Cæsar
På engelsk: Caesar
Easton's Bible Dictionary
Den titel, som de romerske kejsere antog efter Julius Cæsar. I Det Nye Testamente gives denne titel til forskellige kejsere som herskere over Judæa uden deres ledsagende særskilte egennavne (Joh 19,15; ApG 17,7). Jøderne betalte skat til Cæsar (Matt 22,17), og alle romerske borgere havde ret til at appellere til ham (ApG 25,11). De cæsarer, der henvises til i Det Nye Testamente, er Augustus (Luk 2,1), Tiberius (3,1; 20,22), Claudius (ApG 11,28) og Nero (ApG 25,8; Fil 4,22).
International Standard Bible Encyclopedia
se'-zar (Kaisar): Oprindelig tilnavnet for den julianske slægt (således Caius Julius Caesar); senere et navn båret af de romerske kejsere. I Det Nye Testamente anvendes navnet bestemt om Augustus (Luk 2,1, "Cæsar Augustus"), som det tilhørte ved adoption, og om Tiberius (Luk 3,1, "Tiberius Cæsar"; jf. Matt 22,17; Matt 22,21). Den "Cæsar," som Paulus appellerede til (ApG 25,11; ApG 25,12; ApG 25,21), var Nero. Formen er bevaret i "Kaiser" og "Czar."
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).