des-o-la'-shun: Den hebraiske rod for vederstyggelighed er shaqats, "at være uren," "at føle lede ved," "at afsky," hvoraf shiqquts er afledt, "uren," især "afguderisk." Dette ord bruges til at beskrive bestemte former for afguderisk dyrkelse, som var særligt afskyelige, såsom ammonitternes (1 Kong 11,5; 1 Kong 11,7); moabitternes (1 Kong 11,7; 2 Kong 23,13). Da Daniel påtog sig at angive en vederstyggelighed, der var så overordentlig frastødende for sansen for moral og anstændighed og så aggressiv mod alt, hvad der var gudfrygtigt, at den drev alle bort fra sin nærhed og efterlod sit bosted øde, valgte han dette som det stærkeste blandt flere synonymer og føjede bestemmelsen "som gør øde" til (Dan 11,31; Dan 12,11), Septuaginta bdel-ug-ma er-e-mo-se-os. Det samme substantiv, om end i flertal, forekommer i 5 Mos 29,17; 2 Kong 23,24; Es 66,3; Jer 4,1; Jer 7,30; Jer 13,27; Jer 32,34; Ez 20,7; Ez 20,8; Ez 20,30; Dan 9,27; Hos 9,10; Zak 9,7. Det nytestamentlige modstykke til substantivet er bdel-ug-ma = "afskyelig," dvs. (særligt) "afguderisk." Med hentydning til Daniel talte Kristus om "ødelæggelsens vederstyggelighed" (Matt 24,15; Mark 13,14).

1. Den historiske baggrund:

Siden assyrernes og kaldæernes invasion havde det jødiske folk, både i Nordriget og i Sydriget, været uden politisk uafhængighed. Fra kaldæerne var herredømmet over Judæa blevet overført til perserne, og fra perserne, efter et mellemrum på 200 år, til Alexander den Store. Fra begyndelsen af det persiske herredømme havde jøderne fået lov til på ny at organisere deres religiøse og politiske samfund og derved oprette en stat under præsternes herredømme; for ypperstepræsten var ikke blot kultens højeste embedsmand, men også den øverste øvrighedsperson, for så vidt disse beføjelser ikke blev udøvet af den erobrende nations konge. Ezra havde givet Torahen en ny betydning ved at lade den oplæse for hele Israels menighed og ved sin energiske håndhævelse af loven om adskillelse fra hedningerne. Hans betoning af loven indledte legalismens periode og den pedantiske fortolkning af bogstaven, som fremkaldte nogle af vor Frelsers bitreste fordømmelser. Specialister i loven, kendt som "skriftkloge," viede sig til studiet og den spidsfindige fortolkning af den, og de fromme så den højeste moralske præstation i den yderst samvittighedsfulde overholdelse af hvert eneste bud. Men i modsætning til denne klasse var der dem, som under påvirkning af den hellenistiske kultur, der var blevet indført ved Alexander den Stores erobringer, hældede til en mere "liberal" politik. Således udvikledes to modsatrettede partier: det hellenistiske og de Frommes parti, eller Chasidim, chacidhim (hasidæere, 1 Makk 2,42; 7,13), som holdt fast ved de skriftkloges strenge ideal. Det førstnævnte kom gradvis til magten. Judæa blev hurtigt hellenistisk i alle faser af sit politiske, sociale og religiøse liv, og de "Fromme" svandt ind til en lille mindretalssekt. Dette var situationen, da Antiokus Epifanes satte sig for at undertrykke den sidste rest af den jødiske kult ved anvendelse af brutal magt.

