ses-a-re'-a, se-za-re'-a (Kaisareia):

(1) Cæsarea i Israels land (pal-es-ti'na).

Det gamle navn hænger i den arabiske form Qaisariyeh stadig ved ruinerne på havkysten, omkring 30 miles nord for Jaffa. Byen blev bygget af Herodes den Store på stedet for Stratons tårn (Ant., XIII, xi, 2; XV, ix, 6), og navnet Caesarea Sebaste blev givet den til ære for Augustus (ibid., XVI, v, 1). Med sin sædvanlige pragt ødslede Herodes udsmykninger på byen. Han opførte overdådige paladser og offentlige bygninger, et teater og et amfiteater med udsigt til havet; mens et rummeligt kloaksystem under byen sikrede renlighed og sundhed. Men "det største og mest besværlige arbejde af alle" var en storslået havn, "altid fri for havets bølger", som Josefus siger ikke var mindre end Piræus; dette er dog en overdrivelse. Den var af fremragende udførelse og så meget desto mere bemærkelsesværdig, fordi stedet selv ikke var egnet til sådanne prægtige anlæg. Hele kystlinjen er faktisk usædvanlig dårligt egnet til anlæggelse af havne. Den mægtige bølgebryder blev bygget ved at sænke sten på 50 x 18 x 9 fod ned på tyve favnes dybde. Molen var 200 fod bred. En del var kronet af en mur og tårne. Der blev også anlagt en promenade og boliger for søfolk. Arbejdet blev udført på ti eller tolv år. Byen blev den romerske prokurators residens. Den kom i Agrippa I's hænder; og her døde han elendigt (ApG 12,19; ApG 12,23). Her boede evangelisten Filip (ApG 8,40; ApG 21,8). Til Cæsarea blev Peter sendt for at tjene den romerske officer Cornelius (ApG 10). Tre gange passerede Paulus gennem Cæsarea (ApG 9,30; ApG 18,22; ApG 21,8); hertil blev han sendt under bevogtning fra Jerusalem for at undslippe fare fra jøderne (ApG 23,23); og her blev han holdt fængslet indtil sin endelige afrejse til Rom.

Uroligheder mellem hedninger og jøder i Cæsarea gav anledning til krigen (BJ, II, xiii, 7; xiv, 4 f). Frygtelige grusomheder blev udøvet mod jøderne under Felix og Florus. Her blev Vespasian hyldet som kejser af sine soldater. Her fejrede Titus sin bror Domitians fødselsdag ved at sætte 2.500 jøder til at kæmpe med vilde dyr i amfiteatret. Eusebius var biskop af Cæsarea (313-40 e.Kr.). I 548 e.Kr. blev en massakre på de kristne organiseret og gennemført af jøderne og samaritanerne. Byen kom på muslimske hænder i 638. På korstogenes tid faldt den snart til de kristne, snart til muslimerne; og den blev til sidst ødelagt af sultan Bibars i 1265 e.Kr.

Katedralen stod på stedet for et tempel bygget af Herodes, hvor ruinerne ses i dag; ligesom også ruinerne af to akvædukter, der førte vand fra Nahr ez-Zerqa. Den romerske bys mur mod land var næsten 3 miles lang.

(2) Cæsarea Filippi (fi-lip'-i) (Kaisareia he Philippou).

Ved den sydvestlige fod af Hermonbjerget, på en klippeterrasse 1.150 fod over havet, mellem Wady Khashabeh og Wady Za`areh, ligger ruinerne af den gamle by. Den var et centrum for dyrkelsen af Pan; deraf navnet Paneas, som ikke blot blev brugt om byen, men om hele distriktet (Ant., XV, x, 3). Det er muligt, at dette kan have været stedet for det gamle Baal-Hermon; mens Principal G. A. Smith ville placere Dan her (HGHL, 480). Distriktet blev givet af Augustus til Herodes den Store i 20 f.Kr.; han lod bygge et tempel af hvid marmor til ære for kejseren. Paneas udgjorde en del af Filips tetrarki. Han genopbyggede og forskønnede byen, kaldte den Cæsarea som en kompliment til Augustus og føjede sit eget navn til for at skelne den fra Cæsarea ved Sharons kyst (Ant., XVIII, ii, 1; BJ, II, ix, 1). Fra Betsajda kom Jesus og hans disciple hertil, og på vejen aflagde Peter sin berømte bekendelse, hvorefter Jesus begyndte at fortælle dem om sin kommende lidelse (Matt 16,13; Mark 8,27). Nogle mener, at Jesus blev forklaret på et højdedrag nær Cæsarea Filippi. Se Forklarelsens bjerg. Agrippa II gav byen navnet Neronias (Ant., XX, ix, 4). Det gamle navn overlevede imidlertid både Cæsarea og Neronias og lever videre i den arabiske form Banias. Den moderne landsby, bygget mellem ruinerne, har 350 indbyggere. Murene og tårnene, hvis rester ses, stammer fra korstogstiden. Borgen, ec-Cubeibeh, kroner højen bag byen og må have været et stærkt sted fra de tidligste tider. Besiddelsen af den må altid have været afgørende for at holde dalen mod vest. Umiddelbart nord for byen, ved foden af en stejl klippe, udspringer Jordans kilde. Tidligere kom vandet ud af en hule, Magharet ras en-Neba`, "kildehovedets hule", som nu er fyldt op med murbrokker. To nicher, der er hugget ind i klippefladen, minder om den afgudsdyrkelse, der blev praktiseret her i gamle dage. En helligdom for el-Khudr står vest for kilden. Med den frugtbare jord og rigelige vandforsyning, i et forholdsvis tempereret klima, kunne almindelig flid forvandle hele distriktet til en have. Som det er, er omgivelserne vidunderligt smukke.

W. Ewing