se'-dar, se'-der ('erez, fra en hebraisk rod, der betyder "at være fast"; kedros): 'erez var i næsten alle Det Gamle Testamentes henvisninger den egentlige ceder, Cedrus libani, men navnet kan på en løs måde være blevet anvendt om beslægtede træer, såsom enebær og fyrretræer. I 4 Mos 24,6--"som cedertræer ved vandene"--må henvisningen, som det er mest sandsynligt, være rent poetisk (se aloer), eller også må 'arazim betegne en anden slags træ, som trives ved vand.

1. Ceder til rituel renselse:

Ceder nævnes to gange som et middel til rituel renselse. I 3 Mos 14,4 blev den rensede spedalske bestænket med blodet af en "ren fugl", hvori der var lagt "cedertræ og skarlagen og isop". I 4 Mos 19,6 skulle "cedertræ og isop og skarlagen" kastes ind i brændofferet af den røde kvie. (Om den symbolske betydning se ren.) Her antages det meget almindeligt, at cederen ikke kan have været træet af Cedrus libani, som, så vidt vi ved, aldrig voksede i ørkenen, men derimod en art enebær--ifølge Post Juniperis phoenicea, som endnu kan findes i Edoms ørken.

2. Cedertræer i Det Gamle Testamente:

Cedertræer nævnes overalt med beundring i Det Gamle Testamente. Salomo gjorde cederen til det første blandt træerne (1 Kong 4,33). De er "Libanons herlighed" (Es 35,2; Es 60,13). Sankeribs mest pralende trussel var, at han ville fælde Libanons høje cedre (Es 37,24). De var stærke, som det antydes i-- "Jahves røst er mægtig; .... Jahves røst bryder cedrene; ja, Jahve sønderbryder Libanons cedre" (Sl 29,4; Sl 29,5). Cedrene er høje--"hvis højde var som cedrenes højde"--(Am 2,9; 2 Kong 19,23); majestætiske (2 Kong 14,9) og ypperlige (Højs 5,15). Den assyriske magt sammenlignes med--"en ceder på Libanon med smukke grene og med en skovlignende skygge, en høj vækst; og dens top var mellem de tætte grene .... dens vækst var hævet over alle markens træer; og dens kviste blev mangfoldige, og dens grene blev lange" (Ez 31,3-5). De er i særlig grad Guds træer-- "Jahves træer er fyldt med væde, Libanons cedre, som han har plantet" (Sl 104,16). Utvivlsomt som en erindring om dette kalder syrerne i dag cederen `ars er rubb, "Herrens ceder". Cederens vækst er et billede på den retfærdige mands vækst (Sl 92,12).

At cedre engang var meget talrige på Libanon, er tydeligt (1 Kong 6,9-18; 1 Kong 10,27). Hvad de bidrog med til dette områdes herlighed og skønhed, kan ses i Zak 11,1-2: "Åbn dine døre, Libanon, så ilden kan fortære dine cedre. Jamr, du cypres, for cederen er faldet, fordi de herlige (Revised Version, randnote) er ødelagt: Jamr, I Bashans egetræer, for den stærke skov er kommet ned." 3. Cedertræ som tømmer:

Cedertræets ved har altid været højt værdsat--langt mere end morbærfigentræet (1 Kong 10,27; Es 9,10). David fik bygget et hus af cedertræ til sig af Hiram, kongen af Tyrus (2 Sam 5,11), og han forberedte "cedertræer uden tal" til templet, som hans søn skulle bygge (1 Krøn 22,4). Cedertømmer blev brugt i meget stort omfang ved opførelsen af Salomos tempel og palads; træerne blev fældet på Libanon af sidonere efter ordre fra kongen af Tyrus--"Hiram gav Salomo cedertømmer og fyrretømmer efter hele hans ønske" (1 Kong 5,6-10). En af Salomos vigtigste bygninger var kendt som "Libanonskovhuset" (1 Kong 7,2; 1 Kong 10,17; 2 Krøn 9,16) på grund af materialernes oprindelse. Mens ceder var velegnet til bjælker ( 1 Kong 6,9; Højs 1,17), brædder (Højs 8,9), søjler (1 Kong 7,2) og lofter (Jer 22,14), egnede det sig også til udskåret arbejde, såsom afguder (Es 44,14; Es 44,15). Det blev også brugt til skibsmaster (Ez 27,5).

4. Cedre i det moderne Syrien:

Cedrus libani overlever stadig i Syriens bjerge og trives i langt større antal i Taurusbjergene. "Der er lunde af cedre oven for el-Ma`acir, Baruk, `Ain Zehaltah, Hadith, Besherri og Sir" (Post, Flora, 751). Af disse er lunden ved Besherri verdensberømt. Den består af en gruppe på omkring 400 træer, blandt dem nogle storslåede gamle patriarker, som ligger på Libanons nøgne skråninger omkring 6.000 fod (ca. 1.830 m) over havet. Utvivlsomt er de overlevende fra en skov, som her engang dækkede bjergskråningerne i miles omkreds. De halve dusin højeste eksemplarer når en højde på mellem 70 og 80 fod (ca. 21-24 m) og har stammer med en omkreds på 40 fod (ca. 12 m) eller mere. Det er umuligt med nogen sikkerhed at anslå deres alder, men de kan være så meget som 800 eller endda 1.000 år gamle. Skønt de er storslåede, er disse på ingen måde de største af deres art. Nogle af cedrene i Amanus er fuldt 100 fod (ca. 30 m) høje, og Himalayacederen, Cedrus deodara, en variant af Cedrus libani, når en højde på 150 fod (ca. 46 m). Cederens imponerende virkning ligger dog ikke så meget i dens højde og massive stamme som i dens grenes vidunderlige udbredelse til siderne, som ofte overstiger dens højde. Grenene vokser vandret ud i successive etager, og hvert vandret plan fremtræder, når det ses ovenfra, som en grøn græsslette. Bladene er omkring en tomme (ca. 2,5 cm) lange og sidder i klaser; først er de klart grønne, men med alderen skifter de til en dybere farve med et blågrønt skær; løvet er stedsegrønt, idet de successive årlige bladskud hver holder i to år. Koglerne, 4 til 6 tommer (ca. 10-15 cm) lange, er ovale eller aflangt-ægformede, undertiden med en fordybning ved spidsen; de kræver to år for at nå modenhed og bliver derefter, i modsætning til andre nåletræer, siddende på træet, mens de taber deres skæl, som bærer frøene.

Cedertræets ved, især når det er vokset under de forhold, der hører dets naturlige voksested til, er hårdt, tætåret og kan poleres til en høj glans. Det er fuldt af harpiks (Sl 92,14), som beskytter det mod råd og mod orm. Cederolie, en slags terpentin udvundet af træet, blev i oldtiden brugt som konserveringsmiddel til pergamenter og klæder.

E. W. G. Masterman