2. Antiokus Epifanes:

Antiokus IV, søn af Antiokus den Store, blev efterfølger til sin bror, Seleukos IV, som var blevet myrdet af sin minister, Heliodoros, som konge over Syrien (175-164 f.Kr.). Han var af natur en despot; excentrisk og upålidelig; undertiden en ødeland i sin gavmildhed, idet han på affekteret vis fraterniserede med folk af lavere stand; undertiden grusom og tyrannisk, som hans angreb mod Judæa vidner om. Polybios (26 10) fortæller os, at hans excentriske ideer fik nogle til at omtale ham som en mand med rent motiv og ydmyg karakter, mens andre antydede sindssyge. Tilnavnet Epifanes er en forkortelse af theos epiphanes, som er den betegnelse, Antiokus gav sig selv på sine mønter, og betyder "guden, der viser sig eller åbenbarer sig." Egyptiske forfattere oversætter indskriften: "Gud som træder frem," nemlig ligesom den brændende sol, Horos, ved horisonten, og identificerer således kongen med den triumferende, fremtrædende gud.

Da Antiokus Epifanes besteg tronen, var Onias III, som ypperstepræst, lederen af det gamle ortodokse parti i Judæa; hellenisternes leder var hans egen bror Jesus, eller, som han foretrak at kalde sig, Jason, idet dette var den græske form af hans navn og viste hans sindelag. Jason lovede kongen store pengebeløb for at få ypperstepræsteembedet overført fra sin bror til sig selv og for retten til at opføre et gymnasium og et tempel for Fallos samt for tildelingen af privilegiet "at indskrive Jerusalems indbyggere som borgere i Antiokia." Antiokus gik gerne med til det hele. Onias blev afsat, Jason blev ypperstepræst, og fra da af blev processen med at hellenisere Judæa drevet energisk frem. Den jødiske kult blev ikke angrebet, men de "lovlige institutioner blev tilsidesat, og ulovlige skikke blev indført" (2 Makk 4,11). Et gymnasium blev opført uden for borgen; Jerusalems ungdom øvede sig i grækernes gymnastiske kunst, og selv præster forlod deres tjeneste ved alteret for at deltage i konkurrencen i palaistraen. Tilsidesættelsen af jødisk skik gik så vidt, at mange kunstigt fjernede sporene af omskærelse fra deres kroppe, og med karakteristisk rundhåndethed sendte Jason endda et bidrag til ofringerne til ære for Herakles ved de fireårlige festligheder i Tyrus.

3. Undertrykkelsen af den jødiske kult:

Under disse forhold er det ikke overraskende, at Antiokus både skulle have haft lyst og mod til at forsøge fuldstændigt at udrydde den jødiske religion og indføre græsk polyteisme i dens sted. Overholdelsen af alle jødiske love, især dem der vedrørte sabbatten og omskærelsen, blev forbudt under dødsstraf. Den jødiske gudsdyrkelse blev sat til side, og i alle byer i Judæa skulle der bringes ofre til de hedenske guddomme. Kronens repræsentanter håndhævede overalt ediktet. En gang om måneden blev der iværksat en ransagning, og enhver, der havde skjult et eksemplar af Loven eller havde overholdt omskærelsesritualet, blev dømt til døden. I Jerusalem, den 15. Kislev i året 145 aet Sel, dvs. i december 168 f.Kr., blev der bygget et hedensk alter på det store brændofferalter, og den 25. Kislev blev der for første gang bragt offer på dette alter (1 Makk 1,54.59). Dette var åbenbart »ødelæggelsens vederstyggelighed«. Ifølge 2 Makk blev offeret bragt til den olympiske Zeus, som templet i Jerusalem var blevet indviet til. Ved Dionysos-festen blev jøderne tvunget til at gå med i den bakkantiske procession, kronet med laurbærblade. Kristus anvender udtrykket om det, der skulle ske ved romernes fremrykning mod Jerusalem. Dem, der skulle se »ødelæggelsens vederstyggelighed« stå på det hellige sted, befaler han at flygte til bjergene; det sigter sandsynligvis til den romerske hærs fremrykning ind i byen og templet, mens den bar faner, som havde billeder af de romerske guder og var genstande for hedensk tilbedelse.

Frank E. Hirsch