ek'-so-dus:

Indhold

I. RUTEN

1. Udgangspunktet 2. Fra Rameses til Sukkot 3. Fra Sukkot til Etam 4. Overgangen over havet 5. Andre opfattelser af ruten

II. TIDSPUNKTET

1. Det Gamle Testamentes kronologi 2. Tidspunktet for erobringen af Kanaan 3. Tidspunktet for udvandringen 4. Andre opfattelser 5. Astronomiske beregninger 6. Forholdet mellem tidspunktet for udvandringen og tidspunktet for patriarkerne 7. Overensstemmelse mellem monumenterne og Det Gamle Testamentes kronologi 8. En tekst af Minepthah

III. LEPSIUS' TEORI

1. Første argument: byen Rameses 2. Andet argument: Manethos udsagn 3. Forholdet mellem Manethos fortællinger og udvandringen 4. Græske og latinske skrifter 5. Egyptens tilstand under Minepthah 6. Forklaringer på Minepthahs udsagn (1) Pithore var Heroopolis (2) Rameses II ikke nævnt i Dommerbogen (3) Nogle hebræere var aldrig i Egypten

IV. TALLENE

1. Colensos kritik af det store tal 2. Befolkningstilvækst 3. Tallet en forvanskning af den oprindelige oplysning 4. Gennemgang

==============================================================================

I. Ruten.

1. Udgangspunktet:

Den 14. abib (tidligt i april) var hebræerne samlet ved Rameses (4 Mos 33,5), hvor den fjendtlige farao åbenbart også boede (2 Mos 12,31). Af Sl 78,12; Sl 78,43 fremgår det, at de undere, der gik forud for udvandringen, skete på »Soans mark«, hvor udgangspunktet kan placeres (se Ramses; Soan). Dr. Naville har foreslået, at hoffet var i Bubastis, ikke i Soan, og at ruten gik fra nær Zagazig ned gennem Wady Tumeilat--en linje, der passede godt for et folk, som drev får og kvæg. På den anden side taler det for, at udgangspunktet var ved Soan, at vi læser, at »vejen til filistrenes land« var »nær« (2 Mos 13,17). Denne rute, som ikke blev taget, for at folket ikke skulle blive modløst ved nederlag ved Gaza, hvor egypterne altid havde tropper, nåede Egypten ved Migdol (se MIGDOL, 2), og løb derfra til Daphnai--omkring 15 mil--og til Soan ved en anden march af samme længde. Ruten fra Bubastis til Daphnai (omkring 50 mil) er mindre sandsynligt blevet beskrevet som »nær«. Selv om en araber til fods kan marchere 30 mil på en dag, tilbagelægger han, når han flytter lejr med kameler, der kun går omkring 2 mil i timen, sammen med kvinder og børn og hjorde, kun omkring 12 eller 15 mil om dagen. Vi kan ikke antage, at hebræernes kvæg har tilbagelagt mere end denne afstand uden vand på nogen enkelt march.

2. Fra Rameses til Sukkot:

Vi får ikke at vide, hvor mange dage der gik på vejen fra Rameses til Sukkot (se dette), selv om det almindelige indtryk er, at de etaper, der nævnes (4 Mos 33), hver især svarer til en dagsrejse. Måler vi tilbage fra den første lejr efter overgangen over Det Røde Hav, finder vi, at Sukkot sandsynligvis lå i den nedre del af Wady Tumeilat, hvor der var rigeligt med vand og græs. Den direkte rute fra Soan fører til Phakousa (Tell Faqus) ved en march på 15 mil gennem velvandede områder. En anden march, over ørkenen til Heroopolis og ned gennem dalen til Sukkot, ville være af samme længde. Hebræerne drog af sted »i hast« og foretog uden tvivl så lange marcher, som de kunne. Hvis ikke hele folket var i Rameses, men spredt over Gosen, er det muligt, at nogle kom ned gennem dalen fra nær Bubastis, og at hele styrken samledes ved Sukkot.

3. Fra Sukkot til Etam:

Den næste march (2 Mos 13,20; 4 Mos 33,6) førte Israel til Etam, ved »ørkenens rand«, som ligger vest for Bittersøerne, ikke langt fra det sted, hvor Nilens vand dengang løb ind i dem og uden tvivl gjorde dem ferske. Moses' hensigt var sandsynligvis at nå Shurs ørken ved at runde den nordlige ende af denne vandstrækning; men vi får at vide (2 Mos 14,2), at han fik befaling om at »vende om«--åbenbart mod syd--og slå lejr foran »søernes munding« (se PI-HAHIROTH), for at farao skulle slutte, at hebræerne var »fanget i landet« og lukket inde mellem søerne på deres venstre side og ørkenbjergene på deres højre. Denne lejr synes at have ligget vest for søerne og omkring 10 mil nord for Suez. Den lå måske to dagsrejser fra Etam, eftersom søerne er 30 mil lange; eller, hvis Etam lå længere mod syd end søernes nordlige ende, kan afstanden være blevet tilbagelagt ved én tvungen march på 20 til 25 mil, idet dyrene blev vandet fra søerne, hvis de da var fyldt med ferskvand, sådan som de ville være, når de havde afløb til et tidevandsløst hav.

