si'-prus (Kupros):

1. Navn:

En ø beliggende nær det nordøstlige hjørne af Levanten, i en vinkel dannet af Kilikiens og Syriens kyster. I Det Gamle Testamente kaldes den Kittim, efter navnet på dens fønikiske hovedstad Kition. Identifikationen foretages udtrykkeligt af Josefus (Ant., I, vi, 1) og af den cypriske biskop Epiphanius (Haer., xxx.25). I tavlerne fra Tell el-Amarna omtales den som Alashia (E. Meyer, Gesch. des Alterthums, 12, afsnit 499), i egyptiske optegnelser som Asi, mens den i de assyriske kileskriftindskrifter kaldes Yavnan.

2. Geografi:

Øen er den største i Middelhavet med undtagelse af Sardinien og Sicilien; dens areal er omkring 3.584 kvadratmiles (ca. 9.283 km²). Den ligger på 34 grader 30'-35 grader 41' nordlig bredde og 32 grader 15'-34 grader 36' østlig længde, kun 46 miles (ca. 74 km) fra det nærmeste punkt på Kilikiens kyst og 60 miles (ca. 97 km) fra den syriske. Fra øens nordlige kyst er Lilleasiens fastland således klart synligt, og Libanons bjerg kan ses fra det østlige Cypern. Denne nære beliggenhed ved Kilikiens og Syriens kyster, samt dens placering på ruten mellem Lilleasien og Egypten, viste sig at være af stor betydning for øens historie og civilisation. Dens største længde, medregnet det nordøstlige forbjerg, er omkring 140 miles (ca. 225 km), dens største bredde 60 miles (ca. 97 km). Den sydvestlige del af Cypern dannes af et bjergkompleks, som kulminerer i toppene Troodos (6.406 fod, ca. 1.952 m), Madhari (5.305 fod, ca. 1.617 m), Papofitsa (5.124 fod, ca. 1.562 m) og Machaira (4.674 fod, ca. 1.425 m). Nordøst for dette ligger den store Mesorea-slette, næsten 60 miles lang og 10 til 20 miles bred, hvor den moderne hovedstad Nicosia (Lefkosia) ligger. Den vandes hovedsagelig af Pediaeus (moderne Pedias) og afgrænses mod nord af en bjergkæde, som fortsætter mod øst-nordøst i Karpass' lange, smalle forbjerg, der ender i Kap Andrea, det gamle Dinaretum. Dens højeste toppe er Buffavento (3.135 fod, ca. 956 m) og Hagios Elias (3.106 fod, ca. 947 m). Kystslettten nord for disse bakker er smal, men bemærkelsesværdigt frugtbar.

3. Produkter:

Cypern er rigt begavet af naturen. Dets frugter og blomster var berømte i oldtiden. Strabon, der skrev under Augustus, omtaler det som et land, der frembragte vin og olie i overflod og korn nok til indbyggernes behov (XIV, 684). Plinius den Ældre henviser til cyprisk salt, alun, gips, glimmer, salver, laudanum, storaks, harpiks og ædelsten, herunder agat, jaspis, ametyst, lapis lazuli og flere arter af bjergkrystal. Hans liste omfatter diamant (xxxvii.58) og smaragd (xxxvii.6, 66), men der er grund til at tro, at der under disse navne menes en slags bjergkrystal og beryl. Hovedkilden til øens rigdom lå dog i dens miner og skove. Sølv nævnes af Strabon (loc. cit.) blandt dens produkter; kobber, som grækerne opkaldte efter øen, blev udvundet i stort omfang dér fra den tidligste periode ned til middelalderen; også jern fandtes i betydelige mængder fra det 9. århundrede indtil romersk tid. Næsten lige så vigtige var skovene, som på et tidligt tidspunkt siges at have dækket næsten hele øen. Cypres synes at have været det vigtigste træ, men Plinius fortæller om en kæmpeceder, 130 romerske fod høj, fældet på Cypern (xvi.203), og øen leverede tømmer til skibsbygning til mange på hinanden følgende magter.

