1. Thessalonikerbrev 2
1 For I ved selv, brødre, at vores indgang hos jer ikke var forgæves,
2 men skønt vi forud havde lidt og var blevet forhånet i Filippi, som I ved, fik vi mod i vores Gud til at forkynde Guds evangelium for jer under megen kamp.
3 For vores forkyndelse udspringer ikke af vildfarelse, af urenhed eller er forbundet med bedrag,
4 men vi taler sådan som vi er blevet fundet egnede af Gud til at blive betroet evangeliet, ikke for at imødekomme mennesker, men Gud, som prøver vores hjerter.
5 For vi kom aldrig med smigrende ord, som I ved, eller med et påskud for vores griskhed, Gud er vidne,
6 eller søgte anerkendelse fra mennesker, hverken fra jer eller fra andre,
7 skønt vi kunne være til byrde for jer som Kristi apostle. Men vi var milde blandt jer som når en mor tager sig af sine børn,
8 og af inderlig kærlighed til jer besluttede vi således at give jer del i ikke alene Guds evangelium, men også i os selv, for I var blevet elskede.
9 For husk, brødre, vores slid og besvær: Mens vi arbejdede nat og dag for ikke at være til byrde for nogen af jer, forkyndte vi Guds evangelium for jer.
10 I er vidner, og Gud, om hvor helligt, retfærdigt og uangribeligt vi færdedes blandt jer som tror,
11 ligesom I ved hvordan vi
12 formanede, opmuntrede og tilskyndede enhver af jer som en far sine børn til at leve Gud værdigt, han som kalder jer til sit rige og herlighed.
13 Derfor takker vi også Gud uden ophør, for da I modtog Guds ord, som I hørte af os, modtog I det ikke som menneskers ord, men, som det i sandhed er, som Guds ord, som også virker i jer som tror.
14 For I blev efterfølgere, brødre, af Guds menigheder som er i Judæa, i Kristus Jesus, for også I har lidt det samme af jeres egne landsmænd ligesom også de af jøderne,
15 som dræbte Herren Jesus og profeterne, og som har forfulgt os, og som ikke glæder Gud og er imod alle mennesker,
16 fordi de hindrer os i at tale til folkene for at de kan blive frelst, så de opfylder altid deres synder. Ja, Guds vrede er kommet fuldstændigt over dem.
17 Men fordi vi, brødre, er blevet barnløse ved en adskillelse fra jer for en tid, i det ydre ikke i hjertet, har vi stræbt virkelig meget i vores store længsel efter at se jer.
18 For vi ønskede at komme til jer, jeg, Paulus, både én gang og flere gange, men Satan hindrede os.
19 For hvem er vores håb eller glæde eller æreskrans – hvis det ikke er netop jer – over for vores Herre Jesus, når han kommer?
20 Ja, I er vores anerkendelse og glæde.
Henter interlinear…