Spring til indhold

Den frie bibel

Galaterbrevet 4

1 Jeg mener nemlig at så længe arvingen er umyndig, er der ingen forskel på ham og en slave, skønt han er herre over alt.
2 Men han er under formyndere og husholdere indtil faderens fastsatte tidspunkt.
3 Således også med os: Dengang vi var umyndige, gjorde vi slavetjeneste under verdens magter,
4 men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven,
5 for at han skulle løskøbe dem under loven, for at vi skulle få status som sønner.
6 Men fordi I er sønner, har Gud udsendt sin søns Ånd i jeres hjerter, som råber: Abba, far!
7 Derfor er du ikke længere slave, men søn; men hvis du er søn, er du også arving.
8 Men dengang, da I ikke kendte Gud, gjorde I slavetjeneste for dem som ikke af natur er guder.
9 Men efter at I nu har lært Gud at kende, ja meget mere, efter at I er blevet kendt af Gud, hvordan kan I da igen vende tilbage til de svage og fattige magter som I igen på ny vil gøre slavetjeneste for?
10 I overholder dage, måneder, festtider og årsfester.
11 Jeg frygter for jer om jeg måske har slidt forgæves for jer.
12 Jeg beder jer: Bliv som jeg, for også jeg er blevet som I. I har ikke gjort mig uret i noget.
13 Men I ved at jeg den første gang forkyndte evangeliet på grund af kødets svaghed,
14 skønt min legemlige tilstand var en prøvelse, ringeagtede I mig ikke eller spyttede på mig, men I modtog mig som en Guds engel, som Kristus Jesus.
15 Hvor er nu jeres lovprisning? For jeg vidner for jer at hvis det havde været muligt, havde I revet jeres øjne ud og givet dem til mig.
16 Er jeg da blevet jeres fjende fordi jeg har fortalt sandheden?
17 De er ivrige efter jer, ikke for det gode, men de vil skille jer ud for at I skal være ivrige efter dem.
18 Men det er godt at der altid bliver vist iver i noget godt, og ikke kun når jeg er hos jer.
19 Mine børn, som jeg igen føder med smerte indtil Kristus har vundet skikkelse i jer.
20 Jeg ville ønske at jeg var til stede hos jer nu og kunne ændre min stemme, for jeg er i vildrede med hensyn til jer.
21 Sig mig, I som vil være under loven, hører I ikke loven?
22 For der står skrevet at Abraham havde to sønner, én med slavinden og én med den frie kvinde.
23 Men slavindens søn blev undfanget ifølge kødet, og den frie kvindes søn blev undfanget ved løftet.
24 Dette er blevet talt billedligt, for disse kvinder svarer til to pagter, den ene er fra bjerget Sinaj, som føder til slaveri, og den pagt svarer til Hagar.
25 Ja, Hagar svarer til Sinaj bjerg i Arabien, og hun svarer til det nuværende Jerusalem, for hun er i slaveri med sine børn.
26 Men Jerusalem foroven er den frie, som er vores moder,
27 for der står skrevet: »Fryd dig, du ufrugtbare, som ikke har født, bryd ud i jubel og råb, du som ikke har haft veer, for mange er den enliges børn, flere end hendes, der har en mand.«
28 Men I, brødre, er i lighed med Isak løftets børn.
29 Men ligesom han der blev undfanget ifølge kødet, dengang forfulgte ham som blev undfanget ifølge Ånden, således også nu.
30 Men hvad siger Skriften? Kast slavinden og hendes søn ud, for slavindens søn skal ikke arve sammen med den frie kvindes søn.
31 Derfor, brødre, er vi ikke slavindens børn, men den frie kvindes.