zo'-far (tsphar, betydning tvivlsom, formodet fra en rod med betydningen "at springe"; Sophar): En af Jobs tre venner, som, da de hører om hans lidelse, aftaler sammen at besøge og trøste ham. Han er fra Na'amas stamme, en stamme og et sted, der ellers er ukendt, for eftersom alle de andre venner og Job selv kommer fra lande uden for Israels land, er det ikke sandsynligt, at dette sted var identisk med Na'ama i det vestlige Juda (Jos 15,41). Han taler kun to gange (Jos 11; Jos 20); ved hans tavshed den tredje gang synes forfatteren at antyde, at vennernes argumenter er udtømt med Bildads tredje tale (Job 25; se under BILDAD). Han er den mest heftige og dogmatiske af de tre (sammenlign Job 11,2; Job 11,3; Job 20,2; Job 20,3); stukket til et lidenskabeligt svar af Jobs formastelighed ved at fastholde, at der er gjort ham uret, og at han søger lys fra Gud. Hans ord har en intensitet, der nærmer sig hensynsløs overdrivelse. Han er den første, der direkte anklager Job for ondskab; ja, han hævder, at hans straf er for god for ham (11,6); han irettesætter Jobs ugudelige formastelighed i forsøget på at finde ud af Guds uudgrundelige hemmeligheder (11,7-12); og dog lover han, ligesom de øvrige venner, fred og genoprettelse på betingelse af anger og at uretfærdigheden lægges bort (11,13-19). Selv fra dette løfte vender han imidlertid tilbage til den frygtelige fare, der truer den onde (11,20); og i sin anden tale overgår han de andre og fører deres dystre beskrivelse af den onde mands elendighed til det yderste (20,5-29), og fremkalder en direkte modsigelse fra Job, som, ikke i vrede, men i bestyrtelse, af troskab mod sandheden tvinges til at anerkende tingene, som de er. Zofar synes at være tænkt som en repræsentant for den skæve tankegang i odium theologicum.

John Franklin Genung