4. Tidlig historie:

Cyperns oprindelige indbyggere synes at have været en folkestamme beslægtet med folkene i Lilleasien. Dets enorme ressourcer af kobber og tømmer gav det betydelig betydning og vidtstrakte handelsforbindelser på et meget tidligt tidspunkt. Dets rigdom tiltrak sig Babyloniens og Egyptens opmærksomhed, og der er grund til at tro, at det blev erobret af Sargon I, konge af Akkad, og omkring et årtusinde senere af Thothmes III fra det XVIII. egyptiske dynasti (1501-1447 f.Kr.). Men de påvirkninger, som formede dets civilisation, kom også fra andre kanter. Udgravninger har vist, at der på Cypern var flere centre for den minoiske kultur, og der kan næppe være tvivl om, at øen var dybt påvirket af Kreta. Den minoiske skrift kan meget vel være kilden til den ejendommelige cypriske stavelsesskrift, som fortsatte med at være i brug til gengivelse af det græske sprog ned til det 4. århundrede f.Kr. (A. J. Evans, Scripta Minoa, I). Men den minoiske oprindelse til det cypriske stavelsesalfabet er stadig usikker, for det kan være afledt af de hittitiske hieroglyffer. Fønikiske påvirkninger var også virksomme, og de fønikiske bosættelser--Citium, Amathus, Paphos og andre--går tilbage til en meget tidlig tid. Den minoiske civilisations opløsning blev efterfulgt af en "mørk tidsalder", men senere modtog øen en række græske bosættere fra Arkadien og andre hellenske stater, som vi ikke kun slutter ud fra græsk tradition, men også ud fra vidnesbyrdet fra den cypriske dialekt, der er nært beslægtet med den arkadiske. I 709 f.Kr. gjorde Sargon II af Assyrien sig til herre over Cypern, og dets syv fyrster betalte tribut til ham og til hans sønnesøn, Esarhaddon (681-667 f.Kr.). Det assyriske riges fald medførte sandsynligvis Cyperns uafhængighed, men det blev på ny erobret af Aahmes (Amasis) af Egypten (Herod. ii. 182), som beholdt det indtil sin død i 526 f.Kr.; men året efter bragte hans søn og efterfølger Psamtek III's (Psammenitus') nederlag til Cambyses øen under persisk herredømme (Herod. iii.19, 91).

5. Cypern og grækerne:

År 501 gjorde de græske befolkningsgrupper, anført af Onesilus, bror til den regerende fyrste af Salamis, oprør mod perserne, men blev afgørende besejret (Herodot v.104 ff), og år 480 finder vi 150 cypriotiske skibe i flåden, hvormed Xerxes angreb Grækenland (Herod. vii.90). Pausanias' og Cimons forsøg på at vinde Cypern for den hellenistiske sag havde ringe succes, og tilbagekaldelsen af de athenske styrker fra Levanten efter deres store søsejr ved Salamis år 449 efterfulgtes af en stærk anti-hellenistisk bevægelse på øen, anført af Abdemon, fyrste af Citium. År 411 besteg Euagoras tronen i Salamis og gjorde sig til for at hævde hellenistisk indflydelse og fremme hellenistisk kultur. Han allierede sig med Pharnabazus, den persiske satrap, og Konon, atheneren, for at styrte Spartas sømagtstilling i slaget ved Knidos år 394, og år 387 gjorde oprør mod perserne. Ham fulgte hans søn Nikokles, til hvem Isokrates rettede det berømte panegyrikon om Euagoras, og som var genstand for en begejstret lovprisning af samme forfatter. Cypern synes senere at være faldet under persisk styre igen, men efter slaget ved Issos (333 f.Kr.) undergav det sig frivilligt Alexander den Store og gav ham værdifuld hjælp ved belejringen af Tyrus. Efter hans død (323) blev det Ptolemæus af Egyptens lod. Det blev dog erobret af Demetrios Poliorketes, som besejrede Ptolemæus i en heftig søkamp ved Salamis år 306. Men elve år senere kom det i ptolemæernes hænder og forblev en egyptisk provins eller et selvstændigt men afhængigt kongerige indtil Roms indgriben (jf. 2 Mak. 10,13). Vi høres om en gruppe cyprioter under kommando af en vis Krates, som gjorde tjeneste blandt Antiochus Epifanes' syriske tropper og udgjorde en del af jerusalems garnison omkring år 172 f.Kr. (2 Mak. 4,29). Denne fortolkning af stedet synes at være at foretrække frem for den tolkning, ifølge hvilken Krates havde været statholder på Cypern under ptolemæerne før hans overgang til Antiochus' tjeneste.