4. Overgangen over havet:

Havet, som Israel krydsede, bliver ikke navngivet i selve beretningen om rejsen, men i Moselorangen (2 Mos 15,4) kaldes det "Det Røde Hav" i de engelske bibeloversættelser, efter Septuaginta; det hebraiske navn er Yam Cuph, eller "urtehav", et udtryk som ikke blot anvendtes på Suez-bugten (4 Mos 33,10), men også på 'Aqaba-bugten (4 Mos 28; 1 Kong 9,26).

Vi får også at vide, at ruten, som blev valgt, var "ørkenvejene ved Det Røde Hav" (2 Mos 13,18). Det antages almindeligt, at hovedet af Suez-bugten på udtogtidspunktet lå længere nord end i dag; og eftersom Bitter Lakes sandsynligvis dengang blev fyldt af Nilens vande, som strømmede ned gennem Wadi Tumeilat, ville disse vande uden tvivl have ført Nils mudder ned i denne bugt, hvilket mudder efterhånden havde udfyldt denne Nilarm før år 600 f.Kr. Det sandsynlige overgangspunkt var det snævre løb (cirka 2 miles bredt), gennem hvilket søerne løb ud i havet, og lå således omkring 10 miles nord for Suez. Vi får at vide, at vandet blev drevet tilbage af "en kraftig østenvind (eller 'modvind')" i løbet af natten (2 Mos 14,21), og havet (eller "søen", da ordet yam ofte betyder søen i Det gamle Testamente; se Gesenius, Lexicon, under ordet) blev således "delt", idet der dannedes en sandbanke og vandet blev ophobet (2 Mos 15,8), således at da vinden stilnede af, styrtede det tilbage; mens da passagen fandt sted, dannede de en "mur" eller "værn" (2 Mos 14,22) mod egyptiske flankeangreb (sammenlign 1 Sam 25,16, hvor Davids mænd siges at have været en "mur" når de beskyttede Nabals hyrdere). Vindens virkning på lavvandet kan ses ved Kishon-mundingen, hvor der findes en sandbanke, som bliver tør med vestenvind, men under vand og ufarbar når vinden blæser ned ad floden. I 1882 så Sir Alexander Tulloch søens vande ved Menzaleh blive drevet tilbage mere end en mil af østenvinden. Således var selv om begivenheden var gunstig, udtørringen af havet, som beskrevet i Bibelen, et fuldstændig naturligt fænomen. Hebræerne krydsede om morgenen, og en march på 15 miles ville bringe dem til kilder, hvorfra Suez forsynes, kaldet 'Ain Naba' og 'Ayyun Musa ("den strømmende kilde" og "Moses kilde"), fra hvilket sted deres vandringer i Shur-ørkenen ville begynde (se Israels vandringer).

5. Andre synspoint om ruten:

Dette syn på udtogsruten er praktisk set det samme som blevet forsvaret af Dr. Robinson, af Dr. E. Naville, af Sir S. Warren, af Sir W. Dawson og af andre som har besøgt området i spørgsmål. Det syn som blev forsvaret af Brugsch, ifølge hvilket det gennemkrydsede hav var en lagune ved Pelusium, har ikke fundet tilhængere, fordi det direkte strider imod udsagnet om, at Israel ikke fulgte strandvejen til Filisterland, men gik gennem ørkenen ved Det Røde Hav. En anden teori (se SINAI), ifølge hvilken "Det Røde Hav" altid betyder 'Aqaba-bugten, bliver på samme måde forkastet af de fleste erfarne forfattere, fordi afstanden fra Egypten til Elat ved denne bugt er 200 miles, og israelitterne kunne ikke have tilbagelagt den afstand på fire etaper, især da ruten næsten intet vand har langs sig på forårstidspunktet. Som nærmere beskrevet ovenfor frembyder ruten ingen vanskeligheder som ville kunne diskreditere fortællingens historiske karakter.

Ii. Dateringen.

1. Det gamle Testaments kronologi:

Bogerne om Kongerne giver faktisk parallelle regeringsperioder fra Salomos død og ned til det faste dateringstidspunkt for Samarias fald i 722 f.Kr., hvilket placerer Templets grundlæggelse inden for få år omkring 1000 f.Kr. Det er rigtigt, at dette interval bliver reduceret med omkring 30 år af lærde som accepterer den meget tvivlsom identifikation af Ahabu af Sir-lai med Ahab af Israel; men denne teori strider imod det faktum, at Jehu var samtidig med Shalmaneser II af Assyrien; og eftersom vi ikke har nogen anden historisk beretning om kronologien for de hebraiske konger end fra Det gamle Testamente for denne periode, og ingen ikonografisk bemærkning om Israel i Egypten eller om udtoget, må vi enten adoptere Det gamle Testaments kronologi eller betragte de pågældende datoer som værende ukendte.

