er ('ozen; ous, otion, det sidstnævnte ord (bogstaveligt "lille øre") bruges i alle evangelierne kun om ypperstepræstens tjeners øre, som blev hugget af af Peter: Matt 26,51; Mark 14,47; Luk 22,51 (ikke 22,50); Joh 18,10; Joh 18,26):

(1) Det fysiske høreorgan, som blev anset for at være af særlig betydning som det vigtigste redskab, hvorigennem mennesket modtager information og befalinger. Af den grund måtte præstens øre helliges på særlig måde, idet spidsen af det højre øre blev rørt med offerblod ved indvielsen (3 Mos 8,23). På tilsvarende måde måtte den rensede spedalskes øre på ny indvies til tjenesten for Gud ved blod og olie (3 Mos 14,14; 3 Mos 14,17; 3 Mos 14,25; 3 Mos 14,28). Øreflippen på en tjener, som foretrak at blive hos sin herres familie frem for at blive fri i det syvende år, skulle offentligt bores eller gennemstikkes med en syl som tegn på livsvarigt tjenesteforhold (2 Mos 21,6). Det er blevet foreslået, at Sl 40,6 skal tolkes i denne betydning, men det er ikke sandsynligt (se nedenfor). At skære ører og næser af fanger var en grusom krigsskik, som der ofte hentydes til i orientalsk litteratur (Ez 23,25). Udtrykket "at åbne øret", som oprindelig betyder at blotlægge øret ved delvis at fjerne turbanen, så man kan høre tydeligere, bruges i betydningen at afsløre en hemmelighed eller give vigtig (privat) information (1 Sam 9,15; 1 Sam 20,2; 1 Sam 20,12; 1 Sam 20,13; 2 Sam 7,27; 1 Krøn 17,25; Sl 40,6), og Det Nye Testamente lover på lignende måde, at "det, som øje ikke så, og øre ikke hørte", skal åbenbares af den forsonede Gud for det hjerte, der i glad overgivelse er kommet til ham for at blive undervist af hans Ånd (1 Kor 2,9).

(2) Det indre øre, organet for åndelig erkendelse. Hvis øret lytter, underordner hjertet sig villigt, men ofte er det åndelige øre "forhærdet" (Es 6,10; Zak 7,11; Matt 13,15; ApG 28,27) eller "tungt" (Es 6,10; 5 Mos 29,4), enten ved selvisk stivsind eller ved dommen fra en krænket Gud. Sådanne uvillige tilhørere sammenlignes med "den døve slange .... som ikke lytter til slangetæmmeres røst, hvor klogt de end besværger" (Sl 58,4; Sl 58,5; Ordsp 21,13; Ordsp 28,9; ApG 7,57). Udtrykket "Den, der har ører at høre med, skal høre" forekommer ofte i de synoptiske evangelier, 7 eller 8 gange: Matt 11,15; Matt 13,9; Matt 13,43; Mark 4,9; Mark 4,23 (7,16 udelader RV); Luk 8,8; Luk 14,35, og selv om det ikke findes i det fjerde evangelium, forekommer det syv gange i Åb 2 og 3. "Kløende ører" er derimod sådanne, som er blevet trætte af lyden af den ofte gentagne sandhed og længes efter ny, om end bedragerisk, lære (2 Tim 4,3). Ører kan "ringe" ved opsigtsvækkende nyheder, især om ulykke (1 Sam 3,11; 2 Kong 21,12; Jer 19,3).

(3) Guds ører nævnes ofte i Skriftens antropopatiske stil og betegner Guds evne til at modtage sit folks bønner, for "han, som plantede øret, skulle han ikke høre?" (Sl 94,9 også Sl 10,17; Sl 34,15; Sl 130,2; Es 59,1; 1 Pet 3,12). Men Gud hører også de ondes knurren imod ham (4 Mos 11,1; 2 Kong 19,28; /APC Wis 1,10; Jak 5,4); dog står det i hans magt at nægte at høre (Ez 8,18; Klag 3,8 sammenlign også Klag 3,56).

H. L. E. Luering