Spring til indhold

Den frie bibel

Hebræerbrevet 5

1 For enhver ypperstepræst som tages blandt mennesker, indsættes på vegne af mennesker i relation til Gud for at frembære gaver og ofre for deres synder.
2 Han kan handle mildt med de uvidende og vildledte fordi han også selv er iklædt svaghed,
3 og på grund af den skylder han at frembære offer for synd både for folket og for sig selv.
4 Ingen tager den ære på sig, men kaldes af Gud, ligesom også Aron.
5 Således har heller ikke Kristus ophøjet sig selv til at blive ypperstepræst, men Gud har sagt til ham:
»Du er min søn, jeg har født dig i dag,«
6 ligesom han også siger et andet sted:
»Du er ypperstepræst til evig tid efter Melkisedeks orden.«
7 Mens han levede, frembar han med stærke råb og tårer bønner og bønfaldelser til ham som kunne frelse ham fra døden, og han blev hørt på grund af sin ærefrygt.
8 Skønt han var søn, lærte han lydighed af det, han led,
9 og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem der adlyder ham,
10 og han blev udpeget af Gud til ypperstepræst efter Melkisedeks orden.
11 Vi har meget at sige om det, men det er vanskeligt at forklare fordi I er blevet sløve til at høre.
12 For skønt I ved denne tid burde være lærere, har I brug for at nogen lærer jer begyndelseselementerne i Guds ord igen, og I har brug for mælk og ikke fast føde.
13 For enhver som lever af mælk, er uden erfaring med ordet om retfærdighed, for han er et barn,
14 men den faste føde er for de fuldkomne som på grund af modenhed har trænet evnerne til at skelne mellem godt og ondt.