Dette udtryk udspringer af ordene i Rom 8,16: "Ånden selv vidner med vores ånd om, at vi er Guds børn." Sammen med dette kan, som belysende, stilles 1 Joh 5,10: "den, der tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig." Ved fortolkningen kan vi nærme os det første sted gennem det sidste. For det menneske, som "tror på Guds Søn" på en sådan måde, at han prøver ham ved tillid, bliver han selvindlysende i erfaringen og bekræfter sig selv for den troende som det guddommelige svar på hele hans åndelige behov. Når han således tros på som Sønnen, vækker han i den sjæl, han omslutter, den barnlige holdning over for Gud, råbet: "Abba, Far." På den anden side forsikrer Ånden ham, både i det skrevne Ord (f.eks. Joh 1,12) og i sin hemmelige samtale med den troende i troens liv, om den faderlige kærlighed til ham, som til et "kært barn" (Ef 5,1) af hans Herres Far. Der er således et samtidig "vidnesbyrd." Den troendes ånd siger: "Du er min Far"; Ånden siger til den troendes ånd: "Du er hans barn." Vi kan sammenligne Rom 5,5: "Guds kærlighed er blevet udgydt i vores hjerter ved Helligånden."

Handley Dunelm