klo'-di-us (Klaudios): Den fjerde romerske kejser. Han regerede i over 13 år (41-54 e.Kr.), efter at han havde efterfulgt Caius (Caligula), som alvorligt havde ændret sine forgængeres forsonlige politik over for jøderne og, idet han anså sig selv for en virkelig og legemlig gud, havde krænket jøderne dybt ved at befale, at en statue af ham selv skulle opstilles i templet i Jerusalem, ligesom Antiochus Epifanes havde gjort med Zeus-statuen på makkabæernes tid (2 Makk 6,2). Claudius vendte tilbage til Augustus' og Tiberius' politik og markerede det første år af sin regering ved at udstede edikter til fordel for jøderne (Ant., XIX, 5), som i alle dele af riget fik lov til frit og fredeligt at overholde deres love og skikke; der blev taget særligt hensyn til jøderne i Alexandria, som uforstyrret skulle nyde alle deres gamle rettigheder og privilegier. Jøderne i Rom, som imidlertid var blevet meget talrige, fik ikke lov til at holde forsamlinger dér (Dio LX, vi, 6), en bestemmelse helt i overensstemmelse med Augustus' almindelige politik over for jødedommen i Vesten. De nævnte edikter skyldtes i høj grad Claudius' nære forhold til Herodes Agrippa, Herodes den Stores sønnesøn, som havde boet i Rom og i nogen grad havde medvirket til at sikre tronfølgen for Claudius. Som belønning for denne tjeneste fik Det hellige land igen en konge. Judæa blev føjet til Filips og Antipas' tetrarkier, og Herodes Agrippa I blev gjort til hersker over det vidtstrakte område, som hans bedstefar havde styret. Jødernes egne vanskeligheder under Caligulas regering havde givet "hvile" (American Standard Revised Version "fred") til menighederne "i hele Judæa og Galilæa og Samaria" (ApG 9,31). Men efter at disse vanskeligheder var blevet bilagt, "lagde kong Herodes hånd på nogle fra menigheden for at mishandle dem" (ApG 12,1). Han dræbte én apostel, og "da han så, at det behagede jøderne, gik han videre og greb" en anden (ApG 12,3). Hans elendige død er nedskrevet i ApG 12,20-23 og i Ant, XIX, 8. Denne begivenhed, som fandt sted i år 44 e.Kr., anses for at have været sammenfaldende med et af Paulus' besøg i Jerusalem. Den har vist sig at være et af de kronologiske omdrejningspunkter i den apostolske historie.

Hvilke indrømmelser Claudius end kan være blevet bevæget til at give jøderne i begyndelsen af sin regeringstid af venskab med Herodes Agrippa, beretter Suetonius (Claud. kapitel 25): "Judaeos impulsore Chresto assidue tumultuantes Roma expulit," en begivenhed, som nogle henfører til år 50 e.Kr., skønt andre antager, at den fandt sted noget senere. Blandt de jøder, der således blev forvist fra Rom, var Akvila og Priskilla, som Paulus blev knyttet til i Korinth (ApG 18,2). Med Claudius' regering forbindes også den hungersnød, som Agabus forudsagde (ApG 11,28). Klassiske forfattere beretter også, at Claudius' regeringstid, på grund af dårlige høster eller andre årsager, var en periode med almindelig nød og knaphed over hele verden (Dio LX, 11; Suet. Claud. xviii; Tac. Ann. xi. 4; xiii.43; se Mommsen, Provinces of the Roman Empire, kapitel ix; og Conybeare og Howson, Life and Epistles of Paul, I).

J. Hutchison