spir'-it (ruach; pneuma; Latin, spiritus):

1. Grundlæggende og billedlige betydninger

(1) Som vind, ånde

(2) Som vrede eller raseri

(3) Som mentale og moralske egenskaber i mennesket

2. Betydningsnuancer

(1) Som livsprincip

(2) Som overlevende døden

(3) Åndelige manifestationer

3. Menneskelig og guddommelig ånd

(1) Den menneskelige i relation til den guddommelige

(2) Den guddommelige Ånds virkninger som Treenighedens tredje person

4. Gammeltestamentlige anvendelser

5. Forskellige fortolkninger

1. Grundlæggende og billedlige betydninger:

(1) Som vind, ånde:

Bruges primært i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente om vinden, som i 1 Mos 8,1; 4 Mos 11,31; Am 4,13 ("skaber vinden"); Hebr 1,7 (engle, "ånder" eller "vinde" i randnoten); bruges ofte om ånden/åndedrættet, som i Job 12,10; Job 15,30, og i 2 Thess 2,8 (den onde tilintetgøres ved "hans munds ånde").

(2) Som vrede eller raseri:

I billedlig betydning blev det brugt som betegnelse for vrede eller raseri, og som sådan anvendt endda om Gud, der ødelægger ved "sine næsebors ånde" (Job 4,9; 2 Mos 15,8; 2 Sam 22,16; se 2 Thess 2,8).

(3) Som mentale og moralske egenskaber i mennesket:

Deraf anvendt om mennesket--som sæde for følelser i begær eller nød, og således efterhånden om mentale og moralske egenskaber i almindelighed (2 Mos 28,3, "visdoms ånd"; Ez 11,19, "en ny ånd" osv.). Hvor mennesket bliver dybt grebet af den guddommelige Ånd, som blandt profeterne, har vi en noget lignende brug af ordet i udtryk som: "Herrens Ånd kom .... over ham" (1 Sam 10,10).

2. Betydningsnuancer:

(1) Som livsprincip:

Ånden som livsprincip i mennesket har forskellige anvendelser: undertiden til at betegne en åbenbaring/skikkelse (Matt 14,26, KJV "og sagde: Det er en ånd"; Luk 24,37, KJV "havde set en ånd"); undertiden til at betegne engle, både faldne og ufaldne (Hebr 1,14, "tjenende ånder"; Matt 10,1, "urene ånder"; sammenlign også Matt 12,43; Mark 1,23; Mark 1,26; Mark 1,27; og i Åb 1,4, "de syv Ånder .... foran hans trone").

(2) Som overlevende døden:

Ånden er således i mennesket livets princip--men hos mennesket til forskel fra dyret--så at denne ånd i døden overgives til Herren (Luk 23,46; ApG 7,59; 1 Kor 5,5, "for at ånden må blive frelst"). Derfor kaldes Gud "ånders Fader" (Hebr 12,9).

(3) Åndelige manifestationer:

Således i almindelighed om alle manifestationer af den åndelige del i mennesket, som det der tænker, føler, vil; og også til at betegne bestemte egenskaber, som kendetegner mennesket, f.eks. "fattige i ånden" (Matt 5,3); "sagtmodigheds ånd" (Gal 6,1); "trældoms ånd" (Rom 8,15); "nidkærheds ånd" (4 Mos 5,14); "frygts ånd" (2 Tim 1,7 KJV); "søvnigheds ånd" (Rom 11,8 KJV). Derfor opfordres vi til at "herske over vor egen ånd" (Ordsp 16,32; Ordsp 25,28), og vi advares mod at blive behersket af en forkert ånd (Luk 9,55 KJV, "I ved ikke, hvilken slags ånd I er af"). Således kan mennesket underkaste sig "vildfarelsens ånd" og vende sig bort fra "sandhedens ånd" (1 Joh 4,6). Således læser vi om "råds ånd" (Es 11,2); "visdoms ånd" (Ef 1,17).

3. Menneskelig og guddommelig ånd:

(1) Den menneskelige i relation til den guddommelige:

Vi går et trin højere, når vi finder den menneskelige ånd bragt i forhold til den guddommelige Ånd. For mennesket er kun en skabning, som livet er blevet meddelt ved Guds ånd--livet er blot et resultat af Guds ånde. Således beskrives liv og død realistisk som en meddelelse eller en tilbagetrækning af Guds ånde, som i Job 27,3; Job 33,4; Job 34,14, hvor "ånd og ånde" går sammen. Ånden kan således blive "oplivet" (1 Mos 45,27), eller "overvældet" (Sl 143,4), eller "brudt" (Ordsp 15,13). Og hvor synden er blevet stærkt følt, er det "en brudt ånd", som er "et offer til Gud" (Sl 51,17); og når mennesket underkaster sig syndens magt, gives der dets sind en ny retning: det kommer under en "utugts ånd" (Hos 4,12); det bliver "stolt i ånden" (Præd 7,8), i stedet for at være "tålmodigt i ånden"; det er en dåre, fordi det er "hastigt i ånden" og giver efter for "vrede" (Præd 7,9). De "trofaste i ånden" er de mennesker, som modstår sladder og bagtalelse i verden (Ordsp 11,13). I sådanne tilfælde som disse viser forskellen mellem "sjæl" og "ånd" sig.

