huz'-band ('ish; aner): I den hebraiske husstand var ægtemanden og faderen den ledende person i en institution, der blev betragtet som mere end en social organisme, eftersom familien i det tidlige semitiske samfund havde en særpræget religiøs karakter og betydning. Det var gennem den, at dyrkelsen af husstandens og stammens guddomme blev praktiseret og videreført. Husfaderen var, i kraft af at være familiens overhoved, husstandens præst og som sådan ansvarlig for familiens religiøse liv og opretholdelsen af familiealteret. Som præst ofrede han til familieguderne, ligesom han i begyndelsen, før gudsdyrkelsen blev centraliseret, gjorde det til Jahve som stammens eller nationens guddom. Vi ser dette afspejlet i fortællingerne om Abraham, Isak og Jakob og i Jobs Bog. Dette bidrager i høj grad til at forklare sådanne beretninger, som vi har i 1 Mos 31,53; 1 Mos 32,9, og den særlige ærefrygt, der blev vist fædrenes gravsteder (1 Sam 20,6). Abraham blev betragtet som fader til en nation. Det synes at have været skik at tildele hver kendt stamme og nation en »fader« (1 Mos 10). Sådan kom familien til at spille en vigtig og opbyggende rolle i hebraisk tanke og liv; den dannede det grundlag, som den sociale struktur blev bygget på, gled gradvis over i den videre organisme, klanen eller stammen, og fik til sidst afgørende betydning for selve nationens politiske og religiøse liv.

Ægtemanden havde fra begyndelsen den øverste myndighed over sin hustru, eller sine hustruer, og børn. På sit eget område var hans herredømme næsten absolut. Hustruen, eller hustruerne, så op til ham som deres herre (1 Mos 18,12). Han var høvding (sammenlign arabisk sheik), og at vanære ham var en forbrydelse, der skulle straffes med døden (2 Mos 21,15; 2 Mos 21,17). Han havde lov til at skille sig fra sin hustru med ringe begrundelse, og skilsmisser var alt for almindelige (5 Mos 22,13; 5 Mos 22,19; 5 Mos 22,28; 5 Mos 22,29; Es 50,1; Jer 3,8; Jer 5,8; Mal 2,16, osv.). Hustruen synes ikke at have haft nogen oprejsning, hvis hun blev krænket af ham. Absolut troskab, skønt den blev krævet af hustruen, synes tilsyneladende ikke at være blevet forventet eller håndhævet hos ægtemanden, så længe han ikke krænkede en anden ægtemands rettigheder. I almindelighed blev kvinder blandt østlige folk kun ringe agtet, sådan som de også kom til at blive det blandt de jafetitiske nationer. Platon regnede en stat for »uordnet«, »hvor slaver er ulydige mod deres herrer, og hustruer står på lige fod med deres ægtemænd.« »Findes der et menneske,« spørger Sokrates, »som du taler mindre med end med din hustru?« Men fra begyndelsen oplærte den ideelle ægtemand blandt hebræerne sin husstand i den vej, de religiøst burde gå, ligesom han underviste dem i familiens, stammens og nationens overleveringer (1 Mos 18,19; 2 Mos 12,26; 2 Mos 13,8; 5 Mos 6,7, osv.). Det skyldtes i det mindste delvis dette, at den hebraiske husstand, trods de splittelser og onder der fulgte med polygami, i usædvanlig grad blev en planteskole for dyd og gudsfrygt og blev en virkelig foregribelse af det ideal, der senere blev virkeliggjort i det kristne hjem (1 Kor 7,2; Ef 5,25; 1 Pet 3,7).

Brugt billedligt om forholdet (1) mellem Jahve og hans folk (Es 54,5; Jer 3,14; Hos 2,19); (2) mellem Kristus og hans kirke (Matt 9,15; 2 Kor 11,2; Ef 5,25; Åb 19,7; Åb 21,2).

George B. Eager