2. Dateringen af erobringen af Israels land:

Vi har flere udsagn som viser, at de hebraiske forfattere troede, at Josvas erobring af Israels land fandt sted tidligt i det 15. århundrede f.Kr., og denne datering stemmer fuldt overens med de seneste resultater fra ikonografisk studium af XVIIIth (eller Theban) Dynastis historie i Egypten, som ved at blive vist, og med det faktum at Israel bemærkes som allerede værende i Israels land i det 5. år af Minepthah, efterfølgeren af Rameses II. I 1 Kong 6,1 læser vi, at Templet blev grundlagt "i det 480. år efter Israels børn kom ud af Egyptens land", hvilket refererer til erobringen og ikke til udtoget, som det fremgår af andre kilder. Septuaginta læser "440 år", men detaljerne viser, at den hebraiske tekst er at foretrække. I Dom 11,26 siges Jefthas første sejr at have fundet sted 300 år efter Josvas erobring. De detaljer, som gives for dette interval i andre passager i samme bog, udgør 326 år; men perioderne med "hvile" kan være givet i runde tal, og således forklare denne mindre uoverensstemmelse. Samuel regerede tilsyneladende i 20 år (1 Sam 7,2), og Saul (hvis regeringsperiodes længde ikke er angivet i vor nuværende tekst af samme bog) regerede meget sandsynligt også i 20 år, som Josephus (Ant., VI, xiv, 9) anfører. Således forløb der 175 år mellem Jefthas sejr og Templets grundlæggelse--i alt 475 år eller mere fra Josvas erobring.

3. Dateringen af udtoget:

Den udbredte opfattelse, at mange af dommerne var samtidige, stemmer ikke med disse kendsgerninger og er faktisk i strid med ti bestemte udsagn i Dommerbogen. I ApG 13,19; ApG 13,20 læser vi, at der efter erobringen var dommere i omtrent 450 år, og dette grove skøn (inklusive Samuels styre) stemmer temmelig nøje med de 415 eller 420 år i de forskellige passager i Det Gamle Testamente. Ifølge Pentateuken og senere beretninger (Am 5,25; ApG 7,30) opholdt Israel sig i ørkenen i 40 år. Vi finder derfor, at Josvas erobring placeres omkring 1480 f.Kr., og udvandringen omkring 1520 f.Kr. Ifølge den reviderede kronologi for Egyptens XVIII. dynasti (se hittitterne), som hviler på oplysningerne om samtidige kassitiske konger i Babylon, ser det således ud til, at faraoen under undertrykkelsen var Thothmes III — en stor fjende af asiaterne — og at faraoen under udvandringen ville være Amenophis II eller Thothmes IV. Hvis Moses var 80 år på udvandringens tidspunkt, må han være født, da Thothmes III var et spædbarn, og da hans berømte søster Hatasu (efter den mere sandsynlige gengivelse af hendes navn hos franske forskere) var regent og bar titlen Ma-ka-Ra. Hun kunne derfor være »faraos datter« (2 Mos 2,5), som adopterede Moses — der nævnes ingen konge i dette afsnit, men han optræder (2 Mos 2,15) først, da Moses var »voksen«; for hendes regentskab varede mere end 20 år, indtil Thothmes III blev myndig.

4. Andre synspunkter:

Med hensyn til denne datering bør det bemærkes, at Lepsius’ teori, som er blevet antaget af Brugsch og af mange forfattere, der anerkender hans autoritet, ikke accepteres af enhver forsker. E. de Bunsen antog, at udvandringen fandt sted tidligt i det XVIII. dynastis tid; Sir Peter le Page Renouf sagde, at »der endnu ikke er fundet noget materiale til at fastsætte historiske dateringer i perioder af egyptisk historie så langt tilbage som den hebraiske udvandring« — hvilket var sandt, da han skrev det. Professor J. Lieblein antager, at udvandringen fandt sted sent i Amenophis III’s tid — også af det XVIII. dynasti (se Proc. Biblical Arch. Soc., 1890, 157-60; 1892, 60-62; 1898, 277; 1899, 53; 1907, 214). Dr. Hommel har også for nylig erklæret sig til fordel for den opfattelse, at udvandringen fandt sted under det XVIII. dynasti (Expository Times, februar 1899). Lepsius hævdede, at udvandringen fandt sted i 1314 f.Kr., som var Minepthahs 15. år; men dette regnes almindeligvis for at være mindst et halvt århundrede for tidligt for det pågældende år, og Israel var ikke i Egypten, end ikke ti år tidligere i hans regeringstid.

