zim'-ri (zimri, "vildfår" eller "vildged"; i 1 Makkabæerbog har King James Version Zambri; Codex Sinaiticus har Zambrei):

(1) En simeonitisk fyrste (4 Mos 25,14; 1 Makk 2,26), dræbt af Pinehas, Arons sønnesøn. 4 Mos 25,1-5 beretter, hvordan israelitterne, mens de var i Shittim, begyndte at omgås moabitiske kvinder, og "de (dvs. de moabitiske kvinder) kaldte folket til ofringerne for deres guder" (25,2), dvs., som det forklares i 25,5, til at deltage i guden Ba'al-Peors umoralske riter. Moses får befaling om at lade synderne straffe. Det næste afsnit (25,6-9) fortæller, hvordan folket hengiver sig til offentlig sorg; men mens de gør dette, fører Zimri en midjanitisk kvinde ind blandt sine brødre. Pinehas ser dette og går efter Zimri ind i qubbah, hvor han dræber de to sammen, og således standses plagen (25,6-9).

Forbindelsen mellem disse to afsnit er vanskelig; moabitiske kvinder nævnes i det første, en midjanitisk kvinde i det andet; plagen i 4 Mos 25,8 f omtales ikke tidligere, skønt det synes klart, at plagen er årsagen til gråden i 25,6. Fortsættelsen, 25,16-18, får det andet afsnit til at have noget med Ba'al-Peor at gøre. Kritikere henfører 25,1-5 til J-E, 25,6-18 til P.

Det ser dog ud til, at de to beretninger henviser til lignende omstændigheder. Dette er tydeligt, hvis betydningen af qubbah i 4 Mos 25,8 er, som Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) gengiver det, lupinar, "et bordel." Vanskeligheden er, at ordet kun forekommer her i Det Gamle Testamente, men det har denne betydning i nyhebraisk (se Gray, Nu, 385; BDB oversætter det dog "et stort hvælvet telt." Mens den ene fortælling siger, at kvinderne var moabitiske, og den anden, at de var midjanitiske, forudsætter det sidste afsnit noget i retning af beretningen i det første; og pointen er, at Zimri, netop på det tidspunkt da resten af folket offentligt sørgede på grund af en plage, som skyldtes deres egne forbindelser med fremmede kvinder, førte en midjanitisk kvinde ind blandt folket, muligvis for at hun skulle være hans hustru, for han var en fyrste eller høvding, og hun var datter af en midjanitisk høvding. Man kan indvende, at hvis dette var tilfældet, var der intet forkert i det; men efter hebraisk opfattelse var der, og vi behøver blot at huske den onde indflydelse fra sådanne ægteskaber som dem, Salomo indgik, eller især Akabs ægteskab med Jezabel, for i det mindste at se en hebraisk begrundelse for Zimris død.

4 Mosebog 31 beskriver udryddelsen af midjanitterne på Moses' befaling. Alle mændene bliver dræbt af israelitterne (31,7), men kvinderne bliver skånet. Moses bliver vred over dette: "Har I ladet alle kvinderne leve? Se, det var disse, der efter Bileams råd fik Israels børn til at begå troløshed mod Jahve i sagen om Peor, og derfor kom plagen over Jahves menighed" (31,15 f). Her finder vi, selv om kapitlet er en Midrash (se Gray, Numbers, 417 ff), at hebræerne selv forbandt de to begivenheder i 4 Mosebog 25, men desuden indføres også Bileams navn, ligesom igen i 31,8, hvor det siges, at han blev dræbt sammen med Midjans konger. Se videre 5 Mos 4,3 og Drivers note til verset.

Se BAAL-PEOR; BILEAM; PEOR.

(2) En konge i Israel (1 Kong 16,8-20). Se særskilt artikel.

(3) En judæisk "søn" af Zera (1 Krøn 2,6) = "Zabdi" i Jos 7,1; Jos 7,17 f.

Se ZABDI, (1).

(4) En benjaminit, efterkommer af kong Saul (1 Krøn 8,36; 1 Krøn 9,42).

(5) I Jer 25,25, hvor "alle Zimris konger" nævnes sammen med Arabiens (25,24) og Elams og medernes konger. Navnet er endnu ikke identificeret, skønt det menes at være navnet på et folk kaldet ZIMRAN (se dette) i 1 Mos 25,2.

David Francis Roberts

(zimri; Septuaginta Zambrei, Zambri): Israels 5. konge, men han sad kun på tronen i syv dage (1 Kong 16,9-20). Zimri havde været anfører for halvdelen af stridsvognene under Ela og synes at have udnyttet sin stilling til at sammensværge sig mod sin herre. Anledningen til hans forbrydelse blev givet ved hærens fravær; den var under Omris ledelse optaget af belejringen af filisterbyen Gibbeton. Mens Ela var i et drikkelag i huset hos sin hushovmester Arsa, som kan have været medskyldig i sammensværgelsen, blev han skændigt myrdet af Zimri, der besteg tronen og lod resten af Elas familie dræbe og således opfyldte Jehus profeti om Bashas hus. Sammensværgelsen manglede imidlertid folkets støtte, for næppe var budskabet om forbrydelsen nået til Gibbeton, før hæren ophøjede Omri til Israels trone. Omri skyndte sig straks til Tirsa og indtog stedet, som det synes uden større modstand. Zimri besluttede at dø som konge og satte derfor selv ild til paladset og omkom i de flammer, han havde antændt. Således fik den korte regeringstid en vanærende ende; den blev stående som en plet selv på den blodplettede beretning om de voldshandlinger, der indledte dynastiskiftene i Nordriget, for den skændige forbrydelse blev afskyet selv blandt ærkesammensvorne. Da Jehu drog ind i Jizre'el, blev han mødt af Jezabels bitre hån: »Er der fred, du Zimri, din herres morder?« (2 Kong 9,31). Også historikeren nævner i den afsluttende formel for regeringstiden særligt »det forræderi, han begik«.

S. K. Mosiman