1. Kongebog 6
1 I det 480. år efter israelitternes udvandring fra Egypten, i det fjerde år, i måneden ziv – det er den anden måned – efter Salomo var blevet konge over Israel, begyndte han at bygge et tempel for HERREN.
2 Templet som kong Salomo byggede for HERREN, var 60 alen° langt, 20 bredt og 30 alen højt.
3 Forhallen ind til selve templet var 20 alen lang i forhold til templets bredde, 10 alen dyb foran templet.
4 Han lavede vinduer med smalle rammer
5 og byggede en flad bygning op ad templets mur hele vejen rundt, rundt om templets mure, både til Tempelhallen og til det Allerhelligste. Han byggede siderum hele vejen rundt.
6 Den nederste etage af den flade bygning var fem alen bred, den midterste seks alen bred, og den tredje syv alen i bredden, for han lavede afsatser udvendigt på templet hele vejen rundt for ikke at bygge ind i templets mure.
7 Da templet blev bygget, blev der brugt færdige sten fra stenbruddet så hverken hamre, hakkeøkser eller noget som helst redskab af jern hørtes i templet i forbindelse med byggeriet.
8 Indgangen til sidebygningens nederste etage var på templets sydside, og trappeskakterne førte til den midterste etage, og fra den midterste til tredje etage.
9 Han byggede templet færdigt og gav huset loft med spær og paneler af cedertræ.
10 Han byggede den lave bygning op ad hele templet, fem alen i højden, og gav det tag af cedertræ.
11 Så talte HERREN til Salomo:
12 »Om det tempel du bygger, skal det gælde at hvis du retter dig efter mine forordninger, handler efter mine beslutninger, og adlyder mine befalinger så du følger dem, vil jeg holde det løfte til dig, jeg gav din far David.
13 Jeg vil tage bolig midt blandt israelitterne, og vil ikke forlade mit folk Israel.«
14 Salomo byggede templet færdigt.
15 Han byggede templets indvendige vægge med paneler af cedertræ, fra templets gulv til loftsbjælkerne beklædte han det indvendigt med træ. Han dækkede templets gulv med planker af cypres.
16 Han konstruerede de 20 alen fra templets bagvæg med paneler af cedertræ fra gulvet til loftsbjælkerne og byggede indenfor det inderste rum, det Allerhelligste.
17 Templet var 40 alen langt, det vil sige Tempelhallen foran det Allerhelligste.°
18 Cedertræet på templets inderside var udsmykket med knopper og udsprungne blomster. Det hele var cedertræ, der var ikke en sten at se.
19 Det Allerhelligste, inderst i templet, gjorde han klar til at man dér kunne placere HERRENS pagts ark.
20 Det Allerhelligste var 20 alen langt, 20 alen bredt og 20 alen højt. Han belagde det med rent guld. Han belagde også cedertræsalteret.
21 Salomo belagde templet indvendigt med rent guld. Han trak guldkæder foran det inderste rum, og belagde det med guld.
22 Hele templet belagde han med guld indtil hele templet var færdigt. Hele alteret, som stod i det Allerhelligste, belagde han med guld.
23 Til det Allerhelligste lavede han to keruber af oliventræ, ti alen høje.
24 Fem alen var kerubens ene vinge, fem alen var dens anden vinge, ti alen fra vingespids til vingespids.
25 Den anden kerub var ti alen. De to kerubers mål og form var ens.
26 Den ene kerubs højde var ti alen, og det var den anden kerubs også.
27 Han placerede keruberne midt i det Allerhelligste. Kerubernes vinger var bredt ud, så den enes vinge rørte væggen, og den anden kerubs vinge rørte den anden væg. Midt i det inderste rum rørte deres vinger hinanden.
28 Han belagde keruberne med guld,
29 og på alle rummets vægge, hele vejen rundt, lavede han udskæringer med keruber, palmetter, udsprungne blomster, både indvendigt og udvendigt.
30 Rummets loft belagde han med guld både indvendigt og udvendigt.
31 Til indgangen til det Allerhelligste lavede han døre af oliventræ, dørstolpen var femkantet.
32 De to dørstolper var af oliventræ. Han udskar dem med keruber, palmetter og udsprungne blomster og belagde dem med guld. Han belagde keruberne og palmetterne med guldet.
33 På samme måde lavede han indgangen til Tempelhallen med firkantede dørstolper af oliventræ.
34 De to dørstolper var af cypres, to foldedøre udgjorde den ene dør, to foldedøre den anden.
35 Han udskar keruber, palmetter og udskårne blomster og belagde dem med guld lagt jævnt ud over det udskårne.
36 Han byggede den indre forgård med tre skifter kvadersten og et skifte cedertræsbjælker.
37 I det fjerde år blev grunden lagt til HERRENS tempel, i måneden ziv,
38 og i det ellevte år i måneden bul – det er den ottende måned – stod templet færdigt i overensstemmelse med alle hans specifikationer og beslutninger. Han byggede det på syv år.
Henter interlinear…