5. Astronomiske beregninger:

De omtrentlige dateringer, som Brugsch giver for det XVIII. og XIX. dynasti, ligger meget tæt på dem, der kan udledes af oplysninger om samtidige konger i Babylon (History of Egypt, II, 314). De senere dateringer, som Mahler byggede på visse astronomiske beregninger af den franske astronom Biot (Academie des inscriptions, 30. marts 1831, 597, 602-4), accepteres ikke af andre egyptologer. Brugsch siger, at om dette spørgsmål har »den videnskabelige kritik endnu ikke sagt sit sidste ord« (Hist Egypt, I, 36). Renouf (Proc. Biblical Arch. Soc., december 1892, 62) udtaler mere bestemt, at »desværre er der intet i de egyptiske dokumenter, som hidtil er kommet ned til os, der ved astronomiske beregninger kan bringes til at resultere i en datering.« Denne vurdering synes at være berettiget af nyere opdagelser, eftersom Mahlers dateringer er omkring et århundrede for sene, sådan som den kendte historie om Babylons kassitter viser. Biots beregninger byggede på nedskrevne observationer af Sirius’ opgang lige før solen i bestemte år under bestemte egyptiske konger. Men Sirius ligger ikke i jordbanens plan, og dens opgang har ikke en konstant forsinkelse. Den »heliakiske« opgang er nu omkring 2 1/2 min. senere hvert år, men omkring den pågældende dato var forsinkelsen omkring 12 min., så en cyklus på 1.461 år kan ikke bruges ved simpel addition. Biot antog også, at de egyptiske observationer var lige så nøjagtige som dem, en moderne astronom foretager med et teleskop, mens den egyptiske observatør, når han brugte det blotte øje, meget vel kan have taget fejl med en dag, hvilket ville gøre en forskel på 120 år i dateringen, eller endda mere. Den babyloniske kronologi giver således et langt sikrere grundlag end disse tvivlsomme observationer. På grundlag af Biots beregninger er udvandringen blevet placeret i 1214 f.Kr., eller endda (af Dr. Flinders Petrie) i 1192 f.Kr. (Proc. Biblical Arch. Soc., december 1896, 248). Han afskærer således mere end tre århundreder i dommertiden, hvoraf han anser mange for samtidige. På lignende måde accepterede Lepsius, for at fastslå sin datering, Talmuds kronologi, som notorisk ligger 166 år for sent i forhold til den kendte datering af Samarias fald, og han forsøgte (samtidig med at han afviste Det Gamle Testamentes udsagn om de 480 år) at bygge på antallet af slægtled før udvandringen, selv om det er velkendt, at de hebraiske slægtstavler ofte kun angiver de bedst kendte navne og springer flere led over.

6. Forholdet mellem dateringen af udvandringen og dateringen af patriarkerne:

Hvad angår forholdet mellem den tidligere datering af udvandringen (omkring 1520 f.Kr.) og de hebraiske patriarkers kronologi, giver den hebraiske tekst et interval på 645 år og den græske tekst på 430 år mellem udvandringen og Abrahams kaldelse; og kaldelsen ville således blive dateret til omkring 2165 f.Kr. eller 1950 f.Kr. Abraham anses meget almindeligt for at have været samtidig med Hammurabi af Babylon (Amrafel), hvis tronbestigelse dateres (ifølge Dr. F. Peiser) til 2139 f.Kr. Dr. Hommel og Mr. King foretrækker en senere datering, omkring 1950 f.Kr., skønt Nabunahid (den sidste konge af Babylon) placerer Hammurabi omkring 2140 f.Kr. Den længere beregning kan forenes med den hebraiske tekst, og den kortere med den græske tekst, i Gen, uden at forstyrre den omtrentlige datering af udvandringen, som er blevet forsvaret ovenfor.

