uld (tsemer; erion): Uld og hør var de fibre, som de gamle vævere brugte mest. Uld blev hovedsagelig brugt til yderklæder (3 Mos 13,48; Ordsp 31,13; Ez 34,3; Hos 2,5; Hos 2,9). Syrisk uld findes på verdensmarkederne i dag, men den regnes ikke for første kvalitet, dels fordi den er så forurenet med torne, halm og andre fremmedlegemer, som vikler sig ind i ulden, mens fårene vandrer over de golde, klippefyldte bjergsider på jagt efter føde. Vidtstrakte græsgange er næsten ukendte.

Der sælges to slags uld:

(1) Den, der fås ved klipning. Den fjernes så vidt muligt fra dyret i ét stykke eller som en ham, som regel uden forudgående vask. Hamme samles i baller og bæres til et vaskested, som sædvanligvis er et af de stenede flodlejer, hvor der kun løber en lille strøm igennem om sommeren. Flodlejet vælges, fordi stenene er rene og fri for små pinde eller halm, som ville hænge fast i den vaskede uld. Køberen af denne vaskede uld underkaster den endnu en vask med sæbe, ishnan (alkaliplante), "sæbeurt" eller et andet rensemiddel (se FULLER) og karter den derefter før spinding og vævning. Den uld, der opnås på denne måde, er næsten snehvid.

(2) Den anden forsyning af uld kommer fra garverierne, hvor ulden fjernes fra skindene med læsket kalk (se TANNER). Den vaskes i mange hold vand og bruges til fyld i madrasser, tæpper osv., men ikke til vævning.

Gideon brugte en uldham til at søge et tegn fra Gud (Dom 6,37). Mesha, Moabs konge, sendte en stor mængde uld som tribut til Israels konge (2 Kong 3,4). Det var forbudt at væve uld sammen med linned (5 Mos 2,11; jf. 3 Mos 19,19). Præster måtte ikke bære uldne klæder (Ez 44,17). Uld, der var farvet skarlagen med qermes, blev brugt i blodpagtens ceremoni (Hebr 9,19; jf. 3 Mos 14; 4 Mos 19,6).

Uldens hvidhed blev brugt til sammenligning

(1) med sne (Sl 147,16);

(2) med tilgivne synder (Es 1,18);

(3) med hår (Dan 7,9; Åb 1,14).

James A. Patch