Spring til indhold

Den frie bibel

Efeserbrevet 2

1 Da I var døde i jeres overtrædelser og synder,
2 som I før levede i ifølge denne verdens tidsalder, ifølge herskeren over luftens rige, den ånd som nu virker i ulydighedens børn –
3 blandt dem færdedes også vi alle før i vores køds begær da vi udførte kødets og tankernes vilje, og vi var af natur vredens børn som også de øvrige.
4 Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af sin store kærlighed som han har elsket os med,
5 gjort os levende sammen med Kristus da vi var døde i vores overtrædelser – af nåde er I blevet frelst –
6 og han har oprejst os sammen med ham og sat os sammen med ham i det himmelske, i Kristus Jesus,
7 for i de kommende tidsaldre at vise sin nådes overvældende rigdom på godhed mod os i Kristus Jesus.
8 For af nåden er I blevet frelst ved tro, og dette skyldes ikke jer selv, gaven er Guds,
9 ikke på grund af gerninger, for at ikke nogen skal rose sig.
10 For vi er hans værk, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har beredt for at vi skulle vandre i dem.
11 Husk derfor at I, som før var hedninger i kødet, som blev kaldt uomskårne af dem som kalder sig omskårne, med en omskærelse udført i kødet med hænder,
12 at I på den tid var uden Kristus, adskilt fra borgerskab i Israel og fremmede fra løftets pagter, uden håb og uden Gud i verden.
13 Men nu er I, som før var langt borte, i Kristus Jesus kommet nær ved Kristi blod.
14 For han er vores fred, han som gjorde de to til ét og i sit kød nedbrød det gærde som skiller, fjendskabet,
15 da han afskaffede loven med dens bud og forskrifter for at skabe de to til ét nyt menneske i sig, da han stiftede fred,
16 og forsone begge i ét legeme med Gud ved korset, da han dræbte fjendskabet ved det.
17 Og han kom og forkyndte evangeliet om fred for jer som var langt borte, og fred for dem som var nær,
18 for ved ham har vi begge adgang i én Ånd til Faderen.
19 Så er I da ikke mere fremmede og udlændinge, men I er de helliges medborgere og Guds husfæller,
20 opbyggede på apostlenes og profeternes fundament, med Kristus Jesus som hovedhjørnesten,
21 i ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren,
22 i ham opbygges også I sammen med os til at være Guds bygning i Ånden.