7. Overensstemmelse mellem monumenterne og Det Gamle Testamentes kronologi:

Der er faktisk ingen uoverensstemmelse mellem de faktiske resultater af monumentalstudier og Det Gamle Testamentes kronologi. Hvis Exodus fandt sted under Thothmes IV, ville det have været unyttigt for Israel at forsøge at trænge ind i Israels land ad "Filistrenes vej", fordi ved Gaza, Askelon og i andre byer var vejen stadig holdt af egyptiske stridsvognsstyrker, som var etableret af Thothmes III. Men omkring 40 år senere begyndte amoritterne at gøre oprør mod Egypten i tiden for den egyptiske general Yankhamu, og der opstod almen kaos i det sydlige Israels land. Den egyptiske garnison i Jerusalem (Amarna-tabletterne, Berlin nr. 102) blev trukket tilbage i hans tid – omkring 1480 f.Kr. – og det er da (nr. 102-3-4-6, 199), at et krigerisk folk, der kommer fra Seir og kaldes 'Abiri eller Chabiri, bemærkes af amoriternes konge i Jerusalem som "ødelæggende alle landets hersker". De nævnes ikke i nogen af de øvrige Amarna-breve (udtrykket gum-gaz eller "krigsfolk", selv om det muligvis engang gjaldt dem, bruges også om andre krigere); og navnet er geografisk, da de kaldes (nr. 199) "folket i 'Abiri-landet". Det første tegn har gutturallyden 'A, og Det har ikke lyden K, som er blevet urigtig tillægget det, hvilket ville få ordet til at betyde Kabiri, "eller de store". Det kan heller ikke oversættes "allierede", for det er navnet på et folk, og et helt tredje ord bruges for "allierede" i denne korrespondance. Datoen stemmer overens med Det Gamle Testamentes angivelse for hebraernes erobring af Israels land, og den eneste indvending mod at identificere 'Abiri (som angreb Ajalon, Lakis, Askelon og andre byer) med hebraerne er, at det omstøder Lepsius' teori og de almindelige synspunkter om Exodus-datoen, som han hævdede.

8. En tekst fra Mineptah:

Dette er ikke det eneste bevis, som ødelægger hans teori; for Dr. Flinders Petrie (Contemporary Review, maj 1896) har offentliggjort en lige så vigtig tekst fra Mineptahs 5. år, fra Theben. En sort granitblok med denne tekst blev genbrugt fra et tempel for Amenophis III. I den prahler Mineptah med sin erobring af invasorerne, som – som anført andet sted – angreb Delta og trængte ind til Belbeis og Heliopolis. Han siger, at "Sutekh (hittiterguden) har vendt ryggen til deres anfører"; "hittiterene er stille, Pa-Kan'ana er hærget med al vold" – denne by var ellers kendt som værende nær Tyrus – "Israels folk er røvet, det har ingen afkom"; "Ruten er blevet som enkerne i Egyptens land". Således, langt fra at Exodus fandt sted i Mineptahs 15. år, bemærkes Israel 10 år tidligere i forbindelse med et sted nær Tyrus med hittitere endnu længere nord. Selv hvis hebraerne kun lige var ankommet, må de have forladt Egypten 40 år før – i Ramses II's regeringstid – hvis vi tillægger Det Gamle Testamentes udsagn nogen værdi; og alle de datoer, som Lepsius' tilhængere forskellige har givet, er fuldstændigt omstødt; hvorimod bemærkningen om 'Abiri to århundreder før Mineptahs tronbestigelse stemmer helt overens med denne henvisning til Israel samt med Det Gamle Testamentes kronologi.

Iii. Lepsius' Teori.

De grunde, som påvirkede Lepsius, kræver dog at blive angivet, og indvendingerne mod en datering af hebraernes erobring omkring 1480 f.Kr. (eller lidt senere) at blive overvejet, da teorien om, at Ramses II var trykkelsens farao, og Mineptah var Exodus' farao, ofte siges at være et sikkert resultat af monumentalstudier, hvorimod det virkelig ikke er det, fordi de eneste monumentale henvisninger til Israel og hebraerne er dem, der netop er nævnt.

1. 1. argument: Byen Ramses:

De argumenter, som blev fremført til fordel for senere datering, er følgende: For det første mente Lepsius (Breve fra Egypten, 1842-44), at ingen by kaldet Ramses kunne have været navngivet således eller bygget af hebraerne før Ramses II's regeringstid, og han placerede stedet ved Heroopolis. Dette var en meget tvivlsom antagelse (se Ramses), og hans identifikation af byen er nu opgivet. Teorien var altid behæftet med en indvending, som han synes at have overset: for "Ramses-landet" nævnes i tiden for Jakob (1 Mos 47,11), og da det er umuligt at antage, at Jakob levede i tiden for Ramses II, er Lepsius' tilhængere tvunget til at betragte denne bemærkning som en anakronisme, hvilket ødelægger deres sag, da den lige så godt kunne være en anakronisme i Exodus-beretningen, selv om den sandsynligvis er korrekt.

2. 2. argument: Manetos udsagn:

