petersbrev), Johnstone (homiletisk), New York, 1888; Hort, 1 Pet 1,1-2, New York, 1898.

William G. Moorehead