Se SJÆL; PSYKOLOGI.

(2) Den guddommelige Ånds virkninger som Treenighedens tredje person:

Også på dette højere plan finder vi den guddommelige Ånd i virksomhed. Terminologien er her meget varieret: I Det Nye Testamente læser vi om "Helligånden" (1 Kor 6,19; Matt 1,18; Matt 1,20; 1 Thess 1,5; 1 Thess 1,6); "Guds Ånd" (1 Kor 2,10; 1 Kor 3,16; Rom 8,9; Rom 8,11; Ef 3,16, osv.); "Kristi Ånd" (Rom 8,9; 1 Kor 3,17; Gal 4,6); eller ganske enkelt "Ånd", med tydelig henvisning til Gud (1 Kor 2,10; Rom 8,16; Rom 8,23, osv.). Gud selv er Ånd (Joh 4,24). Derfor viser Guds kraft sig i menneskeligt liv og karakter (Luk 4,14; Rom 1,1; 1 Kor 2,4; især Luk 24,49). Apostlenes Gerninger kan kaldes Helligåndens Bog, hvor han virker med kraft i mennesket. Denne Ånd sættes på linje med Fader og Søn i den apostolske velsignelse (2 Kor 13,14) og i Frelserens afskedsbudskab til sine disciple (Matt 28,19). Som virksom i forløsning og helliggørelse forherliges hans gerning ved liv, der er "fornyet" i selve "sindets ånd"--en sammenstilling af ord, som har voldt mange fortolkere vanskeligheder (Ef 4,23; Ef 4,24), hvor pneuma og nous optræder sammen for at betegne en fornyelse, der omfatter alt: `fornyet i jeres sinds ånd, så det nye menneske iklædes, skabt i retfærdighed og sand hellighed' (se også Joh 14,17; Joh 14,26; Joh 15,26; Joh 16,13; 1 Kor 12,11, osv.).

4. Gammeltestamentlige anvendelser:

I Det Gamle Testamente viser denne Guds Ånd sig i forskellige funktioner: som svævende over kaos (1 Mos 1,2; Job 26,13); som den, der kommer ned over mennesker, over helte som Otniel, Gideon osv. (Dom 3,10; Dom 6,34), over profeter (Ez 37,1), over »kunstfærdige håndværkere« som Besalel og Oholiab (2 Mos 31,2; 2 Mos 31,3; 2 Mos 31,4, »fyldt med Guds Ånd«), og særligt i sådanne steder som Sl 51,11, hvor selve Guds nærvær angives ved Helligåndens blivende indflydelse: »Jahves Ånd er Jahve selv.«

5. Forskellige fortolkninger:

Kan vi ikke nå et endnu højere trin? Wendt henleder i sin interessante monografi (Die Begriffe Fleisch und Geist), hvoraf uddrag findes i Dicksons Paul's Use of the Terms Flesh and Spirit, opmærksomheden på den guddommelige ruachs transcendente indflydelse i Det Gamle Testamente, sådan som den udtrykkes i vendinger som »at iføre sig« (Dom 6,34), »at falde over« (14,6.19), »at hvile på« (4 Mos 11,25). Kan vi da ikke med rette antage, at der menes mere end blot en indflydelse, der udgår fra en personlig Gud? Har vi ikke ret i sammen med Davidson at fastholde, at »der virkelig er et betydeligt antal steder i Det Gamle Testamente, som meget vel kunne udtrykke den tanke, at Ånden er en særskilt hypostase eller person«? (se SUBSTANS). Hvis vi ser bort fra det velkendte sted i Første Mosebog: »Lad os gøre mennesket i vort eget billede«, som nogle har tolket i trinitarisk forstand, kan vi pege på tekster som Zak 4,6, »ved min Ånd«; Es 63,10; Es 63,11, »De gjorde oprør og bedrøvede hans hellige Ånd«; »Hvor er han, som lagde sin hellige Ånd i deres midte?« Dette bekræftes af Det Nye Testamente med dets advarsler mod at »bedrøve Helligånden«, »lyve mod Helligånden« og beslægtede udtryk (Ef 4,30; ApG 5,3). Det er denne Ånd, som »vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn« (Rom 8,16) – den ånd, som, som Auberlen har udtrykt det (PRE1, artiklen »Geist des Menschen«), »viser sig i et dobbelt forhold til os, som princippet for det naturlige liv, der er vores ved fødslen, og for det åndelige liv, som vi modtager gennem den nye fødsel (Wiedergeburt).« Derfor taler Paulus om Gud, som han tjener »med sin ånd« (Rom 1,9); og i 2 Tim 1,3 taler han om at tjene Gud »i en ren samvittighed«.

Se SAMVITTIGHED; KØD; HELLIGÅND; PSYKOLOGI; SJÆL.

J. I. Marais