Det andet argument bygger på Manethos beretning om uddrivelsen af spedalske og urene stammer fra Egypten. Manetho var en egyptisk præst, som skrev omkring 268 f.Kr., og som tydeligvis hadede jøderne. Hans beretning når os kun på anden hånd gennem Josefus (Apion, I, 14, 15, 26-31), idet denne hebraiske forfatter afviser den som opdigtet. Manetho sagde tilsyneladende, at efter at hyksos-kongerne havde hersket i 511 år og havde befæstet Avaris (se Soan), indgik de en aftale med kong Thummosis om at forlade Egypten og drog gennem ørkenen til Jerusalem, fordi de frygtede assyrerne (som på dette tidspunkt ikke havde nogen magt i Israels land). Han fortsatte med at berette, at efter at Armesses Miamon (Ramses II) havde hersket i 66 år, blev han efterfulgt af en Amenophis, som Josefus kalder en »opdigtet konge«--og med rette, eftersom navnet ikke forekommer i det 19. dynasti. Tilsyneladende var Minepthah ment--dog måske forvekslet med Amenophis II--og Manetho siger, at han sendte det spedalske folk til stenbrud øst for Nilen, men senere tillod dem at bo i Avaris, hvor hyrderne havde været. De blev af Osarsiph, en præst fra Heliopolls, overtalt til at fornægte de egyptiske guder, og denne Osarsiph identificerede Manetho med Moses. De fik derpå hyrderne, som var blevet fordrevet af Thummosis, til at vende tilbage fra Jerusalem til Avaris, og Amenophis flygtede til Memfis og Etiopien. Hans søn Rhampses (tilsyneladende menes Ramses III) blev senere sendt ud for at fordrive hyrdefolket og det besmittede folk, som han mødte ved Pelusium og forfulgte ind i Syrien. Denne historie miskrediterer Josefus med bemærkningen: »Jeg mener derfor, at jeg tilstrækkeligt har gjort det klart, at Manetho, når han fulgte sine gamle optegnelser, ikke tog meget fejl af historiens sandhed, men at når han tog sin tilflugt til fabelhistorier uden nogen sikker ophavsmand, så opdigtede han dem enten selv uden nogen sandsynlighed, eller også fæstede han lid til nogle mænd, som talte sådan af deres onde vilje mod os«--en sundere kritik end Lepsius', som foretrækker den injurierende beretning fra en forudindtaget egyptisk præst fra det 3. århundrede f.Kr., der identificerer Moses med en frafalden præst fra Heliopolis ved navn Osarsiph, frem for de gamle hebraiske optegnelser i Bibelen.

3. Forholdet mellem Manethos historier og udvandringen:

En tråd af sandhed lå under Manethos historier, men den har intet med udvandringen at gøre, og de enkeltheder, der findes på egyptiske monumenter, stemmer ikke med Manethos fortælling. Hyksos-herskerne blev ikke fordrevet af nogen Thothmes, men af Aahmes, som indtog Avaris omkring 1700 f.Kr., og som genåbnede stenbruddene i den arabiske bjergkæde. Minepthah blev omkring 1265 f.Kr. angrebet i Egypten af ariske stammer fra nord, som intet havde at gøre med hyksos-høvdinge, idet de var lykere, sardere og kilikere. Han slog dem tilbage, men de angreb igen Ramses III (omkring 1200 f.Kr.) og blev igen drevet mod nord. Der forekommer ingen omtale af Israel i forbindelse med nogen af disse begivenheder.

4. Græske og latinske forfattere:

Historien om de spedalske jøder blev dog gentaget af andre græske forfattere. Cheremon (se Josefus, Apion I, 32) siger, at Ramses, Amenophis' søn, ved Pelusium besejrede og fordrev et sygt folk, der blev ført imod ham af Tisithen og Petesiph, som han identificerede med Moses og Josef. Lysimachus sagde, at et skurvet folk blev ført af Moses gennem ørkenen forbi Judæa og Jerusalem på Bocchoris' tid (735 f.Kr.). Diodorus Siculus (Fr. of Bk, 34) gentager fortællingen omkring 8 f.Kr. og siger, at spedalske blev drevet ud af Egypten og blev ledt af Moses, som grundlagde Jerusalem og »ved lov indførte alle deres onde skikke og sædvaner«, og igen (Fr. of Bk, 40), at fremmede i Egypten forårsagede en plage ved deres urenhed og, da de blev drevet ud, blev ledt af Moses. Tacitus mente omkring 100 e.Kr. (Hist, v. ii), at jøderne var flygtet fra Kreta til Libyen og, efter at være blevet fordrevet fra Egypten, var blevet ledt af deres »anførere Jerusalem og Juda«. Igen siger han (v. iii), at der under Bocchoris (735 f.Kr.) var sygdom i Egypten, og at de smittede, da de blev drevet ud, blev ledt af Moses og nåede stedet for deres tempel på den 7. dag.

5. Egyptens tilstand under Minepthah:

Ingen sand kritiker i nutiden vil sandsynligvis foretrække disse forvanskede beretninger om udvandringen, eller nogen af de græske og romerske bagvaskelser rettet mod de hadede jøder, frem for den enkle fortælling om udvandringen i Bibelen. De historiske forhold i Minepthahs 5. år var meget forskellige fra forholdene på Moses' tid. Angriberne af Egypten nåede Belbeis og Heliopolis (se Brugsch, History of Egypt, II, 117), og Minepthah siger i sin tekst på muren i Amons tempel i Theben, at han måtte forsvare Hellopolls og Memfis mod sine fjender fra øst. Området var da »ikke dyrket, men blev efterladt som græsgang for kvæg på grund af de fremmede. Det havde ligget øde siden vore forfædres tid.« Kongerne i Øvre Egypten blev i deres forskansninger, og kongerne i Nedre Egypten blev belejret i deres byer af krigere og havde ingen lejetropper at stille op imod dem. Men Israel, som Minepthah selv nu har fortalt os, var i Israels land, ikke i Egypten, i dette år af hans regering; og langt fra at ønske at fordrive asiatiske hyrdefolk opmuntrede den samme farao deres indvandring til området Goshen (se Pitom), som var blevet lagt øde af det ariske angreb.