6. Cypern og Rom:

År 58 f.Kr. besluttede romerne at optage Cypern i deres imperium, og Marcus Porcius Cato fik opgaven med at annektere det. Den regerende fyrste, bror til Ptolemæus Auletis af Egypten, fik tilbudt en hæderlig tilbagetræden som øverste præst for Afrodite i Paphos, men han foretrak at ende sit liv med gift, og skatte på omkring 7.000 talenter gik over i romerske hænder sammen med øen, som blev tilknyttet provinsen Cilicia. Ved opdelingen af det romerske imperium mellem senat og kejser var Cypern først (27-22 f.Kr.) en kejserlig provins (Dio Cassius liii.12), styret af en legatus Augusti pro prætor eller af kejserens legat i Cilicia. År 22 f.Kr. blev det imidlertid overgivet til senatet sammen med det sydlige Gallien mod Dalmatien (Dio Cassius liii.12; liv.4) og styredes senere af tidligere prætor-embedsmænd med ærestitel proconsul, bosatte i Paphos. Navnene på omkring tyve af disse statsholdere kendes fra antikke forfattere, indskrifter og mønter og findes hos D. G. Hogarth, Devia Cypria, App. Blandt dem er Sergius Paulus, som var proconsul på tidspunktet for Paulus' besøg i Paphos år 46 eller 47 e.Kr., og vi kan bemærke, at den titel, som forfatteren af Ap.g. giver ham (13,7), er fuldstændig præcis.

7. Cypern og jøderne:

Cyperns nærhed til den syriske kyst gjorde det let tilgængeligt fra Israels land, og jøder havde sandsynligvis begyndt at slå sig ned dér allerede før Alexander den Stores tid. Befolkningen af jødiske beboere under ptolemæerne var i hvert fald betydelig (1 Mak. 15,23; 2 Mak. 12,2) og må være blevet forøget senere, da kupfermineerne på øen blev lejet til Herodes den Store (Josephus, Ant. XVI, iv, 5; XIX, xxvi, 28; jf. Corpus Inscriptionum Graecarum, 2628). Vi skal derfor ikke være overrasket over at finde, at der i Salamis var mere end en synagoge på tidspunktet for Paulus' besøg (ApG 13,5). År 116 e.Kr. gjorde jøderne på Cypern oprør og dræbte ikke færre end 240.000 ikke-jøder. Hadrian knuste opstanden med stor strenghed og drev alle jøderne fra øen. Fra da af måtte ingen jøde sætte sin fod på den, selv under nød fra skibsforlis, uden at risikere døden (Dio Cassius lxviii.32).

8. Kirken på Cypern:

I den tidlige kirkes liv spillede Cypern en vigtig rolle. Blandt de kristne, der flygtede fra Judæa som følge af den forfølgelse, der fulgte efter Stefans død, var nogle, som »nåede helt til Fønikien og Cypern« (ApG 11,19) og kun prædikede for jøderne. Visse indfødte fra Cypern og Kyrene tog et yderligere, betydningsfuldt skridt ved også at prædike i Antiokia for grækerne (ApG 11,20). Allerede før denne tid var Josef Barnabas, en levit født på Cypern (ApG 4,36), fremtrædende i det tidlige kristne fællesskab i Jerusalem, og det var på hans fødeø, at han og Paulus, ledsaget af Barnabas’ nevø, Johannes Markus, begyndte deres første missionsrejse (ApG 13,4). Efter at være gået i land i Salamis drog de »gennem hele øen« til Pafos (ApG 13,6), sandsynligvis med besøg i de jødiske synagoger i dens byer. Peutinger-tavlen fortæller os om to veje fra Salamis til Pafos i romersk tid; den ene gik inde i landet over Tremithus, Tamassus og Soil, en rejse på omkring 4 dage, mens den anden og lettere rute, som tog omtrent 3 dage, gik langs sydkysten over Citium, Amathus og Curium. Om den »tidlige discipel«, Mnason fra Cypern, var en af de omvendte, der blev vundet på dette tidspunkt, eller om han tidligere havde antaget kristendommen, kan vi ikke afgøre (ApG 21,16). Barnabas og Markus besøgte senere Cypern igen (ApG 15,39), men Paulus gik ikke igen i land på øen, skønt han fik den i sigte, da han på sin sidste rejse til Jerusalem sejlede syd om den på vej fra Patara i Lykien til Tyrus (ApG 21,3), og igen da han på sin rejse til Rom sejlede »i læ af Cypern«, det vil sige langs dens nordkyst, på vejen fra Sidon til Myra i Lykien (ApG 27,4). I 401 e.Kr. blev Cyperns kirkemøde sammenkaldt, hovedsagelig som følge af bestræbelserne fra Theophilus af Alexandria, den uforsonlige modstander af origenismen, og det traf foranstaltninger for at begrænse læsningen af Origenes’ værker. Øen, som var inddelt i 13 bispedømmer, blev erklæret selvstyrende i det 5. århundrede efter den påståede opdagelse af Matthæusevangeliet i Barnabas’ grav i Salamis. Biskoppen af Salamis blev gjort til metropolit af kejser Zeno med titlen »ærkebiskop over hele Cypern«, og hans efterfølger, som nu sidder på bispesædet i Nicosia, nyder stadig privilegiet at underskrive sit navn med rødt blæk og er primas over øens tre andre biskopper, dem i Pafos, Kition og Kyrenia, som alle har metropolitværdighed.

