Spring til indhold

Den frie bibel

Dommernes Bog 10

1 Efter Abimelek fremstod Tola for at redde Israel. Han var søn af Pua, Dodos søn, af Isakars stamme, og han boede i Shamir i Efraims Bjerge.
2 Han var dommer i Israel i 23 år. Da han døde, blev han begravet i Shamir.
3 Efter ham fremstod gileaditten Jair som var dommer i Israel i 22 år.
4 Han havde 30 sønner, som red på 30 æsler, og de havde 30 byer. De blev kaldt Jairs Teltbyer, og det hedder de den dag i dag. De ligger i Gileads land.
5 Jair døde og blev begravet i Kamon.
6 Israelitterne blev ved med at handle ondt i HERRENS øjne. De dyrkede Ba’alerne og Astarterne og Syriens, Sidons og Moabs guder og ammonitternes og filistrenes guder. De forlod HERREN og tjente ham ikke.
7 Da blussede HERRENS vrede op mod Israel, og han overlod dem værgeløse i filistrenes og ammonitternes vold.
8 I det særlige attende år slog de israelitterne og knuste alle de israelitter som boede på den anden side af Jordanfloden i amoritternes land, som ligger i Gilead.
9 Ammonitterne drog over Jordan for endog at kæmpe mod Juda og Benjamin og Efraims hus, så Israel var hårdt trængt.
10 Da råbte israelitterne til HERREN: »Vi har syndet imod dig fordi vi har forladt vores Gud og dyrket Ba’alerne.«
11 HERREN svarede israelitterne: »Har ikke egypterne og amoritterne, ammonitterne og filistrene,
12 sidonierne, amalekitterne og midjanitterne undertrykt jer? I råbte til mig, og jeg frelste jer ud af deres magt.
13 Men I forlod mig og dyrkede andre guder. Derfor vil jeg ikke blive ved med at frelse jer.
14 Gå hen og råb til de guder som I har valgt jer. Lad dem frelse jer af jeres nød.«
15 Da sagde israelitterne til HERREN: »Vi har syndet. Gør mod os som du finder godt. Men vi beder dig, frels os i dag.«
16 Og de skilte sig af med de fremmede guder og tjente HERREN. Og han gad ikke længere se på Israels nød.
17 Ammonitterne blev kaldt sammen og slog lejr i Gilead; men israelitterne samlede sig og slog lejr i Mispa.
18 Folket, fyrsterne i Gilead, sagde til hinanden: »Hvem vil være den første til at gå i kamp mod ammonitterne? Han skal være leder over alle der bor i Gilead.«