6. Forklaringer på Minepthahs udsagn:

Indvendinger mod den opfattelse, at udvandringen fandt sted to og et halvt århundrede før Minepthahs regering begyndte, og forsøg på at bortforklare udsagnene på hans monumenter kræver nogen omtale.

(1) Pithom var Heroopolis. Den første af disse indvendinger skyldes den opfattelse, at Pithom var Heroopolis og var en by grundlagt af Ramses II; men dette (se PITHOM) er en alt for risikabel konklusion til at kunne retfærdiggøre den fuldstændige tilsidesættelse af Det Gamle Testamentes kronologi, som den indebærer, eftersom denne bys beliggenhed stadig er meget usikker.

(2) Ramses II ikke nævnt i Dommerbogen.

En anden indvending fremføres, nemlig at Det gamle Testamente viser fuldstændig uvidenhed om ægyptisk historie, hvis det gør Ramses II samtid med Juda, fordi han ikke nævnes i denne bog. Men gamle testamentlige referencias til fremmed historie er altid meget få, mens det på den anden side er ganske sandsynligt, at der i denne bog findes anspillinger på de begivenheder, som fandt sted under Ramses II's og Mineptahs regeringstider. Hebræerne var dengang indskrænket til bjergene (Dom 1,19) og ægypterne til slettene. Ingen farao nævnes ved navn i Det gamle Testamente før Rehabeams tid. I hans 8. regeringsår indtog Ramses II forskellige byer i Galilæa, blandt dem Salem (nord for Taanak), Merom, Bet-Anat, Anem og Dapur (Daberata ved foden af Tabor). Baraks opstand fandt sandsynligvis sted omkring Ramses II's 25. regeringsår og begyndte ved Tabor. I Deborahs sang (Dom 5,2) kan de første ord (bi-pheroa` pera`oth), som Septuaginta (Alex. håndskrift) gengiver som "da herskerne herskede," oversættes mere præcist "da faraonerne var magtfulde," især da Sisera – som anførte de kana'anæiske styrker – bærer et navn, der sandsynligvis er ægyptisk (ses-Ra eller "Ras tjener"), og kan have været en ægyptisk resident ved Jabins hof. På samme måde når Mineptah omkring 1265 f.Kr. siger, at "Israel er ødelagt, det har ingen afkom," tyder datoen på Gideons tid, da vilde stammer strømmede over slettene, "og ødelagde jordens afgrøde, til du kom til Gaza, og lod ingen næring tilbage i Israel" (Dom 6,4). Midjaniterne og Amalekiterne kan dengang have sluttet sig til stammerne fra Mindre Asien, som i Mineptahs 5. regeringsår ødelagde hetitterne og invaderede Deltaet.

(3) Nogle Hebræere var aldrig i Egypten.

Men en anden forklaring på Israels tilstedeværelse dette år på linjen af Mineptahs forfølgelse af disse stammer efter deres nederlag er blevet foreslået, nemlig at nogle af hebræerne aldrig gik til Egypten. Dette modsiger selvfølgelig beretningen i Pentateucus (2 Mos 1,1-5; 2 Mos 12,41), hvor vi læser, at hele Jakobs familie (70 mennesker) gik ned til Goshen, og at "alle Herrens hære" forlod Egypten ved Udledelsen; men det antages at blive støttet af et sted (1 Krøn 7,21), hvor vi læser om en af Efraims sønner, "hvilken mændene fra Gat, født i landet, dræbte, fordi de kom ned for at tage deres kvæg." Efraim blev dog født i Egypten (1 Mos 41,52), og hans sønner og "børnebørn i tredje generation" (1 Mos 50,23) forblev der. Betydningen er uden tvivl, at mændene fra Gat plyndrede Goshen; og der var sandsynligvis mange sådanne indfald fra Filistæernes indbyggere i hyksos-kongernes tid, lignende dem, som fandt sted i Mineptahs og Ramses III's tid. De indvendinger, der rejses mod den gamle testamentlige datering af Udledelsen til begyndelsen af Amenofis III's regering eller hans forgænger Thutmose IV's tid, synes således at have ringe vægt; og Egyptens tilstand før Mineptahs 5. regeringsår var ikke som den ville have været på tidspunktet for Udledelsen. Lepsius' teori var en rent litterær gætning og ikke baseret på nogen monumentale kilder. Den er blevet modsagt af beviser fra monumenter fundet i de seneste 20 år, og disse er fuldt i overensstemmelse med Det gamle Testamentes historie og kronologi.

