zeb'-u-lun (zebhulun, også skrevet zebuwlun og zebuluwn; den første form forekommer kun i Dom 1,30; de to andre er hyppige og bruges i flæng; Zaboulon): I 1 Mos 30,20 udbryder Lea: "Gud har givet mig en god medgift," hvilket antyder en afledning af Zebulon fra zabhadh, "at skænke," idet (d) erstattes af (l). Igen siger hun: "Nu vil min mand bo hos mig (eller "ære mig"): og hun gav ham navnet Zebulon"; afledningen er da fra zabhal, "at ophøje" eller "ære" (OHL, under ordet).

Zebulon var Jakobs 10. søn, den 6., som blev født ham af Lea i Paddan-Aram. Intet vides om denne patriarks liv, undtagen for så vidt som det falder sammen med hans brødres. Targum Pseudo-Jonathan siger, at han som den første af de fem brødre blev fremstillet for Farao af Josef, da Israel og hans hus kom til Egypten (1 Mos 47,2). Tre sønner, Sered, Elon og Jahleel, blev født ham i Kanaan, og disse blev stamfædre til stammens tre hovedafdelinger (1 Mos 46,14).

Zebulons stammes placering i ørkenen var ved fanen for Judas lejr på østsiden af tabernaklet (4 Mos 2,7). Denne lejr brød op først under vandringen (4 Mos 2,9). Ved den første folketælling talte Zebulon 57.400 krigsduelige mænd (4 Mos 1,30), og stammens fyrste var Eliab, Helons søn (4 Mos 1,9). Ved den anden folketælling talte de krigsduelige mænd 60.500 (4 Mos 26,27); se dog NUMBERS. Blandt spejderne var Zebulon repræsenteret ved Gaddiel, Sodis søn (4 Mos 13,10). Til at hjælpe ved delingen af landet blev Elisafan, Parnaks søn, udvalgt (4 Mos 34,25). Ved Sikem stod Zebulon, efterkommerne af Leas yngste søn, sammen med Ruben, hvis vanære også ramte hans stamme, og efterkommerne af trælkvindernes sønner, over for de andre seks, som førte deres afstamning tilbage til Rakel og Lea (5 Mos 27,13). Ved den anden deling af området kom Zebulons lod op som den tredje og tildelte ham et smukt afvekslende landområde i nord. Omfanget af hans besiddelse er i hovedtræk klart nok, men det er umuligt at fastlægge grænserne nøjagtigt (Jos 19,10-16). Det "grænsede" op til Naftali mod øst og sydøst og til Asher mod vest og nordvest. Linjen løb nordpå fra Tabor-bjerget, fortsatte på højdedragene vest for Galilæas Sø, videre til Kerr `Anan (Hannathon). Den drejede mod vest langs bjergets fod og nåede Ashers grænse, sandsynligvis gennem `Abilin-dalen. Derfra fortsatte den sydpå til Kishon over for Tell Kaimun (Jokneam). Da sletten tilhørte Issakar, har sydgrænsen fulgt dens nordlige kant og endt igen ved Tabor, sandsynligvis nær Deburiyeh (Daberath), som tilhørte Issakar (Jos 21,28).

De givne detaljer er forvirrende. Det bør bemærkes, at dette ikke bringer Zebulon i berøring med havet og derfor tilsyneladende står i modstrid med 1 Mos 49,13, og også med Josefus (Ant., V, i, 22; BJ, III, iii, 1), som siger, at Zebulons lod omfattede det land, der "strakte sig så langt som til Gennesaret Sø, og det som hørte til Karmel og havet." Måske ændrede grænserne sig imidlertid fra tid til anden. Hvad ordene i 1 Mos 49,13 angår, mener Delitzsch, at de ikke nødvendigvis indebærer egentlig kontakt med havet, men kun at hans placering skulle sætte ham i stand til at drage fordel af søhandel. Det gjorde den bestemt; den store karavanevej, via maris, gik gennem hans område. Således kunne han "suge havets skatte til sig." Se også TABOR, MOUNT. Inden for de grænser, der således groft er angivet, fandtes alle slags bjerge og sletter, barskt højland, skyggefuld skov og frugtbar dal. Det, der siges om Naftalis område, gælder i almindelighed også dette. Olivenlunde og vingårde er talrige. Gode høster indsamles på de solrige skråninger og på de rige, jævne arealer på Asochis-sletten (el-BaTTauf).

Elon fra Zebulon var den eneste leder, stammen gav Israel, som vi har nogen optegnelse om (Dom 12,11); men folket var tappert og dygtigt i krig og leverede, ifølge Deboras sang, "(dem) der fører hærførerens stav" (Dom 5,14). Stammen sendte 50.000 helhjertede krigere, dygtige og veludrustede, til David i Hebron (1 Krøn 12,33). Fra deres rige land bragte de forsyninger af levnedsmidler (1 Krøn 12,40). Over Zebulon på Davids tid stod Jishmaja, Obadjas søn (1 Krøn 27,19). Skønt de var faldet fra, viste Hizkija, at mange af dem var i stand til at svare varmt på kaldet til religiøs pligt og privilegium (2 Krøn 30,10; 2 Krøn 30,18). De nævnes ikke, men det er sandsynligt, at Zebulon led sammen med Naftali under Tiglat-Pilesers invasion (2 Kong 15,29). I senere dage gav mændene fra disse luftige højlande styrke og foretagsomhed til de jødiske hære. Jotapata (Tell Jifat), skuepladsen for Josefus' heroiske forsvar, lå i Zebulon. Det samme gjorde Sepphoris (Seffuriyeh), som en tid var Galilæas hovedstad (Ant., XVIII, ii, 1; BJ, VII; III, ii, 4). Nazaret, hjemmet for vor Frelsers barndom, ligger beskyttet blandt dets lavere høje.

W. Ewing