(Gr. charismata), gaver, som på overnaturlig måde blev skænket de første kristne, idet hver havde sin egen særlige gave eller sine egne gaver til opbyggelse af Kristi legeme. Disse var resultatet af Åndens ekstraordinære virke, som på pinsedagen. Det var gaverne til at tale med tunger, uddrive dæmoner, helbrede osv. (Mark 16,17, 18), som sædvanligvis blev formidlet ved apostlenes håndspålæggelse (ApG 8,17; 19,6; 1 Tim 4,14). Disse charismata blev kun nydt for en tid. De kunne ikke altid fortsætte i kirken. De passede til dens barndom og til nødvendighederne i de tider.