Iv. Tallene.

1. Colensos kritik af store tal:

Den historiske vanskelighed med hensyn til Udledelsen ligger ikke i beretningen om plager, som er naturlige for Egypten selv nu, eller i gennemgangen af Det røde Hav, men i en enkelt udsagn om Israels tal (2 Mos 12,37), "omkring 600.000 fodboldmændene – stærke mænd – med mange børn og også mange vandrende." Kvinderne nævnes ikke, og man har antaget, at dette repræsenterer en skare på mindst 2.000.000 emigranter. Indvendingen blev fremsat af Voltaire, og følgerne blev omhyggeligt beregnet af Colenso. Selv hvis 600.000 betyder den samlede befolkning, ville de "helte" eller "stærke mænd til fods", det hævdes, have været lige så talrige som den største assyriske hær (120.000 mand), som blev brugt til erobringen af Syrien. Med en hær på mere end en halv million ville Moses have haft kontrol over både Egypten og Israels land; og emigranterne ville selv i tæt kolonneformation have strakt sig over 32 km; fødsler ville finde sted hvert tiende minut; og forsamlingen foran Sinaj ville have været umulig.

2. Befolkningstilvækst:

Det er også svært at antage, efter almindelige befolkningstilvækstberegninger, at en stamme på 70 mænd (1 Mos 46,26; 2 Mos 1,5; 2 Mos 6,14) i løbet af 430 år (2 Mos 12,40) eller i 215 år som angivet i Septuaginta kunne være vokset til 600.000 eller selv 100.000 mand. Men på den anden side bliver vi specifikt fortalt (2 Mos 1,7-20), at Israels børn "formerede sig yderligt," og dr. Orrs kommentarer (Problem of the Old Testament, 1906, s. 363-65) om dette spørgsmål bør studeres. En ung og vigtig nation kunne formere sig meget hurtigere end det er sædvanligt i Østen nu. Dr. Flinders Petrie har foreslået, at for "tusinde" skulle vi læse "familier"; men selv om ordet ('eleph) nogle gange har denne betydning (Dom 6,15; 1 Sam 10,19; 1 Sam 23,23), står det i ental og ikke flerttal i det pågældende sted (2 Mos 12,37).

3. Tallet en forvansklet oprindelig udsagn:

Det bør ikke glemmes, at variationer i tal meget almindeligt findes i forskellige tekster, oversættelser og parallelsteder i Det Gamle Testamente. Således læser for eksempel (1 Sam 13,5) den syriske oversættelse 3.000 for de 30.000 vogne, der nævnes i den hebraiske og græske tekst; og Septuaginta (1 Kong 5,11) giver 20.000 for de 20 mål olie, der bemærkes i den hebraiske tekst. Den sandsynlige grund til disse uoverensstemmelser kan findes i det forhold, at de oprindelige dokumenter kan have brugt taltegn--som egypterne, assyrerne, hittitterne og fønikerne gjorde--i stedet for at skrive ordene fuldt ud, sådan som de fremstår i Det Nye Testamente. Disse taltegn--især i kileskrift--kunne let blive fejllæst, og tegnet for "enhed" kunne let forveksles med dem, der betegner "tres" (den babyloniske enhed) og "hundrede"--hvis der i det sidstnævnte tilfælde blev tilføjet en kort streg. Efter nærværende forfatters opfattelse skyldes vanskeligheden en forvanskning af den oprindelige udsagnsform, som indtraf i løbet af omkring femten århundreder eller mere med fortsat afskrivning; men læseren vil uden tvivl drage sine egne konklusioner om dette spørgsmål.

4. Tilbageblik:

De almindelige spørgsmål om troværdigheden af den historie om udvandringen, som gives os i Pentateuken, og om den omtrentlige datering af begivenheden, er ovenfor blevet behandlet i lyset af de nyeste monumentale oplysninger. Der er endnu ikke fundet nogen henvisning i egyptiske optegnelser til Israels tilstedeværelse i Deltaet, skønt hebræerne omtales som værende til stede i Kanaan før Minepthahs 5. år. Faraonerne optegnede som regel--ligesom andre konger--kun deres sejre og regnede uden tvivl Israel blot som en stamme blandt de "fjendtlige Shasu" (eller "nomader"), som de thebanske konger af det XVIII. dynasti drev tilbage til Asien. Det ville være naturligt, at en ulykke ved Det Røde Hav ikke blev omtalt i deres stolte optegnelser, der stadig findes på tempelvæggene i Egypten.

Se også Israels vandringer.

C. R. Conder