i (`ayin; ophthalmos):

(1) Det fysiske synsorgan, "legemets lampe" (Matt 6,22), en af menneskets vigtigste kanaler til information. En grusom skik, som derfor var anerkendt blandt hedenske folkeslag, var at stikke øjnene ud på en fjende eller en rival, fordi hans magt på den måde blev knust mest effektivt (Dom 16,21; 2 Kong 25,7; Jer 39,7). En sådan blindelse eller udstikning af det "højre øje" blev også betragtet som en dyb ydmygelse, eftersom den berøvede offeret hans skønhed og gjorde ham uegnet til at tage del i krig (1 Sam 11,2; Zak 11,17).

Øjet skulle, for at være nyttigt, være "enkelt", dvs. ikke give et dobbelt eller usikkert syn (Matt 6,22; Luk 11,34). Øjne kan blive matte af sorg og tårer (Job 17,7), de kan "svinde hen af bedrøvelse" (Sl 6,7; Sl 31,9; Sl 88,9). De kan "strømme" (Klag 3,49), "løbe ned med vand" (Klag 1,16; Klag 3,48). Øjne kan "blinke" hånligt (Sl 35,19; Ordsp 6,13; Ordsp 10,10; jf. også Ordsp 16,30; Ordsp 30,17), og skøgen fanger den lystne "med sine øjenlåg" (Ordsp 6,25). At "løfte øjnene" (1 Mos 13,10 et passim) betyder at se op eller omkring sig efter information og ofte efter hjælp; at "vende øjet bort" eller "skjule øjnene" betegner ligegyldighed og mangel på medfølelse (Ordsp 28,27); at "lade øjnene flakke omkring", så de "er ved jordens ender" (Ordsp 17,24), er ensbetydende med en dåres tåbelige nysgerrighed og med manglende opmærksomhed hos den, der er alle andre steder end ved sit arbejde. Ved udøvelsen af retfærdighed skal "øjet ikke ynkes", dvs. ikke bøjes bort fra lovens forskrifter af gunstige eller ugunstige indtryk (5 Mos 19,13 et passim), og heller ikke skåne (Ez 5,11 et passim), og lexicon talionis krævede "liv for liv, øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod" (2 Mos 21,24; 5 Mos 19,21).

(2) Billedligt: Hjertets eller sindets øje, organet for åndelig erkendelse, som kan blive oplyst eller åbnet (Sl 119,18). Dette sker ved Guds lov (19,8) eller ved Guds ånd (Ef 1,18), eller det kan være "formørket" og "holdt tilbage" (Luk 24,16; jf. Matt 13,13; 2 Kor 4,4).

(3) Øjet som udtryk for menneskets sind og indstilling. Bibelen taler om det "gode" randnote, eller "gavmilde" øje, dvs. den venlige indstilling (Ordsp 22,9); om "stolte", "hovmodige", "ophøjede øjne" (Sl 18,27; Sl 131,1; Ordsp 6,17); om de ydmyges "nedslagne øjne" (Job 22,29 randnote; jf. også Luk 18,13); om "ægteskabsbrydende øjne", "øjne som driver hor" (Ez 6,9, i betydningen afguderiske tilbøjeligheder; 2 Pet 2,14). Raseri eller vrede vises ved øjnenes "skærpen" (Job 16,9).

(4) Guds øjne, såvel som Lammets "syv øjne" (Åb 5,6) og de fire levende væseners "mange øjne" i Åbenbaringen (Åb 4,6; også Ez 1,18; Ez 10,12), er billedlige udtryk for Guds alvidenhed (jf. Hebr 4,13; Sl 139,16) og for hans årvågenhed og kærlige omsorg (Jer 32,19). Ligesom det menneskelige øje med det mindste blik eller den mindste bevægelse kan give et tegn, en befaling, sådan er Gud i stand til at "vejlede" eller "råde" sit lydige barn "med sit øje" (Sl 32,8).

(5) Tre hebraiske udtryk oversættes med "øjets æble":

(a) 'ishon, bogstaveligt "det lille menneske", hvilket sandsynligvis betyder "øjets pupil", idet det er den del af øjet, hvor den, der ser tæt på, kan se sit billede spejlet en miniature. Flere orientalske sprog har meget lignende udtryk (5 Mos 32,10; Sl 17,8; Ordsp 7,2).

(b) babhah, bogstaveligt "øjets port" (Zak 2,8).

(c) bath-`ayin, bogstaveligt "øjets datter" (Sl 17,8; Klag 2,18).

Alle disse tre udtryk synes at betegne pupillen snarere end "øjets æble" og betegner den mest følsomme del af øjet, som vi beskytter med den største omhu. Således erklærer Skrifterne, til stor trøst for os, at Gud vil beskytte og sørge for dem, der er hans egne.

At holde øje med (`awan, "at vogte nøje", "at se ondsindet på"): "Saul holdt øje med David fra den dag og fremover" (1 Sam 18,9).

Se misundelse; ondt øje.

H. L. E. Luering