9. Senere historie:

Cypern forblev i de romerske og siden de byzantinske kejseres besiddelse, skønt øen to gange blev oversvømmet og midlertidigt besat af saracenerne, indtil 1184, da dens hersker, Isaac Comnenus, brød med Konstantinopel og erklærede sig som uafhængig kejser. Fra ham blev den i 1191 fravristet af korsfarerne under Richard I af England, som skænkede den til Guy de Lusignan, titulær konge af Jerusalem, og hans efterkommere. I 1489 blev den overdraget til venetianerne af Catherine Cornaro, enke efter Jakob II, den sidste af Lusignan-kongerne, og den forblev i deres hænder, indtil den blev erobret af de osmanniske tyrkere under sultan Selim II, som invaderede og underlagde sig øen i 1570 og belejrede Famagusta, der efter et heroisk forsvar kapitulerede den 1. august 1571. Siden da har Cypern udgjort en del af det tyrkiske rige, trods alvorlige oprør i 1764 og 1823; siden 1878 har det dog været besat og administreret af den britiske regering, mod en årlig betaling til den Høje Port på 92.800 dollars og en stor mængde salt. Højkommissæren, som bor i Nicosia, bistås af et lovgivende råd på 18 medlemmer. Den anslåede befolkning i 1907 var 249.250, hvoraf lidt mere end en femtedel var muslimer, og resten hovedsagelig medlemmer af den græsk-ortodokse kirke.

LITTERATUR.

En udtømmende bibliografi findes i C. D. Cobham, An Attempt at a Bibliography of Cyprus, Nicosia, 4. udgave, 1900. Følgende værker kan nævnes særskilt: E. Oberhummer, Aus Cypern, Berlin, 1890-92; Studien zur alten Geographic yon Kypros, München 1891; A. Sakellarios, Ta Kupriaka, Athen, 1890-91. Henvisninger i antikke kilder er samlet i J. Meursius, Cyprus, Amsterdam, 1675, og W. Engel, Kypros, Berlin, 1841. Om cypriotisk arkæologi, se P. Gardner, New Chapters in Greek History, kapitel vi, London, 1892; J. L. Myres og M. OhnefalschRichter, Catalogue of the Cyprus Museum, Oxford, 1899; M. O. Richter, Kypros, die Bibel und Homer, Berlin, 1893; D. G. Hogarth, Devia Cypria, London, 1889; og J. L. Myres’ artikel om »Cypriote Archaeology« i Encyclopedia Britannica, 11. udgave, VII, 697 ff. Om udgravninger, Journal of Hellenic Studies, IX, XI, XII, XVII, og Excavations Cyprus, London (British Museum), 1900; om kunst, G. Perrot og C. Chipiez, Art in Phoenicia and Cyprus, engelsk oversættelse, London, 1885; om mønter, B. V. Head, Historia Numorum, Oxford, 1911; om indskrifter, Sammlung der griech. Dialekt-Inschriften, I, Göttingen, 1883; om den cypriotiske kirke, J. Hackett, History of the Orthodox Church of Cyprus, London, 1901; om autoriteter vedrørende middelalderlig og moderne historie, CL. D. Cobham, Encyclopedia Britannica (11. udgave), 11. udgave, VII, 701.

Marcus N. Tod