u'-li, u'-lai ('ubhal 'ulay, "floden Ulai"; Theodotion Dan 8,2, Oubal, Septuaginta og Theodotion i 8,16, Oulai latin, Eulaeus):

1. Navnet og dets former:

En flod som løb gennem provinsen Elam og gennem Shushan eller Susa. Det var fra "mellem" denne flod, at Daniel (8,16) hørte en stemme, som tilsyneladende kom fra vandene, der flød mellem dens to bredder.

2. Nuværende navne og løb:

Selv om Elams floder ofte har ændret deres løb, er der kun ringe tvivl om, at Ulai er Kerkhah, som udspringer på den persiske slette nær Nehavend (hvor den kaldes Gamas-ab) og allerede dér er en stor flod. Drejet af bjergene løber den mod nordvest så langt som til Bisutun og modtager alle vandene fra det sydlige Kurdistan; dér, som Sein Merre, passerer den gennem Luristans utilgængelige kløfter, og dens løb, før den når Kebir-Kuh, er en række stryg. Drejet til side af dette bjerg følger den i omkring 95 miles (ca. 153 km) den sænkning, som her findes så langt som til Luristans forbjerge, og når Susasletten som en brusende strøm; men den bliver mindre rivende, før den fortaber sig i Hawizehs sumpe. Vandløbets løb siges stadig at være usikkert enkelte steder.

3. Ændret flodleje ved Susa:

I oldtiden flød den ved foden af Susas citadel, men dens leje ligger nu omkring 1 1/4 miles (ca. 2 km) mod vest. Tidspunktet for denne ændring af løbet (hvorunder en del af Susas ruiner blev skyllet bort) er usikkert, men det må have været senere end Alexander den Stores tid. Vandløbets største vandmængde følger efter sneens smeltning i bjergene, og oversvømmelser indtræffer, hvis dette falder sammen med kraftig regn. Mest frygtede er de sjældne tilfælde, hvor den forener sig med Ab-e-Diz.

4. Assyriske henvisninger:

Ulai (assyrisk Ulaa eller Ulaia) nær Susa anses for at være afbildet på reliefferne af den assyriske konge Ashur-bani-pal (British Museum, Nineveh Gal.), som illustrerer hans felttog mod Te-umman. Dens rivende strøm fører ligene af mænd og heste bort sammen med vogne, buer og kogger. De lig, der blev kastet i strømmen, hindrede dens løb og farvede dens vande med deres blod.

LITTERATUR

Se Delegation en Perse: Memoires, I, Recherches Archeologiques, 25 ff.

T. G. Pinches